Sommervejr og back in business

Dagen i dag var dagen, hvor sommeren kom og forhåbentlig bliver her. Her til aften var det 19 grader. Helt utroligt, når man tænker på, at det i sidste uge, havde vi altså vintertøjet fremme endnu.

Dagen har været brugt på bedste måde – i stalden. Jeg har igen haft ufatteligt mange hatte på og haft mange skønne heste i hænder. Stinger, Kicker, Fighter, Screwbox, Nephew, Monte Carlo og Casino, og nogen flere gange. Pyh! At sige jeg keder mig, ville da være den største løgn. Men det er rart at være til gavn.

Som det har fremgået meget tydeligt, har jeg haft problemer herinde og jeg havde skrevet til en god blogven og spurgt om hjælp. Michael har hjulpet mig før, og jeg er ham dybt, dybt taknemmelig for hjælpen. Heldigvis var det ikke så drastisk som det før har været, og han overraskede mig ved at skrive, at nu var jeg oppe og køre igen. Og at sige, jeg er glad forslår ikke. Jeg føler mig ganske fortabt uden min blog. Jeg skriver den lige så meget for min egen skyld. Så nu kan jeg bruge de næste dage på at få opdateret med de seneste aktiviteter. Noget jeg synes er skønt, men som også tager sin tid. Men ihvertfald er jeg oppe igen og jeg er lykkelig. Tusind tak for hjælpen Michael!

En ny kugle

Jeg gør gerne folk en tjeneste eller hjælper dem, hvis jeg kan. Og når man gør det, så får man også igen, og nogle gange mere end forventet.

Denne smukke kugle er netop udslag af dette. Er den ikke bare flot? Den er straks kommet i armbåndet og jeg er utroligt glad for den.
Tusind tak til den søde giver, som ved, hvem h*n er!

Hjælp!! Skal jeg virkelig give op?

Dette er mit 2. forsøg med ciabattabollerne! Som I kan se, er de lige så flade som den berømte pandekage og ikke hævet. Jeg kan så NU (lidt sent) forstå, at vandet skal være 40 grader varmt – jeg brugte koldt vand – for det har jeg også set brugt. Og dennegang blandede jeg tørgæren i vandet først, for det angav opskriften? Kan nogen fortælle mig hvad hulen, der er RIGTIGT.

Hvis vandet skal have en bestemt temperatur, kunne folk da for hulen godt skrive det i opskriften – nu har jeg smidt Guderne skal vide hvor meget lækkert mel lige ud i skraldespanden. Spises kan de vel godt, men de falder som atombomber i maven, og det er altså ligemeget – øv, øv når man havde glædet sig til luftige boller. Første gange, jeg prøvede var det Kirsten’s opskrift og 2. gang denne. Ikke at der så vidt jeg kan se, er den store forkromede forskel.

Det må være tørgæren der er mit nemesis, for før jeg kastede mig udi det, har jeg aldrig haft problemer med at bage. Jeg synes bare, det er lettere, for det kan man altid have i huset. Men skal jeg på den bekostning smide så meget dejligt mel lige ud i skraldespanden, så er det sgu ligemeget. Er der noget med almindelig gær kan fryses? Hjææælp! Jeg der ellers så godt kan lide at bage, er ved at miste lysten til at prøve – Kage går fint, men det her!!

Hjælp – Kommentarer på sider

Er jeg ved at blive fuldstædig senil, eller hvad sker der? Jeg får en del spamkommentarer, og de kommer (de fleste) ind via kommentarer på Sider!

Husker jeg forkert, eller har det været muligt at slå dem fra på sider også? Det mener jeg ganske bestemt? Men jeg kan ikke finde det nu! Er det lavet om eller hvad sker der lige? Hjælp!

Dagens udflugt(er)

Dagens udflugt blev til sådan ret spontant. Jeg skulle finde den filmoptagelse, jeg var klar over, jeg “faldt over” ved mit besøg på Vestre Kirkegård. I den forbindelse, fik jeg læst lidt om krigen, Frihedskæmpere, tyskere på dansk grund og alt det her tjavs. Således fandt jeg også ud af, at Bispebjerg Kirkegård i den forbindelse, kunne være interessant at besøge. Og eftersom min hr. fader ringede i morges og meddelte, at han ville komme med bilen. Jamen så var det jo oplagt, at tage på tour. Indtil det begyndte at øsregne i stænger. Nå, men det var da ikke værre end turen kunne udsættes til en af dagene, da jeg har bilen ugen ud.

Mens jeg håbede på vejrskift (ikke så urealistisk, eftersom det indtil denne byge, havde skiftet mellem sol og overskyet), drog jeg lige til biblioteket. De skulle have en film til mig. Det viste sig, at bibliotekaren havde taget fejl, og bestilt bogen. Det var ikke lige det. Så vi lavede om, og jeg fik også bestilt en kogebog i samme åndedrag.

Da jeg smed bilen på parkeringspladsen ved bibklioteket, var det holdt med at regne. Da jeg kom ud far det ligefrem klaret op, og der var glimt at blå himmel og et hint af solen. Jeg tog chancen og kørte afsted. Det er jeg glad for jeg gjorde, for vejret var rigtig fint. Blå himmel og sol og frisk brise. En tur på 2 timer rundt på en enorm kirkegård. Så nu er du advaret, hvis du tager derind. Jeg skal ihvertfald have oversigten over kirkegården med en anden gang, ligesom jeg skal, når jeg igen skal på Assistent Kirkegård, som også er stor.

Den var langt større end forventet, og jeg var helt forvirret og kunne intet finde. Tak til de søde gartnere, der hjalp mig. En først med anvisninger, den næste legede chauffør, og fik mig på tysk retning, og de sidste to, var bare søde og hyggelige og vi fik en sludder. Dejligt at møde søde mennesker på sin vej rundt. Guld værd. Tak for det. Til trods for undertegnede, der kan fare vild i en telefonboks, så fik jeg taget 200 fotos. Nu skal de så lige ordnes. Når klar skal jeg sige til, til dem, som kunne tænke sig at se dem.

Dagen sluttede med en tur i stalden for lige at sige hej og give en Polo til yndlingshesten Neppe. Han belønnede mig med at vrinske så snart jeg kaldte på ham. Det endte selvfølgelig med, jeg blev og hjalp med at gå lidt med ham. Han har jo en dårlig kode og må ikke lave noget særligt. Senere skulle han have skiftet sin forbinding og jeg var støttepædagog. Det gik fint og benet så rigtig pænt ud – glade var vi, Iben og jeg. Vi puttede heste og kørte vores vej. Nu har jeg fået aftensmad, og nyder livet her. Skal lige skylle hestelugten af mig nu her, og få lidt varme – fryser igen nu. Og så skal jeg slappe af. Mon ikke en kop varm te ville være en god ide – jeg tror det. Dels for at få varmen, men også for at få ryddet ud i lagret. Har næsten gjort det til en aftenregel.

Teknisk Inspirationsmusik??

Jeg ved det ikke, men et forsøg værd. Jeg er træt allerede på forhånd, og indtil nu ikke kommet et skridt videre i min faste belutning om, at jeg skulle prøve, at slette de dårlige filer m.m. på horseracing.dk. I modsætning til, hvad mange tror, er jeg overhovedet ikke en dyt teknisk. De ting, jeg har her, har jeg kun fordi søde mennesker, har kunnet og villet hjælpe mig. Desværre er der ingen af mine hjælpere hverken dem, jeg har betalt eller andre, der åbenbart har tid og mulighed for at hjælpe mig lige nu. Så jeg er overladt til mig selv. Og når man intet begreb har om de meget tekniske detaljer, så er det overvældende.

Jeg har været inde og kigge og har også forespurgt forsigt, om det var sådan. Det var det så ikke, så nu skal jeg så se, om jeg kan regne ud, hvordan det så er. Der går bare ALT for lang tid med det. Jeg kan sikkert godt finde ud af det, hvis bare nogen gad vise mig det sådan helt praktisk. Men hvem? Suk! Det var jo også rart for mig, at kunne selv. Jeg har fået en vejledning, men som sagt, så er det ikke så ligetil.

I et forsøg på at få humøret op, har jeg sat noget musik “over” her på computeren. Først var jeg på Radio 100, hvor jeg hørte ovennævnte sang. Lige nu hører jeg så Radio Luxembourg. Jeg synes ikke det hjælper meget, men det er da et forsøg værd. Afledningsmanøvre er der nok af, men hvis ikke hele dagen skal gå, må jeg hellere koncentrere mig om opgaven “in hand”. Vejret gør her ihvertfald ikke noget for at “løfte stemningen” – har lige måtte panik redde mit vasketøj fra truende regn – igen!

Lejlighed i Århus C søges

Stine er hjemløs pr. 1. maj og ønsker sig en lejlighed i Århus C.

Da jeg selv ved, hvor desperat, jeg var, da jeg søgte bolig, vil jeg hjertens gerne hjælpe og smider hermed opfordringen, selvom jeg ikke bor i det Jydske.

Det kan jo være, nogen der læser med her kender en, der kender en eller noget. Se mere om Stines boligønske her.

Nødråb/efterlysning: Ældre hoppe (meget gerne hvid og araber) som selskabshest

Jeg fik følgende indlæg fra en hesteveninde her igår, og jeg vil herigennem gerne hjælpe, hvis muligt. Efter hun så mit indlæg om Pony’en Minty, der fik sig en ny veninde, fik hun ideen. Den er slet ikke dum, og jeg håber, det lykkes. Her er hvad Jane skrev til mig:

Læste netop artiklen om den lille Pony “Minty” som mistede sin veninde igennem en årrække, hvilket gav HAM en depression og MIG en idé.

Vores gode gamle væddeløber N.P. som nu har været pensioneret i 5 år, står opstaldet hos den mest vidunderlige familie på Sydsjælland sammen med en x-galophest og en meget smuk 3 års hoppe af en art.
For knap 14 dage siden fik vi en MEGET trist mail. Damen som passer ham og som er meget hestekyndig, skønnede at han burde i aflives fordi hans veninde igennem 3 år, en 16 årig varmblodshoppe pludselig var død.
N.P. havde ikke veget fra liget af sin veninde i al den tid som hun havde ligget under en presenning og indtil hun blev trukket væk. Fra at være jordens gladeste hest, var han pludselig blevet som et spøgelse. Spiser al sin mad, får masser af frisk hø og lækkerier. Dejlig boks, skønne omgivelser. Han taber sig bare. Er deprimeret. Dog ikke i de ca. 2 timer vi var nede og se ham, dér livede han totalt op, lavede sine sædvanlige kunster og legede endog lidt med de to andre der ellers ikke vil se til hans side. Så han er ensom. Moppet ud.
Dyrlægen har været tilkaldt 2 gange, intet at bemærke.

Er der nogen i dette forum som kender nogen med en gammel varmblodshoppe som måske er i er samme situation, og som har plads til denne engang så stolte væddeløber også????
Så bli’r det en happy ending ikke kun for Minty, men også for vores kære familiemedlem.

Hvorfor slår vi ham bare ikke ned og sparer de penge det nu engang koster at gi’ ham et godt liv???
Fordi vi elsker ham uendeligt, og fordi han i sin 5 årige karriere har givet OS så mange herlige oplevelser og været sådan en “good sport”.
B.H. Jane

Har du mulighed for at hjælpe, så skriv enten her el. kontakt mig på mailen, så skal jeg formidle videre til Jane.

En helt

Jeg har for nogen dage siden mødt en af hverdagens helte – Malene. Vi mødtes via hendes site (det er senere deaktiveret), og jeg spurgte, om hun ville hjælpe mig, med nogen problemer med mit site. Det ville hun og takket være hende, kan jeg nu vise kommentarer på min side.

Det var ikke så svært som jeg forestillede mig, og det viste sig, at der var en fejl i den tekst jeg kopiererede over. Så var det jo ikke så underligt, det ikke virkede. Nu virker det – Tusind tak til Malene!! Iøvrigt fik jeg sendt hende et link, så hun fik nyt tema på sit site. sådan kan man få gode oplevelser på nettet.

Jeg har en fornemmelse af, at vores udveksling af erfaringer/viden fortsætter og det er da hygsomt!

Også tak til Liselotte, som sporede mig ind på det rigtige plugin – der er ca. en milliard af dem.

Mit humør blev straks bedre, nu hvor jeg kunne glæde mig over denne feature, som jeg har ønsket mig fra starten – så kom og kommentér hos mig og hav en god aften.

Opdateret 18. februar 2021

Den sidste dag

Så blev det den sidste dag, på de grønne og frodige Sydhavsøer. Man må sige, at det er det smukkeste vejr og tage afsked i. Solen skinner fra en skyfri himmel – det gør det ikke lettere at sige farvel. Men de løber jo ingen steder, og jeg kan altid komme på besøg hos de få, men gode venner jeg har her.

Det er en underlig følelse, at skulle tage afsked samtidig med, at jeg er helt afklaret om, at det ér det rigtige for mig, og jeg glæder mig. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke er glad for den tid, jeg har været her, og at der ikke er ting/mennesker her, jeg kommer til at savne. Sådan er det, der er altid noget, man må sige farvel til for at få noget andet.< I den her flytteproces, har jeg bogstaveligt renset ud på mange planer, dels har jeg fysisk smidt en masse ting ud, og givet væk i mængder til genbrug. Det er utroligt, hvad man får samlet at skidt og ragelse, som man ikke bruger. Alligevel gemmer man det, og tænker " det kunne jo være"!!! Gu kunne det ej *griner*, det ligger der bare, og der bliver det liggende. Den gamle lampe, der skulle sættes i stand, og mange andre ting, der bare lige skulle .... man får det bare ikke gjort. Eller jeg gør ihvertfald ikke. Nu får andre forhåbentlig glæde af det. Jeg har også reflekteret meget over det begreb, der hedder venner og venskab. Jeg kan sgu ikke helt greje det. Det troede jeg, jeg gjorde, og at jeg gjorde alt for at være en god ven. Det må være mig, der har misforstået noget. I mit hoved, er venner nogen der hjælper en, når man har brug for det. Stiller op, og lytter, bliver lyttet til, som man kan ringe til og som vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe en. Som prioritere en i deres liv og omvendt, og som interesserer sig for, hvad der sker i ens liv. Nogen er man selvfølgeligt tættere på end andre, men dem man har kendt i mange år og dem man er rigtig tæt på, da forventer man da bare lidt...eller? Det kan man så åbenbart ikke. Jeg meddelte jo med stor glæde at jeg skulle flytte. Alle har også været meget glade på mine vegne over den her flytning. Mange skyndte sig at komme med tilbud om hjælp til flytning, pakning m.m. En veninde sagde, at hun ville komme med sin kæreste en weekend og hjælpe med at pakke. Og det samme sagde min søster. Da det kom til stykket, har jeg pakket hver en lille ting selv, og INGEN overhovedet har tilbudt deres hjælp. JO, i den anden ende ville min søster pludselig godt hjælpe. Og det gør de. Problemet er bare, at det er ikke der, jeg har brug for hjælp - der har jeg flyttemanden! Veninden der ville komme med sin kæreste og hjælpe - tjah det blev heller ikke til noget, til gengæld hjælper hun dog som den ENESTE. Hun kommer imorgen og kører mig og min bil ind. Det er en stor hjælp, da jeg ikke selv kan køre så langt. Til hendes forsvar har hun også sit at se til, og i det mindste hjælper hun. Jeg kan ikke lade være, at sidde med en vis skuffelse over, at ingen har tilbudt deres hjælp. Alle ved, at jeg har et ikke særligt stærkt helbred/fysik, og at jeg er helt alene. Men sådan er det, og det gik - om ikke andet, kan jeg ikke takke andre end mig selv for, at det blev pakket og gjort. Men jeg kan ikke lade være, at tænke, hvis ikke folk (venner, familie) skulle hjælpe i sådan en situation, hvornår skulle de så? Et er sikkert, min egen lyst til at hjælpe, er blevet mindre. Jeg har ellers altid tilbudt mig, til stort set hvad som helst mine venner kunne have brug for. Jeg har så galt lånt en veninde flere tusinde kroner, fordi jeg troede, hun virkelig var på den, kun for at blive kasseret da hun kom på fode igen, og hun så pludselig ikke synes, hun kunne bruge mig til mere??? Jeg fatter ikke den der "brug og smid væk politik", heller ikke, når det drejer sig om venskaber. En anden veninde, jeg ringede til, brød ind i samtalen med at der lige var noget, hun ville sige, i forbindelse med, at jeg nu flyttede ind. Jeg sad og tænkte "øh". Og hun startede så godt nok med at sige, at det jo var superhyggeligt, at jeg kom ind, MEN.... OG SÃ… KOM DET. Nu håbede hun jo ikke, jeg havde for store forventninger til, hvor meget vi skulle ses og sådan. Hun havde jo meget at se til og travlt og sådan!!! Jeg var bare målløs! Denne veninde har jeg kendt siden jeg var 6 år gammel. Jeg har på INTET tidspunkt, givet udtryk for, at ville se hende hverken mere el. mindre, end både hun og jeg har lyst til, eller at jeg havde specielle "krav" og forventninger til hende. Jeg blev simpelthen så paf, skuffet og ked af det, at jeg sagde til hende, at så synes jeg, hun skulle ringe, hvis hun fik tid, men at hun iøvrigt måske kunne have ventet og set, om der opstod et problem, NÃ…R jeg var flyttet. Hun er en veninde, der ligger langt tilbage, og jeg vil da gerne se hende, men hun er ikke det menneske i denne verden, jeg har mest tilfælles med, så hun behøver ikke, bekymre sig. Jeg får da også nok at se til, men jeg blev godt nok noget ked af det. Jeg har af gode grunde ikke henvendt mig til hende siden, og jeg gør heller ikke! Så efterhånden har jeg lært, ingen forventninger at have til selv gode gamle venner. Jeg ved snart ikke, om begrebet er helt udvandet. Er det mig, der har urealistiske forventninger til venskaber - det må det jo så være. Men jeg synes, ikke jeg har forventet mere, end jeg selv har været mere end villig til at give. Men det ser ud til at være MEGET langt fra, hvad andre er. Om ikke andet, så har jeg da lært at værdsætte mit eget selskab i årene her på Sydhavsøerne, så om ikke andet, så skal jeg sagtens klare mig, med min daglige gang i stalden, og blandt de mennesker jeg kender der, så får jeg under alle omstændigheder mit behov dækket, og så blandt de venner, som jeg ved, også gerne vil se mig, og som trods alt glæder sig til jeg kommer. Nu lyder det måske som om, jeg slet ikke glæder mig, det gør jeg, men det her er altså nogen af de tanker/følelser, der er dukket op i processen. Vi skrives igen, efter flytning. Opdateret 10. januar 2021