
Garbo i sin kurv i fredags
Fredag var som I ved en tung, tung dag. Det gik som sådan noget nu kan, og jeg var selvfølgelig rigtig ked af det. Dog hjalp det, at min lille ven så tydeligt ikke havde det godt de sidste dage, og at håbe på noget mirakel kunne jeg jo ikke. Ligeledes var det den dyrlæge jeg allerhelst ville ind til, der synes han ville tage mig, fordi jeg havde siddet i venteværelset et pænt stykke tid. Det er altså ikke ret rart i sådan en situation. Han bekræftede mig i og roste mig for beslutningen. Det var helt, helt sikkert tid. Garbo fik som han sagde et rigtig langt liv, og det er jeg glad for, samtidig med at jeg selvfølgelig nu savner hende helt enormt meget. Her er frygteligt tomt.
Jeg har haft i alt 3 katte i mit liv og de har alle været dejlige personligheder og har alle sat deres større eller mindre poteaftryk i mit hjerte. Dog vil jeg sige, at forholdet jeg fik til Garbo i de år, hvor vi var helt alene, var noget ganske særligt og hendes personlighed fik rigtig lov at komme til udtryk. Og hvilken en. Hun var en fantastisk dejlig og meget, meget klog kat. Alle der har mødt hende ved, hvad jeg taler om. Og smuk var hun, som I ved også.
Tomheden bliver formentlig mindre, og jeg tilpasser mig et nyt liv uden kat i huset. Eller dyr i det hele taget. I mit hjem havde vi altid hund. Og nej jeg skal ikke have nogen ny kat. Ikke at jeg ikke kunne i princippet, men jeg udviklede slem allergi lige inden, jeg flyttede herind og det er kun blevet værre og værre. Så derfor og så fordi jeg i princippet ikke kan lide konceptet indekatte. Det kunne gå fordi Garbo var så gammel og jeg vidste, at hun stort set ikke gik ud den sidste tid i huset. Her var hun ude og trække luft ude på altanen, hvilket hun også var i fredags.
Tusind, tusind tak for alle de varme og dejlige hilsener i anledning af Garbo’s bortgang. De har virkelig lunet og trøstet mig, ligesom et utal af varme kram og sms’er og en sød veninde, der støttede mig over skype i de sidste svære timer. Det var dælme ikke sjovt. Det er i nødens stund man kender sine venner, og det er virkelig sandt. Tusind tak, for at I skrev og var der!
Til dem som måske (det var der en der kunne) finde på at sige, at jeg jo bare kunne få en ny, og det jo bare var en kat! Det står helt for egen regning. Hvis man kan finde på at sige sådan, har man i min verden helt misforstået noget, og gået glip af det fantastiske forhold, man kan få til sin kat, hund eller hvad det måtte være. Det er en lille sjæl og hun var min allerbedste lille ven i 18 år. Det er dælme ikke “bare” noget som helst!
Igen tak til alle jer der forstår og for jeres deltagelse!