Orker du? Nu med rustning og bobbelplast!

Jeg har tænkt over det her indslag noget tid. Og hvad kunne være mere relevant, end at spørge jer, mine læsere, hvad I gør.. Emnet er kærlighed og mænd

Ingen hemmelighed, at jeg elsker mænd, men de seneste mange år, er det blevet en lidenskab, der mest har været teoretisk. Og det har ikke været fordi, det har været sådan, jeg har ønsket det. Er jeg endelig faldet over en enkelt, jeg kunne forestille mig, så har det været det helt forkerte og ganske uopnåelige, til trods for alle mine gode intentioner. Dem kan jeg ikke bruge til ret meget, hvis ikke det udmynter sig i noget mere konkret, udover hjertesorg.

Ingen hemmelighed heller, at jeg er ganske og aldeles monster-mega hamrende træt af det sidste. Det er også grunden til, at det med mænd, er noget af en sagablot efterhånden, og noget jeg stort set har opgivet. Ret skal være ret – folk spørger – “Jamen hvad gør du så for at møde en?”. Og jeg indrømmer blankt, jeg gør intet for det. Det med netdating har jeg prøvet for mange, mange år siden og det er altså et konceopt, jeg ikke er særlig vild med, eller har haft held med. Men jeg ser jo, at andre har held med det indimellem og endda bliver gift med folk, de har mødt online. Så for nogen lykkes det altså. Er det mig, der er sær, fordi jeg ikke orker det? Jeg har det jo godt som jeg har det – egentlig. Og jeg gider sgu ikke mere bøvl, drama og hjertekval. Det må jeg være ærlig at sige. Så jeg har det lidt sådan, at skal jeg orke det, så skal jeg bare i den grad falde, som fra en 10. etagers ejendom. Det er jeg så også god til, når jeg gør det. Men indtil nu, har det så givet mig lige så store kvaler.

Nu er jeg der, hvor den risiko vil jeg ikke løbe en gang mere. Med andre ord, jeg pakker altså mit hjerte ind i rustning og bobbelplast nu, og måske for resten af min tid…..når det er sagt, så er det jo også lidt sørgeligt. er der nogen af jer, der har set “Mormor på mandejagt“? Nu er jeg jo ikke mormor, men alersmæssigt, kunne jeg godt være det. De ytre faktisk mange af tanker, jeg også gør mig.

Når man når en vis alder, så er mulighederne ligesom udtømt, i ens omgangskreds. Medmindre ens veninder får nye kærester/mænd, som måske har en ven, de vil have afsat. Der har indtil nu ikke været noget overhovedet. Så er der fritidsinteresser, hvor man også kan møde nogen, og det er da også hændt, men ikke noget, der er blevet til noget. Det er også et miljø, jeg er kommet i længe, men man skal da aldrig sige aldrig. Der er da eksempler på nye konstellationer indenfor miljøet der også, til trods for, at de faktisk har kent hinanden på afstand i mange år. Så igen, det kan lade sig gøre.

Indtil nu er jeg ikke nået længere, end jeg synes, der må være en meget sød og dejlig mand, derude der passer til mig. Men indtil nu, går han altså glip af at møde mig, for jeg tør ikke, selvom jeg egentlig synes, jeg har meget at byde på.

Giv mig jeres tanker omkring det her. Positive, negative og både og. Og fortæl jeres historier. Hvordan mødte du din mand/kæreste. Hvad tænker du om det? meget ofte møder jeg jo piger på min alder, der udtrykker, at de også synes de ther er svært. Ordet er frit ….. Selvfølgelig også for mændende, som kan have nøjatigt de samme tanker/problemer.

Torsdagstogtur og -transportmiddel – nu med elcykel

I mandags var jeg på tur, som jeg også nævnte lidt om. Jeg vidste bare ikke, hvornår der var levering. Men lad mig starte med begyndelsen.

Som I ved, så havde jeg, en dejlig cykel, som har tjent mig godt i mange år nu. Faktisk var den 2 år ældre end jeg troede. Det viser lidt om, hvor stærkt tiden går. Nå, men for noget siden nu – ihvertfald et år siden, så gjorde den knuder. Der skulle ny krank på. Den kunne stadig køre, så jeg udsatte, for det kostede dengang ihvertfald ca. 800,- kr. Dertil kom ny sadel (den var fuldtændig revnet og brugt helt op), ligesom håndtag og det løse (viste sig at være gear. Nå, jeg har længe gerne villet have en elcykel for jeg kunne se den gøre livet så meget lettere for mig og være en kæmpe motivation til at komme mere ud, og selvfølgelig cykle meget længere, uden at gå kold på halvvejen.

Så nu besluttede jeg mig til at nu skulle det være. Jeg kiggede mig om på nettet, og så faldt jeg over denne Raleigh Darlington, som var sat ned fra 9.900 til 8.400 kr. Som det ses var den gamle cykel også en Raleigh, og det har altid gået for at være et godt mærke. Så jeg var ikke mange nanosekunder om at beslutte mig for, at sådan en blev det. Jeg drønede derud til Brøndby Cykler. Det er ikke bare lige og kræver ikke mindre end 3 tog. Hvad gør man ikke. På de to sidste tog fulgtes jeg med en utrolig sød pige og hendes lille datter. Hun viste sig at bo lige ved siden af min cykelmand, så vi fulgtes hele vejen dertil. Det var så hyggeligt. Hvis du læser med, så tusind tak for selskab. Det var dejligt.

Vel fremme viste det sig, at cyklen ikke var hjemme i sort, og derfor måtte den bestilles. Det blev den efter telefonsamtale. Beskeden lød ellers først på fredag eller mandag, men wee, så var der mail til morgen, at den var klar og jeg drønede afsted.

Dertil kom, at jeg fik et ekstra godt batteri, til hvad endte med at blive til 500,- kr. Det ville ellers have kostet meget mere, men var en sending, de havde fået for meget, og derfor kunne de sælge dem til 1.000,- kr. Med fratrækkelse af prisen for min cykel, blev det 500,- kr. for et batteri, der ellers ville have kostet 10x så meget. Jeg klager ikke og kan nu køre meget, meget langt.

Den er så skøn at køre på den nye cykel. Jeg måtte jo lige teste den lidt, inden jeg tog marathonturen med toget retur. Jeg fandt en ALDI i nærheden og så kørte jeg derned. Det er næsten som at flyve. Jeg har med alderen lært, at alt bliver vist mig lige på et helt rette tidspunkt. Sådan har det været med mange ting. Nu mangler jeg så bare lige den her famøse mand – det har jeg så stort set opgivet, men jeg tænker man ikke kan få alt. Cyklen er jeg ihvertfald meget, meget glad for.

Nu vil jeg hvile mig, for jeg skal tii min nevø’s studenterhalløj her senere, og selvfølgelig cykler jeg.

Thea & yndlingshesten

Jeg kan godt lide, at andre får et glimt af, hvordan livet i stalden også er. De har måske deres forestillinger, og der er meget, der er svært at forklare for udenforstående.

Nogen tror måske, at galopheste er der for ren profit og ikke får nogen som helst kærlighed og omsorg. Intet kunne være længere fra sandheden. Jeg tror faktisk, at de får meget mere, end rigtig mange andre heste.

Vores gør ihvertfald. Jeg skal ikke udtale mig om, hvordan det er i andre stalde, men jeg kender jo menneskerne bag rigtig mange af de her heste, og ved, at hvis de er involveret, så får hestene også omsorg og kærlighed.

Fotos ovenfor, er et godt eksempel på det, jeg her taler om, for selvom vi alle elsker hestene sådan over en kam, så har vi næsten allesammen vores yndling. Jeg tror ikke, jeg behøver, at nævne Kicker uden alle godt ved, at jeg er fuldstændig forelsket i den lille hest. Jeg ville helt bogstaveligt gå gennem ild og vand for ham. Ekstra timer i stalden, og bare tage ned og lukke sin yndling på fold og sidde og kigge på den. Så er vi ved at være henne af noget, som I sikkert kan forstå.

Thea er nyeste “mand på skansen”, men hun er blevet et meget skattet medlem og en personlig ven på rekordtid. Hun er hoppet ind i det her med en energi og dygtighed, der har taget os med storm og vi er lykkelige for hende.

Til gengæld faldt Thea også pladask for en hest, da hun kom, og det var så Bijou, som det ses ovenfor. Vi hyggede os efter staldrundgangen i solen og jeg tog de her. Jeg tror ikke, jeg behøver sige mere, end bare lade fotos tale for sig selv – kærlighed!

Glade Jul – 2. søndag i advent

Jeg er normalt, langt fra at være lyseslukker. Tværtimod prøver jeg altid at være positiv, og indgyde det samme i andre. Julen er en højtid, jeg førhen elskede. Dette ikke mindst p.g.a. min mor, som elskede Julen også. Jeg tror ikke, det i min fars barndom, var noget sådan særligt af mange årsager.

Da min mor døde, så døde Julen faktisk også lidt for mig. I mange år, kunne jeg intet positivt se ved Julen overhovedet, og jeg sprang den helst over. Og gjorde alt for, at komme så hurtigt igennem den som muligt, uden at tillægge den større vægt eller iøvrigt deltage i noget, hvis jeg kunne blive fri. Vel også fordi, jeg aldrig har fået fornøjelsen at holde Jul for nogen. Det giver det jo en anden indgang. Jeg ved ikke, om andre har det ligesådan, at barndommens Jul, var den bedste, men sådan er det helt sikkert for mig.

Noget andet slog mig i går. Julen er i høj grad også facadernes tid. Julen er idyllens tid. Hyggeligt samvær, glade familier, forelskede kærester og lykkelige ægtepar og søde børn. Og jeg håber da, der er masser af dem. Men det er også tiden, hvor der er rigtig mange, der kører på facade, og hvis folk vidste, hvad der var bag facaden, så ville de i mange tilfælde få et chock. Mange ægteskaber er så ødelagte, at de burde have været opløst for mange år siden, der er sygdom, utroskab, dødsfald, manipulation, kontrol og endda i mange tilfælde sikkert også misbrug og mishandling. Det glemmer mange.

Normalt, er jeg heller ikke en dyt ked af at være alene. Slet ikke, men nogle situationer, bringer savnet efter den eneste ene op, for selvfølgelig ville jeg da gerne have en, at være noget for. Julen er også sådan en tid. Den bringer også savnet af de kære, man har mistet, og dem man gerne ville have kendt. Her tænker jeg på mine forældre, både dem her og de biologiske. Dertil kommer, at det også er traditioneres tid. Men når man ingen har, at lave traditioner med længere, så bliver det også årsag til sorg. Andre har bygget deres traditioner med andre venner, famlie etc., og så sidder man her og kan ærligt talt godt føle sig udenfor.

Lige nu fylder alt det lidt for meget, og jeg prøver at arbejde mig ud af det så godt jeg kan, på trods af, at jeg lige nu er langt fra motiveret og helbredet stadig driller. Lys i adventsstagen, godt fjernesyn, Julekortskrivning og snart en kop kaffe, for det har jeg ikke fået endnu. Til gengæld har jeg fået brasede kartofler og hjemmelavet vegansk pølse og grønlangkål (den var så ikke helt så vellykket som ønsket, men ikke værre end det kan rettes). Der er også flere malebøger der venter.

På mange punkter, har jeg det let og rigtig godt, og det er jeg også bevidst om.Jeg har tonsvis af dejlige venner (her er det en sorg ikke at have mere energi til samvær end tilfældet er og ofte må melde fra til ting, på grund af heldbred), en bolig jeg elsker og har mulighed for at dyrke de ting, jeg har lyst til og en rejse af og til. Det er altsammen noget, jeg er bevidst om, at være meget taknemmelig for og også er. Men trods min ellers altid positive tilgang til tingene, synes jeg ikke det gør noget, at I ved, at der også er ting, der gør mig ked af det og trist. I lige nu er det lidt svært.

Jeg tænker, der er positiver og negativer ved alt, men det kan godt gøre mig ked af det, når jeg nogengange ser, hvordan folk spilder deres liv, selvom det er deres beslutning. Hver eneste af os har ansvar, at være lykkelige og gøre det som er rigtigt for os. Man kan ikke gøre alle tilpas og det skal man heller ikke. Man har pligt til at være så lykkelig som muligt, og få det bedste ud af den tid, man har her. Ingen har ret til at fortælle andre, hvordan de skal leve deres liv. At man undervejs selv bliver såret eller træder nogen over tæerne, er uundgåeligt, men tiden er kort, og det er afgørende, at du sætter dig og finder ud af, hvad der er vigtigt for dig, og hvad du ønsker af livet. Tro mig, det vigtige er ikke penge, position og status….Og så vil jeg iøvrigt prøve at finde mit positive jeg frem, så meget så vel muligt, for det har erfaringen også lært mig, at andet kan ikke betale sig…..Og tak, hvis I læste med så langt.

På falderebet minder jeg lige om, at jer der ikke er på Facebook og også dem der er selvfølgelig, kan synes om indlægget på det lille hjerte under indlægget.

Hjertesorg

IMG_6989opt2_Dyrehaven060615

Se dokumentaren, som fint viser, hvor svært et brud kan være, og også set med forskerøjne. Der er gode grunde til, at det er så svært, som det rent faktisk kan være for mange.

Jeg så dokumentaren nedenfor i går, og den bragte selvfølgelig en masse tanker til tider, hvor jeg selv har haft det sådan. Det er heldigvis langt tid siden sidst, og det er noget, jeg vil gøre meget for at undgå igen.

Man kan sige i og med, jeg stort set har opgivet, at finde ham, den helt rigtige, så går det jo meget godt den vej rundt. Selvfølgelig ville jeg blive glad, hvis der kom en, og modbeviste min efterhånden store skepsis omkring mænd. Sjovt nok elsker jeg mænd og har mødt mange rigtig, rigtig dejlig af slagsen ikke noget om det. Men som ofte, så er der dælme også nogen i blandt, der kan ødelægge statestikken og rygtet for resten.

Når jeg ser mig omkring, er jeg bestemt og meget langt fra, at være den eneste der har det sådan, og er som følge deraf selvvalgt single. Når det er sagt, så er det mere derhen, at jeg ikke gør noget aktivt for at finde en kæreste overhovedet. Hvis og når jeg møder en, der giver mig lyst til at prøve at “stikke næsten i den bikube” igen, så må jeg tage det op. Indrømmet, jeg har da mødt nogen, men tingene er ikke gået min vej og sådan er det så. Det skal jo være gengældt. Så foreløbig er jeg alene – langtfra ensom. Det er bestemt ikke det samme.

Jeg har heldigvis prøvet at være elsket, også sådan rigtigt. Dermed har jeg også oplevet stor, stor hjertesorg, fordi det ikke holdt eller blev som ønsket. I et tilfælde (hvor jeg ikke var rigtig elsket, og jeg var den der var mest “ramt”), kan jeg nu kigge tilbage på et forhold, som jeg var meget ulykkelig over gik over styr og se, at vi slet, slet ikke passede eller passer sammen. Så der er helt ro på den, og vi kan sagtens tale sammen i dag, men det er ikke noget, vi gør det i. Og det er fint nok.

I et andet tilfælde, mødtes vi mange år senere, og dels havde personen forandret sig så meget, at jeg dårligt kunne kende ham, og dels var der ting, jeg sikkert havde været alt for naiv til at se dengang. Det gik selvfølgelig heller ikke og der gik noget tid med at skille fortid og nutid ad og erkende de her ting, hvilket i sig selv var meget hårdt. Det brud var ikke særlig “pænt” og det gør selvfølgelig, at det er med noget blandede følelser, jeg kigger tilbage på det, hvilket ikke sker så ofte.

I et sidste tilfælde, kigger jeg heller ikke tilbage ofte, af den simple grund, at jeg stadig bliver rørt til tårer ved tanken. Derfor vil jeg ikke dvæle ved det, men kun sige, at jeg håber, at når jeg tænker på lige ham, så håber jeg, han stadig kan mærke det. Engang imellem forbliver følelserne der, selvom det ender med et knust hjerte.

P.S.: Hvis du har et problem med at forstå det engelske og de tyske undertekster, ligger dokumentaren her på dr.dk i begrænset tid.

Jeg havde også en Alex

The Lake HouseHar du nogensinde set filmen “The Lake House (2006)”? Det er en rigtig sød historie om lægen Kate Forster (Bullock), der på tværs af tid forelsker sig i arkitekten Alex (Reeves). De udvikler en korrespondance via postkassen ved huset ved søen. Der er mange forviklinger og krydsrefferencer, men det korte af det lange er, at til sidst bliver det for “broget” og hun beder ham stoppe, deres korrespondance. Hvordan og om de finder hinanden igen, synes jeg selv du skal se. Det er en rigtig dejlig film, hvis man er i det hjørne.

Men det jeg også ville fortælle med den her historie, er at jeg havde “min egen Alex” og nu hvor jeg lige har siddet og set filmen, blev jeg faktisk rørt til tårer, fordi det hele passer så fint. Selvfølgelig har jeg ikke noget hus ved en sø (ville jeg gerne have), og ham jeg tænker på heller ikke, men i relationen til at forelske sig på afstand uden nogensinde at mødes, det var lige præcis også, hvad vi gjorde.

Nogen vil sige, at det kan man ikke, men det kan jeg så bevidne, at det kan man ihvertfald. Og “min Alex”, var faktisk mindst lige så smuk som Keanu Reeves, og der skal noget til. Om jeg var lige så smuk som Sandra, skal jeg ikke dømme i, men egentlig kommer det jo slet ikke an på det, i den sidste ende.

Jeg vil lade følgende to citater fra filmen tale for sig selv, hvor kønnet så er det eneste, der er lavet om i første:

“I den tid, jeg kendte ham, var han det meste virkelige, jeg noget, jeg nogensinde har oplevet” “Jeg elsker ham, og nu er han væk”

“Der kunne ikke have været to hjerter så åbne, to livssyn så ens, ingen følelser i større harmoni”

Læser han dette, ved han hvem han er, og ja jeg tænker stadig ofte på ham, og hvorfor vores timing i den grad var så forkert. Havde det hjulpet, havde jeg gerne ventet på ham!

10 år siden – har du glemt?

Jeg ved ikke, om du har glemt det! Det er en Jul (Julen 2004), som jeg aldrig glemmer af flere årsager! Selvfølgelig er den mest iøjnefaldende, at det var det år den frygtelige Tsunami i Sydøstasien ramte 26. december. Egentlig havde jeg ikke lige tænkt over, at det var 10 år siden, men forleden viste de på TV “Livet efter Tsunamien” (se den online, ihvertfald foreløbig) om familien Riggelsens liv efter at have mistet familiens yngste medlem på, hvad skulle have været deres drømmeferie. Den dokumentar tog mig tilbage til den Jul.

Man bliver selvfølgelig meget berørt, uanset hvem man er, over sådan en tragedie, men når det bliver fortalt af nogen, der faktisk har overlevet det, bliver det endnu mere virkeligt. Man kan slet ikke forstå, hvordan de kan finde styrken til at komme videre. Det gør de, og det ved vi jo, at man kan! Men stadig.

Den anden grund til, at jeg husker den Jul, er fordi jeg på det tidspunkt oplevede en stor kærlighed. Uden at gå i detaljer, blev den Jul et miskmask af følelser på den konto, over at miste den og selvfølgelig forfærdelsen over den skrækkelige tragedie. Oveni de to ting, var det også den første Jul uden min mor. Så på alle måder langt fra en god en af slagsen.

Uanset er jeg af den helt bestemte overbevisning, at der er en mening med tingene. Vi kan ikke altid se dem, for ikke at sige langt fra, men ikke desto mindre. Jeg kan kun håbe, at han stadig, som dengang, kan mærke, når jeg tænker på ham, for det gør jeg faktisk ofte. Og jeg ville stadig give, hvad som helst for at få det tilbage, vi havde. Når alt kommer til alt, er det vigtigste i verden, dem vi elsker!

Ugeslut – igen og lidt weekendvalentinelinks


Foto taget samme tid sidste år

Så blev det fredag – igen! Ja undskyld! Ikke, at jeg har spor imod dem, men jeg synes det er hele tiden. Er jeg den eneste, der har det sådan? Det er også Valentinesdag, hjerternes dag, og kommercielt ses det jo især som en hyldest til par. For mig at se, må det være en hyldest til alle hjerterelationer, også venner. Så hermed glædelig Valentinesdag til alle mine venner, med tak for alle gode stunder og oplevelser.

Hvis man ingen kæreste har, hvordan fejre man det så, og skal man henslæbe dagen/aftenen i depressiv tilstand? Jeg skal ikke bestemme, hvordan andre fejre, hvis de er alene, men jeg vil ihvertfald ikke være deprimeret over ikke at have kæresten endnu, og så fejre jeg bare mig selv istedet og i morgen hygger jeg med en god veninde. I princippet skulle jeg jo så være ked af det hver dag, fordi jeg ingen har til at hygge med og det kan altså ikke betale sig. Jeg hygger indtil den perfekte kæreste til mig dukker op.

Det er også weekendlinkdag, og jeg har også en hel bunke af dem som altid. Spredt over mange emner i dag, så mon ikke, der er noget, lige du kan bruge? Jeg tror det – om ikke andet, så kan du jo kaste dig over dem, hvis ikke du har den der kæreste at kaste dig over 🙂 Og sidst men ikke mindst – mit helbred? Tjah, på nogen punkter går det langsomt i den rigtige retning, mens på andre ikke helt så godt, men overordnet kunne det være værre håber jeg. Det lyder kryptisk, og det er det også – når jeg ved mere, så gør I måske også. God Valentinesaften til jer.

En af mine kæpheste er uopdragne børn. Det er efter min mening at gøre børn en bjørnetjeneste ikke at opdrage dem, og lade dem gøre og bestemme alting og ligeledes mene, at de skal være beslutningtagere/medbestemmende i ALT. Det har jeg så eksperternes ord for, jeg har ret i. Nu handler det så mindre om, at jeg har ret, end om at det ville være skønt om forældre vågnede lidt op, så vi allesammen kan være her og ikke kun dem, og deres børn, som har en tendens til at fylde det hele. Når man ingen børn har, så må man ikke have en mening om den slags. Beklager det har jeg, og jeg kender heldigvis mange, der også har børn, der er enige.

Klik nedenfor, for at læse mere!
Læs resten

Kontroversielt? – Perfect Mothers

Jeg blev opmærksom på Perfect Mothers (2013) via Emiia van Hauens side på Facebook. Hende og sexolog Joan Ørting, giver filmen stjerner og diskuterer emnet (du kan se klippet her 35:21). Jeg kan så afsløre, at de bestemt ikke er enige.

Filmen handler om to mødre, der bor sammen emd deres voksne sønner og på kryds får et forhold til den andens søn. Må man det? Umiddelbart ville det jo nok under normale omstændigheder, give årsag til noget løftede øejenbryn, men her er den ene jo lige så god som den anden. Iøvrigt er det underligt, at filmen, som er fransk produceret, og originalt hedder Adore (2013), bliver oversat til engelsk pludseligt istedet for til dansk.

Personligt husker jeg, at jeg talte med en veninde om det, og hun ville synes det var mærkeligt. Og skulle jeg vælge min veninde eller det, så var det hende, men skal man tvinges udi at vælge, hvis begge er voksne? Nu var det en hypotetisk snak, men det er bestemt da ikke en helt utænkelig tanke – eller hvad synes du? Ikke problemfrit uanset vil jeg tro, men jeg vil glæde mig til at se den senere på DVD.

Det er selvfølgelig svært at udtale sig om filmen, men jeg finder emnet interessant sådan generelt. Så jeg vil meget gerne høre, hvad I synes.

Anmeldelser:

11. oktober 2013 Politiken

9. oktober 2013 B.T.

En chokoladegufgentagelse

Hjertestoppende god er den her sang – tidløs hjertesorgsmusik, som aldrig bliver forældet. Den er bare fantastisk ligesom Toni Braxtons stemme er det. Jeg e l s k e r den sang. Og endnu mere fordi jeg ikke har hjertesorg!

Jeg har vist den før på bloggen, men det var en anden version, og jeg kender ihvertfald en, der gerne vil se ham den lækre chokoladesteg, der er i videoen ovenfor 😉

Kærligheden jeg nævner i det første indslag – Jamen jo, ham ville jeg sørme gerne have tilbage – til enhver tid, men livet er for kort til at sørge hele tiden. Han bor i mit hjerte, som jeg også bor i hans.