En blandet landhandel

Dette er solnedgangen fra i går. Rigtig fin. I dag har det været gråt i gråt og regner gør det også i skrivende stund. Så ikke meget at råbe hurra for lige p.t. hvad angår vejret – eller noget som helst andet for den sags skyld. Siden sidst er vi blevet belemret med Coronapas for nu lige at sætte prikken over i’er i et her cirkus, som jeg kalder det. Grænsen må efter min mening gå et sted, og nu er den altså langt over.

Det skulle ikke handle om det, men jeg tænker, hvad hjertet er fuldt af…. og som jeg har sagt længe i det her. Jeg er dælme glad for, at jeg er så gammel og har rejst så meget. Jeg synes faktisk, det er rigtig synd for de unge mennesker, der går glip af, hvad skulle have været deres bedste tid, med fester og sjov og ballade.

Ellers er der ikke sket det vilde. Jeg har haft en tur med hovedet, så jeg har ligget lavt helt bogstaveligt, og jeg bliver iøvrigt ved med at lide af hovedpine. Ikke så jeg ikke kan være nogen steder, men bare sådan stort set hele tiden. Meningen var jo, at jeg skulle tale med lægen om det, og nu har jeg så skiftet læge, så det tager lige lidt at tage mig sammen og ringe til den nye. Men det skal jo gøres på et tidspunkt. Det er et stort skridt for mig, at skifte læge. Det er noget, jeg aldrig har gjort før, undtagen når lægen har været holdt op, eller jeg har været flyttet og har været tvunget ud i det. Da jeg flyttede til Falster og Lolland, var jeg utroligt heldig med læger. Og det var jeg så også i mange år her. Men da min læge her gik på pension og overdrog praksis, var det en rutchetur nedad for fuld fart, og det blev desværre kun værre. Så nu står vi her med ny læge.

jeg har ikke været i stalden, men jeg har planer om, at jeg skal i morgen eller tirsdag, afhængig af dagens aktiviteter. Som jeg nævnte på Facebook er min plan, at jeg vil skrive noget om alle de projekter jeg har har, jeg skal igang med. Lige nu kniber det lidt med energien, men det skal nok komme og projekter er der nok af. Jeg håber, I vil synes, det bliver sjovt at følge med i. Nu har jeg jo også min egen boremaskine, hvilket bliver en sand fryd nu, når jeg skal i gang. Jeg skal også have købt nogle materialer til nogle af projekterne. Mere om det senere.

I torsdags havde jeg besøg af min bedste veninde, som var her med hundene. Dem jeg passer med mellemrum, og som jeg nyder meget, nu jeg ikke selv har en. Desværre måtte vi sige farvel til den ældste af hundene dagen efter. Det er jo et vilkår, når man har dyr, at man også skal sige farvel.

Fredag havde jeg også besøg. Nu har jeg stort set ikke haft besøg i måneder, så i 2 dage i træk er voldsomt, i det hele taget. Det var en hesteveninde, jeg har haft en aftale med, i evigheder om, at vi skulle drikke kaffe. Hun bor langt væk, så det er ikke bare sådan lige. Nu var hun på mine kanter, så vi besluttede, at det var nu eller aldrig. Det var superhyggeligt. Jeg håber, at tage hen og besøge hende, når det bliver lidt bedre vejr. Vi må se, hvordan det hele spænder af.

Lige nu nyder jeg weekenden og har lige fået mig et bad, og ser Inspektor Barnaby, som jeg er vild med, og elsker at hygge med. Det og så en G%T, sådan en trist søndag, det er sagen. Man må finde de glæder man kan, for som det går, bliver der færre og færre af dem. Jeg håber, du har fundet nogle her i din weekend.

Mandagstur og dårligt hoved

Som de fleste ved nu, så rider jeg nu hver mandag. Også i dag…. Dog var det med hiv og sving, for hele weekendenden har mit hoved været helt tosset og det fortsætter i dag. Det gik okay på rideturen, men så snart jeg kom hjem gik mit hoved i koma igen.

Så træls, når jeg får den slags ture, for man kan ingenting. Nu må vi se, om det bliver stalden i morgen eller om jeg må springe over. Så bliver det torsdag i stedet. Her er et par stemningsfotos fra turen. Du kan se lidt flere her.

Så af samme årsag bliver dagens indlæg kort og præcist. Men bortset fra ovenstående, havde vi en dejlig tur og var ude i 2½ time og mødtes med en galopveninde.

Blomster & Beslag

Som jeg skrev på Facebook, så havde jeg hovedpine i dag og det havde jeg også i går. Noget træls. Oveni var jeg træt, for jeg havde gået meget med mine små venner. Jeg havde ikke de store forhåbninger til at få lavet meget i dag, men faktisk endte jeg med at overgå mig selv.

Jeg blev enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at tage mig sammen for nullermændene dansede helt bogstaveligt tango her. Inden jeg gjorde noget ved dem, kom jeg i tanke om, at jeg skulle ned og bytte og tilkøbe 2 beslag mere. I går købte jeg to kroge til dels min altandør og dels til mit vindue. De galvaniserede er til udendørs og hvide til indendørs.

Det viste sig, at som den nye altandør er skruet sammen, kunne krogen ikke sidde indendørs som jeg havde planlagt, men til gengæld fik jeg så styr på alle vinduer og døre og hvad jeg skulle bruge. Afsted til Ordrup Værktøjmagasin, hvor man altid får god hjælp og betjening. Og jeg fik byttet et beslag (det var for kort) og fik købt dem jeg skulle bruge istedet.

I går så jeg også de fine blomster, men købte dem ikke. Det gjorde jeg så i dag – i IRMA. De kostede 18 kr. stk, så det var til at overskue. Som det ses er de blevet plantet ud mod gaden, hvor det fine tulipantræ blomstrer helt fantastisk lige nu.

Oveni at plante dem, så fik jeg boret huller og sat alle beslagene op, så nu kan jeg have alle vinduer og døre på krog. Og for det ikke skal være løgn, så lykkedes det mig også at støvsuge hele hytten så nu er der ingen nullermænd, der danser længere. Jeg føler mig ret overskudsagtig og så med hovedpine også. Den er mindre, men den sidder sådan lidt i baggrunden. Men jeg er ovenud tilfreds med dagens indsats.

Relativt flittig

Jeg har været flittig i dag. Ikke i forhold til så mange andre, men i forhold til, hvordan jeg har det i dag og i det hele taget lige for tiden, så er jeg mere end godt tilfreds. Mit hoved er mere end tosset for tiden og det sætter sit tydelige præg på, hvad jeg får lavet og især ikke får lavet. Jeg malede i malebog forleden og det var rigeligt, og så igen behøver det ikke at have været det. Udover det, så er min tinnitus helt tosset også, og humøret er ikke på toppen, så alt i alt, så er jeg ikke glad.

Men jeg prøver, at bevare det positive outlook, og i dag, tog fanden ved mig. Jeg har for noget siden lånt en boremaskine og borene, har jeg selv. Så har jeg bare ikke fået mig taget sammen til at hænge ting op. Det fik jeg så gjort i dag. En kurvehylde i badeværelset og to billeder i soveværelset. Væggene her i huset er en historie for sig selv, som jeg før har været inde på. Så enten er det slagbor og hele svineriet eller også, er det smuldrervægge. Jeg har været ude i begge i dag, men projektet er lykkedes. Jeg mangler dog det sidste ude i spisekammeret, hvor væggen nærmest er af halm og puds og bare man kigger på den, så falder skidtet ned om ørerne på en. Nu har jeg lappet med polyfylla, og så skal jeg have hængt op i morgen og lappet det sidste.

Ikke at klokken var så mange, da jeg var færdig, men mit hoved var færdigt, som i helt færdigt. Det eneste, der hjælper bare lidt er, at sove, og det gjorde jeg så. Så har jeg fået aftensmad og vasket op og nu ligger jeg i min seng og ser TV og skriver lidt her. Nu vil jeg tage en pille og sove meget godt til i morgen tidlig, hvor planen er Kickerkys og godt selskab og så er der en der har kage med i morgen. Hyggeligt. Foto er fra min hundetur søndag.

En møgdag med migræne

Dagen i dag har været en møgdag uden lige. Jeg har næsten ikke sovet. Det er generelt et problem, men udefra kommende ting, oveni en massiv migræne, gør ikke sit til at hjælpe på sagen. I mange timer, lå jeg bare for nedrullede gardiner og prøvede at sove, og endte da også med, at kunne sove lidt, og migrænen lettede lidt ved hjælp af piller.

Det er godt nok sjældent, at jeg har hovedpine på den måde, men jeg tror, systemet begynder at brænde lidt sammen med alt der sker omkring mig, og vi nærmer os også, at jeg skal rejse. Misforstå mig ret, jeg glæder mig helt vildt, men jeg er samtidig også nervøs og spændt på en gang, hvis det giver mening. Helt bortset fra, at jeg da aldrig har været væk hjemmefra, så længe. Så det er flere ting, der er i spil. Og som I sikkert ved, så har der ligesom været sket “lidt” her de seneste måneder.

Så af alle ovennævnte grunde, har jeg ikke været til pænt brug. Egentlig ville jeg have været på visit hos en hesteveninde, der ligger på hospitalet (ja hun faldt desværre af hesten), men det blev altså ikke i dag. Hun ved, jeg tænker på hende. Hvis jeg får lavet nok her, må det så blive i næste uge.

Humøret har bestemt heller ikke været noget at skrive om idag, for nu at sige det mildt, så alt i alt, er det en af de dage, jeg gerne springer let og elegant over. Jeg skal ikke kunne sige, hvornår jeg lige får det bedre. Hovedet er bedre og på trods, har jeg faktisk fået ryddet op i mit køkken og lidt andet, så helt og aldeles skidt, er det ikke endt.

Og så fik jeg lavet noget sund aftensmad også. Til frokost stod den på en lasagne, jeg mangler at skrive om (det får komme, som det kan), og til aften, var det den dejlige indiske aubergineret med dal (fra fryseren) og så ris til. Det smagte himmelsk, og så besluttede jeg, at dagen var den, hvor jeg fortjente et glas hvidvin, så det får jeg så. Rigtig god weekend til jer.

Foto er fra min tur til Mølleådalen med det nye kamera.

Tirdagstræt og lægebesøg

Det har været en lidt “tung” dag i dag. Den startede ikke sådan, men som dagen skred frem, blev den det.

Jeg startede i stalden i morges efter først at have måtte styrte ud af døren, fordi bilen holdt ulovligt parkeret. Jeg troede faktisk, jeg havde været rigtig god og læst det fordømte skilt, men nej. Nå, men flyttet blev den og jeg kørte i stalden. Det syn der mødte mig, var Monte Carlo på folden, og sød er han altså. Det plejer gerne at være Kickertutten, der går der, men jeg kan afsløre, at han bestemt ikke blev snydt, men kom derud senere og hyggede sig gevaldigt.

Egentlig plejer jeg ikke sådan at “gå i utide” når jeg først er kommet. Jeg plejer gerne at blive til den bitre ende. Ikke i dag. Jeg gik fuldstændig kold, og måtte tage hjem. Helt smadret var jeg, og jeg faldt da også i søvn. Men op igen skulle jeg, for jeg skulle til endnu et speciallægebesøg! Det fik jeg også klaret og blev lidt klogere.

Træt var jeg stadig og hovedpine fik jeg. Først fik jeg en email, der gav mig mere hovedpine og senere var der andre ting, der bestemt ikke hjalp. Enden på det blev, at jeg nu på trods, har fået skrevet lidt herovre om Monte Carlo’s sejr og nu vil jeg så gå i seng og prøve at sove. Det har knebet med, at få sovet ordentlig senest eller ihvertfald få hvilet nok. Og det går ikke, som ofte får jeg så en snert ondt i halsen, som et vink med en vognstang om, at jeg godt kan “skrue lidt ned”! Så det bliver jeg vist nødt til.

En tur gennem byen – og en update

I lørdags var jeg til fødselsdag som beskrevet. Det gav en pæn lille tur gennem byen, og eftersom kameraet var med, så skulle det også bruges. Vejret var så smukt, så selv den kedeligste ting, tog sig smukt ud som det ses.

Ellers har de seneste dage været præget af en hovedpine på migræneniveau – heldigvis bedre i dag, men hovedet er stadig ikke særlig samarbejdsvilligt. I går var det ikke dødsmart, for jeg skulle have været til møde, men det måtte jeg aflyse, da jeg dårligt kunne rejse mig fra sofaen.

Nu får vi se, hvordan i morgen, men fredag skal jeg være frisk, da jeg har en udflugt planlagt. Så hellere springe stalden over i morgen. Der kan jeg tage ned lørdag, hvis jeg kun er nogenlunde igen imorgen.

Til gengæld, har jeg fået lavet den her lækre Paella – lov mig, du prøver den, den vil være populær hos dine gæster også.

Gratis glæder og Juledæmoner

Jeg har haft en af de dumme dage. Total hovedpine fra jeg vågnede til nu. Sådan en af de grimme, hvor jeg egentlig mest af alt havde lyst til, at ligge på sofaen hele dagen og lave ingenting. Selvom jeg kun er mig, har jeg jo også ting, der skal gøres, og jeg er om ikke så voldsomt som før bagud, så dog bagud.

Det gælder om at prioritere hårdt hele tiden, og jeg skulle have bestilt nogen ting online i dag, og det er jeg så igang med nu, samtidig med, at jeg skriver dette indlæg. Når det er gjort, så har jeg fået lavet mere, end jeg overhovedet regnede med til morgen. Jeg har nemlig også fået puttet hyacinter i de antikke hyacintglas (er sikker på min mor glæder sig i sin himmel), og fået plantet to yuccastiklinger i potter. Nu håber jeg så, de vil trives i mindre format.

En anden ting, der er er sket i dag, er knap så hyggelig. Jeg vågnede først tidligt og havde det mildt sagt skidt og hovedet endnu mere skidt. Så jeg sov til klokken 11. Lidt efter hørte jeg larm/råben nede på gaden og idt efter kunne jeg se en yngre mand stå og banke og hamre på en gadedør overfor mig. Han var råbende og grædende, men i det store hele stod han der bare, indtil han igen synes, døren skulle have en tur, han var forbi flere forskellige opgangsdøre, og også vores.

I princippet kan jeg være ligeglad, hvis ikke det var fordi, han tydeligt havde det rigtig skidt og sådan set var skræmmende, når han fik “et anfald”. Her for ca. en time siden, gik han stadig rundt nede på gaden og var råbende og agressiv på folks døre og var tydeligt i behov for en eller anden form for hjælp. Et er, at jeg helt personligt finder sådan en helt tydeligt uligevægtig person skræmmende, noget andet er, at han trænger for hjælp. Men hvem ringer man til – Politiet gider jeg ikke ringe til længere. De mener åbenbart, at det der helt klart er deres job, nu skal varetages af borgerne, så hvor ender vi så?? De har nedlagt vores så smukke og dejlige Politistation (der bygges nu en betonrædsel), så hvad gør man? Jeg endte med at gøre ingenting, men det kan da ikke være rigtigt eller kan det?

Anyway, jeg skal jo så ikke klage, uanset har jeg det nok bedre end den stakkel, som gik ude i regnen en hel dag, og tydeligt sloges med nogen dæmoner, der var meget lidt behagelige. Men hovedpine har jeg, men glad er jeg for, at jeg har fået ordnet planter, vasket en maskine, og nu lige skal bestille det sidste.

Og så var jeg lige ved at glemme, den gratis glæde, er en gratis vegansk kogebog med 15 opskrifter, du kan downloade ved at trykke på foto ovenfor eller linket her.

En humørbombe

IMG_2189opt2_NielsOvergaardmemorial

Jeg behøver dårligt at introducere herren ovenfor – det er solstrålen Kicker som vanligt. jo, jeg tager fotos af andre end ham, hvilket I godt ved. Men han er en stor favorit, og en som altid kan få smilet frem. Han gik på folden og hyggede sig, mens vi fik en tår bobler i lørdags, og det er der, det er taget.

I dag kom han ud og gå en lille tur og fik græs sammen med en anden “pony”, Sazerac! De ture er skønne og hestene og vi (staldveninde Susie og jeg) nyder meget.

Til gengæld nyder jeg ikke den vedvarende hovedpine, jeg har haft siden i torsdags, hvor en af staldens heste synes, den skulle banke mig en oveni hovedet. Selv synes jeg langtfra det var nok til en hjernerystelse, men helt godt er det ikke, så jeg tager det roligt. Nu vil jeg gå ud og lave lidt mad, og så glæde mig over, at jeg kom afsted i dag, selvom jeg stadig har hovedpine, og hovedpinepiller ikke hjælper.

Det hjalp ikke…..


Skyerne hang tungt over byen, da jeg forlod den


Et lille smut til Lyngby og Body Shop blandt andet – her hovedgaden længere oppe


På vejen hjem ville jeg forbi mor med en blomst og på C. V. E. Knuths Vej 4 A, 2900 Hellerup, ligger dette smukke hus, som iøvrigt er til salg for den nette sum af 7,4 mill. Det er lige min slags hus og minder iøvrigt meget om mit barndomshjem


Dette hus ligger nær ved, men er dog ikke til salg, bare rigtig smukt


Englen har jeg fotograferet før, men den bliver ikke mindre smuk med årene, synes jeg. Tænk hvad den har kostet engang. Det er nogen, der har villet ære deres forældre, der har rejst den, og jeg synes, den er fantastisk, selv bagfra


En buket fine Dahliaer til mor

Det er åbenbart 2 skridt frem og 3 baglæns igen, jeg vågnede med hamrende hovedpine. Havde besluttet, at jeg ville et smut til Lyngby og få min fødseldagsgave hos Body Shop, og det gjorde jeg så. Tænkte at luften havde godt af mig og det måske kunne hjælpe på hovedet med frisk luft og fototerapi. Det gjorde det ikke! Men skade har det forhåbentlig heller ikke gjort. Til gengæld var det en dårlig ide, for udover hovedet, brokkede hofterne sig voldsomt i dag, så jeg slæbte mig rundt, men jeg gjorde det dog.

Det var nok at presse den at tage på Kirkegården, men nu havde jeg jo købt blomsterne, men det holdt hårdt at komme hjem igen, men det kom jeg, som det ses. Sofaen kalder….