Weekend med sidste løbsdag og nyt kamera

Emil Holm‘s Kanal som jeg så på min lille udflugt d.d.

Så gik der endnu en weekend. Utroligt, som tiden flyver. Men sålænge den går godt, er det vl også godt nok. Lørdag stod den på sidste løbsdag på banen. Det var langt fra at være løbsvejr. Lige så mørkt som graven, og ovenikøbet så havde det regnet, og det begyndte så igen og det fortsatte så resten af dagen og blev kun værre. Det resulterede i, at løbsdagen blev afbrudt midt i, og aflyste de sidste løb af sikkerhedsmæssige hensyn. De skulle bare have sluttet efter sidste løbsdag. Nu er det så ihvertfald overstået, og vi kan få en pause, som som regel er tiltrængt for alle, når vi når denne tid af året. Efter løb var jeg i Trainers & Owners Lounge, hvor jeg blev inviteret på en drink og det var da rigtig fint. Tak for det til den søde giver og for det gode selskab til alle, jeg så der.

Så gik turen til stalden, hvor min træner også sagde pænt farvel til sæssonen med noget til ganen, af både den ene og den anden slags. Der var fuldt hus, og det var rigtig synd for dem, der ikke var der, for det var så hyggeligt. Tak til alle for godt selskab også der.

I går fik jeg besked på, at det kamera, jeg havde købt (brugt) hos en på Facebook var klart. Vi havde ventet på en del, der skulle komme. Så skulle vi bare aftale, hvornår jeg skulle hente det, og vi blev enige om d.d. Altså sprang jeg på toget og siden Metroen og kørte til Islands Brygge. Først lykkedes det mig, GPS til trods, at fare vild, og gå modsat vej af, hvad jeg skulle. Men jeg fik da vendt om. Men fejlen var ikke så skidt, så det ikke var godt for noget, for var jeg ikke gået forkert, havde jeg ikke fået ovensiddende foto, som jeg er ret glad for. Det er taget med mobilen, og igen er jeg imponeret over kameraet i den. Men bortset fra, at dette er blevet et godt foto, så er det godt nok rædsler de også bygger derude.

Jeg fandt min kameraleverandør, og begav mig retur mod Metroen. På vejen kom den her gut gående i hæsblæsende tempo. Jeg havde på uniformen gættet at han var enten pilot eller på anden måde personale på et fly, og formentlig skulle på arbejde (han havde baggagen som “bevis”). Nå han hastede forbi, og efterlod mig med en dejlig duft af hans aftershave. Det viste sig så, at han kunne have sparet sig, for vi var ved elevatoren til Metroen samtidig og faldt i snak. Et rigtig behageligt møde og en superhyggelig snak, jeg gerne havde fortsat. Vi sagde pænt farvel og god tur. Men dejligt at møde søde mennesker.

Efter tog jeg hjem med kamera og overvejede, hvad jeg skulle mere. Hvert år er der denne søndag åbning af Aterlier Eisner, og jeg smuttede forbi. Sidste år nåede jeg det ikke. Jeg må sige, at jeg for en gangs skyld var lidt skuffet. Ikke over malerierne, for de er som altid fine. Men der var langt fra den mængde af folk, der plejer at være og ingen kastanjer og vin, som der også plejer. Dertil kom, at der ikke var nogen, jeg kendte. Der var selvfølgelig indehaverne, men de var så travlt optaget, at jeg ikke engang nåede at hilse på dem. På vej ud så jeg så min træner og hans kone gå deres vej, så der havde altså lige været nogen, jeg kendte. Jeg listede af igen og kørte hjem i varmen.

Nu sidder jeg her under min dyne, og skal ikke sove for sent, for den står på stald i morgen tidlig. Vi skal have skibbet nogle heste på landet. Jeg håber, I har haft en dejlig weekend og har fyldt i den, lige hvad I har haft lyst til.

Tour de Copenhagen

Jeg var på farten i går. En gammel veninde, jeg ikke har set i ca. 20 år og jeg skulle endelig ses. På høje tid, for hun bor altså kun ca. 30 min.’s tur væk med S-toget. Og så skal jeg ikke engang skifte.

Inden jeg nåede hende var jeg forbi Nørrebro og Købe nogle små Julegaver. Det fik jeg gjort, selvom jeg bagefter egentlig glemte en, men så må jeg derind igen. Det er også hyggeligt derinde, omend jeg ikke ville bo der for alt det guld i verden.

Iøvrigt var Mayol_Christmas sådan en god oplevelse. Vi var kun ejeren og en anden dame og undertegnede. Og vi kom til at tale om USA og hun fortalte om hendes tur derover og spurgte, hvor jeg havde været og den vej rundt faldt talen på mit mirakel (husk at klikke links). Hun og den anden dame var blæst bagover over historien, og jeg er også stadig selv benovet over det. De så også fotos af min familie, og måtte også indrømme, at der er ingen tvivl mulig. Det var en god oplevelse.

Da jeg kom ud derfra gik jeg ned ad Blågårdsgade. På et tidspunkt stopper jeg for at tage mit tørkklæde på, for det var blevet koldt. Da jeg står der kommer en æddre herre hen til mig og lægger hånden på min arm og siger “Må jeg ikke godt rose dig, for dit søde smil?” – og det måtte han da selvfølgelig gerne og det var da utrolig sødt af ham. Det lunede så dejligt. Så det var en helt fantastisk oplevelse midt i København på, hvad der ellers var en meget grå og ret så trist dag.

Så gik turen videre med hjælp af telefonens GPS kørte jeg videre ud til Carlsberg St., hvor jeg skulle mødes med min veninde. Vi fik sendt nogle breve og så drog vi hjem til hende og prøvede at indhente alt det forsømte. Der var meget, men det var skønt at ses igen. Det virkede slet ikke som om, der var gåt så lang tid.

I dag er jeg træt, træt, og samler kræfter til lørdag, hvor jeg skal til løb (hvis der bliver løb, hvilket det i skrivende stund ser ud til). Fotos er fra henholdsvis Vesterbrogade og Enghavevej. Du kan se et par stykker på min Instagram også.

Jeg tænker dagens lektie var #smiltilverden

En masse frem og tilbage, men har også fået gjort en del

Skulpturen “Porten mellem kultur og natur”. Skultpuren er udført af den fynske billedhugger Keld Moseholm Jørgensen

Man siger frem og tilbage er lige langt, men turen i går for 2. gang på to dage, føltes lidt længere. Måske også fordi, jeg var træt. Turen var til Brøndby og tilbage, en tur på ca. 45 min. Men lad mig starte med begyndelsen.

Mandag var jeg i stalden og jeg havde rigeligt at se til. Jeg kom dog også på banen og så lidt arbejde, så det var dejligt. Desværre var der en ting, jeg ikke nåede, men jeg håber, jeg har overskud til det næste gang, Jeg var godt og vel brugt op, da jeg kom hjem.

Min nye cykel skulle til service. Eller det skulle den bare inden Jul. Men nu var der lige at par ting, og så kunne jeg lige så godt få det gjort. Jeg skrev og spurgte, hvornår det kunne passe og jeg tog derud med den i forgårs. Samtidig var jeg en tur i ALDI derude, for der ligger en lige ved siden af. Jeg fandt også en genbrugsbutik, hvor jeg købte et salt og pebersæt og en urtepotteskjuler. Så var det hjemover. Udover den her tur i forgårs, så fik jeg ordnet en del her på computeren. Uploadet en del fotos. Mine tekniske udfordringer vil åbenbart ingen ende tage, for nu er batteriet i den her bærbare gået i udu, og skal jo så nok skiftes. Suk! Så har jeg fået rettet nogle plugins på min blog. Der er tilføjet nogle “følg mig” ikoner og et par af dem, og så har jeg slettet et deleplugin eller som det hedder Social media plugin. Det jeg havde tog ikke fotos med over og det irriterede mig, at det ikke gjorde det ordentligt. Nu skulle det meget gerne virke bedre, og selvfølgelig må I dele så tosset i vil. Det vil endda glæde mig, hvis I gør.

I går måtte jeg så tage turen en gang mere, for cyklen skulle jo også hentes igen. Iøvrigt glemte jeg at fortælle en detalje. På Hellerup St. er der nogen, der har synes, det morsomt, at smadre samtlige skærme i tunnelen. Hvordan de har kunnet nå derop må guderne vide, men bortset fra det, er da en syg ide. Jeg forstår ikke den trang til hærgen og ødelæggelse, der hersker mere i Daamark, mere end jeg har set i noget andet land indtil nu. Det være sig i form af decideret hærværk som at slå noget i stykker, eller grafitti, som jeg også anser for hærværk, hvilket det også er. Prøv bare at se på tog, bygninger etc. Jeg vil slet ikke tænke på, hvad det koster at fjerne det, der hvor det rent faktisk bliver fjernet. Andre steder, har man desværre givet op. Jeg lagde især mærke til det i London og Berlin, hvor det ikke er nær så udpræget som her. Synd og skam. Måske der er nogen, der har det for godt….?

Jeg hentede cykel, og så var jeg i genbrugsbutikken igen. Jeg havde allerede dagen før set nogle ildfaste fade, og skåle, jeg gerne ville have. Derudover var der så lige 2 ekstra fade og 3 krus, der kom med hjem (se Instagram). Har du ikke rigeligt, kan du spørge. Og jo, det har jeg, og reglen er også nu, at hvis jeg tager noget ind, skal der tilsvarende ud, og jeg er jo i forvejen ved at rydde op. Så nu kan jeg jo passende tage en tur ud til genbrugsbutikken igen med noget af det, jeg ikke vil beholde.

Egentlig var meningen, at jeg ville i stalden her i dag, men med 3 dages aktivitet fuld skrue, var jeg godt klar over, at jeg skulle slå bremsen i. jeg var og er træt. Så jeg blev her, og sov så længe jeg kunne og nu har jeg tørret vindueskarme af (det kræver sin kvinde, for jeg skal fjerne alle min planter), vandet dem – altså planterne og fået lidt frokost. Nu ligger jeg her og ser “Fantastiske Kager” (Sveriges TV4) – det er helt vildt, så flotte kager, der kan laves. Hvis ikke du har set, og altså er inteeresseret, skal du helt sikkert se.

Planter skal på plads og jeg skal have lavet resten af rengøringen, men det ihvertfald det sidste, bliver først i morgen. Hvis du er interesseret i arkitektur etc. kan du læse om tankerne bag Brøndby her, hvor jeg som sagt var de seneste dage hele 2 gange.

I morgen mere soven ud og rengøring, og så er der løb på lørdag. Sidste uge blev det aflyst på grund af vejret….Så foreløbig god weekend.

Endnu en travl vaskedag

I går var jeg i tvivl, om jeg overhovedet kom nogen steder. Mit knæ gave mig store problemer. Heldigvis vågnede jeg op i dag og kunne godt gå. Ovenikøbet vågnede jeg af mig selv før telefonen vækkede mig og var nogenlunde frisk. Så det var bare afsted.

Det har været ganske ulideligt varmt i dag. Eller rettere det blev det senere, men det var varmt nok. Det gode ved den slags vejr er, at der kan vaskes heste i stor stil. Og det bliver der så også. Hvor mange, jeg har haft i hænder i dag, orker jeg dårligt at tælle, men mange. Der er blevet vasket, nusset og børstet til den store meldalje – og ja selvfølgelig givet gulerødder.

Ved 11-tiden vendte jeg næsen hjemover og jeg skal gerne indrømme, at jeg var træt. Hjem kom jeg selvom det var noget af en kamp. Mine ellers nyeligt indkøbte gummistøvler, skal udskiftes. De stramemmer. Jeg har intet givet for dem næsten, men med de problemer, jeg har med mine fødder og iøvrigt, går det altså ikke, at gå rundt med sko, der klemmer også. Så det må der kigges på. Altså blev turen hjem noget nær helvede, og ikke noget, jeg gør igen.

For de fleste lyder det ikke som meget, at “arbejde” fra klokken 6.30-11, men med mit helbred, er det rigeligt. Og da jeg kom hjem tog jeg noget at spise, og så faldt jeg i søvn. Og sov til klokken 15.30. Helt smadret.

Til gengæld fik jeg i dag besked om, at jeg forhåbentlig får noget spændende at vise jer allerede fredag, og hvis ikke der så mandag. Nu vil jeg se min krimi og slappe af. Fotoet er udsigten fra vores rytterstue, hvor man lige kan stå eller sidde udenfor, og så få den her udsigt. I dag var der ikke megen tid til at dvæle over den, men jeg fik da taget fotoet.

Vi nærmer os noget normalt

Donatella ved sit vindue i dag

Jeg vil som vanligt ikke sige for meget, for jeg er lige ked af det, hver gang, jeg må “trække i land”, men jeg er nu et sted, hvor det er den sidste hurdle med ridningen, der mangler. Jeg vil være og føle mig helt sikker, før jeg sætter mig op, noget der også er fuld forståelse for. Ingen er mere irriteret end jeg, men som sagt, det kan ikke vare længe, for fremgangen ser ud til at fortsætte. Så jeg er forhåbningsfuld.

Efter at have ligget brak så længe, er det rart at være i stand til at komme ud og få noget luft og se nogle heste også. Det er jo ligesom det, der er det bedste jeg ved. Jeg er også begyndt at komme i stalden igen, men foreløbig holder jeg mig til en gang om ugen. Jeg er fuldtændig smadret i to dage bagefter. Det er nok ikke realistisk, at jeg får flere kræfter, men vi ser, hvordan det går. Og når jeg siger normal, så skal det lige huskes, at normal, ikke er som for andre. Min “normal” er langt fra normal- og jeg har kun et vist antal skeer. Sidst jeg var i stalden fik ejg godt nok brugt for mange skeer, så vi må se, om den qvote kan fortsætte, for jeg kan rive 1½ dag ud af kalenderen efter sådan en dag og mærke det flere. Det er der mange, der dels ikke ved, men også mange, der ikke tænker over. Så når jeg siger normal, er det min “normal”.

Helbredet bliver jo ikke bedre, og jeg har rendt om Guderne må vide hvad på det sidste og fået en ting mere oveni resten. Det gør det også vigtigt, at jeg finder kræfterne til at fokusere på mit helbred og sundhed. Og bruger jeg alle skeer i stalden, er der ingen tilbage til alt resten. Jeg har også et hjem, der gerne skulle holdes fri for skidt, tøj der skal vaskes etc. Udover nogle projekter, som jeg gerne vil have styr på her i sommer.

Jeg har forpligtet mig til at cykle dagligt, og i dag besluttede jeg, at turen passende kunne gå et smut op og se en venindes nye hest. Det var rigtig hyggeligt. En dejlig, dejlig hest, som det ses ovenfor. Hun hedder Donatella og er en smuk mørkebrun hoppe på 4 år. Lige sådan en type hest, jeg gerne ville have, skulle jeg have en. Bortset fra det skulle være en ham. Nu står jeg ikke, og skal have en hest (og så ved jeg godt, hvem der var øverst på listen), men derfor har man jo øjne og følelser alligevel. Jeg tror min veninde bliver rigtig glad for hende, og ville ønske, de stod i min stald, men jeg må prøve at komme forbi så ofte jeg kan klare det.

Det var dejligt at se den dejlige hest og derudover kender jeg også alle de andre, der er deroppe og det var også hyggeligt, at sige hej til dem allesammen og for en sludder og oveni fik jeg også en dejlig kop kaffe. Og fik hilst på min gamle ven Ely, som også har været her på bloggen.

Noget jeg har fået gjort meget på det seneste, er lyttet lydbøger. Jeg spurter derudaf og er langt foran det mål, jeg har sat mig selv foråret. Men det er jo bare for sjov. Du kan se mine bøger her. Det med de lydbøger, er godt nok noget af det bedste. Jeg anbefaler også dem i stor stil.

Nu vil jeg slappe af så jeg kan prøve at få lavet lidt her i morgen. Med andre ord gøre rent, for her ligner noget, der er løgn. Jeg ville vente til de var færdige med at rive altaner ned. Det er de nu og faktisk igang med at sætte min altan op. Så det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at se ud. Tak hvis I læste med og smid altid gerne en hilsen.

Blomstrende

Alt blomstre lige nu – syrener, kirsebær, æbler, clematis, guld- og blåregn med flere. Det er så fint derude. Og det gælder om at suge til sig. Syrenerne, er der så kort, så kort. Så når jeg endelig er ude, forsømmer jeg ikke muligheden for at fotografere et eller andet blomstrende, hvis jeg kan komme afsted med det. Og der er heldigvis muligheder nok lige her rundt mig.

Det går stille og roligt frem her. Med svimmelheden. Den er der stadig, men nu kan jeg dog bevæge mig ud og endda være aktiv, så det er jeg glad for. I dag var jeg i stalden og var særdeles produktiv, og fik vasket og nusset hele 6 heste. Det er nok noget nær rekord. Nogle var længere end andre, men alligevel. Det var dejligt og de firbenede virkede også godt tilfreds.

Det føles som om, det er weekend hele tiden. Og det er det så også nu igen. Jeg har ingen faste planer, men jeg lader en mulighed stå åben for i morgen, hvis jeg orker det. Ellers er der stadig nok at se til her. Kede mig kommer jeg ikke til, uanset.

Jeg har hyggeligt besøg, af min venindes hunde og de ligger på hver sin plads i fodenden og lige straks skal vi ud og lige have dem luftet af for natten.

Hvis jeg kommer nogen steder i morgen, vil det afspejle sig her, men for nu vil jeg ønske jer en god weekend.

Udfordringer og forandringer, men det går frem

Så blev det, men fotos er taget for to dage siden. Da jeg for første gang i meget, meget lang tid var i stalden. Det øverste foto, er stalden set fra Ordrup Krat. Jeg har vist denne udsigt før, men bare om efteråret. Alt er bare SÅ grønt lige nu. Elsker det.

At sige, det var dejligt at se både 4-benede og 2-benede venner, er en underdrivelse. De ville gerne have, jeg kom både i går og i dag, men jeg er trods alt lige stået op, og har gang i en større oprydning herhjemme. Og det vil jeg også gerne være færdig med. Så jeg har været flittig her i dag. Eller så flittig, som jeg nu kan være p.t., men alt i alt, er jeg godt tilfreds. Selv under normale omstændigheder, har jeg jo færre “skeer” end andre, og det glemmer folk ofte, og det gør jeg såmænd også selv engang imellem. Men bare rolig, det skal min krop nok minde mig om.

Det har været hårdt de seneste måneder og det bliver åbenbart ved. Ihvertfald på helbredsfronten. Intet livstruende, men altsammen ting, der rendes om, og som er irriterernde. Derudover har der været andre ting, der også har gjort, at jeg har været ked af det, og så bliver summen af de samlede besværligheder lige lovlig meget. Men jeg håber, det lysner nu, så jeg kan komme videre ud i det liv, der nu er mit. Og en stor del af det, er hestene og ikke mindst senest ridningen, omend det sidste er i begrænset omfang, så er det dejligt og betyder meget. Desværre er jeg stadig svimmel, omend det er bedre, så før det helt okay tør jeg ikke binde and med ridningen. Jeg var endda usikker på benene et par gange i stalden onsdag, for igen, så hurtigt, jeg laver noget, bliver det værre. Jeg er nødt til at tage det med tålmodighed, men det er meget svært, for jeg vil jo så gerne en hel masse. Især vil jeg gerne ud og ride….men det går den rigtige vej.

Det er svært, når det er årstiden for alt det grønne og skønne og nye begyndelser, og man så føler sig låst fast både fysisk og psykisk. Men jeg prøver at være så positiv, jeg kan og igen må jeg takke fantastiske venner og veninder for at være søde og opmuntrende. Foreløbig skal jeg prøve, om jeg kan stå distancen i morgen, hvor galopsæsonen starter. Også der er planen stille og roligt og fokus er mere på at nyde det, end fotos omend, jeg nok tager en smule. Der er vendt op og ned på meget her i det nye år, og det tager tid, at vænne sig til, og jeg er i forvejen ikke god til nye tiltag. Så når det er så tæt på, som alt det har været her, så skal det nok også “trække tænder ud”.

Jeg håber, I får en dejlig weekend….

Som et P.S. vil jeg gerne lige nævne, at fotos er mobilfotos med min Huwavei Mobil – helt utroligt, så gode fotos den tager og så er det ikke engang den nye model. Jeg skal helt sikkert have sådan en igen.

Det startede godt, men……

Som jeg har fortalt, er det ikke fordi, det ligefrem går strålende her for tiden. Men verden går jo ikke i stå, fordi jeg er dårlig. Jeg havde købt nogle værdibeviser, til Plads N, og inviteret min veninde ud og spise pizza. Egentlig var det meningen, at jeg skulle på hospitalet, og hun ville tage med, men jeg kom til før. Men derfor kunne vi jo sagtens spise pizza. Og jeg kunne få testet, hvordan jeg egentlig havde det. Som nævnt, så synes, jeg jo egentlig, at det gik fremad, men da vi kom afsted, kunne jeg godt mærke, at det ikke gik særlig godt. Det gik akkurat, men sige mig fri for at være svimmel og sløj, kunne jeg ikke. Ikke desto mindre nød jeg selskabet og pizzaen, men jeg skal så heller ikke lægge skjul på, at jeg glædede mig til at komme hjem bagefter.

For nu lige at komme til det, jeg som egentlig også var vigtigt for historien, talte vi om mangt og meget, og vi kom til at tale om en foodprocessor, som min veninde havde. Hun er igang med omlægning af køkken og har i den forbindelse ryddet ud i sine gemmer, og jeg vidste, hun havde den her foodprocessor, som jeg står og mangler. Hun havde i hele den her process givet mig sit køleskab. Fantastisk for mig. Det passer bedre end det, jeg havde og ikke mindst fungerer. Af den grund havde jeg ikke dengang spurgt til den famøse foodprocessor. Det skulle jeg have gjort, eller bare sagt, at hvis hun påtaænkte at skille sig af med den, så ville jeg gerne aftage den. For nu at gøre en lang historie kortere, viste det sig, at hun havde stillet den ned på gaden, og selvfølgelig var den væk på en halv time. Hun tænkte, at sådan en havde jeg da garanteret. Men nej, jeg har haft en, som afgik en stille død, da jeg boede på Lolland ved simpelt slid. Og egentlig synes jeg ikke, jeg havde plads til en, men jeg har samtidig et behov for, som hun siger, så laver jeg jo meget mad. Jeg bandede og svovlede, for det havde jo været rart at få den her foodprocessor. Nå, men gjort var gjort, og jeg kunne bande så meget, som jeg lystede, det ændrede da ikke fakta. Til gengæld fik jeg banket ind hovedet på hende, at fremover, så skulle hun vide og ikke tro, og i den grad spørge. Det lovede hun. Nå, men det bragte mig ingen foodprocessor.

Vi kom udenfor restauranten, og man kunne jo næsten tro på Guddommelig indgriben, for der midt i lopperne stod en foodprocessor. Til gengæld var der ingen sælger, men en som så efter og han kunne ingenting. Og de kom først om en halv time. Typisk! Nå, men så gik vi og jeg bandede lidt mere, men besluttede mig for at så måtte jeg jo efterlyse en på facebook.

Næste morgen kunne jeg ikke få den her foodprocessor ud af hovedet og tænkte, at nu stod den jo der i Blågårdsgade – potentielt ihvertfald, hvis ikke den var solgt. Jeg skulle ud efter nogle andre ting, og tænkte at den korte tur, blev jeg nok ikke mere dårlig af, og hvis belønningen var en foodprocessor til billig penge, så ……

Altså tog jeg afsted,og vejret var som dagen før (der er fotos taget), ganske fantastisk. Jeg havde medbragt min cykel og kunne med lidt god vilje godt cykle lige ud, men gik det meste af turen. Jeg ankom til destinationen og der stod foodprocessoren som ventede den på mig. Prisen var 350,- kr. og det synes jeg er billigt uanset, så selvom man måske skal prutte, så gjorde jeg altså ikke. Jeg synes, det var mere end rimeligt.

Vi testede, at den virkede, og han gave mig en fin pose til “dyret” og alle løsdelene, og afsted drog jeg hjemover. Dejligt. Desværre gjorde det mig helbredsmæssigt ingen tjenester, og jeg var monsterdårlig, da jeg kom hjem. Jeg skulle til en længe arrangeret komsammen senere, som jeg glædede mig meget til, men jeg var ikke stolt af det. Jeg fik ordnet alt,jeg skulle så jeg var klar og så lagde jeg mig og tog en lur. Det blev det ikke bedre af. Helt smadret var jeg. Havde det været alt muligt andet, så var jeg ikke taget afsted.

Det gik og det var super, super hyggeligt, men at sige, mit helbred har sat pris på, ville være en overdrivelse af de gigantiske. Jeg er langt, langt fra til pænt brug og nu ligger jeg her igen og føler virkelig de “3 skridt baglæns”. Så alle tanker om fremgang i en grad, så jeg kan optage almindelige aktiviteter, er desværre langt væk. Og så er jeg slet ikke begyndt at tale om alle de planer og projekter, jeg ingen vegne kommer med. Ikke kun p.g.a. svimmelheden, men også andre problemer, der også igen viser sig. Det er åbenbart skruen uden ende….. Om ikke andet, fik jeg da fotograferet en smule forår, da jeg var ude og den dejlige blå himmel. Lidt har bestemt også ret….

I din forbindelse tusind tak til søde venner for omsorg, beskeder med updates på livet ude i verden og for at ringe og sludre, når I ved, jeg ligger her. Det er højt værdsat, at I er derude. Uden jer gik det da slet ikke. I ved, hvem I er. Jeg prøver at tage en dag ad gangen, for andet kan jeg ikke. I det mindste, håber jeg, at I har haft en dejlig weekend……

Endelig!

Dagen i går var noget af en prøvelse. Som jeg skrev på FB så var jeg afsted i 7 timer og igennem, Guderne må vde hvad og på to hospitaler. Nu må vi så se, om det viser noget som helst.

I dag var jeg i stalden for første gang i noget, der ligner evigheder. Og det var så skønt at se alle – ikke mindst gamle venner som Monte Carlo, som nød at stå ude i solen, efter en tur på folden. Han fik også ordnet man bagefter, så nu ser han civiliseret ud igen. Det tager han med ophøjet ro og vi hyggede os meget.

Det var i det hele taget skønt at være retur og se alle. Og vejret var jo i den grad samarbejdsvilligt. Skønt at solen skinner, det gør så meget.

Nu skal jeg bare hygge mig her med, hvad der lige falder mig ind og så står den på mere hest allerede mandag, hvor jeg jo skal ride. Rigtig god weekend til jer og tak til alle for i dag.

Små solstråler

Det er ikke meget, vi ser til solen for tiden. Og når den endelig har været fremme, er jeg gået glip af den senest. Jeg ligger staddig og er dårlig. Det gik ellers lidt frem, men de som efterhånden kender mit helbred ved også, at det kan være en sandhed med modifikationer. For jeg skal bestemt ikke bare tænke på, at nævne, at det går bedre, for så kan det ombestemme sig. Således også dennegang.

Så jeg har ikke været meget ude. Jeg var lige ned og hente lidt fornødenheder, men det var også det. Jeg har jo ingen altmuligmand/kvinde til den slags, omend det ville være dejligt.

I mangel på solstråler sådan fra solen, fandt jeg lidt Trolde til jer. Ja, dem er jeg stadig glad for. Det første armbånd blev smidt sammen i en lille leg, vi havde på Instagram, hvor vi gjorde Instagram gul i januar. Man kan jo godt trænge til farver her i den mørke tid. Det var et af mine bidrag. Nummer 2/3 er såmænd bare for at vise min blomsterglaskugler, fordi en på en Facebook gruppe havde vist sine (hun havde ca. 5 gange så mange, kan jeg betro jer), men jeg har da også efterhånden en pæn samling.

Til dem, der ikke ved det, er Instagram en fotodelingsapp, og et godt alternativ for dem, som ikke er på Facebook til at følge deres venner.

Jeg har flere konti både på Facebook og Instagram, men du kan få link til de vigtigste her:

Facebook – deborah.dk

Instagram – deborah_dk

Jeg har meget svært ved at forstå folks modvilje omkring sociale medier. Ligeledes kan jeg blive rødglødende, når folk insinuere, at man intet liv har, hvis man er der meget. Jeg fristes til at bruge meget grimme ord, når jeg hører den slags. Det ene udelukker ikke det andet, på nogen måde.

Man behøver ikke (som jeg), at være alle steder. Slet ikke, men især Facebook (omend det er blevet tiltagende dårligt desværre) og Instagram, er en god måde at holde kontakt med venner og familie på. Især da hvis man bor langt fra hinanden (som i tilfældet med min familie i USA) eller venner i England, som jeg også har. Desværre bruger mine venner derovre faktisk også de sociale medier rigtig lidt, selvom det er oplagt til at holde kontakten. Det piner mig, men jeg kan ikke tvinge (og skal heller ikke) nogen til noget. Hvis de er interesserede i kontakt, så ved de jo ihvertfald helt sikkert, hvor de kan finde mig.

Instagram er rigtig god fordi, det er kommunikation via fotos, og som man siger, et foto siger mere end mange ord. Men jeg synes, ikke overraskende, at det er en sjov måde at dele ting fra sit liv derinde, uden at skulle skrive særlig meget. Og meget ofte tager folk jo fotos alligevel. Anyway, her en utilsløret opfordring til at komme derind.

Jeg håber, I har en dejlig weekend, og at jeg snart bliver rask, for jeg er træt af det her og har 1 mill. projekter, men de må altså så vente lidt. Iøvrigt, er jeg stadig imponeret over min “nye” mobil og de gode fotos den tager – ovennævnte er alle taget med den Huawei P Smart.