Ad alt det her med Besættelsen og Østfronten


Min gamle nabo Karl, som ikke er hos os mere. Men han nåede en høj alder – 90’erne

Nu vi har talt om alt det her med Danmarks befrielse, II. Verdenskrig og følgerne af alt det her. Jeg så Ingemann og Besættelsen forleden, og det fik mig til at tænke på min gamle nabo. Ikke at jeg ikke tænker på ham ellers, for det gør jeg, men ikke lige i forbindelse med alle de her rædsler.

Karl hed han, og boede nede bag/på siden af mig, da jeg boede på Nordfalster. Når jeg skriver sådan, var det fordi grundene, var “skåret” på en sjov måde. Ihvertfald faldt vi i snak og kom rigtig godt ud af det. Vi fik ofte en øl, og en sludder og var der noget, jeg ikke lige vidste hvordan, kunne jeg altid spørge ham. Vi blev rigtig gode venner og snakkede om rigtig mange ting. Karl delte sit liv med mig og jeg holdt rigtig meget af ham. Også derfor var jeg så skrækkeligt ked af, at ingen gav mig besked, da han gik bort. Jeg ved dog, at han længe havde været træt af livet og således var det fint, at han fik fred. Men jeg har faktisk hans gamle sofabord som mit, her i min lejlighed. Og om ikke af andre grunde, så husker jeg ham, når jeg kigger på det.

Karl var født i 1921 i Sakskøbing, og havde ihvertfald en søster, for hende mødte jeg. Jeg må med skam erkende, at jeg ikke kan huske, hvor mange de var i alt. Jeg mener, der var en søster mere. Karl var uddannet mekaniker (hos Ford), og kom til Købnhavn, blev gift og fik også en søn. Som det ofte er tilfældet, fik hans ex-kone vendt sønnen mod Karl og han havde ikke haft kontakt med ham, siden de blev skilt stort set. Han havde prøvet, men blev barskt afvist. Jeg bliver så vred, når jeg hører sådan noget. Det var en stor sorg for ham. En ting, er at et ægteskab ikke virker, men at fratage sit barn og ex-mand muligheden for et forhold, er det ondeste, man kan gøre. Selvfølgelig kan der være ganske særlige omstændigheder, men som jeg hørte det her, var der ingen god grund. Han fik ihvertfald ingen…Jeg har ikke talt med hans søn, og man skal jo høre sagen helst fra begge sider, men stadig. Det er ondt.

På et tidspunkt i det liv, der var Karls, blev det svære, svære tider for danskerne. Karl havde altid været glad for Tyskland, og ville gerne opleve noget, og lod sig hverve til job i Tyskland. Og senere kom han til Østfronten på tysk side. Det var meget barsk. Jeg har ikke mange detaljer om det, for det var meget svært for ham, at tale om. Han blev sendt hjem med granatchock og led under det stadig, så mange år efter. Til gengæld for indsatsen i det tyske indkasserede han fængsel i 4 år i Horserød Statsfængsel. Det var ikke sjovt, som jeg forstod det, og Karl var ked af det. Han var ikke nazist som sådan. Han ville bare gerne ud i verden, og det betale han en pris for. Han fik så også hæder fra tyskerne i form af 2 jernkors. Jeg husker ikke forskellen, men jeg mener, det var et af hver sin grad. Jeg har set dem, og de var mægtig fine, hvis man kunne se bort fra alt resten.

Jeg kendte Karl i mange år, og han gjorde alt, hvad han kunne for at hjælpe mig og var en sød og kærlig mand på alle måder. Det gjorde mig så ondt for ham, at han mistede kontakten til sin søn. Han havde da jeg mødte ham, kun en søster tilbage. Han var gift en gang mere, og han havde også andre forhold, men da jeg mødte ham, havde han været alene en del år. Så mødte han Bente, som han blev meget glad for og omvendt. Det endte med, at de flyttede tilbage til Sakskøbing, hvor han jo kom fra, og hun så boede. De havde det rigtig godt, men desværre gik Bente væk først, faktisk på samme måde, som min mor gjorde. En massiv hjerneblødning. Det slog Karl helt ud. Nu havde han ingen i hele verden. Han havde sin plejesøn, som han kaldte ham, men han boede helt i Holbæk. Hvis han læser med, så kontakt mig gerne. Eter Bentes død, så mistede Karl lysten til livet. Hendes børn, mente ikke at han havde ret til noget som helst og smed ham ud af huset. Jeg forstår ikke, hvorfor Bente ikke giftede sig med Karl, så han havde været sikret. Nu blev han i en meget høj alder tvunget til at flytte. Heldigvis fik han en dejlig ældrebolig og den tror jeg også, han var rigtig glad for. Jeg nåede at besøge ham der, en gang. Det er der ovenstidende foto er taget. Det var så skønt, at se ham.

Vi talte i telefon sammen. Jeg havde sagt til ham, at han altid måtte ringe til mig, men det gjorde han meget sjældent, så det var mig, der måtte ringe. Oprigtigt, tror jeg, han var meget deprimeret til sidst. Og lige pludselig kunne jeg så ikke få kontakt til ham, og kunne jo næsten regne ud, at han måtte være gået bort. Jeg fik fat på en nabo, som fortalte mig, at det var gået meget stærkt, og at han ganske rigtig var død. Men nu synes jeg, at i anledning af alt det her befrielseshalløj og II. Verdenskrigstema allevegne, at jeg ville skrive min historie om min søde nabo, der kæmpede på Østfronten. Hvil i fred min ven, du er savnet og ofte tænkt på. Som Peter var inde på, så var det ikke bare sort og hvidt.

Dommedag

Sådan føles idag lidt. Det er selvfølgelig en kende overdrevet, men det fremmer forståelsen. Anyway, jeg var til lægen for at få opklaret, om der var noget på lunger etc. – ikke det, der ligner noget som helst. Han tror, det har noget med min allergi at gøre, og foreslog optrapning af den medicin, jeg får for det. Og det kan jeg også gøre, omend i begrænset omfang. For ikke nok med jeg lider alverdens kvaler med helbredet, så er jeg også sart, hvad angår, hvad jeg tåler. Men nu prøver jeg at skrue så meget op, jeg kan.

Dagens næste udfordring gik dels på, at få styr på det med den her harddisk, og få ringet til det nummer, jeg har fået udleveret til formålet. Jeg ringede og fik en sludder med dem, og de var vældig flinke, og ville gøre, hvad de kunne for at redde mine data, omend ingen jo kan garantere noget. Til gengæld skal jeg så heller ikke betale, hvis ikke det lykkes. Det koster en timeløn, og så kan I selv regne ud, at jeg for den pris, kunne have købt en ny harddisk. Det får være, for det vigtige er, at jeg redder mine fotos. Og så må jeg iøvrigt investerer i en mere, så jeg har det på to, og så på nettet, skulle galt ske. Hvordan gemmer du dine fotos og sager? Så langt så godt, så den skal jeg så ud med imorgen. Vær sød og kryds fingre for, at mine data kan reddes!!!

Det var lidt lettere, da jeg boede i Nakskov, der havde jeg min egen private computermand. Ham savner jeg, og ikke kun for hans evner udi det med computere, men bare det hyggelige selskab. Vi havde det så hyggeligt, og ikke nok med det, så kunne han ALTID hjælpe mig. Se det var tider….

Derudover har jeg jo stadig et problem i forhold til min gamle blog. Jeg havde skrevet til en, jeg havde fundet her på nettet, som skulle være ferm til det, og som en anden havde fået hjælp af. Det fik jeg ikke meget ud af. Vedkommende skriver på sin hjemmeside, at man bare skal skrive og så vil vedkommende vende tilbage. Nej det gør h*n så ikke! Jeg har intet hørt, og det er ved at være noget siden, jeg skrev. Fint nok, hvis man ikke har tid eller evner til at hjælpe, men svare synes jeg, nu må være det mindste. Nu har jeg skrevet til en anden, som har styr på alt det her, så nu håber jeg, at det projekt også kan lykkes.

Synes dælme der er nok at få styr på, og pengene fosser ud af kassen hurtigere end jeg ved ikke hvad. Det er da gode penge givet ud, men der er bare så meget synes jeg. Jeg er ihvertfald spændt på, hvordan det går med det hele. Jeg fik også indleveret et par ure eller tre, så de kan få batteri i. Jeg har nu i flere uger, ikke kunnet se klokken.

Min søde veninde, er hjemme fra det store udland, og hende skal jeg prøve at mande mig op til at se imorgen engang. Så nu må jeg hellere smide computeren over i et hjørne, og HVILE mig, så jeg kan hænge sammen imorgen. Jeg synes godt, jeg kan bruge lidt held nu, med dette og hint og ikke mindst det sk… helbred. Kryds lige fingre for de to projekter her lykkes i det mindste og så hav en god start på ugen.

Mandagstema – Landlig

Mandagstemaet er Landlig. Det bliver ikke mere landligt end Lolland-Falster. Lolland lidt mere end Falster, men uanset, er det jo landsdele, der har betydet meget for mig og jeg elsker stadig at komme på besøg dernede, selvom jeg ikke bor der mere.

Landligt er der også på Thy, hvor begge mine forældre kommer fra, og jeg håber at skulle derop en tur her nu i sommer. Der er også utroligt smukt, og jeg elskede at komme derop og besøge mormor og morfar (farfar og farmor var flyttet til Sjælland mange år før jeg kom til). Neden for lidt landlig stemning fra Lolland-Falster.

Tid til forandring

Forleden spurgte Madame, om vi nogensinde har prøvet, at vågne op og være klar over, at det liv, vi lever ikke virker for os mere? Og ja, det har jeg prøvet to gange faktisk. Jeg ville egentlig have svaret ovre hos hende, men blev enig med mig selv om, at beretningen måske var lige lang nok, og faktisk et indlæg i sig selv.

Første gang, jeg lavdede et stort skift, var da jeg flyttede herfra Charlottenlund til Nordfalster. Det skete fordi jeg i flere år, havde haft en drøm om, at flytte på landet. Det fungerede så også rimeligt i nogen tid, men det blev ikke, som den drøm jeg havde haft. Senere flyttede jeg så endnu længere væk, kun på grund af uddannelse – helt til Nakskov. Det er dælme langt væk. Planen var så til en start, at jeg jo så kunne sælge huset, når jeg var færdig og så skulle jeg jo have et godt job, og kunne så beslutte, hvor jeg ville bo. Iøvrigt er foto nummer to udsigten fra min baghave i huset i Nakskov.

Som det vides gik det slet ikke sådan. Helbredet svigtede, og dermed kræfterne. Det svigtende helbred udløste en pension og så langt så godt, om man så kan sige. Jeg er godt tilfreds med det, for det kan ikke være anderledes, men at sidde i et hus, der kræver mængder af vedligeholdelse og reparationer, og være meget, meget langt væk fra alt og alle, var ikke langtidsholdbart fandt jeg så ud af. Og så blev det besluttet, at jeg skulle flytte tilbage igen. Det har jeg aldrig fortrudt. Tværtimod, er jeg utrolig glad for det. Til gengæld er jeg da også glad for, at jeg prøvede drømmen om livet på landet.

Til dem, der kunne få samme ide vil jeg sige. Gør du det, skal du gøre dig klart, at vennerne ikke kommer og besøger dig i samme grad, som du (og måske de) kunne ønske, så du skal i den grad kunne holde dit eget selskab ud. Har du en mand og er det en drøm i har sammen, så er det en helt anden historie, for så er I jo ikke helt alene. Lektien er, at tænke sig godt om, men samtidig synes jeg bestemt, man skal udleve sine drømme så vidt man kan….

En af de dage


Hvad jeg tror er hvidtjørneblomster på Falster i april 2009

Idag er en af de dage, som bare ikke bliver mere trist, rent vejrmæssigt ihvertfald. Det er gråt, hundekoldt, blæsende og mørkt. Rigtig vinter. Det eneste der ikke er, er nedbør, Så jeg synes, I skulle have lidt opmuntrende sol og forår.

Her håber jeg, at det går lidt bedre. Sådan føles det ihvertfald lidt her til morgen, men jeg er forsigtig, for jeg ved jo, hvor hurtigt det går baglæns igen. Men jeg prøver at holde mig lodret i nogen timer idag, og så må vi se. Jeg vil gerne have styr på mine Galopfotos, og jeg er altså stadig håbløst bagud, så en mappe dagligt skulle det gerne blive til, men hvad som helst, for at komme i bund. Så jeg må hellere…. God søndag.