Fotoet er taget for næsten præcis et år siden. På nær en dag, for det var 3. april. Faktisk er det i dag lige så smukt vejr, men jeg har ikke været ude i det. Det er helligdag og hele kommunen valfarter til de steder, hvor jeg ellers ville tage hen. Selvfølgelig burde jeg gå ud, men jeg skal i stalden i morgen og kan helbredsmæssigt ikke tillade mig at skubbe for hårdt på. Det lyder for “normale” mennesker underligt, men sådan er det.
Meningen var, at jeg skulle have besøg af en veninde i dag. Hun ringede, at nu havde hun fået ondt i halsen. Hun var ikke specielt dårlig, men var bange for, at smitte mig med noget. Det sætter jeg stor pris på, for jeg har ligesom nok med at komme af med det, jeg allerede har været underlagt en måned nu. Så jeg behøver ikke mere.
Superærgerligt. Vi skulle have gået tur med hundene, spist suppe, deller og kartoffelsalat og cupcakes og bare tøsehygget.
Det blev der ikke noget af desværre. Øv, for jeg havde glædet mig og det var ligesom den eneste Påske hygge, jeg skulle have haft. Indrømmet, jeg er stadig ikke helt frisk, så jeg tager det meget stille og roligt og som altid kan jeg sagtens få tiden til at gå.
Men så har jeg hygget mig alene og lavede maden alligevel og prøvede en ny opskrift på dellerne. Det blev altsammen godt og jeg har spiste en cupcake nu her til min kaffe og et af de Påskeæg, jeg også har fået. Og så har jeg drukket en meget speciel øl, som jeg har fået. Ikke den hele, men noget af den, så jeg har virkelig fejret Påske helt alene i dag.
Nu nusser jeg rundt på computeren og får uplodet lidt hist og pist og skal jeg have et bad og bare fortsætte det. Og så skal jeg virkelig prøve at komme til at sove i ordentlig tid i dag. Jeg orker ikke at ligge vågen til klokken 2 igen! Jeg håber, I har haft en dejlig dag i det fine vejr.