En skov- og køretur

Jeg var på en lille udflugt med min veninde forleden. Vi kørte til Geels Skov og gik en tur med den sødeste Carla. Dem der følger mig på Instagram, har “mødt” Carla, som jeg er så heldig at få lov at låne meget ofte. Til dem, der ikke ved det, så er Carla en Jack Russel Terrier, og helt ufatteligt sød. Jeg er vild med hende.

Som I også ved, var det i onsdags ganske ulideligt varmt og dertil kom at mine hofter bestemt ikke var samarbejdsvillige, så det blev ingen lang tur, men lidt har også ret. Bagefter kørte vi en tur rundt og kiggede lidt på huse og nogle af de dejlige byer deroppe omkring. Der er dejligt og vi så mange steder, vi godt kunne bo. Bagefter tog vi herhjem og spiste en pastasalat og sad og “summede” bagefter. Varmen gjorde os ærlig talt sløve og ugidelige.

Ellers sker der ikke det vilde. Lige nu ser jeg Svenskt Derby online. Altid spæændende. Samtidig må jeg konsatere, at de få meget sparsomme planer, jeg havde for sommeren, glider mig af hænde. Det er der flere årsager til. En er det evige og altid eksisterende Coronahelvede. Det er en ting, en anden er folk, der tidligere har givet lovning på samvær, og når det så kommer til stykket, så har de ikke engang svaret på min besked vedrørende at lave en aftale. Det skal jeg da ikke undlade at nævne, jeg finder underligt og meget skuffende. Et er det ikke passer, men så kunne man sige det. En anden veninde, havde jeg en aftale omkring noget også, og hun er heller ikke vendt retur. Så er der mit helbred, som jo også har det med at spænde ben for alting. Nu har jeg lejlighed for at se en veninde på tirsdag og så er hovedet “stået helt af” her i går og i dag. Så nu må vi se, om jeg kan holde til et længere besøg. I skrivende stund tvivlsomt. Men kan godt blive træt af det. Så af de nævnte årsager sker der ikke så meget. Jeg prøver at holde fokus på mine projekter her og glæde mig over det lidt, der dog sker.

Lige nu glæder jeg mig over at temperaturen er faldet og jeg får lidt hygge med et par hestevenner i morgen. Som altid når det er sløje tider, er det hestene og folk der, der reddder dagen. Så jeg håber, I har det godt derude i sommmerlandet, og så får vi se, hvad ugen den bringer. Men for så vidt angår sommerferie bliver hastagget: #hvilkensommerferie

Forvredet

I går var jeg på en dejlig gåtur med min veninde. I min barndoms park – Bernstorffsparken. Der er dejligt uanset årstid, omend i går nok ikke var den mest charmerende dag, så er det altid skønt at få noget frisk luft. Og i disse tider, er alt selskab jo stort set suspenderet, ihvertfald for mig, for jeg bor jo ikke sammen med nogen. Så en gåtur med min veninde og hendes små hunde, var et velkomment afbræk, i en hverdag der snart er så anderledes og ud i et, at jeg ikke kan kende den ene dag fra den anden snart. Vi havde en hyggeligt gåtur, og jeg forsøgte at få lidt fotos, men det blev jo noget vanskeliggjort af, at en vis person, havde glemt at tjekke batteri på kameraet, som så døde midt i det hele. Jeg tog lidt med telefonen, som ligger på Instagram også. Det siger også noget om, hvor lidt fotos der er blevet taget siden det her Coronacirkus startede.

Om det er derfor, jeg sover dårligt for tiden ved jeg ikke, eller det faktum, at jeg har været mere eller mindre dårlig i ihvertfald 6 uger nu. Det kommer og går, og som bedst som jeg tror, at jeg kan ånde lettet op, så starter jeg forfra. Det er ikke noget nyt, og har bestemt været sket før. Men lige anstrengende.

Overskriften. Tjah, den hentyder til hele verdenssituationen lige for tiden. Jeg er nok langt fra den eneste, der synes, det hele er noget uoverskueligt. Det er ligemeget, hvor man vender sig hen, så er det kaos og som skrevet helt forvredet. Det være sig indenrigspolitiske traskerier, metoo-overreaktioner, Trump, Rigsretssager for slet ikke at tale om Corona, der også bliver ved med at gå i selvsving og så har jeg sikkert glemt noget. Her til morgen kom jeg til at tænke på spejlsalen i Tivoli (gad vide, om den har overlevet alle deres moderniseringer?). Ligemeget hvor man kiggede hen, så var det en selv i spejlet, men i en fuldstændig grotesk udgave. Sådan er det med verden lige nu. Alt er grotesk og helt forkert og der er ingen udsigt til bedring. Det er efterhånden ikke til at finde op og ned i, hvad man skal mene om noget som helst næsten.

Jeg må indrømme, at lige nu, har jeg mest lyst til bare at blive i min seng, hive dynen op over hovedet og sove, og så vågne når alt er blevet om langt fra normalt, ihvertfald har fundet ud af, hvad det vil. For man når dårligt lige at omstille sig til en katastrofe, så kommer der en ny. Man kan godt sige, jeg har fået katastrofe “overload”! Jeg er nok ikke den eneste, men for hulen, jeg er træt af det. Det hjælper selvfølgelig ikke at være dårlig, og når jeg har det godt, foretager jeg mig også noget for at komme den her dommedagsfølelse til livs og få noget bare lidt normalt ind i det her. Men jeg skal da godt indrømme, jeg synes efterhånden, det er svært at se sig ud af det hele. Gode venner hjælper og vi må jo prøve at støtte hinanden i det her, så godt vi kan. Og jeg er heldig, at jeg har nogle fantastiske venner. Det er meget at være taknemmelig for. Igår fik jeg flere hyggelige beskeder og god samtale med en anden veninde, som på bestilling, udover det gode selskab på, hvad der var Susanne’s fødselsdag. Solen skinner og det hjælper altid.

Nu vil jeg hvile mig og prøve om jeg kan få en fæl hovedpine til at forsvinde og ønske jer en god dag.