Et stykke historie forsvinder …

Som jeg fortalte tidligere, så var jeg ude og køre mandag. De Forenede Dampvaskerier ligger på min vej hjem eller rettere, det kan
det gøre, for jeg har flere muligheder, når jeg skal både ned til Hellerup Kirkegård og hjem igen. Som regel kører jeg en forskellig vej ud og hjem bare for afvekslingen. Da jeg skulle hjem kom jeg i tanke om, at virksomheden skulle flytte i nye lokaler og det da var ved at være noget siden den melding kom. Desværre kan jeg ikke finde artiklen, der beskrev det længere, for nu har vi heller ikke Villabyerne længere.

Og hvorfor synes jeg så lige, de her bygninger er interessante? Tjah, det er der to årsager til. Alle der kender mig ved, at jeg har en svaghed for gamle bygninger og kan se en charmee i dem. Således også disse. Derudover har de her en særlig betydning for de har en famliemæssig forbindelse. Jeg kom her som barn med min far på besøg og kan huske, da der var vaskeri og maskinerne indenfor kørte for fuld tryk. Nu er der stille – meget stille og forladt. Det er trist, for der er en vis hygge der. En hygge som man aldrig kan finde i et nok så fint nyt bygget domicil. Dertil kommer, at det var her hele virksomheden startede i 1958. Så det er et par dage siden.

Den har så vokset sig kæmpestor og jeg kan godt et sted se, at de er nødt til at flytte derfra. Men hvad så med bygningerne og grunden. Det ser ud til at den stadig er ejet af virksomheden. Jeg håber mod, hvad jeg nok frygter, at nogen kan se charmen i de skønne gamle bygninger. Selve hovedbygningen kan man da sagtens lave til lejligheder ligesom der sagtens kan laves boliger i resten af bygningerne. Jeg kan se et rigtig hyggeligt område for mig med individuelle små hyggelige boligere og grønt også. Men der skal nok bygges en eller anden rædsel. Når jeg kigger på bevaringsgraden ligger mange af bygningerne i middel graden, så om det er nok til, at de ikke bare må rives ned, tvivler jeg på, men vi får se. Nu kom jeg forbi, og synes, et så vigtigt bygningskompleks skulle foreviges

Mere død end levende

Det har været hektisk her på det seneste for nu at sige det mildt! Hvorfor så det? Tjah, min far skulle jo flytte. Han har fået en beskyttet bolig, og den var sådan set klar, men sålænge hans lejlighed ikke var solgt, behøvede vi ikke skynde os voldsomt. Det blev den så lige pludselig og så fik vi travlt.

Som det vides, har jeg været syg i umidelige tider inden det her, så jeg stod nærmest ud af sengen efter 2 mdr.’s sygdom, og så kunne jeg ellers starte en marathon flytning, der først lige er slut nu. Jeg behøver ikke at fortælle, at det kræver noget, stort set uden hjælp. Når man dertil lægger, at min far er typen der intet smider ud stort set, så kan I selv regne den ud, når viljen til det heller ikke, var den største. Det var jo så en nødvendighed når man flytter ned på en 1/4 af den plads man havde. Flyttet er han, med alt for meget, men så må han sortere og smide noget ud igen. Han trives det nye sted, og får god mad og kan altid kalde hjælp. En stor tryghed for os og ham. Så det er godt.

Overskriften hentyder til min tilstand nu. Jeg er mere død end levende, hvilket ikke er så underligt egentlig. Den hentyder også til, alle de mennesker, der går bort for tiden. Det er næsten dagligt, der er store profiler, der falder bort. Senest Glenn Frey, der var grundlægger af et fantastisk band Eagels. Lige så længe, jeg har elsket musik, har jeg elsket Hotel California, så selvfølgelig skulle I have det nummer.

Nu forestår der et arbejde for mig med at komme på plads her, efter jeg har fået nogle ting, fra min far og køren væk af det, jeg sorterer fra.

Mandagsmast og fotokoks


En af mine absolut favoritter blev 2. i lørdags Master Chef (IRE) i vindercirklen

Mere død end levende i dag 🙁 – forventeligt vil jeg sige, men sådan er det. Jeg betaler altid en pris for enhver aktivitet. Prøver at få styr på lidt “praktisk gris” ting, og det går lige, men ellers afslapning.

Jeg prøver også at finde ud af, om jeg kan få flyttet mine fotos til en anden løsning. Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der bruger Flickr til at gemme og vise fotos. De har nu lavet helt om derinde, hvilket jeg er mere end utilfreds med. Så utilfreds er jeg, at jeg vil flytte hele skidtet. Hvordan jeg lige skal bære mig ad med at flytte 25.000 fotos ved jeg ikke, men en omgang ad gangen, tænker jeg.

Jeg har fundet en løsning, jeg synes om, så er det “bare” at få det gjort – oveni alt det andet, jeg skal have gjort. Men kunne jeg på nogen måde leve med ændringen gjorde jeg, men det hverken vil eller kan jeg – og da slet ikke, når jeg betaler for den. Hvad synes du om ændringerne?

En ny begyndelse

En lille hilsen herfra mit nye hjem. Nu synes jeg lige, alle skulle have en hilsen med forklaring om, hvordan den her flytning m.m. er forløbet.

Selve flyttedagen, gik meget fint synes jeg, hvis man lige ser bort fra den kendsgerning, at jeg desværre fik ret i, at min antikke franske fletseng IKKE kunne komme ind i lejligheden. Grunden er, at den har et monsterstort hovedgærde, og den kan ikke skilles ad. Jeg har så efterfølgende ringet fra Herodes til Pilatus, for at høre, om nogen ville købe den her seng, men ingen vil have den. De vil dårligt have den forærende. Så det er altså kun mig åbenbart, der synes, det var en Prinsesseseng.

Resultatet af alt det her er blevet, at sengen ryger med på storskrald her lige om lidt, for den står i en gang nede i kælderen, hvor den jo er til gene for de andre i opgangen. En lidt trist skæbne for min fine seng, for slet ikke at tale om, at jeg jo har givet penge for den, og for at få lavet en speciel madras også -Gys! Så det er ca. 2.500,- kr. lige ud af vinduet. Men der er ikke at gøre ved det.

Om morgenen for flytning om flyttemanden klokken 7.30 og jeg skal love for, at de var effektive. Hold da helt op. Men drømmer ikke om, hvor meget man har før man skal pakke det sammen og ind i en flyttevogn og så for slet ikke at tale om, at få det pakket ud igen. Vi endte på nogle og 70 kasser. Jeg skal hilse og sige, at det er ikke bare sådan lige noget, man bare gør, og få det pakket ud. Dels skal man jo finde eller have et sted at stille det, man tager ud, og dels skal noget omarrangeres i kasserne. Under sidstnævnte kategori hører mine bøger. Jeg havde nogle reoler, som dels var forfaldne og vakkelvorne, og dels var der ikke plads til dem i lejligheden så derfor blev de stående i carporten. Det betyder at alle bøger, stadig er i kasser. Da flyttemanden ikke skulle slæbes helt i stykker, fylder man jo ikke ret mange bøger i sådan nogen kasser. Så de er i bunden og ovenover er der så andre lettere genstande. Det betyder, at jeg nu skal omarrangere bøgerne, så de ligger i kasser. Og have alt det andet omfordelt og lagt på plads. Der mangler noget endnu, men borteset fra en manglende seng, og meget færre kasser begynder det absolut at ligne et hjem nu.

Skrivebordet er lige kommet helt på plads, hvilket betød at jeg kunne få computeren på plads, og således også det der skal i skrivebordet. Så jeg keder mig bestemt overhovedet ikke. Det gør jeg ikke alligevel, når jeg holder pauser fra det hele, kan jeg nyde mit kabel-TV med masser af kanaler, jeg ikke havde før, og så har jeg beholdt mine favoritter. Dejligt. Nu er jeg også kommet online herhjemme, så nu begynder det bestemt at føles som hjemme igen.

Ellers nyder jeg at være her, jeg nyder at være kommet hjem. Sådan føles det helt sikkert, og det er det jo også. Lejligheden er bare dejlig, og jeg er så glad for den. Tænk et sted, hvor det hele bare fungere, og gør det ikke, så ringer jeg efter nogen, og skal ikke selv betale. Det er da lykken. Jeg har en dejlig udsigt . Var jo noget nervøs for, hvordan det ville være med toget “i baghaven”. Men det genere mig overhovedet ikke. Underligt, men jo bestemt fint nok.

Hestene er jeg også glad for, at have fået igen. Jeg har været på banen 2 gange nu, og første gang vandt vores superhest “Casanova”, og jeg havde satset en 20’er på ham. Og fik 45 tilbage *smiler* – jeg spiller normalt slet ikke. Han har lige startet igen, og blev nr. 2, så det var rigtig flot. Jeg var desværre ikke nede og se det, for jeg har siden i 1½ uge kæmpet med en forkølelse og feber. Nu er feberen væk, og kun forkølelsen er tilbage, så det er godt. Ingen lungebetændelse denne gang. Jeg tror, sundere boligforhold får positiv effekt på mit helbred, så jeg nu fremover godt “kun” kan have en forkølelse.

Jeg er nu ved at nå til et punkt, hvor jeg kan se en ende på det, og hvor jeg begynder at få overskud til at have besøg. En veninde har således meldt, at hun formentlig kommer forbi senere idag og ser lejligheden. Så jeg må hellere forlade computeren og komme i omdrejninger, så her ser nogenlunde pænt ud, når hun kommer.

Så meget kort, så stortrives jeg med mit nyt liv, i den nye lejlighed.

Opdateret 13. oktober 2016

Den sidste dag

Så blev det den sidste dag, på de grønne og frodige Sydhavsøer. Man må sige, at det er det smukkeste vejr og tage afsked i. Solen skinner fra en skyfri himmel – det gør det ikke lettere at sige farvel. Men de løber jo ingen steder, og jeg kan altid komme på besøg hos de få, men gode venner jeg har her.

Det er en underlig følelse, at skulle tage afsked samtidig med, at jeg er helt afklaret om, at det ér det rigtige for mig, og jeg glæder mig. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke er glad for den tid, jeg har været her, og at der ikke er ting/mennesker her, jeg kommer til at savne. Sådan er det, der er altid noget, man må sige farvel til for at få noget andet.< I den her flytteproces, har jeg bogstaveligt renset ud på mange planer, dels har jeg fysisk smidt en masse ting ud, og givet væk i mængder til genbrug. Det er utroligt, hvad man får samlet at skidt og ragelse, som man ikke bruger. Alligevel gemmer man det, og tænker " det kunne jo være"!!! Gu kunne det ej *griner*, det ligger der bare, og der bliver det liggende. Den gamle lampe, der skulle sættes i stand, og mange andre ting, der bare lige skulle .... man får det bare ikke gjort. Eller jeg gør ihvertfald ikke. Nu får andre forhåbentlig glæde af det. Jeg har også reflekteret meget over det begreb, der hedder venner og venskab. Jeg kan sgu ikke helt greje det. Det troede jeg, jeg gjorde, og at jeg gjorde alt for at være en god ven. Det må være mig, der har misforstået noget. I mit hoved, er venner nogen der hjælper en, når man har brug for det. Stiller op, og lytter, bliver lyttet til, som man kan ringe til og som vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe en. Som prioritere en i deres liv og omvendt, og som interesserer sig for, hvad der sker i ens liv. Nogen er man selvfølgeligt tættere på end andre, men dem man har kendt i mange år og dem man er rigtig tæt på, da forventer man da bare lidt...eller? Det kan man så åbenbart ikke. Jeg meddelte jo med stor glæde at jeg skulle flytte. Alle har også været meget glade på mine vegne over den her flytning. Mange skyndte sig at komme med tilbud om hjælp til flytning, pakning m.m. En veninde sagde, at hun ville komme med sin kæreste en weekend og hjælpe med at pakke. Og det samme sagde min søster. Da det kom til stykket, har jeg pakket hver en lille ting selv, og INGEN overhovedet har tilbudt deres hjælp. JO, i den anden ende ville min søster pludselig godt hjælpe. Og det gør de. Problemet er bare, at det er ikke der, jeg har brug for hjælp - der har jeg flyttemanden! Veninden der ville komme med sin kæreste og hjælpe - tjah det blev heller ikke til noget, til gengæld hjælper hun dog som den ENESTE. Hun kommer imorgen og kører mig og min bil ind. Det er en stor hjælp, da jeg ikke selv kan køre så langt. Til hendes forsvar har hun også sit at se til, og i det mindste hjælper hun. Jeg kan ikke lade være, at sidde med en vis skuffelse over, at ingen har tilbudt deres hjælp. Alle ved, at jeg har et ikke særligt stærkt helbred/fysik, og at jeg er helt alene. Men sådan er det, og det gik - om ikke andet, kan jeg ikke takke andre end mig selv for, at det blev pakket og gjort. Men jeg kan ikke lade være, at tænke, hvis ikke folk (venner, familie) skulle hjælpe i sådan en situation, hvornår skulle de så? Et er sikkert, min egen lyst til at hjælpe, er blevet mindre. Jeg har ellers altid tilbudt mig, til stort set hvad som helst mine venner kunne have brug for. Jeg har så galt lånt en veninde flere tusinde kroner, fordi jeg troede, hun virkelig var på den, kun for at blive kasseret da hun kom på fode igen, og hun så pludselig ikke synes, hun kunne bruge mig til mere??? Jeg fatter ikke den der "brug og smid væk politik", heller ikke, når det drejer sig om venskaber. En anden veninde, jeg ringede til, brød ind i samtalen med at der lige var noget, hun ville sige, i forbindelse med, at jeg nu flyttede ind. Jeg sad og tænkte "øh". Og hun startede så godt nok med at sige, at det jo var superhyggeligt, at jeg kom ind, MEN.... OG SÃ… KOM DET. Nu håbede hun jo ikke, jeg havde for store forventninger til, hvor meget vi skulle ses og sådan. Hun havde jo meget at se til og travlt og sådan!!! Jeg var bare målløs! Denne veninde har jeg kendt siden jeg var 6 år gammel. Jeg har på INTET tidspunkt, givet udtryk for, at ville se hende hverken mere el. mindre, end både hun og jeg har lyst til, eller at jeg havde specielle "krav" og forventninger til hende. Jeg blev simpelthen så paf, skuffet og ked af det, at jeg sagde til hende, at så synes jeg, hun skulle ringe, hvis hun fik tid, men at hun iøvrigt måske kunne have ventet og set, om der opstod et problem, NÃ…R jeg var flyttet. Hun er en veninde, der ligger langt tilbage, og jeg vil da gerne se hende, men hun er ikke det menneske i denne verden, jeg har mest tilfælles med, så hun behøver ikke, bekymre sig. Jeg får da også nok at se til, men jeg blev godt nok noget ked af det. Jeg har af gode grunde ikke henvendt mig til hende siden, og jeg gør heller ikke! Så efterhånden har jeg lært, ingen forventninger at have til selv gode gamle venner. Jeg ved snart ikke, om begrebet er helt udvandet. Er det mig, der har urealistiske forventninger til venskaber - det må det jo så være. Men jeg synes, ikke jeg har forventet mere, end jeg selv har været mere end villig til at give. Men det ser ud til at være MEGET langt fra, hvad andre er. Om ikke andet, så har jeg da lært at værdsætte mit eget selskab i årene her på Sydhavsøerne, så om ikke andet, så skal jeg sagtens klare mig, med min daglige gang i stalden, og blandt de mennesker jeg kender der, så får jeg under alle omstændigheder mit behov dækket, og så blandt de venner, som jeg ved, også gerne vil se mig, og som trods alt glæder sig til jeg kommer. Nu lyder det måske som om, jeg slet ikke glæder mig, det gør jeg, men det her er altså nogen af de tanker/følelser, der er dukket op i processen. Vi skrives igen, efter flytning. Opdateret 10. januar 2021

Nettes kringlede veje

Så blev det tirsdag. Som tiden går uha, Er begyndt at pakke, og synes da jeg nåede en del igår. Men jeg er nødt til at slå min MSN helt fra, for nogen kan ikke forstå, at jeg siger, at NU skal jeg gå, og bliver ved at sludre. Og da jeg på det punkt så er lidt for flink, blev jeg hængende og hørte på problemer for længe. Jeg vil gerne hjælpe og lytte, intet om det, men med begrænsede kræfter og massive mængder pakning endnu og en flytning i udsigt, der kunne tage pusten fra enhver, er der ingen vej udenom. Som så mange andre, har jeg lært “the hard way” – at man skal passe på sig selv, og det gør jeg så!

Her til morgen sidder jeg så her og tøffer rundt på nettet som jeg plejer. Jeg er ikke nået til kaffen endnu, men det kommer nok. Tror lige jeg henter, nu blev jeg kaffetørstig. Det minder mig om, at vi iøvrigt kom til at tale om Neskaffe her i weekenden, og hvilken der var bedst. For mig er kunsten at finde en, der ikke er for bitter. Jeg købt for nyeligt en Gevalia instant, og den synes jeg faktisk er god. Nok om det. Mens jeg lige lavede kaffen kiggede jeg på min rude, og eftersom der jo ikke er isoleret i mit køkken, og ruden er enkeltlags, er der de smukkeste iskrystaller på ruden. Rigtig flot, men jeg må indrømme, jeg glæder mig til at blive fri for den slags glæder, om jeg så må sige. Af samme grund og når jeg kigger ud af vinduet, hvor der er helt hvidt forstår jeg ikke, at nogen igår talte om forår. Det er ikke her ihvertfald, hvor brændeovnen kæmper alt hvad den har lært for at holde det bare frostfrit herinde.

Nå, det var min tur rundt på nettet vi kom fra. Jeg susede rundt på Mingler og læste lidt profiler, og faldt over denne blog hvor jeg så blev henvist til en hjemmeside , hvor der var en sjov blog om et site, hvor man kan skrive, hvad ens favoritmusik er, og så finder den noget lignende og spiller det for dig, ligesom når du hører radio. Det lyder ret genialt, jeg sidder og lytter til mit valg, mens jeg skriver til jer – Def Leppard som jeg er ret vilde med. Så får vi se, hvad der ellers kommer af sjove ting. Længe side, jeg har hørt noget gedint rock – dejligt!

Bagefter var jeg på et site, som jeg besøger ret jævnligt. Det af flere årsager. Hun skriver gode og hyggelige beretninger om dagligdagen, som jeg godt kan lide at læse. Dernæst har hun et rigtig dejligt design. Faktisk har jeg overvejet, at hun skal lave mit website, når jeg skal have mit site/domæne op at køre. Tror nu nok, at det var navnet (Slagt en Hellig Ko), der fangede mig, i første omgang. På dette site fandt jeg så dette link som førte til historien om den her stakkels fyr, der er kommet til for vanvare at købe sig det forkerte domæne!!! Ikke godt, og nu bliver han plaget af Voksenundervisningscentret Frederiksberg.

Sådan kan man af kringlede veje komme rundt til mange sjove ting, og blive beriget, forvirret og forundret er det ikke dejligt?

Jeg håber, I indtil nu, har haft en ok dag, og at I stadig har lyst til at læse indlægget, som jeg tror jeg forsøgte at få skrevet sådan ca. 4 gange inden det lykkedes. Nu har jeg møjsommeligt skrevet det i et word dokument,og nu virker det hele selvfølgelig, men jeg tager godt nok ingen chancer nu!! Det er det pokkers dyret går i koma uden forvarsel, men nu ser det ud til, at I får jeres indlæg enjoy!

Opdateret 10. januar 2021