5 års Jubilæum

Seneste fotos i familiealbummet, som min bror lige har sendt mig næsten – Min oldemor og bedstemor

I dag har jeg 5 års Jubilæum med min familie i USA. Den 3. august var datoen, hvor jeg fandt dem. Det er stadig fantastisk for mig. Og når man har ledt i 30 år, så skal det jo nok lige trænge ind. Det at få svar, ihvertfald nogen, er stort, men hvad er noget af det største, er noget som de fleste andre, tager for givet. Nogen man ligner. Det er noget man som adoptivbarn bare ikke har medmindre, man er bortadopteret væk sammen med en søskende. Men stadig kan behovet for det mødrene og fædrene ophav være stor. Endnu større, når man ingen har. Og når det så viser sig, at man ligner dem så meget, at man næsten kunne have fastslået slægtskabet uden DNA-test, er det jo endnu bedre.

Det er meget tydeligt, at der er nogle bestemte træk, der slår rigtig meget igennem. Vi har altid sagt, det er fra min biologiske far, men når man kigger på min farmor her, så kan man tydeligt se, at det helt bestemt kommer i stor stil fra hende. Desværre har vi ingen fotos af min bedstefar, for han forsvandt ret hurtigt ud af billedet. Så det er svært at vide, hvad der kommer derfra. Det er en af de brikker, vi stadig gerne vil vide mere om. Også min bror. Måske får vi det.

I skrivende stund sidder vi stadig i Coronahelvede til halsen og hvornår jeg lige kan komme derover ved jeg ikke, men jeg vil meget gerne derover i år. Dels fordi det allerede sidste år var meningen, men der blev det udskudt af mange grunde, selvfølgelig også igen Corona. I skrivende stund skal min bror og svigerinde være bedsteforældre, da min yngste niece skal have en lille pige. Det er jo helt vildt spændende, og det kunne være fantastisk at komme derover til Jul igen, som sidst, men så blive længere. Hun skal føde til november, så det kunne være fantastisk at komme over at møde et nyt familiemedlem. De har en hel trailer stående til mig, som jeg kan bo i. Lige nu kommer min bror sig efter en alvorlig rygoperation. Han er lige kommet hjem fra hospitalet, så nu er det vigtige, at han kommer sig. Men heldigvis ser det ud til, at gå godt.

Mens jeg sidder og skriver det her (lørdag), har jeg lige fået en hilsen fra min nevø derovre. Han er god til at holde kontakten og vi skriver næsten dagligt. Han er sådan en sød dreng. Jeg håber, det går som planlagt, og jeg kommer over derover snart. Men 5 års Jubilæum, er da halvrundt og jeg synes bestemt, det er værd at fejre.

Hvis du ikke har læst historien før, kan du læse med her:

5. august 2016 – Miraklernes tid er ikke forbi/Miracles do happen!

28. august 2016 – Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

Miraklernes tid er ikke forbi/Miracles do happen!

Please scroll down for English version!

Som jeg skrev, da jeg skrev et andet brev for 2 dage siden, jeg ved dårligt, hvor jeg skal starte. Så jeg må jo starte med begyndelsen.

Som mange af jer har læst her på bloggen og har talt med mig om, så har jeg i mange, mange år ledt efter mit biologiske ophav. På mødrene side var det relativt let, omend oplysningerne stadig er sparsomme og endog mangelfulde på mange måder. Og der må jeg forlige mig med, at der er mange ting, jeg aldrig får svar på. Dog har jeg fotos af hende og min halvsøster der og min bedstemor også. Så langt så godt, men halvdelen manglede.

På hospitalspapirer stod navnet på en mand, som angiveligt var min biologiske far – Robert Jones. Så ham har jeg naturligt ledt efter siden 1986. Jeg har aldrig fundet ham, og de professionelle, jeg har haft til at hjælpe mig, har aldrig fundet en Robert Jones, der passede! Til sidst indså jeg, at skulle jeg løse den her gordiske knude, måtte jeg ty til DNA. Det gjorde jeg så, og de modtog min prøve den 6. juli. Normalt siger de, at der går mellem 6-8 uger før resultatet er retur, så jeg var noget chockeret, da resultatet forelå for 2 dage siden.

Jeg kunne godt se nogle match, og jeg kunne også se, at det skulle være tætte relationer, men jeg skrev til en søgeengel som jeg i forvejen havde kontakt med, og hun fik adgang til mine resultater. Der gik ikke et kvarter, så skrev hun til mig:

Gudskelov, du tog DNA-testen! Hans navn var i virkeligheden … og han var født ….i Vicksburg, Mississippi. Du er blevet parret med en halvbror og en halvsøster! Jeg sender mere så hurtigt som muligt.

Og det gjorde hun indenfor en time! At sige, jeg var ved at trille ned af min pind og var helt og aldeles overvældet, er en underdrivelse. I den første mail ad ovenfor, var der faktisk vedhæftet et foto af min biologiske far, jeg aldrig har set, men der gik lidt før jeg opdagede, at det var der. I næste mail var der flere fotos af ham, og et af min biologiske farmor, som jeg ligner helt vildt meget også.

Allerede samme aften skrev jeg en hilsen til min bror på facebook, og vi har været i daglig kontakt lige siden. Han er rigtig, rigtig sød og det er helt fantastisk! Jeg er stadig helt overvældet og dybt rørt, glad og taknemmelig over, at det endelig lykkedes, og at jeg har to søskende i USA. Jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af min søster, men det håber jeg, at jeg får. Hun har først lige fået det at vide. Så at sige, det var den bedste fødselsdagsgave, jeg overhovedet kunne få er vist ikke at overdrive, omend lidt tidligt, så er det da tæt på.

Desværre gik min biologiske far bort i 1989, men når jeg så får hele to søskende, som kan fortælle om ham, så er det jo bare fantastisk. Nogen der kan fortælle og dele, hvordan han var. Og til dem, der måske kunne undre sig – nej han vidste ikke noget om min eksistens. Og navnet på hospitalspapirerne – Det må Guderne vide! Det er en af de ting, jeg aldrig får svar på. Men jeg er glad, glad…..Sidder du i samme situation, kan jeg kun anbefale. Det er endda så fint, at jeg har en veninde, som har fået sine resultater samtidig med mig, og det er meget særligt, at vi kan dele disse oplevelser med hinanden. Jeg håber, hun er lige så heldig som jeg har været. Fantastisk!

Udover hele det aspekt med min biologiske far/søskende, er der jo så det med, hvor i verden, jeg kommer fra, og det illustreres nedenfor. Det er så delt endnu mere op. Blandt andet er jeg 8% skandinavisk og 4% brittisk. Meget interessant.

Har du prøvet DNA-test og i givet fald, hvad fandt du ud af? Har du ikke? Kunne du tænker dig? Skriv endelig kommentarer og lad mig høre….

———————————————————————————

In English:
Læs resten

End of the road?

I’m wondering, have I reached the end of the road as far as finding out about my ancestors (at least on my biological father side). I fear I have. Last I tried something it ended up in nothing – again. I have two remote posibilities left to try, and I will give them a go, but I don’t have much hope of it succeeding I must say.

In terms of my biological mothers family, I can’t get any closer before they sort out their archives in Berlin, which won’t be until 2013!!! I fail to see how you can let people wait that long for something so important. In this case it’s a matter of their death certificates. I’ve written to their native country Poland, only to get no answer. So where to turn. Of course if I had bucketloads of money I’d throw them at a professioal genaologist – but I haven’t unfortunately.

There’s NO Robert Jones registred with the millitary that they can find, that fits the data I have. I have NO clue as to where to look at all, as he could be from anywhere in the US. I only have a very common name and a birthdate. Not much to go on! I have written whereever I thought relevant, to ask if they had information, and in many cases people don’t even respond. I simply don’t know where to turn next. I have (with the opening of the 1940’s Census) found bunches of Robert Jones’s, but I have nothing to check up against to know if they’re him. So imagine sitting there looking at all these records and each and almost (the one’s that are black anyway and born the right date) all of them, could be him! Frustrating to say the least. It’s food for thought as well when you see these photos. I wonder what lies in my ancetrial baggage.

As far as my mothers parents, and that side of the family, I’ll have to wait – simply wait, but it feels like one long wait. You who have tried this are with me on this I’m sure. And as far as my biological dad goes – I’ve more or less given up. Unless I get help from unexpected people, win the lottery or something similar.

So if you have any suggestions, ideas whatsoever, please come forward. Or if you of course know of a Robert Jones born the 24th. April 1928 (African-American), who was in Berlin, Germany, Europe, at least in 1961, possibly before and after as well. Please get in touch.

Ruling him in or out

We’re back to the good same old, same old question about my biological father. I have found one I’m hoping is him, but with more information also comes more questions. Is it possible to be enlisted in the Navy from 1945-1946 (Wounded in action) and then re-enlist as something else? The he would pop up as something else as well then?

And since my mother met “her” Robert in 1961 in Berlin, something is not right with this guy. Then there is another fellow, who also fit the describtion as far as name and birthday goes. So now I’ve written to my helper, and asked again what he think we should do. Like I said recently. I’m about to give up on the whole thing.