Nye fag i skolerne

Hvor ville jeg ønske, at man indførte et fag i skolerne, der hedder takt og tone og herunder begrebet PRIVATLIV. For mig ser det ud som om, at vi får nogen nye generationer, der ikke har begreb skabt om det koncept. Her tænker jeg ikke mindst på omgang med mobiltelefoner, og hvad ordet PRIVATLIV betyder.

Igen igår havde jeg “fornøjelsen” at stå i en lang kø i den lokale Fakta, der er faldet tilbage i gammel gænge (det er en anden historie), og i den her kø, står der to helt unge piger. Hvor gamle de er, er svært at sige. Men jeg gætter på en 15-16 år (hvor gammel er man, når man skal på efterskole?). For det var lige præcis, hvad den ene af de her piger skulle. Hendes mobiltelefon ringede og selvfølgelig kunne hun ikke VENTE (hov endnu et begreb, der findes, og som åbenbart skal introduceres) med at tage sin telefon, men skulle straks tage den midt i køen. Altså kunne hele køen få “Okay”, og “Fedt” og hvilke superlativer, hun ellers slyngede om sig, og selvfølgelig har man ikke notesblok og papir på sig (hvilket vi også blev indviet i), når man står i en kø, så veninden skulle skrive numre ned.

Til trods for alle de her krumspring, var konklusionen, at hun alligevel skulle ringe tilbage, for der var flere ting, hun skulle skrive ned. Havde det ikke været lettere, at vente med at tage telefonen, og så ringe tilbage, når man var hjemme og kunne skrive ned. Det var jo i høj grad forventeligt, at der skulle skrives ned, med værelsesnummer og bofælle etc. Er unge mennesker virkelig så ubetænksomme og upraktiske fordi de er vokset op i en mobilalder??

Nu var lige det her eksempel ikke det værste. Jeg husker med gru en dag, jeg stod på stationen og ventede på toget, hvor jeg blev indviet i en piges intime liv og kamp med fertelitetsbehandling. Undskyld jeg spørger – hvad hulen rager det mig? Det er en ting, men at folk ikke har nogen som helst skrupler over at indvie “hele verden” i de mest intime ting, forstår jeg simpelthen ikke. Der er altså et begreb, der hedder PRIVATLIV!

Jeg ELSKER min mobiltelefon, og jeg synes det er en SKØN opfindelse brugt RIGTIGT! Der er en lydløs knap, der meget vel kan sættes til i tog og busser og andre steder, hvor man ikke behøver forurene med ringen i tide og utide. Hvis man skal give en besked, er sms’er udemærkede i den situation og så forstyrrer man ikke alle andre, endsige indvier dem i sine private affære, hvilket de sådan set ingen interesse har i. Man kan sagtes have vibrator på, og således går man ikke glip af noget. Ringer den så kan man eventuelt lade den ringe og ringe tilbage, eller hvis ikke det, så lige tage den og sige, at man ringer tilbage. Jeg tager aldrig min telefon når jeg kører i tog medmindre det er pinedød nødvendigt i form af, hvornår jeg er fremme etc. Bare husk, der var tider, hvor vi ikke havde den. Selvfølgelig ringer jeg da også “på farten”, men sgu ikke på steder, hvor jeg generer andre. Er jeg den eneste, der synes, der bør strammes op på den front? Det tror jeg ikke.

Opdragelsesforskrækkelse?

Jeg ved ikke, hvad det er, der sker for folk. Det virker som om, de er bange for, at blive anklaget for mishandling, hvis de siger det mindste til deres børn. For slet ikke at tage rollen som forældre, bedsteforældre – bare som DE VOKSNE, der altså ved bedst. Idag fik jeg demonstreret i yderste konsekvens, hvad det kan adstedkomme, når man tager hovedet under armen og enten bare er DUM, eller også er man helt uansvarlig på anden vis.

Eksemplet var, at jeg kommer gående op mod et lyskryds. Det er så lige ved at skifte til grøn for bilerne, og ved fodgængerfeltet står den her ældre dame med et barn jeg skyder til at være ca. 2 år gammelt. Hun har åbenlyst intet styr på det her barn, men de fleste børn på 2 år er ikke det mest styrbare, og trafiksikre er de da SLET IKKE. Det burde man ikke have den store ledvogtereksamen for at vide. Den her dame vidste det ikke, eller også forlod hun sig på, at barnet havde åndsevne nok til, at kunne overskue konsekvensen af, at vade ud i lyskrydset, selvom det var RØDT!! Man behøver ikke have den store eksamen i børnepsykologi heller for at regne ud, at det kan et barn i den alder ikke. Det værste var, at hun INTET gjorde andet end at appellere til barnets hørelse og gode vilje. Det virkede selvfølgelig ikke. Det var først, da jeg RÅBTE til hende, at hun for h….. da skulle tage fat i ungen, at der skete noget, og hun gjorde det. Men at der ikke skete noget, var mest min skyld og så det faktum, at bilen ikke havde ret meget fart på. Det til trods måtte han op og stå på bremsen. Hvad FANDEN sker der lige for folk og deres sunde fornuft!!! Jeg var så jeg rystede over det hele længe efter. Det var bare SÅ tæt på! ARGH!!!