To skridt frem og 3 baglæns, men…..

Jeg kan ikke sige mig fri for, at være noget negativ efterhånden. Jeg vil ud i det gode vejr, og nusse heste, gå ture, ride ture og alt det jeg brænder for. Fotografere forår ikke mindst, men mest af alt savner jeg stalden og alle venner der, både to-og firbenede.

Men som jeg talte med en hesteveninde om i går, så er svimmelhed og dyr på 450 kilo, altså en dårlig kombination. Selvom de er søde og rare, så det altså ønskeligt, at kunne stå på sine ben i det mindste. Man kan blive sårbar nok i den sammenhæng. Det ved jeg jo ligesom alt om. Og så taler vi ikke engang om, hvor dårlig man kan blive af sådan noget svimmelhed. Man har bare ikke lyst til noget som helst.

Når jeg skriver to skridt frem og tre baglæns, er det fordi, det kan gå nogenlunde den ene dag, og så være fuldstændig tosset den næste. Også derfor er jeg forsigtig, inden jeg drager konklusioner, om hvordan det går. Men hvis det bare ville fortsætte som i dag, så skal jeg ikke klage.

Ovenikøbet, har jeg fået lavet lidt her idag. Jeg havde en bunke pelargonier stående, der skulle gøres klar til foråret, og flyttes ind fra trappeopgang. Det blev de, ligesom mit oliventræ, som jeg håber, har overlevet. Desværre er flere af mine pelargoiner døde, hvilket ikke er sket før. Ikke helt forstået, for jeg har gjort det samme som altid, men “Hvor der handles, der spildes”, som det vides. Og med pågående udskiftning af altaner, er det udemærket, at jeg ikke har så meget, lige nu. Jeg har ingen ide om, hvordan den nye altan kommer til at føles at være på. Jeg er skeptisk, men lad os nu se. Jeg skal af samme årsag rydde altanen, og jeg har det meste flyttet nu, for i dag fik jeg taget næsten alle altankasser ned og flyttet ud på den lille altan, ligesom bunker af potter, og en reol. Reolen står i stuen nu, men skal ind i soveværelset og ligge. Alle planter, der stod i trappeopgang er vandet og har fået lidt frisk jord og kan godt begynde at gro. Så skal jeg bare hente noget gødning, når jeg bliver friskere. Og have ordnet alle stueplanterne også. Med ordnet menes plantes om, for dem der skal det, og ellers give frisk jord oveni og vande og gøre klar til foråret og voksesæsson.

På også den gode side, får jeg lyttet nogle bøger, når jeg ligger her og foreløbig, er jeg 2 bøger foran i min selvsatte udfordring på Goodreads. Hvis du kan lide bøger, som kom derind. Du kan følge forfattere, lave udfordringer, have venner og meget mere, alt centreret om bøgerne.

En af de bøger, jeg har fået læst er den ovensiddende, og den første, jeg har læst af Lucy Dillon. Grunden til, at jeg faldt over hende, var at jeg så en bog på bogudsalget af hende. Hvilken er jeg ikke sikker på, men coveret fangede mig og jeg slog hende op, da jeg kom hjem. Jeg har adgang til Nota, og således, ligger det først for, at lytte det, der ligger der, selvom jeg egentlig helst ville lytte på originalsproget. Der er kun to mere på Nota af hende, men masser på Audible, hvis jeg skulle blive helt bidt af hende.

Ovensiddende, er rigtig god. Jeg tænkte først, hm det handler bare om, at vi skal smide ud og smide ud (som du måske har opdaget, ikke noget, jeg er særlig god til, men jeg prøver dog nu og er bedre). Og ja det handler også om at smide ud men det handler lige så meget om, at få ryddet op i livet som sådan, møde nye mennesker, venner, kærlighed, forhold og bruge fortiden som en læremester til at komme videre i livet også. Jeg vil ikke røbe så meget mere, men sige, at I bestemt skal læse den. Her er som den bliver beskrevet:

Byggeprojektlederen Gina er blevet skilt fra sin mand. Hun har altid været en samler, men nu flytter hun ind i en ren, hvid lejlighed med alle sine flyttekasser. Hun beslutter sig for kun at beholde 100 nøje udvalgte ting

Fortæl mig gerne, hvis du læser den, og endnu bedre, hop ind på Goodreads, og kig mine bøger, og meget mere. Hvis du er typen, der låner bøger, fås den både som almindelig bog og på lyd på det almindelige bibliotek også. Der er iøvrigt også flere af hendes bøger, også på engelsk i et par stykkers tilfælde.

En lidt underlig dag i dag. Det er min fars fødselsdag. Han ville være blevet 87 år gammel. Men som det var, så blev det som det skulle være. Det betyder ikke, at jeg ikke savner ham, men selvfølgelig gør jeg det. Men far havde levet et langt godt liv (ifølge ham selv).

Så vågner man også op til nyheden om, at Master Fatman er gået bort, kun 53 år gammel. Det er jo helt surrealistisk tidligt. Man undrer sig virkelig. Han efterlader sig 5 børn og en hustru. Det er godt nok ikke altid, man forstår, hvordan tingene hænger sammen. Jeg havde ikke noget forhold til ham, som sådan andet end han var et finurligt indslag, uanset hvad han kastede sig ud i. Men man kan da ikke andet end blive berørt af, at han skulle herfra så tidligt. Mange tanker til hans familie og venner.

Det blev om lidt af hvert, men tak hvis du læste med så langt….

En anden solskinsdag

Det var helt fantastisk vejr idag. Og nej, jeg var ikke ude i det, selvom det burde jeg nok have været. Men det er ikke altid, det går som man lige synes, det skal altid. Hvis jeg ikke er på toppen styrter jeg ikke ud og går tur altid. Nogen gange gør jeg, for det kan også hjælpe, men det afhænger helt af, hvordan og hvorledes. I dag var det så ikke sådan Alligevel har jeg nydt solen og så har jeg fået ordnet de her fotos, som har hængt efter.

De er fra en anden solskinsdag, hvor der også var kommet lidt sne for 10 dage siden og jeg synes, de er rigtig dejlige og der kom også godt med kilometer på den dag. Det bragte mig blandt andet til et kvarter, hvor en ungdomsven boede, og da jeg gik forbi, kunne jeg se, at hans familie stadig bor der. Dette var iøvrigt samme dag, jeg var forbi min fars gamle underbo og hilse på. Hun gav kaffe. Det var dejligt at se hende. En skøn dame.

Ellers var det også dagen, hvor vi vågnedet op til nyhedne om Prins Henrik’s bortgang. Jeg skal ikke gør meget udi ., bortset fra, selvfølgelig at sende min medfølelse til familien. For uagtet alting, har de mistet en mand, far, svigerfar og farfar, tillige med hans familie i Frankrig også. Hvad jeg så mente iøvrigt om ham, kan være ligemeget nu. Jeg håber, han hviler i fred.

Der har været meget spekuleren i hans helbred, og hvordan det kunne gå så stærkt etc. Jeg så jo det samme i forhold til min far, som var på samme alder og det er er en alder, hvor det kan gå sådan lige pludselig, og jo også en relativt høj alder. Men umiddelbart, kan jeg da også undre mig lidt, men tænker vi muligvis ikke har fået hele historien. Men når det er vores tid, så er det tid.

Det må gerne blive bedre i 2018

Det er meget normalt, med en Nytårshilsen med update og status på året. Jeg ved snart ikke lige, hvad jeg skal sige om det.

Selvfølgelig startede året superfint med, at jeg var i USA og besøge min nye familie og det var og er selvfølgelig stadig fantastisk. Når det er sagt, er det heller ikke uden problemer, og således fandt jeg en bror og en søster. Sidstnævnte, så jeg, men havde siden ikke kontakt til. Det var der komplicerede grunde til, som jeg ikke vil ind på. Men en af grundene til, at jeg ville og skulle afsted, da jeg kom det, var, at min søster var meget syg allerede dengang. Ja, som så mange andre cancer. Hendes var en brystcancer, der havde spredt sig til Guderne må vide hvor.

Den 17. december, som var nøjagtigt et år på dagen siden, jeg mødte hende, døde hun så. Det var en af de mindre gode ting i dette år. Selvom jeg ikke havde kontakt til hende, så var det en forspildt mulighed for, hvad der måske (det tror jeg nu ikke), kunne være kommet senere, og uanset er 53 tidligt at gå bort.

Min store glæde, har jo været og vil altid være hestene og de gode mennesker dernede, og det er dem der redder mig fra at gå helt fra snøvsen i de der bøvlede perioder. Dem har der været flere af i året, der er nu er gået. Og der kommer sikkert også nogen i det nye år.

Der er en del udfordringer lige p.t. synes jeg. Jeg har jo været sløj i over en måned nu, og må nok indse, at måske andre ting, vil gå bedre, så er helbredet ikke på tapetet. Det er som, det er, og lever helt sit eget liv.

Nytårsfortsætter – ork, masser, men det må I vente med at høre om, for det gider jeg slet ikke tænkte på, før jeg får det bedre. Projekter her der skal gøres færdig, har jeg til gengæld nok af, så jeg kommer ikke til at kede mig, heller ikke i det nye år.

Troldene – dem skal der nu købes færre af, for jeg har dælme også andre ting. Så det er et af fortsætterne. Ovenfor ses den nyeste sølvkugle den sidste før låsen. Den hedder Zanzibar, og den er rigtig fin, synes jeg. Den lille sølv, er jeg også vild med, men ville ønske den var større. Den hedder Hjerteprint.

For nu håber jeg, at jeg snart bliver frisk nok til at gå i krig med projekterne, og ikke mindst pakke Julepynt ned. Jeg synes lige, jeg har hængt det op, men sådan er det. Og så håber jeg, I kommer godt ind i det nye år og får en dejlig Nytårsaften.

En sorgens dag

Ingen direkte relation til artiklen, men bare et stemningsfuldt foto fra Vestre Kirkegård for illustration

Dagen i dag, har ikke ligefrem været en favoritdag på nogen måde. Jeg kunne starte dagen med at blive mindet om et dødsfald, der gjorde ufatteligt stort indtryk på mig i sin tid. Nemlig Prinsesse Diana’s! Mange, hvis ikke de fleste, over en vis alder, kan nok huske, hvad de lavede, da de fandt ud af det. Jeg var hjemme, og jeg tror det var en søndag faktisk. Men jeg ved ihvertfald, at jeg tilbragte hele dagen foran fjernsynet. Dybt rystet. Netop i dag er det 20 år siden.

Så kunne jeg tage turen til Herlev Hospital for nogle undersøgelser og blodprøver. Heller ikke det sjoveste, og så er det ikke slut endnu. Derefter gik turen hjemover, bare for at skifte tøj.

Så kunne jeg mødes med søde hestevenner, og vi kunne tage turen til bisættelse. Det er aldrig sjovt, men der er nu forskel på det alligevel. I det her tilfælde, var det et meget pludseligt og tragisk dødsfald. Det var svært, men heldigvis var vi mange til at støtte hinanden i en svær stund og det var dejligt, at der var så mange der var mødt op. Og der var så mange smukke blomster, der fulgte vores ven på vej. Bagefter var vi samlet til lidt til ganen, og en snak. Det er altid rart.

I morgen ser jeg heldigvis flere af de samme dejlige mennesker igen, når jeg skal i stalden. Kickerkys bliver ekstra værdsat i morgen og jeg vil sætte ekstra pris på alle de dejlige venner, jeg har dernede. For var der noget, der viste os, at det skal man huske, var det dette helt uventede dødsfald. Jeg varmer mig ved, at vores ven er taget i forvejen og passer godt på alle vores firbenede venner deroppe, og at jeg forhåbentlig ser ham igen engang. R.I.P.

Hyldest til en fætter

Som alle vist efterhånden ved, så fandt jeg jo min biologiske familie. Nogen siger, jeg ikke siger så meget om det mere. Er det forkert? Jeg kan jo ikke blive ved med at svælge i, hvor meget jeg elsker min nye familie, og selvfølgelig ikke mindst min bror. Det ville I sgu nok blive trætte af. Men bare rolig, jeg er mindst lige så glad for min nye familie og min bror som jeg hele tiden har været, hvis ikke mere.

Som i andre familier er alt ikke kun fryd og gammen og det er ikke noget glansbillede, man træder ind i. Det er det heller ikke her. Der er flere “issues”, men det er jo virkeligheden og hører med. I den her virkelighed, havde jeg også en fætter og en kusine i USA. En fætter, som var lige gammel med mig – født 8. maj og en kusine. Da jeg fik kontakt til min bror og familien som sådan skrev jeg også til dem selvfølgelig.

Min kusine har jeg haft kontakt til siden i større eller mindre grad, hvorimod min fætter aldrig svarede eller godkendte mit venskab på Facebook. Hvorfor ved jeg ikke, men nu er det så ihvertfald for sent. Desværre var han allerede der, ret syg, og det skulle blive værre. Den 15. maj døde han, efter at have ligget i koma en uge, og i går blev han stedt til hvile.

Min bror har taget den tunge tur til Ohio, hvor den del af familien bor (og hvor også vores fælles far boede til sin død i 1989). Det må være tungt for min kusine, som således mister sin bror og eneste søskende. Jeg er ked af det for hende og min brors skyld, og for min egen del ked af, at jeg aldrig nåede at lære min eneste biologiske fætter at kende. R.I.P.

Fotos er fra Ordrup Kirkegård, taget 17/5

Thank you for the music

Det er i stimer, vi siger farvel til de største i de her år. Nogen mere tidligt end andre. Dette har selvklart også noget at gøre med, at man selv bliver ældre, som en god ven påpegede på facebook. Endnu en er føjet til listen – Al Jarreau, som bare var en af de allerstørste og som i den grad, var en del af min ungdom. Det var faktisk min søster, der startede med at høre Al Jarreau, og efterhånden kom jeg også med på vognen og blev mere og mere begejstret. Jeg tror endnu ikke, jeg har mødt nogen, der ikke brød sig om hans musik, omend de nok findes.

Jeg har været til koncert med ham 2 gange, og endda mødt ham bag scenen også, og begge gange, var det sublime oplevelser. Nummeret ovenfor, er et godt eksempel på hans kunnen i den mere jazzede afdeling og et yndlingsnummer, men han havde også en periode med “hits” som var langt mere poppede, og det var også rigtig godt. Han var en af den slags, at det næsten var lige meget, hvad han lavede, så var det godt. Nu er det slut med Al’s bortgang 76 år gammel. R.I.P.

Glædelig Jul fra Arizona, USA

Så er det Jul lige om lidt, og jeg sidder her i Arizona, USA! Det i sig selv, er så vildt, at jeg stadig ikke helt fatter det. Som nævnt på Facebook og iøvrigt, så går alt fantastisk, og jeg elsker min nye familie. De virker også til at stortrives med mig, Jeg har nu hilst på min anden niece også, og hun er mindst lige så skøn og smuk som sin søster, så jeg er så heldig. Jeg har 2 fantastiske nevøer i Danmark, en her og 2 niecer. Det er da helt vildt.

Der er masser af tid, så vi har tid til at tage det helt stille og roligt, hvilket jeg er glad for. Og jeg får også tid til at hvile ud indimellem, hvilket er dejligt nok. På mit hotel har jeg skiftet værelse, da jeg var endt på rygeettagen, og var ved at dø mildt sagt. Så jeg kunne heldigvis flytte ned i stuen, og har et dejligt værelse der nu.

Jeg vil prøve at skrive noget ned hver dag i kulisserne, men hvor meget jeg får postet ved jeg ikke, for jeg vil ikke stresse over bloggen/fotos. Det jeg får skrevet er lige så meget for at huske, hvad der skete hvad dag, og få nedfældet tanker omkring det. Så kan det blive til indlæg, når jeg kommer hjem, eller hvornår jeg nu synes. Jeg skal jo være væk et stykke tid.

Om lidt kommer min dejlige bror hjem, og vi skal allesammen – min svigerinde også ud og handle ind, så vi kan få spaghetti til aften. I øvrigt er min svigerinde mindst lige så dejlig som min bror, og vi svinger også super sammen, så det kan ikke være bedre. Så jeg må beklage, jeg savner jer altså ikke, men jeg glæder mig meget til at dele det hele, når jeg kommer hjem. Og er glad for alt det, jeg har at komme hjem til.

Nu bliver livet fejret og samvær med dejlig familie og venner, og så er det også tid at huske dem vi mistede. Alle de kendte selvfølgelig, men her hos mig, dem, der stod mig nær i større eller mindre grad. Alle gik de bort indenfor mindre et halvt år og det samme halvår som jeg finder min familie her. Lige voldsomt nok!

Far 1932-2016
John 1960-2016
Sue 1947-2016
Hanne 1956-´2016
Karl 1921-2016

Æret være deres minde, og her er de i hvert fald ikke glemt, selv midt i glæden. For nu vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig Jul og et godt og lykkebringende Nytår, hvor jeg vil se rigtig mange af jer. Kollagen er udtryk for meget af det året har budt på, og som vides, har det været en rutchebanetur, af de større. Men for at have glæden, må vi også have sorgen og savnet.

Ligesom nok nu og ellers en dejlig dag

Jeg ved ikke lige, hvad der sker! Det er som om, at glæden ved fundet af mine søskende og familie i USA skal opvejes af dårligdomme. Indtil nu er 5 personer, jeg kendte døde på mindre end 6 måneder. To var dog gamle og syge, men den ene var så min far og den anden en tidligere nabo. En var en god ven, der døde 55 år gammel, en var en ægtefælle til en meget sød dame jeg kender (iøvrigt min fantastiske værtinde på B&B i Newmarket) og den sidste, jeg lige opdagede i går, er Sue, som malede de fantastiske kort med galopmotiver, som jeg ofte har reklameret for her på siden. Det var også hende, jeg mødtes med, da jeg var ovre og se Frankel, og vi havde det superhyggeligt. Jeg havde håbet, at møde hende igen. Nu synes jeg godt, det må stoppe. Det er næsten ved at være sådan, at jeg ikke tør undersøge, hvis jeg ikke har hørt fra nogen et stykke tid. Sue plejede altid at skrive her op til Jul og minde om køb af kort og iøvrigt bare smide en hilsen. Det lader til, at hun har været syg gennem et stykke tid, men jeg kender ikke de nærmere omstændigheder. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har fået dødsfald nok sådan lige.

Alt dette påvirkede mig (udover andre spekulationer), så jeg sov ad helvede til for at sige det mildt. Jeg havde ellers fint selskab, for min venindes to små hunde var her. Dem skulle jeg passe til og med i dag, hvor hun ville hente dem til aften. Fotos ovenfor, er fra vores tur til morgen. Vejret var flot, men bidende koldt og ikke mindst stormede det 10 pelikaner. Jeg var næsten bange for, at hundene ville lette. I dag var iøvrigt første gang, jeg gik med dem uden snor. Jeg har passet dem masser af gange, og ved de er superlette at styre, men når det ikke er ens egne, er man altså forsigtig. Men idag skulle det altså prøves, og selvfølgelig gik det superfint. Meget dejligere for dem og også for mig.

Som det ses, er det nye kamera, og ikke mindst mit nye objektiv det helt store hit. Nu kan jeg fotografere yndlingshusene meget bedre og knivskarpt (der er klart nogen, der ikke går ned på huse eller biler!). Der stor, stor forskel. Men det andet objektiv, er jo også så gammelt, at det burde have været kasseret og bliver det nok også nu, for det ér færdigt. Det er en fornyet glæde at fotografere med det nye på alle måder.

Som en fodnote har jeg fået ryddet en del op her, og nu begynder det at tage sig fornuftigt ud. Jeg har ikke pyntet til Jul som sådan, for jeg er her alligevel ikke, så det kan være det samme. Også på madsiden, har jeg været god. Jeg har fået lavet Dal til fryseren og spist til frokost og så har jeg lavet en af Kirstens opskrifter til aften – den var også god.

Nu har jeg afleveret hunde, spist og siddet her. Så nu er jeg klar til at hoppe under dynen. Forhåbentlig kan jeg sove, men efterhånden forventer jeg mig ikke det vilde. Det kan være, jeg tager en pille for, at få sovet ud. Sådan må jeg ty til engang imellem, hvis jeg skal kunne fungere. Ihvertfald håber jeg også, I må sove godt.

For første gang i lang tid og en rutchetur uden lige

img_4208opt2_171116_forstbotaniskhave

Det er turbulente tider i øjeblikket for mig. Og selvom jeg udenpå virker meget fattet, kan jeg godt mærke, at alt, der er sket, begynder at slide på mig nu. Jamen nu er det jo overstået? Tjah, det er det så ikke. Jeg står for at skulle møde min biologiske familie i USA meget snart. Alt det praktiske omkring turen, har jeg fået på plads nu, og det er super og jeg glæder mig til at se dem. Samtidig med dette skal jeg stadig forholde mig til, at jeg lige har mistet min far. Selvom jeg er helt afklaret og som sådan ikke sørger, sørger, så er det immervæk underligt, at han er borte. Udover alt det, har jeg haft håndværkere her og så har der også været og der er generelt ting, som jeg spekulere over. Så at sige, at jeg engang imellem bliver lidt træt og et sted synes, at nu kan jeg ikke lige tage mere, er vist naturligt nok.

Gode venner er bare sagen og jeg har heldigvis masser. I dag var jeg ude drikke kaffe med en af dem, og i morgen står den på den årlige staldkomsammen, som altid er superhyggeligt. Det glæder jeg mig til.

På vej hjem i dag, efter at have været hos lægen og hente en medicinattest, tænkte jeg at luften havde godt af mig. På den ene side, ville jeg gerne gå en tur, og på den anden side, kunne jeg ikke finde ud af, hvor jeg ville hen. Så jeg kørte hjemover. På vejen kom jeg så i tanke om, at jeg kunne tage forbi Forstbotanisk Have, hvor jeg ikke har været længe. Førhen kom jeg der meget, men efter at det blev et social projekt, og blev alt for trimmet, har jeg ikke brudt mig om at komme er. Dertil kom, at jeg førhen kunne have det for mig selv og lade op i skovens dybe stille ro. De tider er mere eller mindre forbi. Jeg nåede kun lige ind i haven, før der var en børnehave, der under skrigen og råben gjorde deres entre. Nu er der jo sat bænke op, så de kan sidde ned og spise eller hvad de nu vil. Jeg gik modsat dem, og undgik den værste larm, og jeg fik da også taget lidt fotos, som det ses. Der er fældet utallige træer. Om det er fordi, de er dårlige ved jeg ikke (de så ikke sådan ud) og det er skæmmende. Især omkring, hvor den famøse bænk absolut skulle sættes op. Nej, det er ikke min have mere. Desværre, for jeg holdt meget af at komme der førhen, men var i sin tid godt klar over, at det ville blive sådan. Nu gav jeg det en chance i dag i mangel af bedre, men ikke igen.

Ellers har jeg haft svært ved at finde motivationen til noget i dag. Jeg var ligesom brugt op, da jeg kom hjem, ihvertfald sådan mentalt. Nu cykler jeg jo også rundt, istedet for at køre i bil. Det giver jo også en vis træthed. Men selvom jeg er træt, så sover jeg ad helvede til om natten. Men nu er klokken så mange, at jeg skal til at prøve det igen. Som ventet havde jeg fået ny altan, da jeg kom hjem i dag.

Det meste af tiden, synes jeg, at jeg er ret positiv, men selv de mest positive dykker indimellem og det gjorde jeg så lige i dag. Det er lidt sværere, når man egentlig føler, at man burde være glad, men det er en “blandet landhandel” i øjeblikket. Om ikke andet, ved jeg, at det gode selskab i morgen nok skal løfte humøret.

Sig det med blomster

Samme dag, som far gik bort fik jeg også blomster. Dels fik jeg fra min staldfamilie den smukke buket med Dahliaerne og den smukke hvide buket fra en veninde på Falster.

Det er som jeg har sagt før, ganske utroligt så mange søde hilsener og tilkendegivelser jeg har fået. Og jeg siger tak for hver eneste.

Desværre står de dårlige nyheder åbenbart i kø i øjeblikket. I dag erfarede jeg, at en gammel ven, som jeg har kendt, da jeg var helt ung og haft sporadisk kontakt til senere, er gået bort kun 55 år gammel. Det er kort tid siden, jeg ville skrive til ham, og fik det ikke gjort, og nu er han borte. Jeg må indrømmme, jeg er noget chokeret.

Nu må det ligesom godt stoppe. Det har været den ene ting, efter den anden. Til gengæld vil jeg sige, at jeg sætter stor pris på, når folk siger det med blomster, for jeg elsker blomster. Så tusind tak for de smukke blomster. Jeg håber dælme, jeg snart får nogle i en lidt glædeligere anledning.