En parktur, vin på terrassen og et par staldture – små glæder i en Coronatid

De små glæder, tæller virkelig i øjeblikket. Onsdag var jeg et smut forbi stalden. Med en Monte Carlo, der skulle starte i dag, så skulle vi lige rette hans man til. Og jeg er hoffrisør, så jeg måtte jo et smut forbi. Jeg var også et smut forbi banen og gå en tur og hilse på lidt mennesker (på afstand) og ikke mindst heste (se Instagram). Det er korte besøg, og turen på banen var jo mest udendørs.

Jeg har ikke set min søster siden alt det her Coronahalløj startede. I går skrev hun, om vi skulle mødes om eftermiddagen udenfor. Det gjorde vi så på hendes terrasse og vejret var så smukt og dejligt med sol og alting. Vi fik vin og vand, og fik sludret en masse, og det var rigtig hyggeligt. Og som en bonus fik jeg cyklet næsten 10 km. Slet ikke dumt. På vejen var jeg lige et smut inde i Bernstorfsparken, som jeg jo kender fra min barndom. Der var lidt for mange mennesker til mig, men jeg fik da lige taget de her fotos og set nogle træer og grønne blade. Og så videre til min søster.

I dag har dagen budt på endnu et staldbesøg. Dejligt lige at hilse på og nusse med lidt heste og sige hej til gamle venner. Jeg sover underligt for tiden og i nat havde jeg altså langt fra fået søvn nok, så jeg er træt. Derfor prøvede jeg at sove lidt, da jeg kom hjem, men det blev ikke til nok. Så skulle jeg se galop, som jo desværre kun er online for tiden.

Nu skal jeg prøve at få lidt aftensmad, og så er planen at bage noget i morgen og prøve at være lidt praktisk. Kagen skal jeg ihvertfald have lavet er meningen, men ofte går mine planer ikke som meningen var. Vi må se. Jeg håber, I har en god weekend og får set noget af den skønne natur lige nu.

0