En blandet landhandel

Dette er solnedgangen fra i går. Rigtig fin. I dag har det været gråt i gråt og regner gør det også i skrivende stund. Så ikke meget at råbe hurra for lige p.t. hvad angår vejret – eller noget som helst andet for den sags skyld. Siden sidst er vi blevet belemret med Coronapas for nu lige at sætte prikken over i’er i et her cirkus, som jeg kalder det. Grænsen må efter min mening gå et sted, og nu er den altså langt over.

Det skulle ikke handle om det, men jeg tænker, hvad hjertet er fuldt af…. og som jeg har sagt længe i det her. Jeg er dælme glad for, at jeg er så gammel og har rejst så meget. Jeg synes faktisk, det er rigtig synd for de unge mennesker, der går glip af, hvad skulle have været deres bedste tid, med fester og sjov og ballade.

Ellers er der ikke sket det vilde. Jeg har haft en tur med hovedet, så jeg har ligget lavt helt bogstaveligt, og jeg bliver iøvrigt ved med at lide af hovedpine. Ikke så jeg ikke kan være nogen steder, men bare sådan stort set hele tiden. Meningen var jo, at jeg skulle tale med lægen om det, og nu har jeg så skiftet læge, så det tager lige lidt at tage mig sammen og ringe til den nye. Men det skal jo gøres på et tidspunkt. Det er et stort skridt for mig, at skifte læge. Det er noget, jeg aldrig har gjort før, undtagen når lægen har været holdt op, eller jeg har været flyttet og har været tvunget ud i det. Da jeg flyttede til Falster og Lolland, var jeg utroligt heldig med læger. Og det var jeg så også i mange år her. Men da min læge her gik på pension og overdrog praksis, var det en rutchetur nedad for fuld fart, og det blev desværre kun værre. Så nu står vi her med ny læge.

jeg har ikke været i stalden, men jeg har planer om, at jeg skal i morgen eller tirsdag, afhængig af dagens aktiviteter. Som jeg nævnte på Facebook er min plan, at jeg vil skrive noget om alle de projekter jeg har har, jeg skal igang med. Lige nu kniber det lidt med energien, men det skal nok komme og projekter er der nok af. Jeg håber, I vil synes, det bliver sjovt at følge med i. Nu har jeg jo også min egen boremaskine, hvilket bliver en sand fryd nu, når jeg skal i gang. Jeg skal også have købt nogle materialer til nogle af projekterne. Mere om det senere.

I torsdags havde jeg besøg af min bedste veninde, som var her med hundene. Dem jeg passer med mellemrum, og som jeg nyder meget, nu jeg ikke selv har en. Desværre måtte vi sige farvel til den ældste af hundene dagen efter. Det er jo et vilkår, når man har dyr, at man også skal sige farvel.

Fredag havde jeg også besøg. Nu har jeg stort set ikke haft besøg i måneder, så i 2 dage i træk er voldsomt, i det hele taget. Det var en hesteveninde, jeg har haft en aftale med, i evigheder om, at vi skulle drikke kaffe. Hun bor langt væk, så det er ikke bare sådan lige. Nu var hun på mine kanter, så vi besluttede, at det var nu eller aldrig. Det var superhyggeligt. Jeg håber, at tage hen og besøge hende, når det bliver lidt bedre vejr. Vi må se, hvordan det hele spænder af.

Lige nu nyder jeg weekenden og har lige fået mig et bad, og ser Inspektor Barnaby, som jeg er vild med, og elsker at hygge med. Det og så en G%T, sådan en trist søndag, det er sagen. Man må finde de glæder man kan, for som det går, bliver der færre og færre af dem. Jeg håber, du har fundet nogle her i din weekend.

0