5 års Jubilæum

Seneste fotos i familiealbummet, som min bror lige har sendt mig næsten – Min oldemor og bedstemor

I dag har jeg 5 års Jubilæum med min familie i USA. Den 3. august var datoen, hvor jeg fandt dem. Det er stadig fantastisk for mig. Og når man har ledt i 30 år, så skal det jo nok lige trænge ind. Det at få svar, ihvertfald nogen, er stort, men hvad er noget af det største, er noget som de fleste andre, tager for givet. Nogen man ligner. Det er noget man som adoptivbarn bare ikke har medmindre, man er bortadopteret væk sammen med en søskende. Men stadig kan behovet for det mødrene og fædrene ophav være stor. Endnu større, når man ingen har. Og når det så viser sig, at man ligner dem så meget, at man næsten kunne have fastslået slægtskabet uden DNA-test, er det jo endnu bedre.

Det er meget tydeligt, at der er nogle bestemte træk, der slår rigtig meget igennem. Vi har altid sagt, det er fra min biologiske far, men når man kigger på min farmor her, så kan man tydeligt se, at det helt bestemt kommer i stor stil fra hende. Desværre har vi ingen fotos af min bedstefar, for han forsvandt ret hurtigt ud af billedet. Så det er svært at vide, hvad der kommer derfra. Det er en af de brikker, vi stadig gerne vil vide mere om. Også min bror. Måske får vi det.

I skrivende stund sidder vi stadig i Coronahelvede til halsen og hvornår jeg lige kan komme derover ved jeg ikke, men jeg vil meget gerne derover i år. Dels fordi det allerede sidste år var meningen, men der blev det udskudt af mange grunde, selvfølgelig også igen Corona. I skrivende stund skal min bror og svigerinde være bedsteforældre, da min yngste niece skal have en lille pige. Det er jo helt vildt spændende, og det kunne være fantastisk at komme derover til Jul igen, som sidst, men så blive længere. Hun skal føde til november, så det kunne være fantastisk at komme over at møde et nyt familiemedlem. De har en hel trailer stående til mig, som jeg kan bo i. Lige nu kommer min bror sig efter en alvorlig rygoperation. Han er lige kommet hjem fra hospitalet, så nu er det vigtige, at han kommer sig. Men heldigvis ser det ud til, at gå godt.

Mens jeg sidder og skriver det her (lørdag), har jeg lige fået en hilsen fra min nevø derovre. Han er god til at holde kontakten og vi skriver næsten dagligt. Han er sådan en sød dreng. Jeg håber, det går som planlagt, og jeg kommer over derover snart. Men 5 års Jubilæum, er da halvrundt og jeg synes bestemt, det er værd at fejre.

Hvis du ikke har læst historien før, kan du læse med her:

5. august 2016 – Miraklernes tid er ikke forbi/Miracles do happen!

28. august 2016 – Mit mirakel og noget om aldrig at give op! Og en stor tak!

En afslutning

Du husker måske, at jeg skrev dette indlæg, omkring at få nogle informationer fra min biologiske søster. I dag fandt jeg et kort i min postkasse fra hende, som definitivt lukker den dør, og uden jeg er blevet en klap klogere. Lidt i form af endnu et foto af min mor og hendes mor (vores mormor), men ellers ikke.

Ikke et ubehagligt brev som sådan, men bare meget tydeligt, at der ikke er noget at komme efter der – desværre. Selvom det var ventet, en underlig og trist fornemmelse! Så nu tror jeg ikke, jeg orker at lede mere på nogen måde. Jeg har forsøgt alt, og jeg har ikke mere energi på den konto nu. Den energi jeg har, vil jeg hellere bruge på andre ting. Dukker der mirakuløst informationer op, er det fint, og gør der ikke, så må det være sådan. Så derfor en afslutning!

Lidt om taknemmelighed og overvejelser

Det med taknemmelighed er jo nærliggende at skrive om, for det er Thanksgiving aften i aften. Eller aften amerikansk tid velsagtens. Men i Danmark tager vi bestemt ikke skade af heller, at huske, hvad der er, at være taknemmelig for.

Når man taler taknemmelighed, er det jo leet at overføre den på adoptionstema, og også slægtsforskiningstemaet. Det er altsammen nært forbundet også rundtom på blogge med mere. Nu ville jeg rigtig gerne kunne skrive, at jeg er taknemmelig for, at have mødt min biologiske mor eller far, eller den gode kontakt, jeg har til den biologiske søster, jeg også har. Jeg kan ingen af delene. Og skal jeg være helt ærlig (det ligger mest til mig), så er jeg sgu ærligt talt noget ked af det. Min biologiske mor, er lovlig undskyldt, for hun er her ikke mere.

Min biologiske far, ved jeg intet om. jeg aner ikke, om han ved noget om mig eller om han i det hele taget er i live. Hvis han er i live, så er han nu 83, så uanset, så skal jeg skynde mig. Med hensyn til min søsster. Tjah, hvad skal jeg næsten sige. Hun skrev mig et rigtig sødt brev, da jeg skrev til hende første gang for 17 år siden, men lagde heller ikke skjul på, at det var meget svært for hende, og at hun ikke så nogen grund til kontakt, men hun ønskede mig det bedste. Hun var også sød og sende mig det eneste foto, jeg således har af min mor, og af hende. Ganske tydeligt, at vi er i familie, og det i sig selv, var en stor ting for mig.
Læs resten