Ad alt det her med Besættelsen og Østfronten


Min gamle nabo Karl, som ikke er hos os mere. Men han nåede en høj alder – 90’erne

Nu vi har talt om alt det her med Danmarks befrielse, II. Verdenskrig og følgerne af alt det her. Jeg så Ingemann og Besættelsen forleden, og det fik mig til at tænke på min gamle nabo. Ikke at jeg ikke tænker på ham ellers, for det gør jeg, men ikke lige i forbindelse med alle de her rædsler.

Karl hed han, og boede nede bag/på siden af mig, da jeg boede på Nordfalster. Når jeg skriver sådan, var det fordi grundene, var “skåret” på en sjov måde. Ihvertfald faldt vi i snak og kom rigtig godt ud af det. Vi fik ofte en øl, og en sludder og var der noget, jeg ikke lige vidste hvordan, kunne jeg altid spørge ham. Vi blev rigtig gode venner og snakkede om rigtig mange ting. Karl delte sit liv med mig og jeg holdt rigtig meget af ham. Også derfor var jeg så skrækkeligt ked af, at ingen gav mig besked, da han gik bort. Jeg ved dog, at han længe havde været træt af livet og således var det fint, at han fik fred. Men jeg har faktisk hans gamle sofabord som mit, her i min lejlighed. Og om ikke af andre grunde, så husker jeg ham, når jeg kigger på det.

Karl var født i 1921 i Sakskøbing, og havde ihvertfald en søster, for hende mødte jeg. Jeg må med skam erkende, at jeg ikke kan huske, hvor mange de var i alt. Jeg mener, der var en søster mere. Karl var uddannet mekaniker (hos Ford), og kom til Købnhavn, blev gift og fik også en søn. Som det ofte er tilfældet, fik hans ex-kone vendt sønnen mod Karl og han havde ikke haft kontakt med ham, siden de blev skilt stort set. Han havde prøvet, men blev barskt afvist. Jeg bliver så vred, når jeg hører sådan noget. Det var en stor sorg for ham. En ting, er at et ægteskab ikke virker, men at fratage sit barn og ex-mand muligheden for et forhold, er det ondeste, man kan gøre. Selvfølgelig kan der være ganske særlige omstændigheder, men som jeg hørte det her, var der ingen god grund. Han fik ihvertfald ingen…Jeg har ikke talt med hans søn, og man skal jo høre sagen helst fra begge sider, men stadig. Det er ondt.

På et tidspunkt i det liv, der var Karls, blev det svære, svære tider for danskerne. Karl havde altid været glad for Tyskland, og ville gerne opleve noget, og lod sig hverve til job i Tyskland. Og senere kom han til Østfronten på tysk side. Det var meget barsk. Jeg har ikke mange detaljer om det, for det var meget svært for ham, at tale om. Han blev sendt hjem med granatchock og led under det stadig, så mange år efter. Til gengæld for indsatsen i det tyske indkasserede han fængsel i 4 år i Horserød Statsfængsel. Det var ikke sjovt, som jeg forstod det, og Karl var ked af det. Han var ikke nazist som sådan. Han ville bare gerne ud i verden, og det betale han en pris for. Han fik så også hæder fra tyskerne i form af 2 jernkors. Jeg husker ikke forskellen, men jeg mener, det var et af hver sin grad. Jeg har set dem, og de var mægtig fine, hvis man kunne se bort fra alt resten.

Jeg kendte Karl i mange år, og han gjorde alt, hvad han kunne for at hjælpe mig og var en sød og kærlig mand på alle måder. Det gjorde mig så ondt for ham, at han mistede kontakten til sin søn. Han havde da jeg mødte ham, kun en søster tilbage. Han var gift en gang mere, og han havde også andre forhold, men da jeg mødte ham, havde han været alene en del år. Så mødte han Bente, som han blev meget glad for og omvendt. Det endte med, at de flyttede tilbage til Sakskøbing, hvor han jo kom fra, og hun så boede. De havde det rigtig godt, men desværre gik Bente væk først, faktisk på samme måde, som min mor gjorde. En massiv hjerneblødning. Det slog Karl helt ud. Nu havde han ingen i hele verden. Han havde sin plejesøn, som han kaldte ham, men han boede helt i Holbæk. Hvis han læser med, så kontakt mig gerne. Eter Bentes død, så mistede Karl lysten til livet. Hendes børn, mente ikke at han havde ret til noget som helst og smed ham ud af huset. Jeg forstår ikke, hvorfor Bente ikke giftede sig med Karl, så han havde været sikret. Nu blev han i en meget høj alder tvunget til at flytte. Heldigvis fik han en dejlig ældrebolig og den tror jeg også, han var rigtig glad for. Jeg nåede at besøge ham der, en gang. Det er der ovenstidende foto er taget. Det var så skønt, at se ham.

Vi talte i telefon sammen. Jeg havde sagt til ham, at han altid måtte ringe til mig, men det gjorde han meget sjældent, så det var mig, der måtte ringe. Oprigtigt, tror jeg, han var meget deprimeret til sidst. Og lige pludselig kunne jeg så ikke få kontakt til ham, og kunne jo næsten regne ud, at han måtte være gået bort. Jeg fik fat på en nabo, som fortalte mig, at det var gået meget stærkt, og at han ganske rigtig var død. Men nu synes jeg, at i anledning af alt det her befrielseshalløj og II. Verdenskrigstema allevegne, at jeg ville skrive min historie om min søde nabo, der kæmpede på Østfronten. Hvil i fred min ven, du er savnet og ofte tænkt på. Som Peter var inde på, så var det ikke bare sort og hvidt.

Hut er ut

Både min søster, jeg og et par af hendes veninder har et helt specielt forhold til Pizza Hut. Det har vi fordi, vi under ophold i England alle har arbejdet for netop Pizza Hut.

Da der så kom Pizza Hut i DK, var det jo lidt sjovt for os, men egentlig ikke noget vi som sådan synes Danmark havde behov for. Men det var der uanset vores mening om det. Nu er det slut, der er simpelthen ikke økonomi i det længere. Om jeg skal sige, det er trist vil nok være at strække den, men en epoke er så slut. Tager man til England, kan man dårligt komme til for dem. Så var man fan af deres Pizza’er, så kan man tage derover.

Hvor ofte har jeg ikke sagt det?

Nu har “de kloge” sørme også fundet ud af det. At det er usundt at gå syg på arbejde. Ikke nok med det er usundt, det er decideret farligt! Jeg synes, det er rigtig rigtig ofte, jeg har i blogverden ser indlæg, om folk der koste hvad det vil må og skal og vil på job, selvom de TYDELIGT er alt for sløje til det og burde blive hjemme. Om ikke i deres seng, så ihvertfald hjemme. Ikke mindst for deres kollegaer’s skyld, som jo kan blive smittet, hvis vi taler om noget, der smitter, men sandelig også fordi det da for mig at se, helt og aldeles logisk er at stresse kroppen helt og aldelels unødvendigt, at skulle bekæmpe sygdom og samtidig yde noget på et job. Det hænger simpelthen ikke sammen.

Og nu har jeg så fået ret. Ikke at det lige er en ting, jeg sådan ville ønske egentlig i denne sammenhæng. Til gengæld ønsker jeg mig i høj grad at MANGE derude lytter og “stikker piben ind” og bliver hjemme, når de er sløje. Og så er der nogen der siger – “Joh, men hvornår er jeg syg nok” – Det ved voksne mennesker godt, og de ved også hvis de er sløje. Er de i tvivl, jamen så bliv hjemme. Nu er det ihvertfald bevist at I ikke gør nogen en tjeneste med at gå på job, slet, slet ikke jer selv. Lyt nu lige.

Og så nu vi er ved det, kan jeg jo minde om stress sådan helt generelt. Der er vel nok at blive stresset af, uden at skulle føje mere til, skulle jeg mene. Pas nu for hulen lidt på jer selv derude! Det er altså ikke rart at tænke på, at jeg har mere end en i min omgangskreds, der løber mere end alt for stærkt. Og det er rigtig ufedt, når jeg hører om unge mennesker, der falder om med hjerneblødninger og hjertestop og hvad har vi – p.g.a. stress og ikke at forglemme – cigaretter – har du droppet dine!?

Ja det er for meget

072.gif

Min søde, veninde Lotte og jeg har talt meget om, det med at folk kommer “helt ud i hampen”, går ned med flaget, får en depression, lider af angst, må langtidssygemeldes m.m. Og Lotte har skrevet et fint indlæg om det på sin blog. Hun har som MANGE, MANGE andre prøvet det, ligesom jeg har. Det er sådan set ligemeget, hvad årsagerne er sådan specifikt, for det er efterhånden over hele linien. Bare de seneste dage, er jeg blevet præsenteret for 3 tilfælde, hvor det er gået galt i større el. mindre grad – det er bare mig!!! For hulen da! En venindes veninde, har en depression, og kan slet ikke håndtere det, min venindes bror og kone, er gået fuldstændig ned med flaget og hele familien har måtte støtte op, ringe til lægen, tage sig af børnene og meget meget mere – og den situation er jeg meget nervøs for! Der er vi ude i selvmordstanker og meget andet. Og et familiemedlem til en veninde, er også knækket under sygdom, skilsmisse og fyring – også meget at tage ind på een gang. Dertil kommer 2 venner, der permanent lider af panikangst.
Nu er Lotte og jeg så langt fra enige om det med medicinen. Det kan være en god hjælp. For nogen en overgang, og for nogen (min venindes bror, som er arveligt belastet) varrigt, for at undgå tilbagefald. Depression findes i mange grader, og varianter og der er nu mange gode redskaber til at måle, hvor slem den er. At samtaleterapi også er en god ting, dokumenteres her, men ved svære depressioner, er det nytteløst fordi patienten ikke orker at tage imod (ref. netdoktor), men også her nævnes det, at der meget ofte skrives medicin ud “i blinde” uden at årsager m.m. bliver undersøgt ordentligt. Og det duer selvfølgelig ikke. Der kan også læses om psykiatrifondens arbejde for, at alle kan få tilbudt samtaleterapi. Til gengæld, kan en ubehandlet slem depression føre til psykoser og blive meget meget slemt, og personen helt udenfor rækkevidde. Sådan et eksempel har jeg også haft tæt på i form af en venindes mor, der sine sidste år, levede isoleret og usselt i en bitte lejlighed, tydeligt psykisk syg. Men fordi hun ikke var til fare for nogen, kunne der ikke gribes ind – der er altså også et hul i systemet, for en del af sygdommen er jo manglende selvindsigt! Hendes børn kunne bare se på, at deres mor forfaldt fysisk som psykisk mere og mere – kan det virkelig være rigtigt? Læs resten