Endnu en tur på hospitalet

I går var endnu en tur på hospitalet til undersøgelser. At sige, jeg er træt af det, forslår næsten ikke, og jeg har endnu mere forståelse for min far, når han sine sidste år også klagede den vej rundt. I hans alder kan man måske forvente det i nogen grad mere, end hvad jeg synes er rimeligt for en på min alder. Men det spørges der så ikke om.

Nu er vi ude i et nyt problem. Et mere feminint et af slagsen, og går det som frygtet, så ender det med en operation. Aftalen er, at vi ser det an, for det er ikke “bare lige” og med forhøjet risci, så derfor ser vi om jeg kan leve med det, eller jeg ikke kan. Og det tror jeg faktisk ikke. Det gjorde jeg heller ikke, da jeg var der i går, men synes, det er fair nok, at de beder mig opveje mulighederne og risci. Hvis det går helt galt, må jeg jo råbe op, før den aftalte frist. Men hold nu kæft, jeg er træt af det. Og jeg kan så fortælle, at jeg er blevet opereret 4 gange før, på den konto. Og det er faktisk det, der gør, at det nu er med forhøjet risiko at begynde igen.

Det var en rigtig sød kvindelig læge, som jeg har fået lovning på, følger mig nu. Så det er jeg rigtig glad for, og så ville hun tage mig op på konference også. Så det bliver gjort grundigt. To scanninger i går og samtale/undersøgelse og blodprøve. Det til trods for de 12 glas, de tog sidst (som iøvrigt intet viste).

Egentlig synes jeg nok, at jeg er et af de mindst pivede mennesker, jeg kender. Men jeg må sige, at være sløj og svimmel i nu næsten 2 mdr. og så have det her oveni, begynder at slide noget på mig. Og dertil skal så lægges alle mine sædvanlige smerter og ubehag, som jeg ikke taler så meget om, men som dog er der. Normalt synes jeg, at jeg tager det pænt, men jeg skal hilse og sige, at jeg er ved at nå grænsen! Egentlig må jeg jo ikke klage, og jeg er taknemmelig for, at det ikke er noget alvorligt (det var det, blodprøven gik på, for den havde de ikke taget sidst). De mistænker det heller ikke, men så er det også gjort.

Så nu har jeg to ting, jeg render om. Det andet er mine fødder som driller, og det kan jeg da så trøste mig med, at det skal jeg ikke rende om før om ca. 4 mdr., for så lang ventetid var der (5 ialt, da jeg fik brev). Suk!

Musikken, er et yndlingsnummer og et af de smukkeste stykker musik, der er skrevet. Det findes i et utal af varianter, netop fordi det er så populært. Og jeg lytter gerne, for det er godt nok svært at ødelægge. Her bliver det absolut ikke ødelagt og ved samme lejlighed opdagede jeg Hauser Cello (Stjepan Hauser – søg selv på Google, der er flere links, både til ham og hans medmusikant i 2cellos). Jeg skal helt sikkert lytte mere til både det ene og det andet. Jeg synes, det var fint med noget lidt opløftende, nu når jeg ikke får taget nogle nye fotos lige sådan.

Det er et stykke musik, jeg elsker og som altid rør mig dybt ind i sjælen. Jeg lytter det både når jeg er glad og ikke så glad – gæt selv hvilket p.t. og især, når der reflekteres over livet i de mere alvorlige baner. For en gangs skyld, vil jeg gerne være pivet og sige RØV, jeg synes ikke, det er spor sjovt. Dertil kommer dårlige nyheder på flere fronter, men det er ikke noget, jeg som sådan kan skrive om her. Så der er bare intet, der kører den rigtige vej lige nu. Og hvornår det så lige vender, må Guderne vide.

“Crazy Horses” og en noget alternativ dag


Sazerac (Pistachio-Phoenix Phantom) på folden i dag

Fotos af søde Saz her, var før “helvede” brød løs, så at sige. Inden det gjorde, nåede jeg at hygge med Kicker, som iøvrigt også var hyberfræk i dag, sludre med Rikke og Ely og en hel del med træneren. For der var kun os, meget af tiden. Så kom Søs, og hun red ud på Lariyda, og så var vi selv igen.

Saz gik ude på walkeren og havde gjort et stykke tid (efter han iøvrigt havde gået på folden og leget gyngehest et godt stykke tid også) og skulle ind. Normalt er han dyden i egen person, men pludselig tog fanden ved ham i dag. Skal vi ikke bare sige det sådan, at jeg foretrækker hestene med 4 ben på jorden. Han mente pludselig, han skulle gå på 2. Dårlig ide. Det viste sig vi fik gæster, og jeg formoder de var årsagen.

For nu at gøre en meget lang historie kort, så havde vi pludselig en hest ekstra (den kom på folden), og en forpint rytter, der havde store smerter og fluks skulle på hospitalet. Det faldt i min turban (helt frivilligt selvfølgelig) og heldigvis kom hun hurtigt til. Ikke at de gjorde noget ved det udover at give smertestillende og konstatere brud (kraveben i 3 dele!!). Nu må vi se, om det så skal opereres.

Vel tilbage igen fik vi lige taget et par fotos, vi havde talt om, og så skulle jeg et smut til Lyngby og købe en gave. Godt jeg på forhånd ikke vidste, hvor slemt der var i Lyngby Centret. Jeg kørte rundt i 15 min. for at få en plads, og der var sort af mennesker allevegne. Men jeg fik, hvad jeg ville have og uden at stå længe i kø, og så susede jeg ud derfra, så hurtigt den lille bil næsten kunne. Pyh! Så lidt indkøb og så hjem. Så klokken var pænt mange inden jeg var her, og jeg er mast flad som en pandekage nu. Skal lige have lidt at spise og så skal jeg ind på min gode sofa, for imorgen skal jeg også relativt tidligt op. Fodfidusen først og så besøg hos et vennepar bagefter.

Godt nyt – update!


Warren Hill i Newmarket, som jeg efter planen genser sidst på året – glæder mig

Der er grund til krigsdans og at glæde sig. Patienten (far – ikke mig), har det væsentligt bedre, og udtrykker selv glæde over det. At sige at jeg er glad også, forslår vist ikke! Far spiser mere (ikke kæmpe mængder, men bare at han gør), og får fjernet sonden, han er ude af isolation fra i dag, og undgik maveonde (i modsætning til undertegnede) og bliver overskrevet til Tranehaven for gentoptræning torsdag, hvor han også er færdig med antibiotika. Der skal så lige være plads først. Så det er bare glædeligt.

Så skal jeg bare på benene. Det går lidt langsomt, men der er også kun gået en uge i morgen, og I kender jo mig. Det skal pr. definition altid tage lidt for mig. Sålænge det går over, så lever jeg med det. Det har jeg gjort et helt liv. Jeg prøver at hygge mig med tv, og så sover jeg meget. Det skal nok gå.

Jeg kan så nu, hvor det hele går bedre, trække vejret igen og begynde en form for planlægning. Der er en tur til Newmarket sidst på året , jeg glæder mig meget til , og så skal jeg have planlagt min tur til Berlin. For den VIL jeg på i år! Basta! Men first things first – helbredet. Jeg har iøvrigt fået tid til scanning på mandag, og får så besked hos ørelægen en uge efter.

Håber I har det godt ude i blogland. Jeg “humper” lidt rundt og læser, men får ikke skrevet alverden lige nu, og kan også mærke, at nu skal jeg ind og lægge ned. Men jeg synes, at I har været fantastiske til at støtte og opmuntre her under fars sygdom, og så skal I selvfølgelig vide, når det går godt! Jeg kan ikke takke jer nok, det har været hårdt!

Som frygtet

… var jeg ved at blive syg! Det opdagede jeg torsdag aften og har været syg lige siden. Derfor har der været stille her, og er noget endnu. Først igår holdt jeg fast føde nede, og har stadig feber og er godt og grundigt sløj.

Den anden patient (far), er stadig sluppet for maveonde, og det går langsomt frem fysisk. Dog bliver han stadig forvirret. Vi får se, hvordan senere i dag. Jeg vil under dynen igen. Jeg skal nok svare jeres søde hilsener, når jeg får det bedre. Men de luner og er læst!!

En ulykke……

Kommer sjældent alene. Idag i stalden blev en af vores staldvenner kørt på hospitalet efter at være blevet sparket.

Da jeg så kommer hjem ser jeg denne nyhed, som kommer til at ramme en meget gammel kær og speciel ven. Godt nok til dels ventet, og måske alligevel godt med en omstilling – siger han. Men han har været der en menneskealder, så det bliver ikke let. Jeg håber, det bliver godt, hvad end han finder istedet.

Update: Vores ven fra stalden slap heldigvis med en bule og en flænge!