Hvordan skal jeg nogensinde blive færdig?


Fra den dejlige tur til Hedeland, på en af de gode dage

Det spørger jeg mig selv om. Dagen i dag skulle være brugt på oprydning og ophængning af Julepynten. Der er få ting, der er på deres plads, men størstedelen af nisserne står bare opmarcheret på min store kommode, og så er der lige det Julepynt, der er væk for mig, som jeg stadig ikke har fundet, og som også var væk sidste år. Indimellem kan jeg bliver virkelig skræmt over min evne til at få ting væk. Som jeg plejer at sige, det skal nok ende med, at jeg bliver væk for mig selv. Der er flere ting, jeg skal have fundet, blandt andet mine smykker, som jeg har fået gemt så godt, at jeg heller ikke kan finde dem. Det er noget elendigt, hvis jeg ikke finder dem, især nu hvor jeg lige har fået 2 nye kugler i Julegave til mit armbånd. Jeg håber, det hele løser sig, når jeg engang kommer i mål, men lige nu synes jeg, det ser lidt sort ud.

Nu er det jo sådan, at jeg ikke har de vilde planer for Julen. Jeg skal bare være her (eget valg), og så skal jeg til Julefrokost på lørdag. Og så står jeg for at fodre de firbenede Juleaften, noget jeg holder meget af. Jeg har ikke inviteret til noget her, selvom jeg rigtig gerne ville, for jeg er som sagt ikke hverken hel eller halvt færdig. Jeg håber, at vi kan hygge i januar og februar, hvor der alligevel intet sker, og det alligevel er så træls. Til Jul har folk alligevel så travlt med alt muligt. Men det var jo rart at kunne invitere, skulle man få lyst og overskud. Nu må vi se, jeg kan ikke mere, end jeg kan, og det få komme, som det kan. Men det er årsag til frustration, det er helt sikkert.

Nu vil jeg se, om det i det mindste kan lykkes mig, at få lavet noget ordentlig aftensmad. En dejlig curry var planen. Og så må jeg få skrevet de kort, der skal sendes, så jeg kan gøre det i morgen, om ikke andet. Suk!!

Rygbesparende arbejde

Det er, hvad dagen er bedrevet med. Umiddelbart skulle man tro, at det at sidde ret op og ned, var dårligt for ryggen. Men nej, det er det ikke. Jo mere lige op og ned, jo bedre. Var til lægen igår, og fik en fin planche med øvelser og ting, der er godt for den her dumme ryg. Og dog – den dumme her er sådan set mig, for jeg gør jo ting, jeg udemærket ved, jeg ikke skal. Når jeg så (for jeg kommer jo nok til det igen), gør noget, jeg ikke skal, så skal jeg forebygge, at skaden når et omfang som dennegang med de fine øvelseer, den gode doktor stak mig i hånden. Problemet med dem er bare, at jeg plejer at få mere ondt af den slags øvelser. Men fred med det, jeg prøver igen og virker det ikke, så klager jeg min nød.

Derudover har jeg (igen – I know) planer om, at starte på at svømme en gang i ugen. Jeg gjorde det, da jeg boede i Nakskov, og det var rigtig dejligt. Problemet her er, at finde et sted med fred og ro. I svømmehallen i Nakskov var der en dag kun for pensionister og efterlønnere. Det var SKØNT og noget så fredeligt. Jeg orker ikke hober af skrigende unger – beklager, men det gør jeg altså ikke. Så nu må jeg se, hvad jeg kan finde.

Det rygbesparende arbejde, er lagt her på bloggen. Den har fået nyt Julebanner og så har den fået en side om Fotografering også. Jeg mangler meget endnu, men det tager simpelthen så lang tid. Så det må kommer som jeg bliver inspireret til og har tiden til.

De sidste Julegaver er også handlet idag. Nevøernes Julegaver skulle i hus. Det var så let, for de kunne købes online et sted, så det var dejligt – så er alt købt. Nu skal de sidste kort skrives, og gaverne pakkes ind, og så skal jeg lige smide det sidst pynt op. Ikke idag men de næste dage.

Sidst men ikke mindst, har jeg fået pakket min externe harddisk ud og overført alle mine fotos, der ligger på computeren til den, så forhåbentlig ånder den lettet op nu. Så mangler jeg bare at få dem ordnet, men lidt hver dag, så lykkes det vel. Men helt sikkert er det, at jeg skal være færdig til sæssonstart med alle mine online-projekter. Men for nu er jeg glad for det, jeg har nået idag.