Et stykke historie forsvinder …

Som jeg fortalte tidligere, så var jeg ude og køre mandag. De Forenede Dampvaskerier ligger på min vej hjem eller rettere, det kan
det gøre, for jeg har flere muligheder, når jeg skal både ned til Hellerup Kirkegård og hjem igen. Som regel kører jeg en forskellig vej ud og hjem bare for afvekslingen. Da jeg skulle hjem kom jeg i tanke om, at virksomheden skulle flytte i nye lokaler og det da var ved at være noget siden den melding kom. Desværre kan jeg ikke finde artiklen, der beskrev det længere, for nu har vi heller ikke Villabyerne længere.

Og hvorfor synes jeg så lige, de her bygninger er interessante? Tjah, det er der to årsager til. Alle der kender mig ved, at jeg har en svaghed for gamle bygninger og kan se en charmee i dem. Således også disse. Derudover har de her en særlig betydning for de har en famliemæssig forbindelse. Jeg kom her som barn med min far på besøg og kan huske, da der var vaskeri og maskinerne indenfor kørte for fuld tryk. Nu er der stille – meget stille og forladt. Det er trist, for der er en vis hygge der. En hygge som man aldrig kan finde i et nok så fint nyt bygget domicil. Dertil kommer, at det var her hele virksomheden startede i 1958. Så det er et par dage siden.

Den har så vokset sig kæmpestor og jeg kan godt et sted se, at de er nødt til at flytte derfra. Men hvad så med bygningerne og grunden. Det ser ud til at den stadig er ejet af virksomheden. Jeg håber mod, hvad jeg nok frygter, at nogen kan se charmen i de skønne gamle bygninger. Selve hovedbygningen kan man da sagtens lave til lejligheder ligesom der sagtens kan laves boliger i resten af bygningerne. Jeg kan se et rigtig hyggeligt område for mig med individuelle små hyggelige boligere og grønt også. Men der skal nok bygges en eller anden rædsel. Når jeg kigger på bevaringsgraden ligger mange af bygningerne i middel graden, så om det er nok til, at de ikke bare må rives ned, tvivler jeg på, men vi får se. Nu kom jeg forbi, og synes, et så vigtigt bygningskompleks skulle foreviges

Dejlig aftentur og fantastiske villaer

Som de fleste ved, så slog vejret om, og blev ganske dejligt. Det har vi vist alle nydt, ovenpå regn, regn og mere regn og ikke mindst blæst også. I går var så til gengæld ikke ude i det fine vejr hele dagen, for der nussede jeg rundt her, og så så jeg jo galop. Det er jo af nødvendighed, for komme på banen kan jeg ikke. Nu må det godt snart få en ende. Selvom jeg siger, jeg har masser at lave – det skal Guderne vide, jeg har. Så savner jeg nu at komme derned alligevel. Og jeg behøver jo ikke fotografere. Nå, men alså, foreløbig hjemmefra.

Efter en hel eftermiddag indenfor, mente jeg efter aftensmaden, at nu måtte jeg simplethen ud en tur i det fanastiske vejr. Jeg smed kameraet om halsen og satte kursen mod Hellerup. Jeg var ti len start lidt ubeslutsom i forhold til, hvor jeg skulle ende, men kørte ud ad Strandvejen, og så ville jeg tage det derfra. For længe siden, så jeg noget om kollektivet Mao’s Lyst, som ligger et godt stykke nede, når man kører ad Strandvejen. Det var iøvrigt også der Troels Kløvedal boede engang. Nu jeg var ude og køre, så tænkte, jeg det var en ide, at køre forbi og se, hvor det var. Det fandt jeg så også, og som mange andre steder, hvis ikke ligefrem festede, så var de også i haven og hyggede sig. Og det må man sige, vejret var til.

Jeg elsker duftene fra alle de blomstrende syrener, guldregn og andre på denne årstid og de sprøde grønne blade. Det var en helt fortryllende aften. Efter at have set Mao’s Lyst, faldt mit blik ned af vejen ovenfor og jeg vidste, jeg måtte køre derned. Der er alt for få af dem, veje som denne, som har store gamle træer i en allé hele vejen og den ene fantastiske villa efter den anden. Det mindede mig meget om Berlin og det område, hvor jeg børnehjemmet lå. Desværre er der for enden bygget en, der overhovedet ikke passer ind på denne vej med, hvad jeg vil sige, er perfekte villaer. Og udefra, er de ihvertfald ikke ødelagt og endnu vigtgere – de har alle deres originale vinduer. Fantastisk. Jeg var i himlen.

På vejen hjem gjorde jeg alt for at undgå Strandvejen og kom på den måde af små veje, jeg ellers ikke har været på. Skønt at man kan være på opdagelse i et område, hvor man har boet hele sit liv – eller ihvertfald det meste af det. Det blev en tur på en times penge, og jeg havde det godt med, at have fået rørt mig og fået noget luft.

For en uges tid siden var der gode nyheder. Min yngste niece i USA, skal være mor til november og i dag kom der endnu en god nyhed – min ældste venindes datter er blevet forlovet med sin kæreste, på hvad også er hendes fødselsdag. Så skønt med nogle gode nyheder fra de unge mennesker. Så på den positive note, vil jeg slutte og bare sige, at hvis I vil se resten af fotos, så ligger de her. Jeg håber, I har haft en god weekend og har nydt det gode vejr.

I dag er det 4 år siden…..

I dag er det nøjagtig 4 år siden, jeg landede i Arizona for at besøge min familie, jeg aldrig havde mødt. Jeg kan stadig huske alle de følelser, jeg havde rasende omkring det hele dengang. Det var voldsomt. Jeg fandt dem i august og i september samme år mistede jeg min far her. Så at sige, jeg var noget igennem i de måneder, er vist en underdrivelse.

Som de fleste ved, jeg boede jeg hos min bror og svigerinde. Det var superhyggeligt og det var som om, vi aldrig havde bestilt andet. Egentlig var planen, at vi skulle have haft den store familie re-union med familien fra Ohio også i år til Jul. Men som alting har udviklet sig, behøver jeg vist ikke sige, at det sker ikke. Hvornår det bliver og om det bliver, ved jeg simpelthen ikke.

Der er stadig meget at udforske og jeg prøver at finde flere oplysninger, både på den side af familien, men også den tyske. Desværre ser det ikke ud til, at det på nogen som helst måde, er blevet lettere. Det er stadig som at hive visdomstænder ud.

Med til historien hører også, at jeg jo også havde en søster. Og ikke bare en søster, men en søster, som kunne have været min tvilling. Det var godt nok vildt. Jeg nåede kun at møde hende en gang desværre og hun døde et år efter af cancer. Det var ikke lige det, der var håbet, men at hun var så syg, var også grunden til, at det hastede med, at komme derover. Og jeg er glad for, at vi i det mindste nåede at mødes. R.I.P. Genia!

Det er vildt, der er gået så lang tid. jeg troede forlængst, jeg ville have været derovre igen. Men der er mange aspekter i det. Jeg troede også, jeg iøvrigt ville have været ude og besøge venner andre steder, men lige nu er det dejligt at have gode oplevelser at tænke tilbage på i disse tider. For Guderne må vide, hvornår det bliver igen. Fotos er forskellige indtryk fra turen og jeg er gået efter fotos, jeg mener, jeg ikke har vist jer før.

Livets uforudsiglighed

Jeg synes, det er på tide med en lille opdatering. Jeg synes altid, jeg skal have nogle friske fotos, at vise, men det er jo noget forbistret sludder. Jeg har for hulen jo masser allerede, der sagtens kan bruges. Altså her kommer en opdatering.

Siden sidst:

  • Jeg har været underdrejet en uge med noget influenza
  • En nabo døde i alt for tidlig alder – noget chockerende
  • Heste som altid, og åringsauktion¨
  • Masser af dejlig mad, blandt andet Æblekagen, der vitterligt var sjæleplejende
  • Det er ved at blive efterår, og jeg skal ud og nyde nogle efterårsfarver på el-cyklen, der iøvrigt skal til service – den hyler og og larmer lige rigeligt, men jeg tænker, der er råd for det
  • Min nye gå-tur-ven (ja, en hest) tog retur til sit fødested i dag, så nu er jeg uden igen, men er glad for de ture vi nåede
  • Min venindes hund, som jeg også elskede højt, måtte forlade denne verden. Han havde alderen, og det begyndte at være uværdigt, og det skulle det på ingen måde. Han bliver aldrig glemt. Helt speciel var han
  • Jeg har talt med min elskede bror i USA.. Det var ved at være længe siden. Så dejligt at høre ham igen. Den planlagte tur derover, er først næste år. Jeg havde ellers sådan glædet mig, men kan se det fornuftige i at vente til hele familien, også fra andre dele af USA kommer
  • Jeg får lyttet en bunke bøger. Elsker det og du kan se dem alle her
  • Fik i dag besked om, at en svampetur, jeg havde meldt mig til hos FOF, og glædet mig meget til, er blevet aflyst. Det er træls
  • Endnu mere træsl er det, at den sidste undersøgelse m.h.t. mine fødder heller intet viste. Nu er mulighederne udtømt, og de kan ikke hjælpe mig trods meget talrige undersøgelser
  • Eftersom jeg lå i sengen hele sidste uge, skete der jo ikke så meget. Jeg var i stalden tirsdag , og så i dag, hvor jeg samlet har gået meget tæt på 10.000 skridt. Så ikke noget at sige til, at jeg var træt, da jeg kom hjem og faldt i søvn, så snart, jeg havde fået frokost. Iøvrigt var der en hind, der løb ud på vejen fra Dyrehaven i dag. Jeg gad vide, hvor den blev af. Det er heldigvis sjældent det sker.

    I morgen står den på afslapning, og så håber jeg, at jeg ikke har ondt i ryggen. Det har jeg nemlig nu. Som vanlig, havde jeg for svært ved at sige nej, og nu betaler jeg prisen. Fremover skal, jeg sige nej.

    Lørdag skal jeg igen, igen til galop og som ofte, er det spændende, for flere af vores heste skal starte. En dag ad gangen, men jeg vil ihvertfald ønske jer en dejlig weekend, når vi når dertil.

    Som en slutbemærkning, kan jeg godt være lidt skuffet over, at ingen (udover en enkelt) har kommenteret på mit indlæg i forhold til det med kærlighed. For jeg ved jo, som mange ved, at jeg langt fra, er den eneste, der kæmper med det eller måske nærmere har opgivet….

    Igang igen og hurtig respons

    Som sagt sker der ikke meget her lige nu. Men lidt er der sket i dag. Som jeg skrev på Facebook i går, så har jeg fået mod på at grave lidt i min biologiske fortid igen. Nu er det lidt på den tyske side. Faktisk var det jo i mange år den eneste side, hvor jeg havde noget. Nu hvor jeg har fundet mine amerikanske rødder, så har jeg faktisk mere der end jeg har på den tyske. Der er flere ting i det. Det er 54 år siden min biologiske mor gik bort og at finde nogen der kendte hende, er nok nærmest umuligt. Havde hun levet, ville hun nu være 98 år gammel. Det vil sige, at nogen der kendte hende, i bedste fald måske er i 70’erne. Som eksempel er min bilogiske søster i Berlin 75 år nu, og det er mit store problem her. Hun ønsker ikke kontakt elleer dialog om emnet. Det efterlader mig med de svar, jeg kan finde i arkiver etc. Og der er jo mange af de svar, jeg ønsker, som ikke står i de arkiver.

    Nå, men når hun ikke vil lege med, må jeg jo tage, hvad jeg kan få. Og jeg har kæmpet for hver eneste oplysning og heldigvis, har jeg været så stædig. For ellers var der meget, jeg ikke havde fået. Jeg har en klar mission her, og det er netop, at intet nogensinde er blevet bedre af fortielse. Og det er bedre at se sine dæmoner i øjnene. Der begynder at danne sig et billede af, hvordan tingene formentlig har været, men jeg er nødt til at grave lidt mere, for at blive mere sikker i mine formodninger. Det hører I om på et tidspunkt. Nu har jeg skrevet til et arkiv og fik de ville sende videre til et andet som så vil svare mig direkte, fik jeg at vide i dag.

    Her i weekenden begyndte mit toilet at løbe, som i meget. Og det er jo ikke smart, så jeg måtte have fat i blikkenslageren. Jeg skrev her til formiddag og promte kom der en opringning fra blikkenslageren og han ville komme indenfor 3/4 time. Det var godt nok hurtig ekspedition, og med ny top og trykknap og det hele. Så helt uden aktivitet, er det ikke.

    Desværre er jeg stadig sløj, og jeg tør ikke sige noget som helst om det, for det holder sjældent, så jeg vil hellere melde, når jeg er sikker. Af samme årsag, er fotoet fra Arkiverne, men et der bestemt godt kan tåle et gensyn fra marts 2013.

    Små solstråler

    Det er ikke meget, vi ser til solen for tiden. Og når den endelig har været fremme, er jeg gået glip af den senest. Jeg ligger staddig og er dårlig. Det gik ellers lidt frem, men de som efterhånden kender mit helbred ved også, at det kan være en sandhed med modifikationer. For jeg skal bestemt ikke bare tænke på, at nævne, at det går bedre, for så kan det ombestemme sig. Således også dennegang.

    Så jeg har ikke været meget ude. Jeg var lige ned og hente lidt fornødenheder, men det var også det. Jeg har jo ingen altmuligmand/kvinde til den slags, omend det ville være dejligt.

    I mangel på solstråler sådan fra solen, fandt jeg lidt Trolde til jer. Ja, dem er jeg stadig glad for. Det første armbånd blev smidt sammen i en lille leg, vi havde på Instagram, hvor vi gjorde Instagram gul i januar. Man kan jo godt trænge til farver her i den mørke tid. Det var et af mine bidrag. Nummer 2/3 er såmænd bare for at vise min blomsterglaskugler, fordi en på en Facebook gruppe havde vist sine (hun havde ca. 5 gange så mange, kan jeg betro jer), men jeg har da også efterhånden en pæn samling.

    Til dem, der ikke ved det, er Instagram en fotodelingsapp, og et godt alternativ for dem, som ikke er på Facebook til at følge deres venner.

    Jeg har flere konti både på Facebook og Instagram, men du kan få link til de vigtigste her:

    Facebook – deborah.dk

    Instagram – deborah_dk

    Jeg har meget svært ved at forstå folks modvilje omkring sociale medier. Ligeledes kan jeg blive rødglødende, når folk insinuere, at man intet liv har, hvis man er der meget. Jeg fristes til at bruge meget grimme ord, når jeg hører den slags. Det ene udelukker ikke det andet, på nogen måde.

    Man behøver ikke (som jeg), at være alle steder. Slet ikke, men især Facebook (omend det er blevet tiltagende dårligt desværre) og Instagram, er en god måde at holde kontakt med venner og familie på. Især da hvis man bor langt fra hinanden (som i tilfældet med min familie i USA) eller venner i England, som jeg også har. Desværre bruger mine venner derovre faktisk også de sociale medier rigtig lidt, selvom det er oplagt til at holde kontakten. Det piner mig, men jeg kan ikke tvinge (og skal heller ikke) nogen til noget. Hvis de er interesserede i kontakt, så ved de jo ihvertfald helt sikkert, hvor de kan finde mig.

    Instagram er rigtig god fordi, det er kommunikation via fotos, og som man siger, et foto siger mere end mange ord. Men jeg synes, ikke overraskende, at det er en sjov måde at dele ting fra sit liv derinde, uden at skulle skrive særlig meget. Og meget ofte tager folk jo fotos alligevel. Anyway, her en utilsløret opfordring til at komme derind.

    Jeg håber, I har en dejlig weekend, og at jeg snart bliver rask, for jeg er træt af det her og har 1 mill. projekter, men de må altså så vente lidt. Iøvrigt, er jeg stadig imponeret over min “nye” mobil og de gode fotos den tager – ovennævnte er alle taget med den Huawei P Smart.

    Jul på Hellerup Kirkegård

    Det var Juleaften i går og inden var der jo en dag, der også skulle bruges. Jeg startede med at tage ned og ride en Juletur. Det var en glat fornøjelse. Men vi klarede det. Bagefter havde Dustins ejer og jeg en lille fotosession, vi skulle have overstået. Og klokken 12 præcis blev der kaldt til samling i tytterstuen, for at sige Glædelig Jul. En hyggelig tradition.

    På vej hjem havde jeg beslutet, at jeg ville tage ned og sætte lys hos mor og far og det gjorde jeg. Som det ses, var jeg ikke den eneste, der synes, der skulle ske lidt i anledning af Julen og heller ikke hos mor og far. De smukke tulipaner havde min søster lige været nede med ((nederste foto). Det var så fint dernede og på det tidspunkt, lå der stadig en smule sne. Den forsvandt jo så igen og nu er vi på plus-grader igen. Gudskelov.

    Jeg havde en hyggelig aften i går – stille og rolig og dagen i dag ligesådan. I morgen skal jeg ud og køre med en god veninde og hilse på hendes hest. Det glæder jeg mig til. Det er dejligt med gode venner, som er en støtte i svære tider. I dag fik jeg lige underretning om, at en gammel veninde, er gået bort.Uendeligt trist, Det her år, har som jeg skrev på Facebook, bestemt ikke været et godt år. Der er i den grad plads til forbedring i det nye. Nu kan der forhåbentlig ikke vælte flere ulykker ned over hovedet på mig i år.

    En hyldest til mine mødre

    Jeg tror, jeg har nævnt det før herinde, men jeg elsker orgelmusik. Især dette stykke, som jeg har elsket, fra første gang, jeg hørte det. At se det spillet og så så fantastisk som her, gør det endnu bedre. Jeg får hjertekvabbelse og gåsehud og bliver aldrig træt af det.

    Faktisk spillede jeg for mange år siden klaver, noget jeg begræder, at jeg slap. Men hvis jeg skal være ganske ærlig, så er det nok godt nok for mit helbred, at jeg nøjes med at lytte til andre. Hvis jeg var fortsat, ville jeg helt sikkert have fortsat til orgel. Det havde kun gjort det endnu vanskeligere. Organist, er en selvstændig uddannelse, som tager 3 år (afhængig af kundskaber, kan det gøres på 2).

    Jeg tænkte, det var passende, at skyde weekenden igang med dette et yndlingsstykkemusik. Dertil kommer, at det forgårs var min biologiske mors dødsdag og min mors var den 28. januar, så samtidig er det en hyldst til begge, der forhåbentlig følger godt med, deroppe fra.

    Dagen er gået i stalden. Det var koldt og vådt, men de nye støvler, var ganske bestemt et stort hit, og jeg holdt mig tør og varm. For nu vil jeg ønske jer en rigtig god weekend. Og så gør mig lige en tjeneste – lyt!

    Det må gerne blive bedre i 2018

    Det er meget normalt, med en Nytårshilsen med update og status på året. Jeg ved snart ikke lige, hvad jeg skal sige om det.

    Selvfølgelig startede året superfint med, at jeg var i USA og besøge min nye familie og det var og er selvfølgelig stadig fantastisk. Når det er sagt, er det heller ikke uden problemer, og således fandt jeg en bror og en søster. Sidstnævnte, så jeg, men havde siden ikke kontakt til. Det var der komplicerede grunde til, som jeg ikke vil ind på. Men en af grundene til, at jeg ville og skulle afsted, da jeg kom det, var, at min søster var meget syg allerede dengang. Ja, som så mange andre cancer. Hendes var en brystcancer, der havde spredt sig til Guderne må vide hvor.

    Den 17. december, som var nøjagtigt et år på dagen siden, jeg mødte hende, døde hun så. Det var en af de mindre gode ting i dette år. Selvom jeg ikke havde kontakt til hende, så var det en forspildt mulighed for, hvad der måske (det tror jeg nu ikke), kunne være kommet senere, og uanset er 53 tidligt at gå bort.

    Min store glæde, har jo været og vil altid være hestene og de gode mennesker dernede, og det er dem der redder mig fra at gå helt fra snøvsen i de der bøvlede perioder. Dem har der været flere af i året, der er nu er gået. Og der kommer sikkert også nogen i det nye år.

    Der er en del udfordringer lige p.t. synes jeg. Jeg har jo været sløj i over en måned nu, og må nok indse, at måske andre ting, vil gå bedre, så er helbredet ikke på tapetet. Det er som, det er, og lever helt sit eget liv.

    Nytårsfortsætter – ork, masser, men det må I vente med at høre om, for det gider jeg slet ikke tænkte på, før jeg får det bedre. Projekter her der skal gøres færdig, har jeg til gengæld nok af, så jeg kommer ikke til at kede mig, heller ikke i det nye år.

    Troldene – dem skal der nu købes færre af, for jeg har dælme også andre ting. Så det er et af fortsætterne. Ovenfor ses den nyeste sølvkugle den sidste før låsen. Den hedder Zanzibar, og den er rigtig fin, synes jeg. Den lille sølv, er jeg også vild med, men ville ønske den var større. Den hedder Hjerteprint.

    For nu håber jeg, at jeg snart bliver frisk nok til at gå i krig med projekterne, og ikke mindst pakke Julepynt ned. Jeg synes lige, jeg har hængt det op, men sådan er det. Og så håber jeg, I kommer godt ind i det nye år og får en dejlig Nytårsaften.

    Ekstra Jul med gaver til

    Der er ellers ikke meget Jul over det. Jeg ligger her og ligger og er hundedårlig igen. Mere end træls. Jeg havde oprydning, projekter, testning af opskrifter, stalden og……sådan kunne jeg snildt blive ved at remse op, med ting, jeg gerne ville. Som det er er jeg bare liggende, og har overhovedet ikke lyst til andet. Det eneste, jeg foretager mig er lidt netsurfing indimellem, TV og lydbog. Det er det. Det er også hyggeligt nok, men nu har det ligesom stået på over en måned, og så begynder, jeg ihvertfald, at blive noget træt i betrækket. Det er vel rimeligt nok…..

    Anyway, så ventede jeg på en gave, der skulle komme fra min bror og familien i USA. Frygten gik jo på, om vi skulle igennem endnu et toldhelvede. I dag ringende det så lige pludselig på døren, og det var pakkeposten. Og det var pakken fra min bror. Slet ikke dårligt, når man ligger her og er dårlig. Jeg åbende og der åbenbarede sig fine ting. En pose Bugels (de smager anderledes end dem herhjemme), en malebog, farveblyanter, og så var der også nogle fotos af familien derovre, som ikke er på fotos her. Det var mest af vores fælles far, og min bror, da han var bette. Dejlig gave, og så det sødeste kort som min bror har skrevet. Det blev jeg meget glad for.

    Nu mangler jeg bare nogle stoppere (Troldekugler), jeg har købt, men som ikke er dukket op. Jeg håber inderligt, de kommer med posten i morgen, som er postdag.

    Om to dage, skulle jeg have haft min venindes hunde et par dage, men eftersom jeg er så dårlig, så har jeg meldt forfald. Heldigvis var der fint mulighed for en “plan B”. Ellers havde jeg taget dem, når jeg havde lovet det, for pasning var dennegang ikke “for sjov”. Jeg håber bare, jeg snart bliver frisk i det hele taget, men også så jeg har overskud til at have dem. Det nyder jeg meget. Og min veninde ved også, at jeg ikke ville melde fra, medmindre, det var højst nødvendigt.

    De andre gaver kan også ses på foto, og dem nævnte jeg jo i går, et sæt tøj fra min søster, Bodyshopgaveæske fra nevøerne, Pilgrimhalskæde fra min veninde ( ja hende med hundene). Nu vil jeg ligge og slappe af og se TV – ikke engang malebog orker jeg. Jeg fik dog, lavet aftensmad, og det smager altid godt. Jeg håber jeres dag har været langt bedre end min har, ihvertfald helbredsmæssigt.