Philomena en film, men ikke kun…

Jeg vågnede i dag, og var træt. Men efterhånden vågnede jeg. Det er blevet en dårlig vane, at jeg har svært ved at falde i søvn, men selvom jeg egentlig i gamle dage var morgenmenneske, så har tingene ændret sig. Jeg kan ganske enkelt ikke næsten ikke vågne om morgenen længere. Jeg vil så sige, at det bliver lettere nu, hvor det bliver lysere. Uvist af hvilken grund har hele den her Coronating, ikke gjort sagen bedre. Gad vide, om det er fordi, man bare gerne vil hive dynen op over hovedet og blive der?? Muligheden forelægger ihvertfald.

Søndag plejer at være plantedag, men jeg har længe taget tilløb til, at jeg skulle omplante nogle af mine planter. Det havde jeg lyst til i dag, så det gjorde jeg. Det var dejligt at få gjort, ligesom jeg fik smidt nogle døde vækster ud, der stod og fyldte på altanen. Det er ligesom sådan noget, man får lyst til, når der er forår i luften. Senere blev det dog meget overskyet og det har ihvertfald støvregnet her, så der er ikke meget forår over det lige nu. Skaderne har været igang med deres redebyggeri til morgen. De bygger noget tid og så laver de noget andet – jeg gad vide hvad.

Jeg så lige reklame på TV, for en film med Judy Dench – Philomena (2013) her til morgen og skyndte mig og finde den, og begyndte at se den. Slukkede og tænkte, at jeg hellere måtte tage pligterne først, hvilket jeg så gjorde. Det viste sig, at jeg har set filmen før, hvilket jeg simpelthen ikke kan huske, jeg har gjort. Det undrer mig, for det er ellers et emne, der optager mig, af helt naturlige grunde.

Lad mit lige starte med at sige, at det her er en rigtig historie. Du kan læse mere her i artiklen i Evening Standard, men meget kort handler det om meget unge piger, der kommer “i uføre” som det hed sig førhen, og så blev skibbet afsted til et afsidesliggende kloster i det katolske Irland. Her fødte de resultatet af deres synd (ifølge nonnerne), og var det en sædefødsel og var der andre problemer, jamen så var det Guds vilje og ingen læge blev tilkaldt. Som følge af dette døde flere af pigerne og deres børn også selvfølgelig. Philomena, er netop sådan en pige, og det er hendes historie filmen beskriver. Hun får via sin datter kontakt til den forhenværende Journalist Martin Sixsmith, som hjælper hende med at finde frem til hendes søn. Det er denne proces filmen beskriver. Filmen ligger på DRTV. Derudover har Martin Sixsmith også skrevet en bog, der beskriver hele forløbet. Du kan låne bogen og filmen også faktisk på biblioteket.

Hvorfor er det her så interessant? Tjah det er det jo fordi Philomena’s søn ender med at blive adopteret bort. Sådan som den var skruet sammen var det overgreb på Philomena og de andre kvinder, og salg af børn. Mod en vis donation, fik de her amerikanere et barn i bytte eller flere. Philomena’s søn’s adoptivforældre får også en pige. Det interessante i det her er også, at det er angiveligt “gode kristne mennesker” der mishandler forsvarsløse unge pige under undskyldning af, de er hellige. Det er ærlig talt til at brække sig over. Udover filmen har jeg også personlig erfaring med katolske nonner og hele det hykelri, der omgiver det. Det gjorde, at min respekt for katalolisismen kunne ligge på et meget lille sted, allerede tidligt i livet. Og historier som denne, ligesom flere skandaler med præster, der har begået overgreb også, ikke har gjort sagen bedre. Filmen og historien generelt åbnede en Pandora’s box af skandaler af samme art som Philomenas, og Martin Sixsmith har også lavet en dokumentar (kan ikke ses online umiddelbart) om problemet.

Sådan helt pricipielt må folk jo tro, hvad de har lyst til. Mén når de misbruger den tro, til at gøre skade på andre og bruger deres tro som en undskylding for onde gerninger, så holder min tolerance op. At rive et barn fra en pige på 14 år på den måde, og andre onde gerninger, er ihvertfald ikke kristent, og bliver det heller aldrig. Tal om hykleri, som springer Richter Skalaen. Hold nu op.

Det her foregik for ikke så frygteligt længe siden. Og hele adoptionssystemet i USA, er indrettet til at undertrykke og manipulere unge piger til at opgive deres børn. Jeg har ofte undret mig over, om de overhovedet får nogen som helst oplysning derovre om, hvordan man undgår at få børn. For det er ofte man hører, at så fandt de ud af, de var gravide – hello, hvis man har sex og ikke bekytter sig, så er det en meget stor risiko! Det er, og burde være almen viden. Når det så sker, så er der altså muligheder også derovre. Men det lader ikke til, at det er noget, man bruger. Og det er heller ikke noget, jeg synes er super fantastisk, men i forhold til, de situationer der især derovre ofte komme ud af det, så var det nok at foretrække. Men netop fordi det er så almindeligt, er det åbenbart ingen stor katastrofe, for beholder man ikke barnet, står der jo masser i kø, der gerne vil overtage. De glemmer bare at tænke på barnet. De tror, det er i “den gode sags tjeneste” – og nej det er det altså ikke. Det er ikke altid lykken at blive adopteret – meget, meget langt fra. Det har vi også set rigtig mange eksempler på. Og så har jeg slet ikke berørt et mindst lige så stort problem, som er adoption fra 3. verdens lande!

Jeg kunne skrive meget mere om det her, men vi skåne jer for mere lige nu, men det var, hvad der sådan lige sprang frem i mig efter at have set filmen (igen). Jeg har også bogen liggende og den husker jeg så heller ikke, at jeg har lyttet, men det kan jeg da gøre igen også. Hvis emnet interesserer dig, så anbefaler jeg ihvertfald til en start filmen. God weekend til jer.

0

American Sniper, lydbog og film

Jeg har haft svært ved at finde ud af, hvad jeg skulle lytte, når jeg har været færdig med endnu en Peter Robinson – Inspector Banks Bog – dem er jeg så løbet tør for nu. Elsker dem!

Nå, men så kiggede jeg “mine bøger” igennem på Nota, og faldt over den her. ABSOLUT ikke et typisk valg for mig. Jo biografier, men emnet! Hvorfor lå den overhovedet i min “bunke”? Jo af fødsel er jeg jo amerikansk, uden dog at have boet der og på et tidspunkt blev alt med amerkansk i titlen, smidt på listen og således også denne. Nå, jeg tænkte, at jeg kunne jo godt prøve, og man skal jo lære sålænge man lever.

Jeg kan så godt afsløre, at kan nogen få Krig, død og ødelæggelse til at glide ned, i noget spiseligt og endda lyde sexet, så er det Thomas Gulstad. Den stemme må gerne være det sidste jeg hører. Og i første omang, var det den, der fik mig til at fortsætte. Når det er sagt, er der kun en ting, der irriterer mig ved indlæsningen, og det så langt fra sikkert, jeg har ret – har nogen af jer hørt om “Sanitetstropper” – dem der henter sårede og tager sig af dem?? For mig må de da være samaritter eller noget andet. Sanitet er noget med rengøring – det kan man selvfølgelig også godt kalde det, men det skurer i mine øren. Men som sagt, hvad ved jeg. Ved du, så fortæl geerne.

Bogen: Det er barske løjer. Den er interessant også fordi min bror også har været i Marinen, og jeg forestiller mig, at deres tankegang langt henad vejen er noget lignende. At være SEAL er for Chris ikke et job. Det er hans liv og først længe efter, han er pensioneret fra det, går det op for ham, at han også har en meget, meget vigtig rolle som ægtemand og far. Læs den, det er bestemt indblik i en verden, man nor
malt ikke bliver inviteret ind i, og selvsagt, er der ting, han ikke kan fortælle. At det ikke er let, at ballancere hans nærmest sygelige besættelse af SEAL og villen i krig med at have kone og først et barn, og siden et til, er en underdrivelse. Uden at vide det, vil jeg tro, at mange ægteskaber, er røget på den konto. Når du så smider PTSD og andre skader oveni, så bliver det da ikke bedre. Angsten disse koner må leve med konstant også, er nok i sig selv tænker jeg. Taya, Chris’ kone får lov, at give sit syn på sagen også. Om de alle tænker som Chris skal jeg ikke sige, men at han på alle måder var en speciel fyr, er der ingen tvivl om.

Filmen: Filmen følger faktisk bogen rigtig flot (så meget en film nu kan), og er faktik fantastisk flot lavet og af samme grund, har den også fundet flere priser. Blandt andet en oscar for lyden. Den gørnok endnu mere indtryk, når man har læst bogen. Faktisk vil jeg anbefale, at man gør det lige efter hinanden, som jeg lige har gjort. Har man ikke læst bogen, vil jeg selfølgelig anbefale det. Filmen ligger på Netflix.

Det der er så dybt tragisk her, er at Chris bliver dræbt sammen med en kammerat i 2013, netop som han er igang med at skabe sig et godt liv efter SEAL. Det er næsten ikke til at bære. Ikke i det hele taget, men når man tænker på, hvad han har overlevet i sine udsendelser. I filmen, som er lavet efter Chris’ død, er dette faktum også taget med, og jeg skal indrømme, jeg havde tårerne meget tæt på der. Så uretfærdigt og forfærdeligt. Helt sikkert en amerikansk historie, man skal se, hvis man har interesser derovre og i det hele taget interesserer sig for Amerika.

Chris’ kone Taya, har skabt sig et godt liv efterfølgende og også selv skrevet 2 bøger. Men let kan det ikke have været. Bogen er filmatiseret af Clint Eastwood. En film også Taya har været med ind over.

At Chris og hans nabo’s død er dybt tragisk, er der ingen tvivl om, men at tro, at man kan hjælpe folk med PTSD ved at gå på skydebane, er i sig selv rystende. Hvis Eddie Ray Routh havde fået den rette psykriatiske hjælp, han skulle have haft, så havde det her været undgået. Kyle selv led af PTSD, men ville ikke anderkende det, og fik heller ikke den hjælp, han skulle have haft. At håndtere den slags, uden at vide nok om det, viste sig her fattalt. Det var i bedste mening, men fuldtændig forkert. Og ja der var 3 ofre den dag, for slet ikke at tale om forældre, koner m.m. Trist på alle måder.

Læs, lyt og se, og lad mig gerne vide, hvad du synes…Nedenstående er langt fra alle artikler om emnet, men et fra mit syn passende udvalg.

Læs resten

0