En skov- og køretur

Jeg var på en lille udflugt med min veninde forleden. Vi kørte til Geels Skov og gik en tur med den sødeste Carla. Dem der følger mig på Instagram, har “mødt” Carla, som jeg er så heldig at få lov at låne meget ofte. Til dem, der ikke ved det, så er Carla en Jack Russel Terrier, og helt ufatteligt sød. Jeg er vild med hende.

Som I også ved, var det i onsdags ganske ulideligt varmt og dertil kom at mine hofter bestemt ikke var samarbejdsvillige, så det blev ingen lang tur, men lidt har også ret. Bagefter kørte vi en tur rundt og kiggede lidt på huse og nogle af de dejlige byer deroppe omkring. Der er dejligt og vi så mange steder, vi godt kunne bo. Bagefter tog vi herhjem og spiste en pastasalat og sad og “summede” bagefter. Varmen gjorde os ærlig talt sløve og ugidelige.

Ellers sker der ikke det vilde. Lige nu ser jeg Svenskt Derby online. Altid spæændende. Samtidig må jeg konsatere, at de få meget sparsomme planer, jeg havde for sommeren, glider mig af hænde. Det er der flere årsager til. En er det evige og altid eksisterende Coronahelvede. Det er en ting, en anden er folk, der tidligere har givet lovning på samvær, og når det så kommer til stykket, så har de ikke engang svaret på min besked vedrørende at lave en aftale. Det skal jeg da ikke undlade at nævne, jeg finder underligt og meget skuffende. Et er det ikke passer, men så kunne man sige det. En anden veninde, havde jeg en aftale omkring noget også, og hun er heller ikke vendt retur. Så er der mit helbred, som jo også har det med at spænde ben for alting. Nu har jeg lejlighed for at se en veninde på tirsdag og så er hovedet “stået helt af” her i går og i dag. Så nu må vi se, om jeg kan holde til et længere besøg. I skrivende stund tvivlsomt. Men kan godt blive træt af det. Så af de nævnte årsager sker der ikke så meget. Jeg prøver at holde fokus på mine projekter her og glæde mig over det lidt, der dog sker.

Lige nu glæder jeg mig over at temperaturen er faldet og jeg får lidt hygge med et par hestevenner i morgen. Som altid når det er sløje tider, er det hestene og folk der, der reddder dagen. Så jeg håber, I har det godt derude i sommmerlandet, og så får vi se, hvad ugen den bringer. Men for så vidt angår sommerferie bliver hastagget: #hvilkensommerferie

Glædelig Jul fra Arizona, USA

Så er det Jul lige om lidt, og jeg sidder her i Arizona, USA! Det i sig selv, er så vildt, at jeg stadig ikke helt fatter det. Som nævnt på Facebook og iøvrigt, så går alt fantastisk, og jeg elsker min nye familie. De virker også til at stortrives med mig, Jeg har nu hilst på min anden niece også, og hun er mindst lige så skøn og smuk som sin søster, så jeg er så heldig. Jeg har 2 fantastiske nevøer i Danmark, en her og 2 niecer. Det er da helt vildt.

Der er masser af tid, så vi har tid til at tage det helt stille og roligt, hvilket jeg er glad for. Og jeg får også tid til at hvile ud indimellem, hvilket er dejligt nok. På mit hotel har jeg skiftet værelse, da jeg var endt på rygeettagen, og var ved at dø mildt sagt. Så jeg kunne heldigvis flytte ned i stuen, og har et dejligt værelse der nu.

Jeg vil prøve at skrive noget ned hver dag i kulisserne, men hvor meget jeg får postet ved jeg ikke, for jeg vil ikke stresse over bloggen/fotos. Det jeg får skrevet er lige så meget for at huske, hvad der skete hvad dag, og få nedfældet tanker omkring det. Så kan det blive til indlæg, når jeg kommer hjem, eller hvornår jeg nu synes. Jeg skal jo være væk et stykke tid.

Om lidt kommer min dejlige bror hjem, og vi skal allesammen – min svigerinde også ud og handle ind, så vi kan få spaghetti til aften. I øvrigt er min svigerinde mindst lige så dejlig som min bror, og vi svinger også super sammen, så det kan ikke være bedre. Så jeg må beklage, jeg savner jer altså ikke, men jeg glæder mig meget til at dele det hele, når jeg kommer hjem. Og er glad for alt det, jeg har at komme hjem til.

Nu bliver livet fejret og samvær med dejlig familie og venner, og så er det også tid at huske dem vi mistede. Alle de kendte selvfølgelig, men her hos mig, dem, der stod mig nær i større eller mindre grad. Alle gik de bort indenfor mindre et halvt år og det samme halvår som jeg finder min familie her. Lige voldsomt nok!

Far 1932-2016
John 1960-2016
Sue 1947-2016
Hanne 1956-´2016
Karl 1921-2016

Æret være deres minde, og her er de i hvert fald ikke glemt, selv midt i glæden. For nu vil jeg ønske jer alle en rigtig glædelig Jul og et godt og lykkebringende Nytår, hvor jeg vil se rigtig mange af jer. Kollagen er udtryk for meget af det året har budt på, og som vides, har det været en rutchebanetur, af de større. Men for at have glæden, må vi også have sorgen og savnet.

Den sidste dag

Så blev det den sidste dag, på de grønne og frodige Sydhavsøer. Man må sige, at det er det smukkeste vejr og tage afsked i. Solen skinner fra en skyfri himmel – det gør det ikke lettere at sige farvel. Men de løber jo ingen steder, og jeg kan altid komme på besøg hos de få, men gode venner jeg har her.

Det er en underlig følelse, at skulle tage afsked samtidig med, at jeg er helt afklaret om, at det ér det rigtige for mig, og jeg glæder mig. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke er glad for den tid, jeg har været her, og at der ikke er ting/mennesker her, jeg kommer til at savne. Sådan er det, der er altid noget, man må sige farvel til for at få noget andet.< I den her flytteproces, har jeg bogstaveligt renset ud på mange planer, dels har jeg fysisk smidt en masse ting ud, og givet væk i mængder til genbrug. Det er utroligt, hvad man får samlet at skidt og ragelse, som man ikke bruger. Alligevel gemmer man det, og tænker " det kunne jo være"!!! Gu kunne det ej *griner*, det ligger der bare, og der bliver det liggende. Den gamle lampe, der skulle sættes i stand, og mange andre ting, der bare lige skulle .... man får det bare ikke gjort. Eller jeg gør ihvertfald ikke. Nu får andre forhåbentlig glæde af det. Jeg har også reflekteret meget over det begreb, der hedder venner og venskab. Jeg kan sgu ikke helt greje det. Det troede jeg, jeg gjorde, og at jeg gjorde alt for at være en god ven. Det må være mig, der har misforstået noget. I mit hoved, er venner nogen der hjælper en, når man har brug for det. Stiller op, og lytter, bliver lyttet til, som man kan ringe til og som vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe en. Som prioritere en i deres liv og omvendt, og som interesserer sig for, hvad der sker i ens liv. Nogen er man selvfølgeligt tættere på end andre, men dem man har kendt i mange år og dem man er rigtig tæt på, da forventer man da bare lidt...eller? Det kan man så åbenbart ikke. Jeg meddelte jo med stor glæde at jeg skulle flytte. Alle har også været meget glade på mine vegne over den her flytning. Mange skyndte sig at komme med tilbud om hjælp til flytning, pakning m.m. En veninde sagde, at hun ville komme med sin kæreste en weekend og hjælpe med at pakke. Og det samme sagde min søster. Da det kom til stykket, har jeg pakket hver en lille ting selv, og INGEN overhovedet har tilbudt deres hjælp. JO, i den anden ende ville min søster pludselig godt hjælpe. Og det gør de. Problemet er bare, at det er ikke der, jeg har brug for hjælp - der har jeg flyttemanden! Veninden der ville komme med sin kæreste og hjælpe - tjah det blev heller ikke til noget, til gengæld hjælper hun dog som den ENESTE. Hun kommer imorgen og kører mig og min bil ind. Det er en stor hjælp, da jeg ikke selv kan køre så langt. Til hendes forsvar har hun også sit at se til, og i det mindste hjælper hun. Jeg kan ikke lade være, at sidde med en vis skuffelse over, at ingen har tilbudt deres hjælp. Alle ved, at jeg har et ikke særligt stærkt helbred/fysik, og at jeg er helt alene. Men sådan er det, og det gik - om ikke andet, kan jeg ikke takke andre end mig selv for, at det blev pakket og gjort. Men jeg kan ikke lade være, at tænke, hvis ikke folk (venner, familie) skulle hjælpe i sådan en situation, hvornår skulle de så? Et er sikkert, min egen lyst til at hjælpe, er blevet mindre. Jeg har ellers altid tilbudt mig, til stort set hvad som helst mine venner kunne have brug for. Jeg har så galt lånt en veninde flere tusinde kroner, fordi jeg troede, hun virkelig var på den, kun for at blive kasseret da hun kom på fode igen, og hun så pludselig ikke synes, hun kunne bruge mig til mere??? Jeg fatter ikke den der "brug og smid væk politik", heller ikke, når det drejer sig om venskaber. En anden veninde, jeg ringede til, brød ind i samtalen med at der lige var noget, hun ville sige, i forbindelse med, at jeg nu flyttede ind. Jeg sad og tænkte "øh". Og hun startede så godt nok med at sige, at det jo var superhyggeligt, at jeg kom ind, MEN.... OG SÃ… KOM DET. Nu håbede hun jo ikke, jeg havde for store forventninger til, hvor meget vi skulle ses og sådan. Hun havde jo meget at se til og travlt og sådan!!! Jeg var bare målløs! Denne veninde har jeg kendt siden jeg var 6 år gammel. Jeg har på INTET tidspunkt, givet udtryk for, at ville se hende hverken mere el. mindre, end både hun og jeg har lyst til, eller at jeg havde specielle "krav" og forventninger til hende. Jeg blev simpelthen så paf, skuffet og ked af det, at jeg sagde til hende, at så synes jeg, hun skulle ringe, hvis hun fik tid, men at hun iøvrigt måske kunne have ventet og set, om der opstod et problem, NÃ…R jeg var flyttet. Hun er en veninde, der ligger langt tilbage, og jeg vil da gerne se hende, men hun er ikke det menneske i denne verden, jeg har mest tilfælles med, så hun behøver ikke, bekymre sig. Jeg får da også nok at se til, men jeg blev godt nok noget ked af det. Jeg har af gode grunde ikke henvendt mig til hende siden, og jeg gør heller ikke! Så efterhånden har jeg lært, ingen forventninger at have til selv gode gamle venner. Jeg ved snart ikke, om begrebet er helt udvandet. Er det mig, der har urealistiske forventninger til venskaber - det må det jo så være. Men jeg synes, ikke jeg har forventet mere, end jeg selv har været mere end villig til at give. Men det ser ud til at være MEGET langt fra, hvad andre er. Om ikke andet, så har jeg da lært at værdsætte mit eget selskab i årene her på Sydhavsøerne, så om ikke andet, så skal jeg sagtens klare mig, med min daglige gang i stalden, og blandt de mennesker jeg kender der, så får jeg under alle omstændigheder mit behov dækket, og så blandt de venner, som jeg ved, også gerne vil se mig, og som trods alt glæder sig til jeg kommer. Nu lyder det måske som om, jeg slet ikke glæder mig, det gør jeg, men det her er altså nogen af de tanker/følelser, der er dukket op i processen. Vi skrives igen, efter flytning. Opdateret 10. januar 2021