5 års Jubilæum

Seneste fotos i familiealbummet, som min bror lige har sendt mig næsten – Min oldemor og bedstemor

I dag har jeg 5 års Jubilæum med min familie i USA. Den 3. august var datoen, hvor jeg fandt dem. Det er stadig fantastisk for mig. Og når man har ledt i 30 år, så skal det jo nok lige trænge ind. Det at få svar, ihvertfald nogen, er stort, men hvad er noget af det største, er noget som de fleste andre, tager for givet. Nogen man ligner. Det er noget man som adoptivbarn bare ikke har medmindre, man er bortadopteret væk sammen med en søskende. Men stadig kan behovet for det mødrene og fædrene ophav være stor. Endnu større, når man ingen har. Og når det så viser sig, at man ligner dem så meget, at man næsten kunne have fastslået slægtskabet uden DNA-test, er det jo endnu bedre.

Det er meget tydeligt, at der er nogle bestemte træk, der slår rigtig meget igennem. Vi har altid sagt, det er fra min biologiske far, men når man kigger på min farmor her, så kan man tydeligt se, at det helt bestemt kommer i stor stil fra hende. Desværre har vi ingen fotos af min bedstefar, for han forsvandt ret hurtigt ud af billedet. Så det er svært at vide, hvad der kommer derfra. Det er en af de brikker, vi stadig gerne vil vide mere om. Også min bror. Måske får vi det.

I skrivende stund sidder vi stadig i Coronahelvede til halsen og hvornår jeg lige kan komme derover ved jeg ikke, men jeg vil meget gerne derover i år. Dels fordi det allerede sidste år var meningen, men der blev det udskudt af mange grunde, selvfølgelig også igen Corona. I skrivende stund skal min bror og svigerinde være bedsteforældre, da min yngste niece skal have en lille pige. Det er jo helt vildt spændende, og det kunne være fantastisk at komme derover til Jul igen, som sidst, men så blive længere. Hun skal føde til november, så det kunne være fantastisk at komme over at møde et nyt familiemedlem. De har en hel trailer stående til mig, som jeg kan bo i. Lige nu kommer min bror sig efter en alvorlig rygoperation. Han er lige kommet hjem fra hospitalet, så nu er det vigtige, at han kommer sig. Men heldigvis ser det ud til, at gå godt.

Mens jeg sidder og skriver det her (lørdag), har jeg lige fået en hilsen fra min nevø derovre. Han er god til at holde kontakten og vi skriver næsten dagligt. Han er sådan en sød dreng. Jeg håber, det går som planlagt, og jeg kommer over derover snart. Men 5 års Jubilæum, er da halvrundt og jeg synes bestemt, det er værd at fejre.

Hvis du ikke har læst historien før, kan du læse med her:

5. august 2016 – Miraklernes tid er ikke forbi/Miracles do happen!

28. august 2016 – Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

Orker du? Nu med rustning og bobbelplast!

Jeg har tænkt over det her indslag noget tid. Og hvad kunne være mere relevant, end at spørge jer, mine læsere, hvad I gør.. Emnet er kærlighed og mænd

Ingen hemmelighed, at jeg elsker mænd, men de seneste mange år, er det blevet en lidenskab, der mest har været teoretisk. Og det har ikke været fordi, det har været sådan, jeg har ønsket det. Er jeg endelig faldet over en enkelt, jeg kunne forestille mig, så har det været det helt forkerte og ganske uopnåelige, til trods for alle mine gode intentioner. Dem kan jeg ikke bruge til ret meget, hvis ikke det udmynter sig i noget mere konkret, udover hjertesorg.

Ingen hemmelighed heller, at jeg er ganske og aldeles monster-mega hamrende træt af det sidste. Det er også grunden til, at det med mænd, er noget af en sagablot efterhånden, og noget jeg stort set har opgivet. Ret skal være ret – folk spørger – “Jamen hvad gør du så for at møde en?”. Og jeg indrømmer blankt, jeg gør intet for det. Det med netdating har jeg prøvet for mange, mange år siden og det er altså et konceopt, jeg ikke er særlig vild med, eller har haft held med. Men jeg ser jo, at andre har held med det indimellem og endda bliver gift med folk, de har mødt online. Så for nogen lykkes det altså. Er det mig, der er sær, fordi jeg ikke orker det? Jeg har det jo godt som jeg har det – egentlig. Og jeg gider sgu ikke mere bøvl, drama og hjertekval. Det må jeg være ærlig at sige. Så jeg har det lidt sådan, at skal jeg orke det, så skal jeg bare i den grad falde, som fra en 10. etagers ejendom. Det er jeg så også god til, når jeg gør det. Men indtil nu, har det så givet mig lige så store kvaler.

Nu er jeg der, hvor den risiko vil jeg ikke løbe en gang mere. Med andre ord, jeg pakker altså mit hjerte ind i rustning og bobbelplast nu, og måske for resten af min tid…..når det er sagt, så er det jo også lidt sørgeligt. er der nogen af jer, der har set “Mormor på mandejagt“? Nu er jeg jo ikke mormor, men alersmæssigt, kunne jeg godt være det. De ytre faktisk mange af tanker, jeg også gør mig.

Når man når en vis alder, så er mulighederne ligesom udtømt, i ens omgangskreds. Medmindre ens veninder får nye kærester/mænd, som måske har en ven, de vil have afsat. Der har indtil nu ikke været noget overhovedet. Så er der fritidsinteresser, hvor man også kan møde nogen, og det er da også hændt, men ikke noget, der er blevet til noget. Det er også et miljø, jeg er kommet i længe, men man skal da aldrig sige aldrig. Der er da eksempler på nye konstellationer indenfor miljøet der også, til trods for, at de faktisk har kent hinanden på afstand i mange år. Så igen, det kan lade sig gøre.

Indtil nu er jeg ikke nået længere, end jeg synes, der må være en meget sød og dejlig mand, derude der passer til mig. Men indtil nu, går han altså glip af at møde mig, for jeg tør ikke, selvom jeg egentlig synes, jeg har meget at byde på.

Giv mig jeres tanker omkring det her. Positive, negative og både og. Og fortæl jeres historier. Hvordan mødte du din mand/kæreste. Hvad tænker du om det? meget ofte møder jeg jo piger på min alder, der udtrykker, at de også synes de ther er svært. Ordet er frit ….. Selvfølgelig også for mændende, som kan have nøjatigt de samme tanker/problemer.