Orker du? Nu med rustning og bobbelplast!

Jeg har tænkt over det her indslag noget tid. Og hvad kunne være mere relevant, end at spørge jer, mine læsere, hvad I gør.. Emnet er kærlighed og mænd

Ingen hemmelighed, at jeg elsker mænd, men de seneste mange år, er det blevet en lidenskab, der mest har været teoretisk. Og det har ikke været fordi, det har været sådan, jeg har ønsket det. Er jeg endelig faldet over en enkelt, jeg kunne forestille mig, så har det været det helt forkerte og ganske uopnåelige, til trods for alle mine gode intentioner. Dem kan jeg ikke bruge til ret meget, hvis ikke det udmynter sig i noget mere konkret, udover hjertesorg.

Ingen hemmelighed heller, at jeg er ganske og aldeles monster-mega hamrende træt af det sidste. Det er også grunden til, at det med mænd, er noget af en sagablot efterhånden, og noget jeg stort set har opgivet. Ret skal være ret – folk spørger – “Jamen hvad gør du så for at møde en?”. Og jeg indrømmer blankt, jeg gør intet for det. Det med netdating har jeg prøvet for mange, mange år siden og det er altså et konceopt, jeg ikke er særlig vild med, eller har haft held med. Men jeg ser jo, at andre har held med det indimellem og endda bliver gift med folk, de har mødt online. Så for nogen lykkes det altså. Er det mig, der er sær, fordi jeg ikke orker det? Jeg har det jo godt som jeg har det – egentlig. Og jeg gider sgu ikke mere bøvl, drama og hjertekval. Det må jeg være ærlig at sige. Så jeg har det lidt sådan, at skal jeg orke det, så skal jeg bare i den grad falde, som fra en 10. etagers ejendom. Det er jeg så også god til, når jeg gør det. Men indtil nu, har det så givet mig lige så store kvaler.

Nu er jeg der, hvor den risiko vil jeg ikke løbe en gang mere. Med andre ord, jeg pakker altså mit hjerte ind i rustning og bobbelplast nu, og måske for resten af min tid…..når det er sagt, så er det jo også lidt sørgeligt. er der nogen af jer, der har set “Mormor på mandejagt“? Nu er jeg jo ikke mormor, men alersmæssigt, kunne jeg godt være det. De ytre faktisk mange af tanker, jeg også gør mig.

Når man når en vis alder, så er mulighederne ligesom udtømt, i ens omgangskreds. Medmindre ens veninder får nye kærester/mænd, som måske har en ven, de vil have afsat. Der har indtil nu ikke været noget overhovedet. Så er der fritidsinteresser, hvor man også kan møde nogen, og det er da også hændt, men ikke noget, der er blevet til noget. Det er også et miljø, jeg er kommet i længe, men man skal da aldrig sige aldrig. Der er da eksempler på nye konstellationer indenfor miljøet der også, til trods for, at de faktisk har kent hinanden på afstand i mange år. Så igen, det kan lade sig gøre.

Indtil nu er jeg ikke nået længere, end jeg synes, der må være en meget sød og dejlig mand, derude der passer til mig. Men indtil nu, går han altså glip af at møde mig, for jeg tør ikke, selvom jeg egentlig synes, jeg har meget at byde på.

Giv mig jeres tanker omkring det her. Positive, negative og både og. Og fortæl jeres historier. Hvordan mødte du din mand/kæreste. Hvad tænker du om det? meget ofte møder jeg jo piger på min alder, der udtrykker, at de også synes de ther er svært. Ordet er frit ….. Selvfølgelig også for mændende, som kan have nøjatigt de samme tanker/problemer.

Passende på Valentinesdag

Den her sang fik jeg lyst til at poste for noget siden, men tænkte så, at jeg ville gemme den til i dag, for der passer den godt. Ikke at jeg som sådan selv har “en rigtig” Valentine, men jeg har da en god ide om, hvordan han skulle være. Når man når en vis alder, har man jo være “rundt i manegen” et par gange, så man har da lært lidt. Hvis jeg kunne ønske mig helt frit, så var der bestemt “nogen” fra “gemmerne”, der godt måtte materialisere sig, men man kan ikke leve i fortiden. Men lad mig så sige, at jeg desværre kun har mødt en af lige den slags, jeg tænker på. Man har da lov at håbe, at der findes flere. Men dagens sang er så dedikeret til ham, og til ham der måske engang dukker op.

Når nu jeg ikke spiser kærestefrokoster eller iøvrigt på anden måde hygger mig med en sød veninde eller andre, for slet ikke at tale om, at jeg skulle have været ned og få Kickerkys i dag – hvad laver jeg så? Tjah, det skal jeg sige jer – så lidt som vel muligt. Den der udmattelse, jeg har talt om før, har ramt mig i svær grad og jeg er ikke til pænt brug overhovedet helt bortset fra, den sk… ankel, jeg nævnte forleden, stadig laver ballade.

Jeg håber dælme, at den snart holder op og den ikke giver sig til at give mig permanente og vedvarende smerter også i hvile. Ved konsultation af Google, kan jeg se, at mine muligheder for hjælp, er yderst begrænsede og stort set ikke eksisterende (noget jeg tidligere også har talt med den søde læge om). Det eneste, man kan er enten udskiftning af ankelled (så skal det bliver meget værre, udover skidtet ikke er særligt holdbart) eller insprøjtning af binyrebarkhormon. Eller jeg skal sætte mig ned og konstatere, at jeg ikke kan gå!!! Tal lige om Pest eller kolera! Således vil jeg ønske dig en dejlig Valentinesaften, med hvad end du putter i den og fortsat god weekend.

Without you

Jeg elsker musik og har altid gjort det, og en meget gammel ven af mig, gør også. Han har lært mig meget, og vi har tilbragt mange, mange timer med at lytte til musik og snakke om, hvad vi kunne lide og ikke lide. Han har f.eks. lært mig at lytte til heavy-rock (dog med grænser) og forhåbentlig har jeg også rykket på hans opfattelse af nogle ting. I dag sendte han mig linket til denne sang, som han mente, lige måtte være mig – og som ofte havde ramte han helt plet.

Teksten er også rigtig god. Nogengange er det godt at være på afstand, selvom man holder rigtig meget af hinanden.

Kæresterier

Skal du ikke have en kæreste spørges der? Joh, siger jeg, men jeg gider ikke have en, bare for at have en. Det skal være noget meget, meget særligt før jeg orker overhovedet at begynde på det. Jeg skal falde på “r.. og albuer” helt bogstaveligt – ellers er det ikke møjen værd.

Jeg har prøvet, hvordan det skal føles og være, men af mange private årsager blev det ikke. Det kan jeg da godt begræde, men jeg har været heldig at møde følelsen nogen gange i min tid. Så hvorfor ikke igen er jeg næsten nødt til at tænke.

Ovensiddende plystegning, er til en helt bestemt meget højt elsket mand, en soulmate, som jeg ikke fik og som er sjælden at møde. Jeg mødte ham, før jeg flyttede her tilbage. Han ved det godt, og sådan er det også omvendt, men derfor skader det ikke at understrege det. Du bliver aldrig glemt….!

Once in a lifetime?

Engang imellem møder man mennesker, man aldrig, aldrig glemmer. Nogen for noget godt, og andre for det modsatte. På den gode side, er dem man får helt specielle følelser for, og det er noget ganske særligt. Desværre er livet også nogengange træls, og man får ikke altid sin hjertes udkårne – heller ikke selvom kærligheden er gensidig.

Sådan en oplevelse havde jeg for snart nogle år siden nu (da jeg boede på Lolland), men det gør den ikke mindre tydelig i min errindring, og heller ikke i hans er jeg sikker på. Det tog mig rigtig lang tid at komme mig over, at tingene gik som de gjorde, for han var og er stadig noget helt særligt – en soulmate. Dem finder man ikke ofte.

En sådan savner man, når man står overfor livets store ting. Og uagtet, jeg har verdens bedste veninder, så er sådan en kæreste/soulmate jo noget andet. Jeg kan blive bange for, at han var en “Once in a liftetime” oplevelse – jeg håber det ikke, men uagtet, er jeg stadig dybt taknemmelig for, at have kendt ham, og tænker ofte på ham. Omvendt kan jeg kun håbe, men er alt “som det plejer”, så ved jeg, at han tænker på mig også. Og det er vel nok mest af alt bittersødt!

Med 22 års forsinkelse

Jeg vågnede ret tidligt imorges. Når jeg først er kommet ind i vanen, har jeg det med at fortsætte. Jeg måtte lige ryste hovedet og synke engang. Jeg havde haft en højst besynderlig drøm. Når jeg føler trang til at skrive om den, er det fordi, den kom med sådan cirka 22 års forsinkelse! Hvordan det? Det skal jeg fortælle.

For næsten 23 år siden lige om lidt, mødte jeg en meget dejlig mand, som jeg blev vanvittig forelsket i. Havde det på det tidspunkt stået til mig, havde jeg aldrig forladt ham. Desværre var følelserne ikke helt lige så hede fra hans side, selvom han var rigtig glad for mig. Det betød, at han efter knap et års bekendtskab slog op med mig. Uden at gå for meget i detaljer så slog det “bunden ud af mig” mildt sagt. Jeg var dybt, dybt ulykkelig! Det gik der megen tid med, men efterhånden gik det jo over omend det var en af de mere sejlivede. Sellvfølgelig fik han også en kæreste kort tid efter mig (han var ikke typen, der gik “løs” ret længe) og drømmen i nat involverede både hende, ham og jeg!!!! Det er altså en anelse sent, at have den slags drømme.

Det er mange, mange år siden, jeg kom på det rene med den historie, ligesåvel som det faktum, at det nok var fint nok, at det gik som det gik. Så hvorfor, jeg så skulle drømme sådan i nat, må Guderne vide….you tell me 🙂

Sommeraltanmad

img_1130opt.jpg

Uhm, det smagte dejligt – en hakkebøf med løg og grøn peberfrugt ovenpå, med ovnstegte nye kartofler (krydret med salvie, og citronpeber), gulerodssalat med ½ avokado og tomater til. Så er det jeg savner en at spise det med på altanen. Det bliver ikke til noget alene! Hvor er min sommermadsspisende Prins? 😀

Sommerpoints: ca. 10