Dagens meget bratte opvågning – Fie

Jeg stod tidligt op i dag. Ihvertfald set i forhold til, hvordan det har været senest. Jeg startede dagen med, at drikke en kop te, og lige kigge nyheder på nettet. Og så var det, at jeg nær var faldet gennem madrassen på min seng og helt ned i stueetagen (jeg bor på 2. sal). Historien om Fie Oppenhagen Arildsen, der har bedraget alle, chokerede mig i en grad, så jeg måtte læse det flere gange.

Ja, jeg var en af Fie’s mange følgere. Det blev jeg for meget længe siden på opfordring af en af hendes familiemedlemmer, som jeg kender. Der var ikke meget forgjort i at prøve og man skal da være lavet af beton, hvis ikke man bevæges af, at en så ung pige kæmper mod kræften. Hvis jeg ikke var inspireret eller synes, kunne jeg jo altid “stå af” igen. Det gjorde jeg ikke, for det viste sig, at Fie var meget inspirerende. Så jeg viste ofte min støtte til hendes opslag, og skrev en hilsen også. Og det var jeg jo så langt fra alene om.

Så her til morgen, var det ikke bare tåget udenfor, men ud af tågerne indenfor springer den her nyhed. Det er svært at forklare, men jeg følte mig i den grad næsten følelsesmæssigt voldtaget, fordi alt den omsorg, empati og medfølelse jeg har følt med hende, har været på fulstændig falsk grundlag. Skidt med mig, for jeg er “bare” en af mange følgere, men det er sgu en ubehagelig følelse, som jeg tænker mange andre også sidder med.

Dem jeg dog tænker på her, er hendes famlllie og ikke mindst hendes mand, som hun åbenbart også har ført bag lyset. Helt utroligt, hvordan det har kunnet lade sig gøre. De må have det bare helt forfærdeligt. Og så er der Fie selv. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal sige. Der er vel ikke andet at sige, at hun er meget, meget syg, når hun kan finde på den slags. Og man kan kun håbe, at hun får noget hjælp.

Hvad også undrer mig er, at hospitaltet slet ikke har reageret. For nogen må da have opdaget, at hun slet ikke fik behandling?? Åbenbart ikke til trods for, hendes meget offentlige fremtræden alle mulige steder. Jeg ved ikke, om den slags kan undgås i fremtiden, men det bliver jo nok svært. Men det er godt nok en ubehagelig smag man sidder med i munden.

Det er langt fra første gang, den slags sker (se artiklen ovenfor), og jeg har også set flere afsnit af Dr. Phil, hvor der har været lignende sager. Og nøjagtigt, hvad der gør, at det “slår klik” i den grad, skal jeg ikke udtale mig om, men det sker altså. En meget trist måde at starte dagen på.

0