Mandagsstævnemøde

Det var den smukke ovenfor, jeg havde et mandagsstævnemøde med idag. Escargot hedder han! Meget fornemt lyder det, men i daglig tale “Sneglen” – og det ikke uden grund, for escargot, betyder nemlig snegl på fransk. Hans mor har ikke tid at ordne ham, efter ridt om mandagen, så nu er han min faste mandagskæreste. Det har jeg slet ikke noget imod, for som det ses, er han smuk og han er lige så sød som smuk. Det kan der ikke klages over, og vi hyggede os igen.

Iøvrigt gik det da idag også med travlhed. Som Mille sagde, så er det da helt uhyggeligt, som jeg giver den gas for tiden. Og det har hun da ret i. Jeg har fået mere energi. Selv tilskriver jeg det jernpillerne, som jeg begyndte på, for noget tid siden. Idag var det først “Dronning Goodie”, der fik en tur – hun var i rigtig godt humør idag, og jeg nyder at lære denne prægtige hest nærmere at kende. Efter hende, var det Escargot’s tur. Indimellem skulle Walkeren passes, og så var det den lille røde, der blev ordnet inden Malin skulle ud på hende. Wiliam fik den store fodtur, og Amazing Award blev ordnet meget grundigt også, så jeg har faktisk været meget travl. Og så glemte jeg da, at jeg også tog Fauve og Majestic ind igen. Pyh! Nåh jo, og så lavede jeg selvfølgelig kaffe til dem. De siger, jeg laver den bedste kaffe, så selvfølgelig smed jeg en baljefuld over, da jeg kom.

Sålænge jeg holdt mig igang, var det fint, men senere, stod Hanne og jeg stille og sludrede, mens hun blandede foder, og så var det da hundekoldt. Jeg ventede til de kom hjem fra sidste lot og så tog jeg William ind for Stella. Han havde vanen tro været mere end munter 😉

Da jeg kom hjem sad jeg lidt, indtil jeg fik “et flip” og så gik jeg igang med at hænge billeder op. Mere om det imorgen. Nu er jeg FLAD som en fregne. Men glad for alt det jeg har nået idag.

Kan du ikke lige?

Sådan lød det mange gange idag og det kunne jeg da. Først synes jeg, det så lidt “tyndt ud” med opgaver, men jeg blev da meget, meget klogere 😉 Første opgave var sådan set selvvalgt. Jeg børstede Royal Award, så han var klar til at komme ud sammen med Mille senere. Så var der diverse ben, der skulle gives så de andre kunne komme afsted. Så skulle Majestic Eleven ind fra Walkeren og der kom en sms, om jeg ville ordne Escargot for Lene, der selv måtte gå tidligt idag. Det var så næste opgave. Han blev børstet efter alle kunstens regler. Han er en helt utrolig dejlig hest, så det var en opgave, jeg var særlig glad for, for normalt er der ikke mange chancer for at få æren, for så er Lene der jo selv. Så jeg nød ham i fulde drag. Han fik også ordnet fusser og selvfølgelig fik charmetrolden også gulerødder og så fik han sin lækre varme frakke på.

Mens jeg stod der, kom Eva og bad så mindeligt, om jeg ville børste vores nye beboer Amazing Award for hende, for hun havde barn syg, og måtte gå. Hun skulle lige tørre, så før det skulle jeg have fingerne i Majestic Eleven, for han trængte for en tur til frisøren. Faktisk var han noget sjusket og se på. Men det gik ikke uden hjælp, noget jeg godt havde mistanke om, så Malin hjalp mig, og så kunne han stå stille og blev rigtig flot. Bagefter var det så Amazing Award, som jeg ikke har haft “i hænderne” før. Hun var rigtig sød, og blev også ren og fin og så kunne hun blive overdraget til Peter vores smed.

Imens kom Rum og Mille hjem. Og Rum og jeg fik en snak “over” Royal Legend. Faktisk kom det sig af, at jeg spurgte Rum, om han ville tage et foto af hende og jeg, og så tog jeg selvfølgelig også et af de to. Rum mente, vi skulle have en kop kaffe og det fik vi så, og så kørte jeg hjem, godt træt. Det resulterede i, at jeg efter jeg var i bad, gik helt ud i den store stol.

Tusind tak Lene!

Som jeg nævnte forleden, var jeg tæt på, at købe en taske, men gjorde det ikke, fordi jeg hellere ville have af læder.

Lene nede i stalden havde læst det, og vi havde iøvrigt også talt om den anden taske. Da hun så læste, så tænkte hun på mig senere, og fandt en taske, som hun havde, som hun ikke brugte, men som lige var noget for mig. Den var det første jeg fik idag, da jeg kom i stalden. Det var da bare sødt og betænktsomt, og tasken er lige mig. Den bliver jeg meget glad for. Tusind tak!

Bechmann’s Prøveløb


Kathrine Lau med Fauve mrk. br hp v/Academy Award (IRE) – Dialitha (SWE), der som det ses var noget oppe og køre til at starte med de første 10 min. Så faldt hun ned


Mille Eisner med Royal Award br v v/Academy Award (IRE) – Tenfore


På rad og række, Fauve, og i midten Lunar Boss sk v v/Highest Honor (FR) – Lunar (GB), og Royal Award


Nicholas Cordrey på Fauve


Cathrine Weilby på Royal Award trukket af Mille Eisner


Juan Pinto på Lunar Boss trukket af Lene Holmbæck

Igår var der et prøveløb på årets sidste galopdag. Alle 3 var Hanne Bechmann’s, så det var lidt sjovt. Iøvrigt er Fauve og Lunar Boss ejet af samme ejere. De gik et fint prøveløb og bestod således den første hurdle de skal over på banen for at kunne fortsætte karrieren som galopheste.