Veterans Day

I dag er det Veterans Day, som udover sit formål at hylde alle, der har tjent i Amerikas Hær (medmindre de er afskediget uærefuldt), også er en landsdækkende helligdag.

Jeg havde da hørt om dagen før jeg fandt min familie i USA, men ikke tillagt den særlig betydning, udover at jeg selvfølgelig synes, det er en fin tradition.

I og med, at min far og bror, har været henholdsvis i Hæren og Marinen, så har jeg nu min egne to veteraner. Og det er jeg da stolt af. Jeg kan jo kun tænke på, at var det ikke for det, var jeg ikke blevet til. Og min bror heller ikke. Min far mødte begge kvinder i Berlin og blev gift med min brors mor. Så derfor har Veterans Day jo fået en helt anden og meget vigtig betydning for mig. På foto ovenfor, er det min far til længst venstre og min bror til højre og er fotos, jeg har fået via min bror i USA. Han har også fået et kort i dag.

Jeg kan ikke påstå, at dagen har været særlig aktiv. Med en stor fest i fredags, og en tur til Sverige i går, er der ikke meget energi. Meningen var, at min veninde, skulle komme til te, men hun meldte fra. Chokoladekagen, jeg har lavet kan heldigvis sagtens fryses og bruges senere. Den står til afkøling nu. Og nu står den så på aftensmad af en slags. Nu må vi se, hvad ugen byder. I morgen skal jeg til en specialist om eftermiddagen, og på fredag også, men ellers ingen planer.

Igang igen og hurtig respons

Som sagt sker der ikke meget her lige nu. Men lidt er der sket i dag. Som jeg skrev på Facebook i går, så har jeg fået mod på at grave lidt i min biologiske fortid igen. Nu er det lidt på den tyske side. Faktisk var det jo i mange år den eneste side, hvor jeg havde noget. Nu hvor jeg har fundet mine amerikanske rødder, så har jeg faktisk mere der end jeg har på den tyske. Der er flere ting i det. Det er 54 år siden min biologiske mor gik bort og at finde nogen der kendte hende, er nok nærmest umuligt. Havde hun levet, ville hun nu være 98 år gammel. Det vil sige, at nogen der kendte hende, i bedste fald måske er i 70’erne. Som eksempel er min bilogiske søster i Berlin 75 år nu, og det er mit store problem her. Hun ønsker ikke kontakt elleer dialog om emnet. Det efterlader mig med de svar, jeg kan finde i arkiver etc. Og der er jo mange af de svar, jeg ønsker, som ikke står i de arkiver.

Nå, men når hun ikke vil lege med, må jeg jo tage, hvad jeg kan få. Og jeg har kæmpet for hver eneste oplysning og heldigvis, har jeg været så stædig. For ellers var der meget, jeg ikke havde fået. Jeg har en klar mission her, og det er netop, at intet nogensinde er blevet bedre af fortielse. Og det er bedre at se sine dæmoner i øjnene. Der begynder at danne sig et billede af, hvordan tingene formentlig har været, men jeg er nødt til at grave lidt mere, for at blive mere sikker i mine formodninger. Det hører I om på et tidspunkt. Nu har jeg skrevet til et arkiv og fik de ville sende videre til et andet som så vil svare mig direkte, fik jeg at vide i dag.

Her i weekenden begyndte mit toilet at løbe, som i meget. Og det er jo ikke smart, så jeg måtte have fat i blikkenslageren. Jeg skrev her til formiddag og promte kom der en opringning fra blikkenslageren og han ville komme indenfor 3/4 time. Det var godt nok hurtig ekspedition, og med ny top og trykknap og det hele. Så helt uden aktivitet, er det ikke.

Desværre er jeg stadig sløj, og jeg tør ikke sige noget som helst om det, for det holder sjældent, så jeg vil hellere melde, når jeg er sikker. Af samme årsag, er fotoet fra Arkiverne, men et der bestemt godt kan tåle et gensyn fra marts 2013.

Finding Family by Richard Hill

I’ve just finished with this book a week ago or so. I’m writing this in English, as you’ll have to understand that anyway, to read/listen Finding Family by Richard Hill (I have listened to it on Audible.co.uk. In general I’m crazy about stories like that, and finding my own family has not lessend that.

What makes this story even more attractive to me, is that Richard Hill, has been searching as long as I have. As I read the book, it came appearant, that another thing was the same His birthmother had also died young. Even younger than mine actually. And like me, he started a quest to find his birthfather who was about as elusive as mine has been for about as many years. What he started to do was to record every phonecall and what each person had said and he kept every letter (this was before emails). I was not as wise and I regret that now, but I have most of the letters that came back, just not the ones going out. But still not as efficient as Richard’s Cataloguing everything.

Anyway, as me, he found his mother and we follow his search for friends of her’s from the past, his visits to places she’d been etc. To me ottterly facinating and I wish I had the same oppertunity. Because my mother was and old mother (41), and died so many years back, finding anyone who knew her is otterly impossible now, and the one person who did know her a little bit, don’t want to talk (my halfsister in Berlin). So not an option to me, but one I truly wish I had.

After finding his mother Richards wants to find out who his father is. And as was the case for me, that was not a plain sailing by any means. I won’t give a way the circumstances, but let you read for yourselves. If you have any interest in Genealogy and finding your roots for whatever reason, you’ll find Richard’s story facinating and captivating. Apart from telling a very exciting story, he comes across as really nice man, one I’d love to meet and talk adoption with.

The book gave me a bit of inspiration to things I might be able to do, in search of a bit more answers on my birthmother. If I’ll do it, I don’t know, but if so, you can be sure I’ll tell you about it. I’m sure it’ll give you plenty of inspiration, if you’re searching too.

I thank him for writing this important book. As always please get in touch, if you’ve read it as well.

Links:

Dna Testing Adviser.com – A free information resource for adoptees, genealogists and
others exploring genetic roots

2. maj 2009 – The Wall Stree Journal – Family Secrets: An Adopted Man’s 26-Year Quest for His Father

4. maj 2009 – Adopted Man Identifies Birth Father thru Family Tree DNA Test …

Gåtur og godt selskab….

Var opvarming til eftermiddagens strabadser. Jeg havde i forvejen lavet den her aftale med min veninde, men da jeg fik tiltagende ondt i den her fordømte tand, måtte jeg jo ringe og bestille tid til at få skidtet ud. Heldigvis kom det ikke i vejen for aftalen. Vi gik en lang tur, købte kager med hjem og drak kaffe og sludrede hyggeligt. Så det var en dejlig måde at bruge formiddagen, når man vidste hvad der ventede. Turen gik også forbi Forstbotanisk have, hvor fotos er taget. Som det ses, er foråret på vej. Men vejret er langt fra så fint i dag, ihvertfald her. Til gengæld stormer det ikke så vanvittigt, som i går.

Klokken lidt i 16, drog jeg afsted. Jeg skulle lige købe et par ting først, og så ned til den søde tandlæge. Jo, han er megasød, selvom han har pint og plaget mig mere end nogen anden på så kort tid. Til gengæld måtte han arbejde for sagen og vi var ved at dø af grin, da hans finger begyndte at knage. Tanden – den var længe om at give sig. Til gengæld kom den hel ud, og det viste sig, at det var godt, den kom ud. Den var revnet i stor stil og ikke værd at gemme på. Så det var vi begge glade for. Nu forestår så en store rekonstruktion, så jeg kan få noget, der minder om tænder i undermunden. Det har jeg selvfølgelig, men ingen kindtænder. Så der skal tænkes kreativt og snakke godt for min søde bankmand, der altid hjælper hvis han overhovedet kan. Vi må lave en plan – håber jeg!

Morgenen bragte også en opringning fra journalist Maria Hollænder, jeg havde talt med omkring min adoptionshistorie og mødet med min bror og familie. Det har lige været i radioen på Radio Klik på DR. Men kan altid genhøres på nettet, hvis du ikke lige har hørt. Ellers hviler jeg og holder mig i ro de næste dage. Ondt har jeg og det er noget af et “krater”, jeg har i munden. Heldigvis har jeg masser af smertestillende. Nu mens jeg har skrevet, er solen kommer, så jeg håber, I måske lige kan nå at få lidt glæde af den. Jeg nøjes med at kigge ud på den.

Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

Min far i togvindue på vej et sted hen fra Berlin – jeg kan rigtig godt lide det foto*

For snart mange, mange år siden begyndte jeg min søgen efter mit biologiske ophav. Faktisk i 1986. Eftersom jeg ikke har gemt alle brevene, så kan jeg ikke 100& dokumentere det. Grunden til det er, at så ville jeg skulle have et helt arkivskab bare til det. Men jeg burde nok have gjort det. Dette var før computerne kom til, og det var en meget, meget langsommelig affære og ikke mindst besværlig, for selvom det tyske samfund er velorganiseret, så er det, på dette punkt uhyggeligt svært at gennemskue, hvor man får hvilke oplysninger, og endnu mere dengang. Og så er der næste hurdle at hive det ud af dem. Jeg har følt, jeg i overført betydning har hevet Guderne må vide, hvor mange Visdomstænder ud, der tillige sad på tværs. Jeg kan helt sikkert uden at lyve sige, at der har været nogen officielle personer, der har været mere end trætte af mig til sidst. Og ofte tror jeg såmænd, jeg har fået ting, simpelthen fordi, de var mere end trætte af at høre på mig.

Men al den stædighed viste sig så også at bære frugt, og havde jeg ikke skrevet til Gud og hver mand, jeg kunne komme i tanke om, så var der flere oplysninger, der ikke var kommet mig i hænde. F.eks. fik jeg både nogle hospitalsjournaler og min biologiske mors obduktionsrapport lige før de skulle destrueres. Heldig troede jeg, at jeg var, da jeg modtog de her hospitalspapirer, for der stod navnet (som det eneste sted) på min biologiske far. Hvad der så ikke var så heldigt var, at han hed Robert Jones! Han kunne lige så godt have heddet Smith! Og så var der en fødselsdato og – år. Min biologiske mors navn havde jeg selvfølgelig, men fandt jo så desværre også reltativt hurtigt ud af, at hun var afgået ved døden i 1965. Så der var ingen mulighed for at hente nogen oplysninger. Som sagt, har jeg skrevet til alt, der kan krybe og gå i den forbindelse. Jeg har også haft flere professionelle ind over, og ingen har kunnet finde en Robert Jones, der matchede.

Som beskrevet endte jeg med at konkludere, at DNA var vejen frem, og det viste det sig så også at være. 2016 bliver et svært år at slå på den konto, hvor jeg fik hele to fantastiske søskende, fik viden om den biologiske far, jeg aldrig har mødt og som slet, slet ikke hed Robert Jones, men noget ganske andet og meget mere sjældent og var slet ikke født på hverken den dato eller det år. Desværre gik han bort i 1989, kun 50 år gammel, men via mine nye søskende, får jeg en masse viden og ikke mindst har de masser af fotos af ham også. Jeg behøver vel ikke at sige, at turen relativt snart går til USA. Oveni de to søskende har jeg også en fætter og kusine m.fl. Jeg håber, at møde dem også, når jeg kommer derover.

Lektien i det her er, at man aldrig skal give op. Jeg var ved det meget, meget ofte, men heldigvis er jeg (har jeg så viden om nu) udaf en familie, der ikke giver op, og det gjorde jeg så heller ikke. Jeg kan blive stædig som helvede, og det betalte sig så.

Det er svært at forklare, hvorfor trangen til at finde svarene, er så stor, for nogen har den slet ikke. For mig er det helt naturligt, at man vil vide, hvad man kommer fra og ikke mindst bare, at se nogen, der ligner en, er noget, der ikke kan forklares og for for de fleste andre, er det jo en given ting. Selvom de ikke ligner deres forældre, så ligner de måske en onkel, en bedstemor, eller noget helt andet. Det betyder meget mere, end man lige skulle tro.

Dernæst skal jeg takke alle dem, som i årenes løb har hjulpet mig, har forsøgt at hjælpe mig og ikke mindst har støttet mig i den lange, lange søgen. Det være sig den ene dame på et kontor, der gik det ekstra stykke for at hjælpe, venner der lagde adresse til breve (før mine forældre her forstod og accpeterede processen), og mange, mange flere. Sidst men ikke mindst, skal Pricsilla Sharp, som er en søgeengel, have en kæmpe tak, for hun satte de sidste brikker på plads indenfor en time og var den, der kunne bringe mig budskabet om min far og søskende.

Også kæmpe tak til alle jer, der nu hvor det er lykkedes mig, har skrevet de sødeste hilsener og har støttet op om det her, ikke mindst på Facebook, hvor det har været ganske, ganske overvældende. Hver en lille tilkendegivelse, er modtaget med stor taknemmelighed og glæde over, at I deler min glæde. Det gør det hele om muligt, endnu bedre. Så af hjertet tusind, tusind tak allesammen.

Så hvis du sidder derude og stadig ikke har fundet, så kan jeg kun anbefale både Priscilla Sharp og DNA. Og ikke mindst – Giv aldrig op, men hold fast i din drøm. Til gengæld skal du være klar til at modtage, hvad du får. Det er ikke altid gode nyheder som du også har kunne læse her, har jeg fået min del af dårlige), og i lange perioder, hænger hele søgeprocessen en langt ud af halsen, og man må bare have en pause. Sådan har det ihvertfald været for mig. Men så bliver man klar til en omgang mere.

Nu behøver jeg ikke søge mere, men kan hygge mig med at bygge slægtstræet ud, fordi det er sjovt, og det synes min bror også, og vi sludrer meget om det også, når vi taler over Skype næsten dagligt. Held og lykke i din søgen!

Fotocollage af min nye familie: Øverst til venstre min farmor, nedenunder min søster og bror og til højre min far

*This link is properly telling where my dad was going, as he couldn’t tell his wife:

Miraklernes tid er ikke forbi/Miracles do happen!

Please scroll down for English version!

Som jeg skrev, da jeg skrev et andet brev for 2 dage siden, jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte. Så jeg må jo starte med begyndelsen.

Som mange af jer har læst her på bloggen og har talt med mig om, så har jeg i mange, mange år ledt efter mit biologiske ophav. På mødrene side var det relativt let, omend oplysningerne stadig er sparsomme og endog mangelfulde på mange måder. Og der må jeg forlige mig med, at der er mange ting, jeg aldrig får svar på. Dog har jeg fotos af hende og min halvsøster der og min bedstemor også. Så langt så godt, men halvdelen manglede.

På hospitalspapirer stod navnet på en mand, som angiveligt var min biologiske far – Robert Jones. Så ham har jeg naturligt ledt efter siden 1986. Jeg har aldrig fundet ham, og de professionelle, jeg har haft til at hjælpe mig, har aldrig fundet en Robert Jones, der passede! Til sidst indså jeg, at skulle jeg løse den her gordiske knude, måtte jeg ty til DNA. Det gjorde jeg så, og de modtog min prøve den 6. juli. Normalt siger de, at der går mellem 6-8 uger før resultatet er retur, så jeg var noget chockeret, da resultatet forelå for 2 dage siden.

Jeg kunne godt se nogle match, og jeg kunne også se, at det skulle være tætte relationer, men jeg skrev til en søgeengel som jeg i forvejen havde kontakt med, og hun fik adgang til mine resultater. Der gik ikke et kvarter, så skrev hun til mig:

Gudskelov, du tog DNA-testen! Hans navn var i virkeligheden … og han var født ….i Vicksburg, Mississippi. Du er blevet parret med en halvbror og en halvsøster! Jeg sender mere så hurtigt som muligt.

Og det gjorde hun indenfor en time! At sige, jeg var ved at trille ned af min pind og var helt og aldeles overvældet, er en underdrivelse. I den første mail ad ovenfor, var der faktisk vedhæftet et foto af min biologiske far, jeg aldrig har set, men der gik lidt før jeg opdagede, at det var der. I næste mail var der flere fotos af ham, og et af min biologiske farmor, som jeg ligner helt vildt meget også.

Allerede samme aften skrev jeg en hilsen til min bror på facebook, og vi har været i daglig kontakt lige siden. Han er rigtig, rigtig sød og det er helt fantastisk! Jeg er stadig helt overvældet og dybt rørt, glad og taknemmelig over, at det endelig lykkedes, og at jeg har to søskende i USA. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af min søster, men det håber jeg, at jeg får. Hun har først lige fået det at vide. Så at sige, det var den bedste fødselsdagsgave, jeg overhovedet kunne få er vist ikke at overdrive, omend lidt tidligt, så er det da tæt på.

Desværre gik min biologiske far bort i 1989, men når jeg så får hele to søskende, som kan fortælle om ham, så er det jo bare fantastisk. Nogen der kan fortælle og dele, hvordan han var. Og til dem, der måske kunne undre sig – nej han vidste ikke noget om min eksistens. Og navnet på hospitalspapirerne – Det må Guderne vide! Det er en af de ting, jeg aldrig får svar på. Men jeg er glad, glad…..Sidder du i samme situation, kan jeg kun anbefale. Det er endda så fint, at jeg har en veninde, som har fået sine resultater samtidig med mig, og det er meget særligt, at vi kan dele disse oplevelser med hinanden. Jeg håber, hun er lige så heldig som jeg har været. Fantastisk!

Udover hele det aspekt med min biologiske far/søskende, er der jo så det med, hvor i verden, jeg kommer fra, og det illustreres nedenfor. Det er så delt endnu mere op. Blandt andet er jeg 8% skandinavisk og 4% brittisk. Meget interessant.

Har du prøvet DNA-test og i givet fald, hvad fandt du ud af? Har du ikke? Kunne du tænker dig? Skriv endelig kommentarer og lad mig høre….

———————————————————————————

In English:
Læs resten

En ny afhængighed – Long Lost Family

Jeg har fået en ny afhængighed her på nettet – Long Lost Family. Programmerne bliver selvfølgelig vist i England på TV, men heldigvis ligger der tonsvis på Youtube, og jeg svælger i dem, siden jeg fandt dem for et par dage siden.

Når man som jeg, sidder med tonsvis af ubesvarede spørgsmål og selv mangler halvdelen af historien – eller faktisk mere, fordi man ingen svar kan få, så kan man jo altid glæde sig over andres svar.

Mine egne spørgsmål, får jeg nok ikke svar på. Jeg skal have skrevet nogle mails i den anledning, som sidste desperate forsøg på at finde ud af mere, men jeg har ingen forhåbninger om, at det lykkes længere. Vi får se, og jeg holder jer opdateret, når jeg når dertil.

Meget trist nyhed!

Julie i hængekøje_600

Du husker måske mit indlæg om min adoption af “en lille pige”. Det var Julie ovenfor, og selvom det ikke specifikt er kun mig, der har adopteret hende, så var hun stadig “min” orangbaby.

I dag fandt jeg ved opdateringer på facebook ud af, at Julie ikke er hos os mere. Hun og en rigtig god ven på centret, blev ramt af en menegitislignende sygdom, og der var intet at stille op. Det sker desværre, ganske som for os. Den eneste trøst er, at hun var omgivet af venner og mennesker, der holdt af hende og det gik meget hurtigt. Øv, øv! Jeg fortsætter selvfølgelig med at støtte den gode sag (i form af en ny lille, der hedder Valentino), men det er nu ikke helt det samme uden lille Julie. R.I.P.

50 år siden i dag


Hildegard Charlotte Weide

Det slog mig lige her til morgen, at det i dag er 50 år siden min biologiske mor blev fundet død i sin lejlighed. Jeg kender ikke reglerne for den slags (de er formentlig også meget anderledes nu), men på dødsattesten står der, at det er hendes dødsdag, selvom man med sikkerhed fastslog at hun havde ligget ca. 1½ måned. Selv tror jeg på, at hun døde et sted mellem den 22. og 23 december 1964, men uanset forlod hun livet tidligt.

Lidt underligt er det også, at det kun er få dage siden, det var min mors dødsdag også og at de begge døde af en hjerneblødning.

Det slider stadig på mig, at min biologiske søster, har valgt som hun har, men der er ikke at gøre ved det. Jeg føler, vi begge går glip af noget værdifuldt, men sådan er det. Til gengæld ved jeg (så meget jeg nu kan), at havde min biologiske mor levet, ville hun gerne have set mig. Hun bad om fotos af mig, ca. ½ år før hun døde, men ombestemte sig så alligevel (nok fordi det ville være for hårdt), og så gik hun bort kort tid efter.

Uvishedens vished

Som jeg fortalte for noget siden, havde jeg – eller rettere en netbekendt, fundet en søgeengel til mig, der skulle kunne hjælpe i forhold til at finde til min biologiske far, og hele problematikken med at finde ham. Det er altså lidt underligt, det her med en følelse og intuition. Da jeg talte med den her person første gang over Skype, havde jeg en dårlig “vibe”. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor – han forekom mig lidt underlig. Som det flinke menneske, jeg er tænkte jeg, at det sikkert bare var mig.

Set i bagklogskabens kloge lys, skal man lytte til den slags. Men jeg havde jo intet at have mine fornemmelser i, og når man står overfor en, der potentielt kan finde ens biologiske ophav, så bliver man sårbar. Det er der desværre mange derude, der hellere end gerne slår plat på. Også vedkommende her. Det lød så godt og hans første melding var, at han havde en ide om, hvor min far kunne være, og han havde søgt og kun funde personer i live med samme fødselsdag. Så håbefuld var jeg.

Jeg havde lige skrevet med ham, og han sagde, at han ville sende mig en mail samme aften (hans tid), så det regnede jeg selvfølgelig med. Men så gik linien “kold” og jeg hørte intet. Der gik uger, og jeg skrev med passende intervaller og spurgte, hvad der skete og om der var noget nyt, både på mail og Skype – intet!!! En ting er, hvis man intet har fundet, og det er jo reelt nok, hvis sporet går koldt, men at lade folk “hænge” på den måde og ikke svare på beskeder! Det blev mere og mere underligt, også fordi han var online på Skype og bare ignorerede mig.

Enden på det blev, at jeg selvfølgelig var desperat og ikke forstod et kuk af noget som helst og skrev en mail til hende, der havde henvist til ham. Det viste sig så, at også hun havde oplevet højst besynderlig adfærd den vej rundt og andre betalende klienter, der fik samme behandling. Ligeledes kunne hun heller ikke få fat på ham, hverken på mail eller telefon.

Det er ikke så meget pengene, selvom det selvfølgelig også er ærgerligt, men visheden om, at nogen vil være så skrupelløse og udnytte ens sårbare situation. Jeg har oplevet det før, men da var det mange flere penge. Her er det til at overleve bedre, hvis de er tabt, men det er da noget svineri af rang.

Det eneste, der glæder mig er, at jeg på forhånd ikke havde de store forventninger/forhåbninger, både fordi det indtil nu bare har været håbløst, men også for min egen bekyttelses skyld. Nu ville hende, der havde henvist prøve at finde en anden, men jeg tænker på, om jeg skal opgive nu, for jeg må sige, jeg er grundigt træt af det. Egentlig havde jeg jo lige før, hun kom “på banen” en anden i tankerne – det vil jeg lige prøve at vende med hende. Let er det ikke og det er det eneste, der er vished for midt i uvisheden.