Tåstrup – tur/retur….

IMG_6078opt2_Ikea

Nu kunne jeg låne dytten, så jeg besluttede, at jeg ville i IKEA, og finde mig en persienne. Min ene har mistet en lamel øverst oppe og det pynter jo ikke ligefrem. Så den har stået til udskiftning et stykke tid.

For snart noget siden (sikkert længere end jeg selv tror!), kiggede jeg på deres hjemmeside. Mine persienner kan kun fås i Tåstrup og ikke i Gentofte, som alt andet lige er noget tættere på. Jeg har kigget tonsvis af gange, fordi jeg håbede, de fik i Gentofte, men skrev så til dem, og det var der ingen planer om. Helt tåbeligt efter min mening, men sådan er der så meget! Det vil sige, at jeg skulle til Tåstrup af den årsag. Vejret var fint, så ikke den store katastrofe, og dytten blev toppet lidt op med brændstof, og afsted gik det.

Som I nok kan regne ud, gik det hverken værre eller bedre end, at da jeg kom derud var der ingen persienner i sigte. Joh da i hvid og lyst træ. Mine (mørkt træ og dem af aluminium) var pist væk! Jeg fik angstens kolde sved (overdrivelse fremmer forståelsen) og fik fat i en Servicemedarbejder (efter først at have fået fat på en, som intet vidste), og hun ringede så til højere sted. Det viste sig så, de var kaldt tilbage til kvalitetskontrol, men kommer igen. Det kan de så også godt trænge til vil jeg sige, men det er så noget andet. Det fik jeg ingen persienne af i dag, men de kommer så igen. Næste gang tjekker jeg hjemmesiden.

Til gengæld fik jeg noget andet, jeg også skulle have, nemlig drikkeglas. Dem jeg havde var magen til, men en let farvet glas købt i Netto for en menneskealder siden i Nakskov. Jeg synes, jeg er ret god til at passe på mine ting, men nu var det lykkedes mig at baldre dem på nær 2, så der måtte nye til, og til den pris, er det lige til at overskue. Jeg elsker sterinlys, bloklys og fyrfadslys og bruger mange, men desværre er bloklys i en ordenlig kvalitet også som regel ret dyre. Nu fandt jeg de her pakker med 3 i for 35 kr. De fås i forskellige nuancer – jeg købte 2 pakker, så har jeg et sæt af hver til mine to bloklys”stager”, derudover kom en kartoffelmoser og en superskræller. Som du måske husker, købte jeg en meget god og fancy batteridrevet, men den er borte for mig. Jeg håber stadig den dukker op ad gemmerne lige pludselig. Den må være faldet ned bag noget. Slutteligen tog jeg en potte med 3 blå hyacinter med for 15 kr. Det kunne jeg ikke stå for, lidt forår til Hyacintglassene.

Læs resten