Flot og okay afslutning på weekenden

Når man intet forventer sig, ender det ofte meget bedre, end troet. Sådan var dagen i dag. Selvom jeg er i trist humør (mange grunde), så forsvandt hovedpinen (den smule, der var til rest), da jeg spiste noget morgenmad og fik noget at drikke (varm kakao med flødeskum – man skal vel være god ved sig eller noget).

Det var ikke den store energi, der plagede mig og humøret var sådan la, la. Men jeg ved også, at når jeg har det sådan, må jeg gøre noget, jeg ved, gør mig glad. Og lige nu, er det at få styr på mit hus (oprydning til ferien), og så skulle jeg lige have styr på det med kufferet og vægt. Alt det kom der styr på, ligesom jeg fik aftale nærmere med den ven, der skal bo her, mens jeg er borte.

Overblik er noget, der falder mig meget svært engang imellem, og jo mere, jeg kan sørge for, at jeg får, jo bedre. Mit køkken er nu tip-top opryddet. Rengøringen i bund, må vente, til jeg kommer hjem, men der bliver ihvertfald præsentabelt. Jeg fik ryddet mit spisebord, hvor der stadig stod alverdens ting og jeg prøvede at få ryddet op i min reol. Kun for at få begyndt at flytte rundt på noget, hvorefter en hylde drattede ned. Men ikke så underligt, når der manglede en dut til hylden kunne ligge på. Så det må ordnes i morgen. Det begynder at ligne noget, men jeg har haft flere af de der 10 tommelfingre øjeblikke, og det er fordi, jeg er træt, men jeg føler også, jeg er kommet videre og nu rent faktisk har overblik, og det er bare rart.

Oveni fik jeg lavet sund og lækker aftensmad med Spaghettisquash, som jeg aldrig har prøvet før. Det gør jeg gerne igen, for det smagte godt.

Som et flot punktum, fangede jeg denne solnedgang, da jeg skulle ud og pille min lyskæde (granguiralande) ned ude fra altanen. Jeg havde ellers lige sat den op, men da jeg så med møje og besvær havde fået den op, var det kun halvdelen, der var lys i. Suk! Så kunne jeg pænt pille skidtet ned og smide den ud. Så næste år, står der ny lyskæde på programmet.

Nu har jeg siddet her ved “dyret” alt for længe, men snakket hyggeligt med en af mine favoritmennesker, og det har været dejligt. Humøret er alt taget i betragtning okay, og med sådan en finale, kan man da ikk tillade sig, at være alt for trist…..sov godt allesammen!

0

Vægttab, midler, mål og tidshorrisonter

Det skal ingen hemmelighed være, jeg kæmper med kiloene. Ikke at der kommer flere af dem, det gør der heldigvis ikke. Jeg holder vægten og den har, når den har bevæget sig det sidste længe, kun gået nedad, hvis noget.

Så langt så godt, men det er ikke blevet til nok, det skal jeg være hudløst ærlig at indrømme. Lige så ærlig skal jeg være og sige, at jeg er hamrende gal i skralden på mig selv over det. For det er jo sådan, at det kun er mig, jeg kan takke (not!) for det! Det nytter ikke – de skal af de forbistrede kilo. Jeg kunne selvfølgelig bare give op og konstatere, at jeg er en halvgammel pige (lige straks) og det er lidt ligemeget. Gu er det ej ligemeget!! Hverken udfra et helsemæssigt synspunkt eller humørmæssigt. Jeg er drønked af, at se sådan ud. Forleden tog nogen et foto af mig, og jeg var ved at løbe skrigende den anden vej, eller grave mig meget, meget langt ned, da jeg så det. Rigtig ked af det bliver jeg. Man er SÅ god til at bilde sig ind “at det er jo heller ikke så slemt” – men gu er det!

Så nu må der altså andre boller på suppen – det går bare ikke. Tiden går bare, og jeg spilder tid, jeg kunne nyde nyt tøj og større velvære på at være led og ked af mig selv. Dette oveni, at det ikke ligefrem er fremmende for den proces, der taler for et forhold til det andet køn (ikke at jeg egentlig savner det vildt, men stadig). Sålænge jeg ikke kan holde 100% af mig, forlanger jeg det jo heller ikke af andre vel?

Nå, men altså her i dag så læste jeg indlægget her ovre hos Frau Putz og nu meldte jeg mig så. Det har jeg gjort før, men det blev altså heller ikke til det vilde. Nu skal det altså bare funke. Og nu har jeg jo den smarte telefon også – så der er ingen undskyldninger! Sæt igang! Så når jeg ikke at blive smækkerlækker til den her fødselsdag, som ellers var planen, men så må jeg nå det til Jul måske!? Der skulle det meste ihvertfald være røget – hvem er med på en udfordring – eller vi kan også bare lave en klub? Måske I også vil meldes på Madlog?

Jeg kan godt forstå, hvis I er lidt trætte af at høre det, og se så lidt resultater – for det er jeg faktisk også. Jeg kan kun håbe, at jeg nu får fat i “den lange ende” og ender med at at kunne smide et foto op af mig, som “smækker-lækker” – tro mig, der er intet, jeg hellere vil. Det SKAL lykkes!!

0

Den sidste dag

Så blev det den sidste dag, på de grønne og frodige Sydhavsøer. Man må sige, at det er det smukkeste vejr og tage afsked i. Solen skinner fra en skyfri himmel – det gør det ikke lettere at sige farvel. Men de løber jo ingen steder, og jeg kan altid komme på besøg hos de få, men gode venner jeg har her.

Det er en underlig følelse, at skulle tage afsked samtidig med, at jeg er helt afklaret om, at det ér det rigtige for mig, og jeg glæder mig. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke er glad for den tid, jeg har været her, og at der ikke er ting/mennesker her, jeg kommer til at savne. Sådan er det, der er altid noget, man må sige farvel til for at få noget andet.< I den her flytteproces, har jeg bogstaveligt renset ud på mange planer, dels har jeg fysisk smidt en masse ting ud, og givet væk i mængder til genbrug. Det er utroligt, hvad man får samlet at skidt og ragelse, som man ikke bruger. Alligevel gemmer man det, og tænker " det kunne jo være"!!! Gu kunne det ej *griner*, det ligger der bare, og der bliver det liggende. Den gamle lampe, der skulle sættes i stand, og mange andre ting, der bare lige skulle .... man får det bare ikke gjort. Eller jeg gør ihvertfald ikke. Nu får andre forhåbentlig glæde af det. Jeg har også reflekteret meget over det begreb, der hedder venner og venskab. Jeg kan sgu ikke helt greje det. Det troede jeg, jeg gjorde, og at jeg gjorde alt for at være en god ven. Det må være mig, der har misforstået noget. I mit hoved, er venner nogen der hjælper en, når man har brug for det. Stiller op, og lytter, bliver lyttet til, som man kan ringe til og som vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe en. Som prioritere en i deres liv og omvendt, og som interesserer sig for, hvad der sker i ens liv. Nogen er man selvfølgeligt tættere på end andre, men dem man har kendt i mange år og dem man er rigtig tæt på, da forventer man da bare lidt...eller? Det kan man så åbenbart ikke. Jeg meddelte jo med stor glæde at jeg skulle flytte. Alle har også været meget glade på mine vegne over den her flytning. Mange skyndte sig at komme med tilbud om hjælp til flytning, pakning m.m. En veninde sagde, at hun ville komme med sin kæreste en weekend og hjælpe med at pakke. Og det samme sagde min søster. Da det kom til stykket, har jeg pakket hver en lille ting selv, og INGEN overhovedet har tilbudt deres hjælp. JO, i den anden ende ville min søster pludselig godt hjælpe. Og det gør de. Problemet er bare, at det er ikke der, jeg har brug for hjælp - der har jeg flyttemanden! Veninden der ville komme med sin kæreste og hjælpe - tjah det blev heller ikke til noget, til gengæld hjælper hun dog som den ENESTE. Hun kommer imorgen og kører mig og min bil ind. Det er en stor hjælp, da jeg ikke selv kan køre så langt. Til hendes forsvar har hun også sit at se til, og i det mindste hjælper hun. Jeg kan ikke lade være, at sidde med en vis skuffelse over, at ingen har tilbudt deres hjælp. Alle ved, at jeg har et ikke særligt stærkt helbred/fysik, og at jeg er helt alene. Men sådan er det, og det gik - om ikke andet, kan jeg ikke takke andre end mig selv for, at det blev pakket og gjort. Men jeg kan ikke lade være, at tænke, hvis ikke folk (venner, familie) skulle hjælpe i sådan en situation, hvornår skulle de så? Et er sikkert, min egen lyst til at hjælpe, er blevet mindre. Jeg har ellers altid tilbudt mig, til stort set hvad som helst mine venner kunne have brug for. Jeg har så galt lånt en veninde flere tusinde kroner, fordi jeg troede, hun virkelig var på den, kun for at blive kasseret da hun kom på fode igen, og hun så pludselig ikke synes, hun kunne bruge mig til mere??? Jeg fatter ikke den der "brug og smid væk politik", heller ikke, når det drejer sig om venskaber. En anden veninde, jeg ringede til, brød ind i samtalen med at der lige var noget, hun ville sige, i forbindelse med, at jeg nu flyttede ind. Jeg sad og tænkte "øh". Og hun startede så godt nok med at sige, at det jo var superhyggeligt, at jeg kom ind, MEN.... OG SÃ… KOM DET. Nu håbede hun jo ikke, jeg havde for store forventninger til, hvor meget vi skulle ses og sådan. Hun havde jo meget at se til og travlt og sådan!!! Jeg var bare målløs! Denne veninde har jeg kendt siden jeg var 6 år gammel. Jeg har på INTET tidspunkt, givet udtryk for, at ville se hende hverken mere el. mindre, end både hun og jeg har lyst til, eller at jeg havde specielle "krav" og forventninger til hende. Jeg blev simpelthen så paf, skuffet og ked af det, at jeg sagde til hende, at så synes jeg, hun skulle ringe, hvis hun fik tid, men at hun iøvrigt måske kunne have ventet og set, om der opstod et problem, NÃ…R jeg var flyttet. Hun er en veninde, der ligger langt tilbage, og jeg vil da gerne se hende, men hun er ikke det menneske i denne verden, jeg har mest tilfælles med, så hun behøver ikke, bekymre sig. Jeg får da også nok at se til, men jeg blev godt nok noget ked af det. Jeg har af gode grunde ikke henvendt mig til hende siden, og jeg gør heller ikke! Så efterhånden har jeg lært, ingen forventninger at have til selv gode gamle venner. Jeg ved snart ikke, om begrebet er helt udvandet. Er det mig, der har urealistiske forventninger til venskaber - det må det jo så være. Men jeg synes, ikke jeg har forventet mere, end jeg selv har været mere end villig til at give. Men det ser ud til at være MEGET langt fra, hvad andre er. Om ikke andet, så har jeg da lært at værdsætte mit eget selskab i årene her på Sydhavsøerne, så om ikke andet, så skal jeg sagtens klare mig, med min daglige gang i stalden, og blandt de mennesker jeg kender der, så får jeg under alle omstændigheder mit behov dækket, og så blandt de venner, som jeg ved, også gerne vil se mig, og som trods alt glæder sig til jeg kommer. Nu lyder det måske som om, jeg slet ikke glæder mig, det gør jeg, men det her er altså nogen af de tanker/følelser, der er dukket op i processen. Vi skrives igen, efter flytning. Opdateret 10. januar 2021

0