Den manglende brik

Jeg har lige set “Sporløs“! Som altid blev jeg utrolig berørt over at se den. For folk der ikke selv har prøvet det, kan det virke som en meget stærk reaktion, når de finder deres mor el. far (er det som regel), og være utrolig svært at forstå behovet.

Det er lige præcis en af de ting, som man nok skal have prøvet sådan rigtig selv, for at forstå til fulde. Selvom nogen godt kan forstå det. Idag var det en utrolig dejlig pige, der fandt sin far i Australien. Hun kommer i “Aftenshowet” imorgen. Som hun sagde, hun fandt den manglende brik i sit livs puslespil, og det var utroligt nu at møde en, hvor hun kunne se en masse fællestræk. Det med fællestræk, er utroligt. Også jeg har manglende brikker i mit liv. Eller d.v.s. det havde jeg, nu er der en mindre.

Som de det måske vides, er jeg adopteret. For snart mange år siden nu, begyndte jeg en søgen efter mit biologiske ophav. Og jeg fandt min biologiske mor, og en biologisk søster. Min biologiske mor var død forængst, så hende var der ingen chance for at møde. Den biologiske søster havde ikke lyst til kontakt, men var sød at sende billeder af vores mor og sig selv. Og ligheden var slående! Og det i sig selv, var fantatisk. Det er jo noget, adoptivbørn ikke oplever ellers – at ligne nogen. Så bare at få de billeder var dejlig, omend der jo var mange, mange ubesvarede spørgsmål. Jeg havde stillet en del af dem til min biologiske søster, men hun kunne af flere årsager ikke svare på dem. Og så lå den ligesom der.

Min biologiske far, har et utroligt almindeligt navn. Han er amerikaner, og var i millitæret i Tyskland. Med kun et navn og en fødselsdato og år, er det nærmest umuligt at finde ham med så almindeligt et navn. Og tro nu endelig ikke, at de amerikanske myndigheder gør spor for at hjælpe. For det første gør de ikke det, og for det andet, er deres systemer ikke gearet til det. De få, hvor der har været kontakt, har det været “dead end”. Jeg har haft et bureau til at prøve at finde ham – de gav op. Det kostede mig tæt på 3.000,- kr. og det var da jeg arbejdede. Så det var ligesom det. Jeg har skam også skrevet til “Sporløs”, men blev ikke udvalgt, og de er jo heller ikke dumme. De kan også godt se det håbløse i opgaven. Nu har jeg een ide tilbage, men om jeg gør det ved jeg ikke. Det er ikke så vigtigt for mig mere, men det kunne da være sjovt, helt sikkert. Man når jo til et punkt, hvor man bare accepterer at sådan er det.

Til andre der vil søge deres ophav. Gør det for alt i verden, men gør op med dig selv, at du vil have sandheden fremfor uvished. Det er ikke nødvendigvis gode ting, du finder, når du sådan begynder at “grave i fortiden”, og det er langt fra at være sikkert, at den anden ende ønsker kontakt. Er du afklaret med det, så gør det endelig.

Men jeg kan da ikke sige mig fri – jeg ville da gerne det var mig, der havde fundet min biologiske far, når jeg ser en udsendelse som iaften….