Minder om postbudet

Jeg læste artiklen Farvel til postbudet og kunne egentlig kun give forfatteren ret. Også her i min opgang, har vi fået sat postkasser op og det er da pæne nok postkasser og de sidder heldigvis indendørs. Der går intet af mig for at hente min post der, når jeg alligevel er nede, men artiklen gav mig også anledning til at mindes min barndommens postbud, og hvad deraf fulgte.

Dengang boede vi i et dejligt hus. Ja det var vel nærmest en villa må man sige. I mange år, kom posten også ind til os, men da vi havde store hunde, var det et problem. Hunde kan næsten af princip ikke lide posten – således heller ikke vores. Så fik vi ny (ret grimt set i bakspejlet, men praktisk) højt stakit op med lås og låge og en postkasse udenfor. Men meget ofte var posten nu med inde og få kaffe og en sludder med min far alligevel. Han havde kontor i kælderen, hvor der var egen indgang. Ret praktisk. Senere fik min far så en postboks på posthuset, og så skulle posten jo hentes der. Men besøgene af posten fortsatte, for han havde jo gået samme rute i mange år, og kendte min far. Selvfølgelig fik det også en ende, men artiklen fik mig til at reklektere over det med alle de besøg, der var i den kælder. Det var ikke småting og en af mange var meget, meget ofte netop posten. Hivs der har været en kontakt med posten i nogen situationer, så forsvinder den jo med det her system. Tidsskemaet er jo formentlig også lagt sådan, at der ikke er tid til at sige goddag og få en kop kaffe med “Fru Olsen”, hvis det var noget man gjorde det i. Trist synes jeg, men jeg er også så gammeldags.

0