Facebook guide: Hvem man viser hvad etc.

2000px-Facebook_600opt2

Jeg har opdaget et stort behov for forklaring udi Facebook og indstillinger, og hvordan det bruges. Bevares, enhver må jo i princippet gøre, som de lyster, men det er rigtig ofte, folk ikke aner, hvordan tingene fungere og hvem de i princippet viser hvad, eller ikke viser, hvilket er lige så vigtigt.

Jeg har f.eks. en ven på Facebook, der ville oprette grupper og så lave to forskellige facebookprofiler, så han ikke delte noget, han ikke ønskede, med “de forkerte”. Det kan han selvfølgelig godt, men det er ulig alt andet, at gøre livet MEGET besværligt for sig selv. Og så er det iøvrigt ulovligt at oprette flere profiler! Det er der også mange der gør, ligesom facebook ikke er for børn under 13, hvilket mange også blæser en hatfuld. Jeg ved ikke lige, hvad de synes de er for forbilleder for deres børn, hvis de lærer dem, at regler – dem holder vi da ikke!? Enough said, men jeg synes bestemt ikke, det er smart, hverken på den led eller i forhold til, hvad ungerne kan finde på facebook. Du kan læse lidt på dansk her om
opdatering af reglerne.

Læs og se meget mere nedenfor:

Læs resten

0

Skilt på grund af Facebook??


deborah.dk på Facebook

Jeg har lige fået en opdatering på Facebook i dag, der fortæller, at Facebook er indblandet i stor stil i skilsmisser. Nu er den her undersøgelse godt nok engelsk, men stadig. Jeg tænker på, om vi har et lignende problem?

Så derfor spørger jeg dig nu:

[poll-id=20]

Selv har jeg lidt svært ved at forstå, hvordan det kan give problemerne, da man jo selv bestemmer, hvem man er venner med, og hvem der ser hvad. Når det er sagt, har jeg også set de mest uhyrlige opdateringer, hvor jeg har undret mig over, hvor folks sans for PRIVATliv, er blevet af. Der er nogle oplysninger, jeg ikke har lyst til at få. Og så er det næsten ligemeget, hvem vi taler om. Der er nogen ting, jeg deler med meget, meget nære veninder og noget jeg deler med andre venner. Og det jeg anser for MEGET privat, ville jeg aldrig, aldrig dele i min opdatering på Facebook. Har folk helt mistet den der fingerspidsfornemmelse?

0

Nye fag i skolerne

Hvor ville jeg ønske, at man indførte et fag i skolerne, der hedder takt og tone og herunder begrebet PRIVATLIV. For mig ser det ud som om, at vi får nogen nye generationer, der ikke har begreb skabt om det koncept. Her tænker jeg ikke mindst på omgang med mobiltelefoner, og hvad ordet PRIVATLIV betyder.

Igen igår havde jeg “fornøjelsen” at stå i en lang kø i den lokale Fakta, der er faldet tilbage i gammel gænge (det er en anden historie), og i den her kø, står der to helt unge piger. Hvor gamle de er, er svært at sige. Men jeg gætter på en 15-16 år (hvor gammel er man, når man skal på efterskole?). For det var lige præcis, hvad den ene af de her piger skulle. Hendes mobiltelefon ringede og selvfølgelig kunne hun ikke VENTE (hov endnu et begreb, der findes, og som åbenbart skal introduceres) med at tage sin telefon, men skulle straks tage den midt i køen. Altså kunne hele køen få “Okay”, og “Fedt” og hvilke superlativer, hun ellers slyngede om sig, og selvfølgelig har man ikke notesblok og papir på sig (hvilket vi også blev indviet i), når man står i en kø, så veninden skulle skrive numre ned.

Til trods for alle de her krumspring, var konklusionen, at hun alligevel skulle ringe tilbage, for der var flere ting, hun skulle skrive ned. Havde det ikke været lettere, at vente med at tage telefonen, og så ringe tilbage, når man var hjemme og kunne skrive ned. Det var jo i høj grad forventeligt, at der skulle skrives ned, med værelsesnummer og bofælle etc. Er unge mennesker virkelig så ubetænksomme og upraktiske fordi de er vokset op i en mobilalder??

Nu var lige det her eksempel ikke det værste. Jeg husker med gru en dag, jeg stod på stationen og ventede på toget, hvor jeg blev indviet i en piges intime liv og kamp med fertelitetsbehandling. Undskyld jeg spørger – hvad hulen rager det mig? Det er en ting, men at folk ikke har nogen som helst skrupler over at indvie “hele verden” i de mest intime ting, forstår jeg simpelthen ikke. Der er altså et begreb, der hedder PRIVATLIV!

Jeg ELSKER min mobiltelefon, og jeg synes det er en SKØN opfindelse brugt RIGTIGT! Der er en lydløs knap, der meget vel kan sættes til i tog og busser og andre steder, hvor man ikke behøver forurene med ringen i tide og utide. Hvis man skal give en besked, er sms’er udemærkede i den situation og så forstyrrer man ikke alle andre, endsige indvier dem i sine private affære, hvilket de sådan set ingen interesse har i. Man kan sagtes have vibrator på, og således går man ikke glip af noget. Ringer den så kan man eventuelt lade den ringe og ringe tilbage, eller hvis ikke det, så lige tage den og sige, at man ringer tilbage. Jeg tager aldrig min telefon når jeg kører i tog medmindre det er pinedød nødvendigt i form af, hvornår jeg er fremme etc. Bare husk, der var tider, hvor vi ikke havde den. Selvfølgelig ringer jeg da også “på farten”, men sgu ikke på steder, hvor jeg generer andre. Er jeg den eneste, der synes, der bør strammes op på den front? Det tror jeg ikke.

0

Alt for høflig – Er det bare mig eller?

img_9332opt.jpg

Som det vides var jeg til brunch forleden. Jeg mødte her en masse mennesker, som jeg kender sådan perifert gennem min veninde, men ikke har set i mange år, p.g.a. mit “exil” på Lolland-Falster. Af samme grund var der jo så ihvertfald en, der ikke var klar over, at jeg nu er på pension. Folk har det jo med at spørge, “Hvad laver du?”, “Hvad så arbejder du eller?” og lignende. Det er også helt okay, men det slog mig her, at jeg også lader folk vade over mine grænser. De kan så synes fjollede eller hvad nu, og med min fornuft synes jeg måske også, at jeg “overreagerer”, men det føles bare sådan, som jeg nu fortæller det.

Således blev jeg også spurgt til den her brunch-ting, om netop det. Og selvfølgelig svarer jeg, at jeg er blevet pensioneret og hvornår. Så er det, det begynder at blive pinagtigt for mig. For en ting er folks interesse eller nysgerrighed efter hvorfor. I dette tilfælde helt klart interesse og det er det vel som regel. Det er bare ikke i alle sammenhænge, jeg har lyst til at diskuterer/fortælle om mit helbred, og hvorfor dit, og hvorfor dat. Jeg prøver så at “børste den af” ved at sige, at det er en lang historie, for det er det jo faktisk. Historien er ikke engang her på min blog, også fordi jeg netop anser det for noget privat, som jeg kun har lyst til at dele under rette former og med rette personer. Det kan man så synes om, som man vil, men sådan har jeg det. Jeg ved jo, at tingene er som de er og ikke kan være anderledes, men derfor føler jeg godt, det kan være følsomt og privat, og det er jo stadig ikke ideelt el. ønskværdigt at være i den situation.

Altså bliver jeg så spurgt til den her brunch og siger så, at det er en længere historie for at slippe for at gå ind i det, men næh nej – vedkommende siger så “Giv mig den korte version”. Men sagen er, at jeg ikke bryder mig om at skulle give “den korte version” for det gør noget meget følsomt og livsændrende til noget overfladisk for mig, og det har jeg ikke lyst til. Og i det hele taget, havde jeg slet ikke lyst til at fortælle om det. Ikke at jeg ikke ville fortælle til den her person, men ikke der og under de omstændigheder.

Og så er det, jeg spørger mig selv, hvorfor jeg ikke sagde til ham, at det havde jeg ikke lyst til at fortælle om, og at jeg ikke synes, det var rette sted til det el. noget. Det irriterer mig, for jeg har det skidt med, at mine grænser blev overskredet nu. Så nu skal jeg så bare huske det, og få sagt fra en anden gang. Hvad med dig, føler du også, at du “skal stå til regnskab” når folk spørger dig? Eller kan du godt få sagt fra? Og føler du også, at dit helbred, din pension m.m. er en privatsag medmindre du selv bringer det op?

0