En hadedag – er det blevet!

I dag er det mors dag! Engang var det en god dag, hvor jeg i høj grad kunne vise min mor, at jeg holdt meget af hende og værdsatte hende Sådan har det ikke været i 8 år nu.

Nu kan jeg kun sende hende kærlige tanker og hvis jeg orker det, gå på kirkegården med en blomst til hende. Indrømmet, det har jeg ikke været i dag. Men jeg har tænkt på hende. Ville give meget for at have hende her, og kunne værdsætte hende. Dog ved jeg, at jeg huskede det, da hun var her, og hun blev altid enormt glad. Husk jeres mødre, mens I har dem – og jeg lover jer, de elsker at blive husket! Samtidig et stort tillykke med dagen til alle mine veninder, der er mødre! I skulle have haft et kort i dag, om ikke andet end elektronisk. Nu bliver det en “bunke-hilsen” her, men lige velment, så modtag den som sådan.

Måske også derfor, har det slået mig ekstra, når nogen ikke kan forstå, at jeg har mine begrænsninger, at hele den tur med min far, nær havde taget mig med i faldet sådan stressmæssigt og jeg først lige er ved at komme mig over det. At jeg ikke behøver mere end højst nødvendig stress lige op til en ferie, hvor jeg stresser over planlægning, pakning, og alle de ting, jeg skal nå inden jeg skal afsted.

At jeg bliver møgirriteret når folk der aldrig så meget som spørger, hvordan jeg har det, hvad jeg laver eller noget som helst iøvrigt, alligevel synes, de kan tillade sig at trække på mine meget få kræfter! Sådan spiller klaveret ikke – ikke mere. Beklager, nu tænker jeg altså også på mig selv! Sådan bliver det fremover – at jeg også siger fra, når folk ikke kan finde grænsen. Og det kan de så ikke! Men det er ikke hvad man har brug for, når man lige er sårbar i forvejen! Argh!