Bloganbefaling

Det er efterhånden sjældent, at jeg falder over en blog, jeg vitterligen har lyst til at anbefale. Førhen var udvalget af en helt anden størrelse, men her for ikke så længe siden, fandt jeg Katrines blog, som jeg bare synes er helt genial.

Selv har jeg aldrig været særlig god til at tegne, noget jeg også gerne ville kunne (note to self: man kan ikke det hele), så måske deraf min facination af folk der kan. Jeg minder mig selv om, at jeg garanteret kan noget, de ikke kan og nyder deres talent. Katrine har det helt sikkert, en super streg og evnen til at få sagt dagligdags ting på en sjov måde – kig selv!

At skille sig ud og forskellen i blogland


Et af mine absolut favoritfotos – Lennart Hammer på Vida Nova – simpelthen valgt, fordi det er taget omtrent ved denne tid sidste år, nemlig 24. august

Jeg læser min Bloglæser igennem dagligt, for at se efter indlæg, og lige i forgårs faldt jeg over indlægget:”Sandt og falsk i blogland” hos Nutidspensionisten. Hun berører nogle ting, jeg selv har spekuleret lidt over. Ikke lige helt det samme, men henad de linier, så nu vil jeg så skrive et indlæg, jeg egentlig ikke ville have skrevet, men som trængte sig på, da jeg læste det.

I starten læste jeg også med på den famøse blog, og smed endda en kommentar, fordi jeg dengang synes, det var anderledes og måske lidt forfriskende med noget nyt. Det synes jeg s¨å ikke længere. Jeg synes ganske som nævnt, at det er deciderede ondskabsfulde personangreb, som ikke er sjove eller det, der ligner.

Med hensyn til Newyorkerbyheart, så må jeg give ret et langt stykke henad vejen. Men når det så er sagt, synes jeg så, at måske nok, at Fr. Møller er lige hård nok, og selv er skyldig i det samme, hun beskylder den famøse blog for. En ting er, at hun ikke er interesseret i mad og ikke kan lide ost. Fred med det, men det er jo altså en smagssag.

Hvad ikke står til diskussion er, at hun ikke svarer, når man som jeg gjorde nyeligt, skrev og spurgte høfligt om noget med hensyn til noget rent tekniske på hendes blog. Det kan jeg intet bruge til, og udi madblogge, er der SÅ mange gode, at hendes sagtens kan undværes – nemt. Jeg skal komme med flere alternativer snarest, for jeg har lovet, at lave et indlæg med madblogsanbefalinger.

Det er måske den menneskelige natur at “mænge sig” med dem, der ligner en selv. Det er vel derfor, der er danskerkolonier og gettho’er mange steder i verden, fordi folk klumper sig sammen. Det sjove er, at ofte er vi jo også nysgerrige, og vil gerne se andres liv og noget anderledes og måske lære lidt – jeg vil ihvertfald. Men det er så måske bare mig. Der er åbenbart en uskreven regel om, at man mindst på flere punkter skal ligne visse i blogland. For uanset, hvordan man vrider og vender sig, kan man ikke blive accepteret, når man skiller sig for meget ud, uanset at man aldrig, aldrig med hensigt har forsøgt at genere nogen, har lagt endeløse høflige og pæne, og helt velmente kommentarer hos de andre, og i det hele taget prøver at være et pænt menneske. Eftersom jeg ellers på flere punkter ligner mange andre, der åbenbart (uvist hvorfor) i modsætning til undertegnede har gjort sig fortjent, kan jeg kun konkludere, at det er et helt personligt “angreb” eller, hvad vi nu skal kalde det. Ikke at jeg er den eneste, der får den behandling, slet ikke. Men man er ikke “comme il faut” åbenbart, når man:

  • *Ikke strikker og hækler (det er såmænd ikke manglende lyst, men manglende evne)
    *Ikke har en yngste, mellemste eller ældste altså børn (Tænk engang, der er nogen, der lever et godt liv uden. Og så kunne det jo være, at det egentlig ikke var meningen, det skulle have været sådan, men hvem tænker på det?)
    *Ikke på anden måde er kreativ, udover fotograferingen (det kan ellers nok give kommentarer andre steder, og omend det ikke er mig selv, der skal vurdere mine fotos, ved jeg, de ikke er dårligere end mange andres)
    *Har mindst mindst en interesse (eller ikke mindst holdning), de andre ikke har.
    *Ikke som nogen skriver side op og side ned, om mine dårligdomme, og “svælger i dem”
  • Jeg kan sige det sådan. Skriver jeg for, at få kommentarer? Nej! Jeg skriver som en slags dagbog for mig selv, og for at have noget helt konkret at huske tidens gang på. Min hukommelse er bestemt ikke, hvad den var, og på den måde, er det dejlig måde for mig, at huske begivenheder, jeg måske ville glemme detaljerne i, ligesom jeg jo får brugt mine fotos mere end jeg ville ellers. Når det er sagt, så bliver jeg altså nøjagtig lige så glad som alle andre, for at få en kommentar. Og i forhold til mit læserantal, så er der helt bestemt noget, der ikke stemmer i forhold til kommentarer. Og jeg nægter at tro, at jeg skriver så meget ringere end så mange andre….

    Det med at skille sig ud, er jeg vant til. Jeg har et helt livs træning. Men at jeg skulle blive udsat for samme behandling, jeg er blevet før også i blogland, havde jeg faktisk ikke troet. Naivt måske, men sådan er det. Men netop fordi, jeg er i træning, så lever jeg jo med det, og overlever skam også. Men det undre mig, at dem der ellers “råber op” om rummelighed og plads til alle i det ganske land, bestemt ikke gør som de prædiker, når det kommer til blogland. Så meget er sikkert og vist. Og så er vi ude i den med moral er godt, men dobbeltmoral er åbenbart endnu bedre. Jeg kan sige, som en sagde for nyelig, at man kan jo godt blive ked af det! Ja det kan man helt bestemt!

    Med hensyn til, hvorvidt andre i det ganske land, har ondt et vist sted over, om jeg blogger. Det kan jeg HELT ærligt ikke tage mig en SKID af, for nu at sige det helt lige ud. Jeg har mere ned snehvidt mel i posen og jeg VED, at hvis nogen skulle bytte med mig, så ville de ikke på nogen måde.

    At jeg så ikke “piner det ud i pap”, hver og hverdanden dag, hvordan jeg har det og ikke har det, er så det. Jeg har HELT bevidst valgt, at jeg ikke er min diagnose, og jeg gerne vil tages for PERSONEN mig og ikke patienten. At jeg er det sidste, er der ikke tvivl om på nogen måde. Jeg har skam været rigtig meget igennem og jeg kunne da godt skrive en længere roman om det, HVIS jeg ville. Det vil jeg ikke! Det er også helt bevidst, at jeg ikke har nævnt min diagnose nogen steder. For jeg synes, det er en privat sag, som kun kommer mig ved, og dem som er tæt på mig. Dem der skal have det at vide, får det. Sådan er det.

    Jeg kunne sagtens fokuserer på alle de dage, hvor jeg er skidt, og har ondt både her og der og allevegne og iøvrigt intet orker. Og ja, jeg tager i stalden et par gange om ugen ca., men ingen kan jo se, hvor meget jeg ligger brak dagen efter og intet kan vel? Det er der ingen, der tænker på. Men jeg vælger at gøre det, for det er min store glæde og passion. Men at det koster på energikontoen er helt sikkert.

    Desuden tror jeg, at jeg har godt af, at røre mig – nej jeg tror det ikke, jeg ved det. Og nej, vi skal ikke tale om mit forbrug af smertestillende piller eller medicin for den sags skyld. Den gode doktor og jeg plejer at blive enige om, at jeg formentlig nok skal begraves på Kemisk Værk i Køge med alt det, jeg har fået gennem tiden og stadig får. Så NEJ, det er ingen dans på roser altid, langt fra.

    Jeg kan så vælge, at fokuserer på det – alt skidtet, eller jeg kan vælge (som regel), at fokuserer på de mange, mange gode ting i mit liv også. Hvis jeg må være helt ærlig, så er jeg ked af, at Fr. Møller er så sortseende. Jeg kan kun håbe, at hun vælger at skrive om de negative ting, men at der forhåbentlig også er noget positivt, for ellers er det dælme da godt nok træls. Ikke fordi, det ikke ser sort ud her mange gange eller andre steder for den sags skyld. Det kan det da indimellem, men jeg håber altså, at hun også ser dejlige ting, udaf sine “briller”.

    Jeg kan helt ærlig ikke se, hvorfor det er så skidt at fokusere på det gode, og jeg kan slet ikke se, hvorfor andre skal “have på puklen” for det. For det ser bestemt ikke så rosenrødt ud på de blogs, hun hentyder til, som hun får det til at lyde. Hun nævner en, som er ude i skilsmisse og den slags. Og ja, det er da hårdt og trist – helt bestemt. Men de samme blogs som jeg ved, hun tænker på, har altså også været ude i “stormvejr” – i helt tilfældig rækkefølge, kan jeg nævne: Alvorlig sygdom, et barns dødsfald, tab af en ægtefælle, et andet barns dødsfald, alvorlig sygdom, alvorlig potentiel diagnose og alvorligt syge børn, for nu bare lige at nævne, hvad der falder først for.

    Så NEJ, det er ikke fordi NOGEN af os nogensinde glemmer, at livet ikke KUN er lyserødt. Det ved vi godt, men der er stor forskel på om glasset er halvt fuldt eller halvt tomt. Jeg vil helst se det som halvt fuldt, som mange andre også – dét er forskellen. Og ja, jeg tror de har ret, når de siger, det hjælper, at se det sådan! Men for en gang skyld, kom jeg så ud med noget, som jeg føler er negativt, og som gør mig ked af det.

    Trist udvikling

    Jeg ved ikke lige, hvad det skyldes, men faktum er at der er ufatteligt mange blogs, der er lukket af dem, jeg fulgte. Nogen er holdt fordi de blev chikaneret, hvilket selvfølgelig er møgubehageligt, men at give efter for den slags cencur, er da helt forkert. Hvis nogen ikke kan tage en, for de man er, så må de jo lade være. Deres problem som jeg ser det. Indrømmet, det kan da gå ud over ens nærmeste også, men så skal det godt nok blive meget konkret og bevæge sig udover de ekstreme kommentarer. Hvis man endda har en relativ anonym blog, kan jeg slet ikke se problemet. Og tro nu ikke, at jeg ikke selv “har været der”, for det har jeg. Jeg er skam også blevet groft generet her en overgang.

    Så er der alle de blogs, der er tilbage, og der godt nok ikke ret mange af dem, der var, da jeg startede for snart 4 år siden. Jeg synes så også blogmiljøet har ændret sig. Det er ikke Blogland mere, og der er ingen støtte eller opbakning bloggerne imellem. Det er mere selvpromovering, og så er det slut, medmindre man er medlem af en skjult klub, hvor man skal opfylde nogen kriterier, jeg begynder at få en ide om, hvad går ud på.

    Jeg troede naivt nok, at når man var sød og flink overfor andre, så kunne man da også forvente bare en smule igen. Sådan hænger det så ikke sammen. Til trods for, at jeg selvfølgelig er forskellig fra mange af andre bloggere og omvendt, så skriver jeg altid en pæn kommentar til de ting, jeg synes, jeg kan relatere til, og når folk skriver her, får de altid et pænt og konstruktivt svar.

    Det er selvsagt ikke alt man kan relatere lige meget til, men man skal være meget snæversynet i mit hoved, hvis man ikke næsten som regel kan finde noget pænt at sige. De fleste af bloggere fotografere også, og om ikke andet, kan man sige noget pænt om fotografiet. Der er bloggere jeg har lagt TONSVIS af pæne og meget venlige kommentarer hos, og har måske fået en i al den tid, jeg har været her. Og med den holdning, så er der måske ikke noget at sige til også, at folk ikke gider – hvad ved jeg, men jeg finder det underligt. Også fordi jeg kan se, at de samme mennesker jo skriver kommentarer. Det er der så nogen, der næsten aldrig gør, ligesom der er dem, der slet ikke svarer på kommentarer. I sidstnævnte tilfælde gider jeg slet ikke lægge en kommentar. Det er meget brugt på engelske og amerikanske blogs. Det forstår jeg slet ikke, men så det er så bare mig. Det er da det mindste man kan gøre, når folk gider skrive en hilsen.

    Og så er der alle dem, der har en blog, som næsten ikke skriver mere. Der kan gå måneder imellem de skriver eller mere, og så opgiver man jo stort set at følge, når der går så længe. Nej jeg synes det er trist, at os der i det mindste har skrivelysten i behold ikke støtter hinanden, så det netop kunne være blogland istedet for små enklaver hist og pist.

    Jeg skal ikke selv vurdere min blog, men at den skulle være så meget dårligere end mange andre, det nægter jeg at tro. og så må der jo ligge noget andet til grund. Derudover dækker jeg så bredt i emner, at alle på givne tidspunkter skulle finde noget, de kan relatere til. Læsere er der masser af, de skriver bare ikke. Ligeledes har jeg endda så galt været udsat for, at en medblogger helt tydeligt henviste til noget, jeg havde skrevet, men at linke hertil, det gjorde vedkommende ikke, hvilket ellers er kotume. Igen kunne jeg kun undre mig over den behandling. Uanset, så har jeg stadig lysten til at skrive, og det glæder mig hver gang, nogen lægger en hilsen her.

    Hvor helt og aldeles uretfærdigt

    Jeg kom hjem og var træt, men i godt humør. Det vil sige, lige indtil jeg læste en helt forfærdelig besked ovre hos Catarina.

    Jeg læser også med hos Marianne, men tager mit feed i rækkefølge og ville så være nået ned til beskeden lidt senere. Nu sidder jeg her helt rystet og meget, meget ked af det på Marianne og familiens vegne. Jeg har været så heldig at møde Marianne i virkeligheden og hun er bare sådan en sød og varm pige. Jeg synes jo, hun og familien er hårdt ramt i forvejen og nu dette.

    Jeg tror på en mening med alting, også noget så skrækkeligt som dette. Men den er dælme svær at få øje på lige nu, hvor det bare føles helt og aldeles uretfærdigt. Desværre kan jeg kun sende hende og familien masser af varme tanker, som så mange andre.

    Jeg har mistet lysten til at læse mere lige nu…..

    Opdateret liste – er din?

    Jeg har undret mig over en ting. Jeg har set at mange, har en fuldstændig uaktuel blogroll, med blogs på, der enten er holdt helt op, eller som ikke har været skrevet på i et års tid, eller næsten aldrig bliver skrevet på. Nogen af dem, som linker til blogs, der ikke eksisterer stort set, læser også med her – ganske jævnligt ved jeg, men de linker ikke hertil – så er det jeg spørger mig selv, hvordan det kan være?

    Jeg linker da, til de blogs jeg læser jævnligt, og som der bliver skrevet på regelmæssigt. Folk har jo næsten altid en RSS-reader, så de kan se, om der er nye indlæg. Er din liste up-to-date?