Tekniske efterårsudfordringer

Nå, så starter vi en ny uge. I kuldens tegn må jeg konstatere. I morges skulle jeg i stalden og af den simple grund, at rytterne skal kunne se, hvor de rider, er tidspunktet skudt længere frem på morgenen. Ikke desto mindre, kunne jeg konstatere, at det var ualmindelig koldt. Jeg tænker, det kommer lidt bag på os hvert år. Vi er utilbøjelige til at ville slippe sommerstemningen, selvom den ret beset har været væk et godt stykke tid nu. Ihvertfald blev de tykke strømpebukser fundet og da jeg kom ud, kunne jeg godt mærke, at jeg snildt kunne have taget varmere tøj på generelt. Som det var, var det en T-shirt, en fleece og en vind/regnjakke og et tørklæde. Det var ikke nok, det var bidende koldt, og endnu mere, da jeg skulle køre igen. Det vender jeg lige tilbage til

Weekenden gik med løb i lørdags. Det var en stor dag med Kongeligt besøg. I skal nok få det vanlige kongelige portræt. Jeg skal lige finde det rigtige, og er først igang med at sortere i det. Dertil kommer, at lørdag fik jeg en mavepuster af de større.

Det lader til, at jeg skal have alle de tekniske udfordringer, jeg på nogen måde kan, oveni hinanden. Jeg har i forvejen sagt, jeg ville tage færre fotos, men det var galopfotos, jeg der talte om. Jeg tager jo mange andre fotos, når jeg er nogen steder, som I også ved fra siden her. Jeg har eller havde to kameraer et Canon 40D købt i 2010, som er ved at være mere end slidt og også står for udskiftning og så et Canon 600D, som jeg købte brugt på nettet. Jeg har været rigtig, rigtig glad for begge, men ganske især det sidste blev jeg meget glad for, og det har hængt på mig hele tiden næsten. Det er ikke blevet sparet.

På banen bruger jeg begge kameraer. 40D til hestene i løb på banen og det andet til efter løbet, portrætter i vindercirklen m.m. I lørdags havde vi midt i det hele et skrækkeligt regnvejr og pludselig var mit 600D bare dødt. Jeg kunne intet få det til, det var dødt, som i helt dødt. Jeg forstod ingenting, og var bange for, at det havde fået vand. Jeg har dog før, haft mine kameraer i regnvejr uden der er sket noget og jeg dækkede dem jo også så godt, som muligt, inden jeg kom i tørvejr. Så jeg var usikker.

Jeg tænkte, at var det vand, så kunne et par dages tørring måske hjælpe på det. Intet hjalp, det var og blev dødt. Altså måtte jeg ned forbi fotohandleren i dag efter stalden og høre dem, hvordan og hvorledes. Det var koldt, og igen, jeg kunne godt have brugt mere tøj, men overlevede, men handskerne skal også frem. Ganske som ventet og frygtet, er kameratet dødt, som i helt dødt. Fotos lå og ligger på kortet og kunne sagtens findes. Til gengæld fik vi i fælleskab regnet lidt på det og sammenlagt nogle kendsgerninger omkring kameraet, der gør, at jeg (vi) var helt sikker på, at vand/regn intet har med det at gøre. Det er bare slidt op og at det skete i regnvejr, var en tilfældighed. Jeg købte det i 2016, og nu da vi kom til at tale om det, så har det nok været godt slidt allerede. Så man kan nok ikke forvente andet.

Alt det her ændrer ikke på, at jeg kommer til at mangle det helt forfærdeligt, ligesom jeg pludselig står med et kamera mindre og et der formentlig også synger på sidste vers. Jeg må i tænkeboks, for jeg kan mærke på mit 40D, at det også er ved at være klar til pension. Så nu kommer min fotonedskæring helt af sig selv, men det var bare ikke lige som planlagt. Vi må se, hvordan, men det er irriterende, når man har flere ting, man godt vil og kan bruge penge på, at man så bliver smidt noget uforudset – igen! Og så kan man sige, at det var det ikke, hvis jeg sådan lige havde tænkt over alt det her, vi talte om i butikken idag. Det havde jeg så ikke…… så er lidt øv, men igen, jeg har rigeligt med fotos, at rode med. Men når man er fotograf i hjertet, er der jo altid nye motiver, der kalder……Men ihvertfald tak for god vejledning og behandling hos Bech Foto i dag.

Så vej hjem, var jeg forbi Netto og købe to puder til min sofa (nederst i venstre hjørne), og så købte jeg impulsivt en allergidyne og 2 hovedpuder af bomuld. Så sælger jeg de andre jeg har. Det var så i omvendt rækkefølge, men hvorfor det, bliver for langt at fortælle, så jeg nøjes med kendsgerningen. Nu skal jeg lade op til resten af ugen, som jeg endnu ikke ved, hvad bringer, men ingen galop, hvilket giver ekstra tid til mange andre ting – og det gør intet som helst. Slet ikke så koldt, som det er nu.

Fotoet er fra Dyrehaven i oktober 2011

Zombie-staldtur og dagens tilbudsjagt

Er der noget, jeg absolut hader, så er det, når jeg ikke kan falde i søvn. Det sker desværre med større frekvens end det før har gjort, og selvfølgelig især, når jeg ved, at jeg skal op. Not pleased! I går lå jeg og rodede til klokken var henad 3, og når man så skal op igen når den er 7.-7.30, så er det altså ikke alverdens til søvn. Og slet ikke for mig, der bliver helt kropumulig zombieagtig, hvis jeg ikke får min søvn. Jeg kan glemme mig selv i den tilstand. Det gjorde jeg ikke i dag, men jeg formåede da at køre på posthuset, før jeg huskede på, at jeg da lige skulle give Saz andet tøj på (læs: dækken), som jeg havde lovet. Dette til trods for, at jeg lige havde sagt inden jeg gik, at nu skulle jeg huske det. Godt jeg var i bil! Jeg skulle alligevel ned på banen og se Stinger, så turen til stalden var ikke voldsomt lang, men ellers havde jeg nok fundet på noget. Men jeg fik det ordnet og han fik guffer og en sludder. Han er den kæreste hest.

Ellers kan jeg ikke påstå, jeg var til den store forkromede gavn i dag. Jeg var bare så selskabelig, jeg formåede, i min zoombietilstand, men det er også okay engang imellem og nu var jeg jo flittig forleden. Jeg må håbe, jeg er mere frisk ved næste visit – det skal der så ikke meget til for, kan jeg fortælle.
Så var det altså også tid at suse videre. Jeg havde en plan om noget indkøb. Jeg havde læst noget om en vegansk Pommes Frites Sauce på bud i Netto. Ingen kunne finde den her i København, men i en Netto pænt ude på landet var den! Jeg måtte lige undersøge, hvordan landet lå heromkring. Det lå meget, meget skidt – jeg var i ikke mindre end 3 NETTO og i den sidste havde de slet ikke de her dressinger/saucer. Der var 3 slags, og det viser sig så nu, at kun den famøse Pomme Frites Sauce fra Develey, er vegansk. Jeg købte så Burger Saucen, bare for at prøve, men den er så “kun” vegetarisk. Jeg ville gerne have haft den vegansk, men sådan er det. Den lille tekst på den slags, er for mig umulig, at tyde i butikken. Men der var en sursød en af slagsen, som de havde i de to Netto, men altså slet ingen i den sidste (Smakkegårdsvej). Til gengæld, fandt jeg på Smakkegårdsvej Garden Gourmet burgere og boller til 10,- kr.! Skynd jer derhen, jer der bor i nærheden, der var stadig flere. Vist kun 1 el. 2 burger, men bollerne var der flere af – jeg nappede 4 pakker, så nu har jeg snart fryseren fuld og kan klare mig længe med dem. Men de ér altså rigtig gode.

I Netto i Lundtofte fandt jeg Mori Vegetariske (så vidt jeg kan se veganske) nudler. De kostede 5,- kr. og prisen var den eneste grund til, at jeg synes, jeg ville prøve dem. Men bliver jo helt euforisk, når man ser noget, der er vegetarisk. Jeg købte mange andre småting, men intet epokegørende, men det kan nogengange godt betale sig, at kigge ekstra nedsatte varer kasser efter. Bollerne/burgere nævnt ovenfor lå i en køledisk med en masse andre kødvarer, der også var sat ned – så se jer godt for.

Nu vil jeg lukke ned her, og slappe af, og forhåbentlig sove godt i nat, så jeg er frisk på et stort ryk her i morgen.

Flade batterier

Så blev det torsdag og næsten weekend. Det er ikke meget, der sker her lige p.t. Al min energi bruges på, at rende på hospitalet og passe Emil og så et smut i stalden i ny og næ. I dag var jeg der, men jeg var nærmest kun fysisk til stede. Jeg var så træt, at jeg ikke vidste, hvad der var op og ned næsten. Så jeg var ikke til megen gavn i dag, men jeg fik givet nogle godbidder og var med et smut på banen.

Da jeg nåede hjem, mødte jeg min nabo (næste opgang), der fortalte, hun havde købt pelargonier til 10,- kr. i Netto, så afsted gik det sammen med Emil ned og hente nogen. Så fik han også en lille køretur og kunne få “niflet”. Vi fik fine blomster, jord og lidt andre småting. Synes altid jeg finder noget i Netto, jeg “må” eje. Og det er jo det, de lever godt af. Jeg er ihvertfald glad for blomsterne, som jeg lige straks vil hente nede i bilen, men de bliver plantet senere, for jeg gider altså ikke være mere ude i den storm. Så formentlig i morgen.Det var hundehamrende koldt i dag nede på banen. Træneren og jeg fik en hyggesludder med en de andre venner fra banen og vi var stivfrosne, da vi kom tilbage. Sommer? Nej bestemt ikke endnu.

Så med andre ord, mine batterier er flade, og det er jeg ikke alene om. Min telefon kunne pludselig ikke lade, og sikket til laderen ville ikke i telefonen eller tog ikke fat og dermed ladede telefonen jo ikke, så det var skidt. Nu er den sendt til reparation, som meget gerne skulle være på garantien, for selvsagt, har jeg intet gjort, jeg ikke plejer med en telefon til de penge. Jeg har fået en lånetelefon, hvilket jeg synes, var rigtig flot, men det er altså en ældre model og det mærke, jeg ikke er vant til, så det er noget “bøvlet”, men kan da gå an for en kort bemærkning.

Som nævnt, så er det på lørdag første væddeløbsdag. Jeg synes vinteren er gået voldtsomt stærkt, men det beyder da ikke, at jeg ikke glæder mig til sæssonen starter igen, ganske som altid. Vi i vores stald har ingen startende heste nu her, men det skal nok komme.

Fotos er fra Emil’s og min gårtur forleden.

Hellerup tur/retur

Eftersom jeg skal på tur i ugen der kommer, så var jeg nødt til at få fornyet mit togkort inden. Da jeg alligevel havde tænkt, at jeg skulle i Netto efter den fine paninigrill, ja så kunne jeg slå 2 fluer med et smæk. Vejret var faktisk flot, så jeg tænkte at kameraet skulle med. Det kom det som det ses, men for hulen, hvor var det koldt. Jeg skulle have taget tørklæde og handsker på, hvilket jeg selvølgelig ikke havde. Nå, men det gik, men jeg krøb i læ for vinden og gik noget af vejen.

Et stykke, hvor jeg gik var på Strandvejen og der ligger en Fona. De havde DVD’er på tilbud, og jeg “kom til” at købe to, jeg længe gerne har villet se. Life of Pi (2012) til en 50,- kr. og Niceville (2011) til 30,- kr., så nu har jeg noget at se, når stormen raser en anden gang.

A pros pos storm – det blæser ad pommeren til, og når det gør det, har jeg virkelig svært ved at holde varmen her. Jeg skal have købt den elpejs, og det snarest. Det kommer før bilen, men det er to forskellige ting. Iøvrigt har jeg ikke besluttet mig, hvad jeg vil.

Det er et nyt år, og jeg har som sagt flere projekter, også omkring kost, vægttab og motion, men jeg vil helst ikke sige for meget før jeg er lidt længere. Men planen er da noget faste 5:2, som jeg har været inde på før, men ikke har fået holdt ved, og i dag har jeg holdt det og har overhovedet ikke været sulten. Så jeg er glad og så har jeg cyklet og gået 4 km, så det er da ikke så skidt. Som du kan se af dokumentaren nedenfor, så er der mange fordele ved den løsning.

Nu vil jeg tage et varmt bad, for jeg fryser med anstand og så tage en kop te mere, og slappe af. Imorgen skal Julepynten pakkes i kasser. Den står p.t. på spisebordet, så ned er den kommet, men skal så lige det sidste stykke.

God weekend med lidt af hvert

IMG_9333opt2_OrdrupTorv
Ordrup Torv 2010

Jeg håber, jeg aner rigtigt, at det begynder at gå lidt bedre – ikke gigantisk bedre, men jeg er glad for lidt. Desværre hyler mit hoved stadig, og det må jeg indrømme, jeg gerne var fri for.

Igår lånte jeg bilen og kørte først en tur i stalden og hilste på og lige vise, at jeg dog er i live endnu. Jeg fik også set de to nye “madammer” udi to nye hopper, der er kommet til stalden, mens jeg har været væk. Som forudset af en staldeveninde, var der især en, der fangede min interesse. Vi skal nok blive rigtig gode venner, når jeg engang bliver gangbar igen. Kicker var jeg selvfølgelig også inde og hilse på, og han tilkendegav tydeligt, at han kunne kender mig, og det var rart at se mig. Det er altså så sjovt. Ligeom Vita bestemt ikke har glemt, hvem der plejer at give hende godbider og opmærksomhed. Hun ved lige, hvilke knapper hun skal trykke på i forhold til mig. Alle “babyerne” (læs: åringerne), var vokset helt enormt, og især var The Seducer imponerende, hvilket han dog hele vejen har gjort. Han er godt nok flot og slægte sin søster (Good Girl) på i stor stil. Jeg fik også hilst på Nicolaj (Stott) som var forbi. Det var også hyggeligt, for det er ved at være meget længe siden, jeg har set ham.

Efter at have hilst på og fået en god sludder med især Lene, kørte jeg videre. Jeg skulle over til min optiker, og have styr på kontaktlinserne. Jeg fik nogen nye endagslinser med læsehjælp for noget siden. Linserne som sådan virkede umiddelbart okay, men det viste sig, at øjnene ikke kunne det med læsehjælp ihvertfald. Om de kan det med linserne generelt får vi så se nu, da de nu er uden den. Hvis ikke det virker, så er vi tilbage til “år nul”, med enten briller eller de linser jeg har brugt helt fra starten og som har været det eneste, jeg har kunnet bruge indtil nu. Det skal ikke være let!

Bagefter tog jeg så turen ned til Kirkegården og det var en blandet fornøjelse, idet de nisser jeg kom for at hente var væk, ligesom alt undtagen kransene. Jeg har skrevet om det i indlægget og også skrevet en mail til kirkekontoret med link til det, og med slet skjult opfordring til dels af putte reglerne på nettet og informere bedre.

Man læser meget, når man sådan er rundt på nettet. Nu har jeg lige læst, at Netto sælger Neskaffe, uden låg??? Det siges at have noget med tyveri at gøre. Det er muligt, men jeg vil da ikke have mine varer pakket op! Så må man være over tyvene i langt højere grad. Det kan da aldrig skulle gå ud over ærlige og almindelige kunder. Men så ved jeg da, hvor jeg ikke skal købe min kaffe – det gør jeg så heller ikke, men jeg kunne jo ikke undgå at se overskriften. Hvad med dig, vil du have din kaffe pakket op?

Du husker nok sagen om Carina, der ikke skulle have overlevet, og ikke mindst udsendelsen om hende? Lægen der stod for mange og helt uacceptable udtaleser og pression overfor Carina’s forældre, er stadig sygemeldt….og…? Skal vi have ondt af hende, så falder det ihvertfald her, helt for døve øren. Afdelingen er siden lukket og hele sagen kulegraves stadig. Tænk, det kan være SÅ svært og kræve så mange rescourser at behandle syge mennesker og deres pårørende med anstændighed og hel almindelig omtanke. Nogen gange tænker jeg, at der altså skulle være et fag, der hed patientpleje og det skulle udfærdiges af patienter og pårørende. Se bare, hvordan stakkels Birthe bliver behandlet indimellem. Heldigvis er der da lyspunkter indimellem, men jeg bliver dælme tosset, når jeg læser den slags.

Jeg sov elendigt i nat, eller rettere havde en af de dage, hvor jeg havde svært ved at falde i søvn. Således sov jeg længe og var noget rundforvirret da jeg vågnede. Det og så vejret gjorde at jeg besluttede at blive her istedet for at gå ud, som jeg egentlig havde tænkt. Der er også nok at tage fat på – rengøring f.eks. og jeg har stadig kasserne med Julepynten stående. Det er ikke så let at bære kasser ned, når jeg er nødt til at have en hånd på gelænderet. Vaskemaskinen er på arbejde, og nu vil jeg prøve at få støvsuget og tørret lidt støv af, så jeg ikke går til i det i det mindste. Morgendagen bringer fødselsdags-tøse-hygge hos en af de uvurderlige veninder. Glæder mig, omend jeg måske ikke holder længe, men nu ser vi. Afsted vil jeg og den lille dyt transportere fint og GPS’en sørger for retningen. Rigtig god weekend til jer.

Nej jeg gider ikke!!!

Jeg er så træt af det. Jeg havde ellers meldt mig til Netto’s tilbuds sms. I dag får jeg så sådan en, der fortæller mig, at i uge 42-43, giver de x-antal kroner til Kræftens Bekæmpelse, ud af de man køber for. Hold op, hvor jeg synes, det er p….irriterende, at man skal TVANGSINDLÆGGES til at være med til at give til Kræftens Bekæmpelse.

Det er formentlig hamrende politisk ukorrekt, men jeg vil altså selv bestemme, hvem jeg giver til, hvornår jeg giver til dem og hvor megetjeg giver. Og får jeg STOPPET DET NED I HALSEN som vi gør hele tiden, så går jeg helt i bakgear, og så gider jeg slet ikke. Jeg har faktisk et indlæg på vej om, at der faktisk findes andre meget alvorlige sygdomme, som ikke nødvendigvis er kræft. Hvorfor skal de have al opmærksomheden? Tror I ikke, der er andre, der kunne bruge en brøkdel af den? Og så er det iøvrigt altid den forbistrede (som også er vigtig ja) brystcancer, vi hører om. Det er cancerformer der er langt mindre “synlige” der er mindst lige så farlige.

Jeg er træt af det, at alt skal syltes ind i velgørenhed her og der og alle vegne og “oh hvor er vi gode”, hvis vi så handler der eller køber dette produkt. Selv bloggene – de få der er tilbage, er invaderet af det. Jeg ville købe et bestemt vaskemiddel fornyeligt, der blev jeg også tvunget udi det samme – så fat det dog, og lad os selv vælge, hvad vi vil give til. Nej jeg købte det ikke og jeg handler heller ikke i Netto i uge ditten og datten. Jeg er træt af det – er jeg virkelig den eneste, der synes, det har taget HELT overhånd??? Om ikke andet, fik jeg luft – og nu er tilbudssms også meldt fra.

Online magasiner



Det er noget, jeg gør det i. Istedet for, at læse dem af papir, så er det altså meget mere pladsbesparende at koncentrere sig om dem online. Dette indlæg har været noget tid undervejs, men så er der kommet de flere med, og det er vel et sted godt nok.

Min lokalavis er også online, så den behøver heller ikke fylde i min postkasse – love it! Noget der undre mig meget, er at Netto’s magasin Lime ikke er online! Jeg synes, det er dels en meget dårlig idé set fra deres synspunkt, men også fra mit. Ganske som Irma’s Krydderiet, burde de da følge med tiden og smide det online – enig?

Hvad med dig, læser du også online magasiner, og i givet fald hvilke? Håber du finder ny inspiration nedenfor eventuelt.

Irma’s lækre magasin Krydderiet

DSB’s Ud & Se

Easy Eats – about glutenfree food

Magasinet Sundhed

Magasinet Helse

Sygeplejersken

Visit Nordsjælland – Meget flot magasin om Nordsjælland

Selvet – alt indenfor det alternative

Sæson – Gartneribrugets online magasin, med lækre opskrifter og fotos

Connery.dk – online magasin for mænd

En firkantet løsning

Kender du de her Thai-cubes? Gør du ikke, så er du blevet snydt for noget godt. Ihvertfald efter min mening. Indrømmet, at lave sådan en omngang thai-ting selv, tager ikke mange sekunder. Dog flere end det tager at smide denne i mikroovnen.

Og ja, jeg indrømmer, jeg har sådan en tingest! Jeg er kun et menneske, og selvfølgelig levede vi i den idelle verden, stod jeg og lavede ernæringsmæssig korrekte velsmagende måltider HVER dag, til hvert måltid. Jeg ved ikke med dig, men jeg lever altså i virkeligheden fremfor den idelle verden.

Og virkeligheden byder mig, at jeg ofte ikke har energien til at lave mad, endsige tænke tanken næsten. Og så er den her en god løsning. Man kan selvfølgelig (hvis man orker) koge nogle grønsager til, og således få et lidt mere afballanceret måltid. Men det smager godt. Jeg har prøvet 3 varianter, men det er denne, der ryger i kurven hver gang (ikke at det sker SÅ ofte, men når det gør). Find din, og hav en løsning på de der dage, som du måske også har…. De fås i bl.a. Netto til en 20,-‘r.

Dette adstedkom så lige den næste afstemning også:

[poll-id=22]

Garn for enhver smag i den lokale Netto

Skynd dig ind på Netto’s hjemmeside. Og klik på deres tilbudsavis (den første fra mandag), og så bladre du! Og der kommer du til en side med dejligt garn, til meget rimelige priser. Det kan vi jo alle bruge. Jeg ville ønske, jeg havde evnerne til at bruge det tilbud til noget konstruktivt. Men det ved jeg at mange har. Så go for it 🙂

Fredags fordragelighed

Den stod på tidligt op i dag. Stalden og vennerne kaldte her til morgen. Det er blevet svært at komme ud af fjerene nu, hvor det er mørkt, når man skal det. Når solen skinner dejligt ind af vinduerne, er det ingen sag, men nu har man mest lyst til at blive liggende. Oveni, er jeg stadig træt efter turen i onsdags, og helbredet er heller ikke helt i orden endnu. Men op kom jeg.

Da jeg har måtte aflevere min søsters dejlige cykel, og min er kasseret til storskrald for et par uger siden, har jeg ingen cykel endnu. Men jeg har mit togkort og normalt passer det, at jeg kan tage toget 06 og så tage bussen 17 minutter over fra Klampenborg. Nu har de lavet tiderne om, hvilket jeg ikke vidste, så det endte med, at jeg gik til Klampenborgvej, og så tog bussen derfra. Ikke at det er noget, jeg tager skade af, men det er da irriterende som de laver om hele tiden. Frem kom jeg, men var nær ikke kommet af (overdrivelse fremmer forståelsen). Stopknappen på min faste plads er trods det, at jeg har gjort opmærksom på det to gange før, stadig ikke lavet. Så måtte jeg sige det igen, og sige, at nu skulle jeg altså af næste gang. Det kom jeg så også.

I stalden var det hele stille og fredeligt, og der blev ordnet fødder, hentet og bragt på walker, børrste, nusset og kysset heste til den store guldmedalje. Havde jo sådan savnet de kære dyr, mens jeg har ligget her. Allerskønnest var det dog at se min gode ven Neptune Jolly (FR), som bare er så dejlig. Det var dejligt, at være i stalden.

På vej hjem var der igen koks i togene, og uvidene om problemerne satte jeg mig i det første og bedste tog. Det plejer man sagtens at kunne uden risiko. Jeg blev klogere. Toget standsede ikke før Hellerup. Så for jeg ud. Jeg skulle have handlet lidt på vej hjem, men nu var jeg på Hellerup, og lige ved siden af ligger en dejlig Netto. Så kunne jeg jo passende handle der, og så har jeg også kortere at gå uanset. Så det var held i uheld. Jeg handlede og kom med det rigtige tog hjemover.

Vel hjemme tog jeg mig voldsomt sammen og støvsugede og fik plantet tre lyng, jeg fik købt i Netto, og tømt altankasser på den ene altan. Og så har jeg fået et dejligt bad, og nu sidder jeg bare her og nyder livet. Weekend kom an, jeg glæder mig til bare at nusse rundt her. Om et par timer er der galop fra Århus, og det skal jeg i høj grad se. Vi har hest med derovre. Rigtig god weekend til jer.