Cowboykaktus (euphorbia trigona)

img_7690opt.jpgDet er faktisk en helt forkert betegnelse, men jeg har aldrig hørt andre på dansk*. Det er nemlig slet ikke en kaktus, men en sukkulent. Altså en plante, der har evnen til at holde på vandet, som kaktus, men ikke er det. Nedenfor lidt om formering og klipning af planten. Jeg har også opdateret med lidt ny info, og flere fotos.

Jeg har en sådan skabning stående. Den er vokset helt vildt. Det sjove er, hvordan jeg fik den. Som jeg vist har nævnt før, så har de fleste af mine planter en historie, og el. er stiklinger jeg har fået eller stjålet. Det gør det lidt sjovere på den måde, fremfor bare at gå ud og købe. Det gør jeg da også nogengange, men for størstedelen gælder ovenstående.
Denne var en forhutlet skabning, der stod i den lilebitte potte i mit første hus (på Falster). Den så ærlig talt lidt ynkelig ud. I lang tid fik den bare lov at blive stående hvor den stod. I samme potte og den levede og havde det da vist okay, men heller ikke mere. Da jeg endelig fik den plantet om og den fik noget ny jord, og mere plads, gik den bersærk. Den er nu en meter høj og når snart loftet i vindueskarmen og jeg kommer til at klippe den lidt ned.

Den er som andre sukkulenter meget let at formerer. Den afskårne del ligger til tørre en uges tid, og så stikkes den i jorden, og som regel begynder skidtet at gro. Som med andre sukkulenter, hellere lidt for lidt vand end for meget!

Lidt yderligere: Når du skærer en stikling af, så er det lettest at tage “en arm” og plante den “spidse” ende (den der har siddet på træet), når du gør. Lad den tørre til den er helt tør og hård i enden. Stik den bare i noget jord og vand lidt meget lidt. Når den er etableret, så skal den vandes en gang om ugen. Det letteste er at give den vand i underskålen, og lade den suge, det den vil have. Det er iøvrigt en god ide generelt. Det den ikke drikker skal hældes fra. Du kan også sagtens tage andre dele af planten og prøve med, men når du beskærer så stor en plante, som de fleste af mine læsere i kommentarfeltet har været ude i, er det dem, der giver bedste success. Og så er der ingen grund til at prøve med resten. Som sagt, når du har plantet “armen” korter du den af til den længde, du ønsker din stamme skal have og så skyder den arme under dit snit. Det går forholdsvis hurtigt.

Du kan sagtens være meget grov ved din Cowboykaktus, når du beskærer den. Sidst jeg klippede min ned, skar jeg ca. ½ meter af den og den lever som det ses i bedste velgående. Alle yderligere spørgsmål skulle være dækket i kommentarsporet nedenfor. Så finder du ikke lige dit svar her, burde det være der. Jeg har kigget og forsøgt at dække det meste. Det er ikke fordi, jeg ikke vil svare på spørgsmål, at der er lukket for kommentarer. Det er p.g.a. spam kommentarer, som jeg får rigeligt af.

Iøvrigt – den hvide saft i Euphorbia Trigona er giftig! Og vidste du, at den samme saft er i Julestjerne, som er i familie med den? Nu gør du, så pas på med at få på hænder m.v.

Opdateret 15. marts 2021 Som nævnt andetsteds, så sender jeg ikke længere stiklinger. Jeg anbefaler, at du kigger på mellemhaver.dk. * – har d.d. fundet et andet dansk navn på den “Trekantssøjle”.