Fredensborg Slot, den private have og Orangeriet 26. juli

Rosenøen, som før var noget helt andet. Broen over til den, er designet af Hendes Majestæt Dronningen. De røde huse i baggrunden, er pensionistboliger for tidligere ansatte ved hoffet

Rosenbuerne, som går igennem køkkenhavenleder til Orangeriet

Vue udover køkkenhaven henmod haverne til pensionistboligerene, som man lige kan se tagene af

Tørring af løg – der var noget meget beroligende og facinerende ved dem

Det der betog mig mest var kålbedene, og her kan I se hvorfor. I baggrunden kan ses et af parkens mange specielle træer, et gigantisk tulipantræ

Reflektion i det udendørs bassin ved Orangeriet – det har en helt speciel betydning

Indenfor i Orangeeriet hvor der også var de Afrikanske Skærmlilier, som er så smukke

En utroligt smuk buket på bordet i butikken,hvor jeg købte en rigtig flot duftpelargonie, som det vist desværre allerede er lykkedes mig at slå ihjel

Afsked ved slottet, hvor skyerne hang tungt og truende, men jeg nåede hjem i tørvejr. Jeg kunne godt have brugt mere tid deroppe, men så er der basis for en tur mere, hvor jeg tager tidligere afsted og ikke tager i stalden først for det var i overkanten

Det er en udflugt, der har været undervejs meget længe. Det var egentlig min gamle træner i stalden, der bragte det op i sin tid. Så kom jeg fra det, indtil en medblogger postede et foto på Instagram, med et foto derfra. Så blev jeg enig med mig selv om, at nu måtte det altså være.

Det var kvælende varmt, som det har været meget senest, og alene af den grund, var jeg tøvende overfor projektet om at komme afsted. Men nu var beslutningen taget og jeg tænkte, at min cykel og jeg havde godt af en tur. Ikke at jeg skulle cykle hele vejen, men planen var, at tage cyklen med i toget til Hillerød, og så cykle derfra. Det var i teorien også godt nok. Jeg havde bare ikke taget højde for DSB’s “kreative togføring”, som gik på, at der pludselig var færre tog herfra, og jeg for at komme til Hillerød, skulle skifte i Lyngby (normalt er det direkte fra Hellerup St.). Nå, men toget holdt lige på den anden side, så den vej rundt okay, men alligevel. Jeg kom afsted og når man først sidder i toget mod Hillerød, er det en dejlig tur. Og en jeg planlægger, at tage igen og cykle ud derfra. Genialt koncept. Og så fandt jeg da ud af, at der ikke var så langt til diverse steder, nu jeg har el-cyklen.

Efter en god cykeltur fra Hillerød ankom jeg til slottet og fik min billet, lige tids nok til en engelsksproget Guidetur kort efter. Det gør jo hverken fra eller til for mig. Først var det selve slottet. Det er næsten umuligt at beskrive de smukke silketapeter, ornamenter, møbler og gulve. Af sikkerhedsgrunde og fordi det er Dronningens private hjem, må man ikke fotografere. Forståeligt nok, men så ærgerligt. Der var nok at tage fat på ellers. Men som det var, måtte vi suge til os alt hvad vi kunne, og prøve at fæstne det på nethinden. Vi så en stue, der om vinteren bliver brugt meget af Dronning, kuppelsalen og andre smukke, smukke rum. Hvis du ikke har været på rundvisningen, vil jeg varmt anbefale det. Utroligt smukt.

Så var det haven, hvor jeg har været i den åbne del før for et par år siden. Nu var det så den private og Orangeriet. Haven er jo mere en park, end en have, hvilket ikke er så underligt, eftersom det jo skal passe til et slot. Også her en utrolig sød og meget vidende guide, der fortalte godt og på en god måde. Ville gerne (som på slottet) have hørt meget mere, men det gav blod på tanden til at læse lidt om de personer, der blev nævnt og slottet iøvrigt. Jeg vil skrive lidt ved fotos og iøvrigt lade dem fortælle resten af historien.

Det blev en lang dag og da vi var færdige, var den truende himmel blevet mere end bare en trussel. Det regnede. Jeg så ikke frem til min ret lange cykeltur på ca. 12 km retur til Hillerød. Men Gudskelov nåede det at holde op, inden jeg var nået op til min cykel. Så det var godt. Egentlig kunne jeg godt have gået rundt i haven efter rundvisning. Det gjorde jeg ikke af to grunde. Klokken var blevet mange, det regnede på det tidspunkt, da jeg tog beslutningen og så var jeg dødtræt. Jeg havde været i stalden først, så jeg havde langt mere end brugt “dagens skeer“. Nå, men turen retur gik forbavsende hurtigt og godt, og togene spillede også fint nok, så hjem kom jeg efter en lang, men god dag. Hvis du har lyst kan du se alle fotos fra dagen her.

Den nye cykel i praksis

Nu skulle den nye cykel jo testes. Så afsted med mig i går. Jeg havde set nogle is-te eller bare teer i ALDI de havde på tilbud, da jeg var der dagen før. Men tilbudet gjaldt først i går, så de måtte ikke sælge mig dem før. Og gjorde så bestemt heller ikke!!! Nå, men skidt med det, jeg besluttede, at jeg kunne køre ALDI i Lundtofte, som jeg frekventerede, da jeg stadig havde adgang til bilen. Jeg tænkte det var en god tur at starte med. Inden jeg kørte skrev jeg til min hesteveninde, om hun ville have besøg. Det har jeg truet til længe, men uden bil, og med den anden cykel var det bøvlet og krævede megen energi at komme den vej op. Med den nye cykel, var det en ganske anden historie.

Jeg synes, jeg var lidt overrasket over mit batteriforbrug i går, især i forhold til, hvad jeg skulle kunne køre på det her batteri. Nu skal det så siges, at der var mange bakker og det blæste temmelig meget. Så da jeg kom hjem i går, havde jeg brugt ca. halvdelen af mit batteri. Det kan jeg ikke helt få til at stemme, men jeg tænker jeg kan ringe og snakke med dem, hvis jeg stadig føler, det er et problem. Det er ligesom med, hvor langt en bil kører pr. km. Det er afhængig af flere parametre. Nu kom jeg så lige i tanke om, at jeg også cyklede til min søster i torsdags, men alligevel. Nu har jeg ladet helt op, så må vi se næste omgang.

Jeg drønede til Lundtofte og fik min te, og lidt ekstra, som det jo altid sker. Det er dog noget længere end jeg lige troede, men som sagt på den nye cykel gik det som en leg. Tilbage igen mod Fortunen,hvor Betina og hendes hest Sin Cocos ventede. Vi kender (selvfølgelig var jeg lige ved at sige) hinanden fra banen. Og forbindelsen til Coco, som vi kalder hende, kommer fordi, at Coco, da hun startede sit liv som galophest (hun er forlængst pensioneret), stod i “min” stald. Jeg har altid godt kunnet lide hende, og kommet fint ud af det med hende. Hun er speciel, ingen tvivl om det, men for mig at se, kun på den gode måde, når man kender hende. Hun er intelligent, og det giver nogle sjove reaktioner, hvis man ikke forstår hende. Også hvis man gør, men så griner man mere af hende. Hun giver meget tydeligt besked på, hvad hun vil og ikke vil, og ikke mindst, hvem hun kan lide og ikke. Jeg er så heldig at være inde i varmen. En helt pose gulerødder skader jo ikke, og jeg er bare glad for at hele armen, ikke røg med. Hold nu op, hun kunne gufle.

Betina kunne ikke rigtig bestemme sig, om hun ville ud og ride, men siger så pludselig, om vi skal skridte en tur, og det er jeg da frisk på. Så vi var simplethen en tur i Dyrehaven – jeg på en af Fortunens heste. En dejlig knabstrupper. Så sød og flink. Coco synes måske godt, det med at skridte var lige kedeligt nok, men hun overlevede heldigvis og vi havde en dejlig tur. Det er lykken at have den slags venner. Fotos er Coco og Betina taget i går. Som det ses, er Coco også speciel derhen at hun er en meget smuk hest og hvad jeg vil kalde en rigtig fuldblodshest. Hun er en stor favorit, og det tror jeg godt, hun er klar over. Jeg siger ihvertfald tak for dejligt selskab til Coco og selvfølgelig Betina.

Galoppen er henlagt til i morgen, så dagen i dag er afsat til hjemmehygge. Nu cyklede jeg 16,5 km i går og var ude og ride (omend vi kun skridtede), så jeg tænker, jeg godt kan slappe lidt af i dag. På en galopdag går jeg også rigtig meget (omkring 5 km). Dertil kommer, jeg har bøvl med det ene knæ p.t. og det ser ikke ud til at ville gå væk. Så jeg tænker, at det måske også har godt af lidt hvile.

Vi nærmer os noget normalt

Donatella ved sit vindue i dag

Jeg vil som vanligt ikke sige for meget, for jeg er lige ked af det, hver gang, jeg må “trække i land”, men jeg er nu et sted, hvor det er den sidste hurdle med ridningen, der mangler. Jeg vil være og føle mig helt sikker, før jeg sætter mig op, noget der også er fuld forståelse for. Ingen er mere irriteret end jeg, men som sagt, det kan ikke vare længe, for fremgangen ser ud til at fortsætte. Så jeg er forhåbningsfuld.

Efter at have ligget brak så længe, er det rart at være i stand til at komme ud og få noget luft og se nogle heste også. Det er jo ligesom det, der er det bedste jeg ved. Jeg er også begyndt at komme i stalden igen, men foreløbig holder jeg mig til en gang om ugen. Jeg er fuldtændig smadret i to dage bagefter. Det er nok ikke realistisk, at jeg får flere kræfter, men vi ser, hvordan det går. Og når jeg siger normal, så skal det lige huskes, at normal, ikke er som for andre. Min “normal” er langt fra normal- og jeg har kun et vist antal skeer. Sidst jeg var i stalden fik ejg godt nok brugt for mange skeer, så vi må se, om den qvote kan fortsætte, for jeg kan rive 1½ dag ud af kalenderen efter sådan en dag og mærke det flere. Det er der mange, der dels ikke ved, men også mange, der ikke tænker over. Så når jeg siger normal, er det min “normal”.

Helbredet bliver jo ikke bedre, og jeg har rendt om Guderne må vide hvad på det sidste og fået en ting mere oveni resten. Det gør det også vigtigt, at jeg finder kræfterne til at fokusere på mit helbred og sundhed. Og bruger jeg alle skeer i stalden, er der ingen tilbage til alt resten. Jeg har også et hjem, der gerne skulle holdes fri for skidt, tøj der skal vaskes etc. Udover nogle projekter, som jeg gerne vil have styr på her i sommer.

Jeg har forpligtet mig til at cykle dagligt, og i dag besluttede jeg, at turen passende kunne gå et smut op og se en venindes nye hest. Det var rigtig hyggeligt. En dejlig, dejlig hest, som det ses ovenfor. Hun hedder Donatella og er en smuk mørkebrun hoppe på 4 år. Lige sådan en type hest, jeg gerne ville have, skulle jeg have en. Bortset fra det skulle være en ham. Nu står jeg ikke, og skal have en hest (og så ved jeg godt, hvem der var øverst på listen), men derfor har man jo øjne og følelser alligevel. Jeg tror min veninde bliver rigtig glad for hende, og ville ønske, de stod i min stald, men jeg må prøve at komme forbi så ofte jeg kan klare det.

Det var dejligt at se den dejlige hest og derudover kender jeg også alle de andre, der er deroppe og det var også hyggeligt, at sige hej til dem allesammen og for en sludder og oveni fik jeg også en dejlig kop kaffe. Og fik hilst på min gamle ven Ely, som også har været her på bloggen.

Noget jeg har fået gjort meget på det seneste, er lyttet lydbøger. Jeg spurter derudaf og er langt foran det mål, jeg har sat mig selv foråret. Men det er jo bare for sjov. Du kan se mine bøger her. Det med de lydbøger, er godt nok noget af det bedste. Jeg anbefaler også dem i stor stil.

Nu vil jeg slappe af så jeg kan prøve at få lavet lidt her i morgen. Med andre ord gøre rent, for her ligner noget, der er løgn. Jeg ville vente til de var færdige med at rive altaner ned. Det er de nu og faktisk igang med at sætte min altan op. Så det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at se ud. Tak hvis I læste med og smid altid gerne en hilsen.

Cykeltur II – Mariebjerg Kirkegård

Som nævnt i del I, så startede cykelturen med noget af Gentofte Sø. Hele turen hjemmefra til Mariebjerg Kirkegård skulle ifølge Krak være omkring 8 km, så det vil sige, at jeg kom på en 16 km’s cykeltur i den stegende hede. Faktisk var meningen, at jeg ville tage toget den ene vej incl. cykel, men efter oversvømmelserne var togene helt i koks, og er stadig, så det opgav jeg. Men det var lige rigeligt.

Når det er sagt, så var Mariebjerg Kirkegård et utroligt positivt bekendtskab. Jeg har aldrig været der før, men eftersom det oprindelig var snak, at min mor skulle have ligget der, og jeg iøvrigt har hørt så meget om den, så var de oplagt, at få den at se. Meget kan man sige, men smukkere sted kan man ikke ligge. Dog er de ukendtes plæne jo så netop bare det – en plæne og det har jeg det altså noget svært med. Jeg synes alle fortjener en markeret grav, men sådan er det så. Hele kirkegården er omkranset af høje træer, og hver afdeling har en høj, høj takshæk omkring sig. Det er helt fantastisk at gå rundt derinde. Det er også en gigantisk stor kirkegård, hvorfor jeg selvfølgelig ikke nåede det hele, men dog en ganske pæn del af den. Så det bliver ikke sidste gang, jeg besøger den.

Jeg kan jo rigtig godt lide at studere de gamle gravsten, og desværre ses jo også der den triste trend med, at “rigtige” grave ikke er “in”, og folk kun får en urnegrav i plæner. Det bliver alt for “i flok” til mig, men er selvfølgelig helt sikkert bedre end den helt anonyme bisættelse og de ukendtes plæne. Men jeg elsker de individuelle smukke gamle gravsten, med forskelligt udtryk. Så det er om at fange dem, mens de er der, for det ender jo ofte med, at grave slettes, når efterkommerne er tilstrækkeligt langt væk i anetavlen eller der simplethen ikke længere er nogen.

Kommer du derover ad, skal du bestemt gå en tur derind, og gerne en varm dag, for skyggen fra de høje træer gør, at der er til at holde ud at være.Turen hjem var hård for mig, for jeg havde jo så også gået langt, og det sidste stykke måtte jeg så også gå, fordi jeg var så dum at køre forbi Netto på Gentoftegade på vej hjem. Dumt gjort, for man kan ikke cykle med en stor pose indkøb. Klog af skade, tager jeg bestemt derover igen, men tager toget den ene vej. Du kan se fotos fra søen og kirkegården ved tryk på links.

Den dejligste morgen

Dagen i går gik med stort set ingenting. Jeg var fuldstændig smadret og træt. Så godt, jeg tog en beslutning om, ikke at tage til Århus til løb, som jeg ellers gerne ville. Det er er det med ballancen mellem, hvad jeg kan og gerne vil, der stadig efter så lang tid kan være svær. Men jeg fik taget den rigtige beslutning.

Til gengæld vågnede jeg superfrisk her til morgen med lyst til at komme ud i det gode vejr. Så relativt tidligt begav, kamera, cykel og jeg os ud i verden. Først havde jeg en plan om en længere tur, men den droppede jeg, og kørte ned på banen. Der var et par heste, der skulle læsses, og jeg prøvede så godt det var muligt (jeg havde ikke lige hestevenlig påklædning på), at hjælpe. Dog var den ene så besværlig, at der måtte to stærke mænd til. Sådan to fandt vi så også, og de kunne køre. Jeg fik set et par af vores heste på banen, og kørte så ned i stalden. Der blev uddelt Polo’er, kys og kram til de firbenede, og jeg fik en sludder med dem dernede. Et meget lille besøg, men lidt har også ret. Imorgen skal jeg ned og være aktiv.

Efter stalden greb jeg cyklen og kørte ind i Dyrehaven. Jeg skal huske at bruge den, for jeg elsker jo at komme der, så en tur mellem de fantastiske træer i skyggen for en sol, der allerede på det tidspunkt var brændende. På min vej mødte jeg også hele 4 galopheste. Altid hyggeligt, der var to hold af 2, fra hver sin stald. Verden derude er sløv og gennemvarm, men da jeg nåedee Ulvedalene, var der fuld skrue på aktiviteten. Samtlige løbere i umiddelbar nærhed, har fundet ud af, at konditræne på bakkerne der. Jeg skyndte mig videre og hjemover. Morgenmad skulle jeg jo også have, og kørte ud ved Bakken og den vej hjem.

Jeg startede ed at være superfrisk, men jeg endtee træt, så træt, at jeg måtte have en lur efter morgenmad og frokost. Jeg tror altså også varmen gør sit. Nu vil jeg lige skrive lidt mere her, men jeg skal ud og sidde på altanen i dag – med iste og det hele. Håber du nyder din søndag.

Hvor var det godt……

At jeg lod støvsuger være støvsuger, og greb den nye cykel og kamera, og begav mig ud i verden. Vejret var HELT fantastisk. Skidtet løber ingen steder, men det fine vejr gik allerede sin vej senere, efter jeg kom hjem. Men skønt var der op langs strandvejen, hvor jeg kørte helt op til Strandmøllekroen, før jeg vendte og kørte hjem gennem Dyrehaven. Dejlig tur. Nu er jeg godt nok også træt, og vil gå tidligt i seng, så der også er lidt at give af i morgen. Nød du det gode vejr?

Den blev hentet idag

Postmand Per, havde åbenbart været der igår, så idag var jeg afsted på cyklen i det fine vejr for at hente den nye mobiltelefon. Den er nøjagtig lige så genial som den er smuk. Så jeg er meget glad og har siddet og leget med den. Nu skal jeg så igen have styr på numrene, som af en eller anden grund ikke føres over, heller mellem 2 Nokiatelefoner. Men det er vel en del af charmen ved at få en ny…