Et skud energi på en onsdag

Det svinger noget med engergien her. Men i dag har jeg haft et skud af energi. Det måtte jo udnyttes. Det er meget let, for har jeg energien, så får jeg også lyst til at lave 1000 ting. Helt så mange har jeg ikke nået i dag, men dog en del. Det er noget at være glad for, og det bliver jeg.

Jeg er tilbage på sporet, og faster 3 gange om ugen. Det skulle så gerne vise sig på vægten snart. Det plejer at virke, så det håber jeg. Når jeg har nået et delmål, så skal jeg skrive om det. Men det skal gøres og det skal gøres nu. Det er meningen at jeg skal være 60 og trendy – senest! Det skulle meget gerne være længe før, men ihvertfald der. Hellere i går end i morgen. Men eftersom jeg har været syg og sløj så længe, så gik der lidt “ged” i det. Op på hesten igen som man siger. Noget jeg iøvrigt også gerne vil til foråret. Om ikke ofte så ihvertfald en tur engang imellem. Intet vildt. Som jeg siger, en skridttur er fint til mig, hvis det er det. Nu ser vi, hvad der byder sig og hvordan formen er.

Men som det er, har jeg fået gjort køkken rent, vasket op, lavet suppe, og en skudfuld grønt til de her to fastedage. I går fik jeg bestilt varer hos nemlig, som kommer på fredag. Jeg har skrevet til ejendomsadministrator (igen) – hun er på speed-mail, for der er hele tiden ting, der halter her. Før havde vi vores vicevært, der holdt “børnehaven” i ave. Men som det er flyder det. Så irriterende, og de vil ikke ansætte ham igen, hvad jeg ikke forstår. Det her cirkus, må koste dem mere, det er jeg sikker på. Nå ,men ikke min beslutning, men det er altså ikke okay at komme ud, og frygte for både liv og lemmer, fordi man skal i skraldespanden! Det var situationen i dag, og midt på eftermiddagen, havde der trods deres forsikringer stadig ikke været nogen!

Ellers har jeg fået skrevet blogindlæg færdigt både her og på den anden blog, og nu er det sengetid. Der er endnu en dag i morgen. Så må vi se. Godt jeg ikke har noget, der kan blive oversvømmet, for det er det store problem rundt omkring med al den smeltende sne. Tænk nu er det næsten weekend igen! Det er utroligt!

Til hus- og hundejere

Jeg skal ikke kunne sige, om det er et lokalt fænomen for Charlottenlund/Gentofte det her problem. Men jeg kan positivt udtale mig om, at begge eksistere i allerbedste velgående her i mit nærområde. Nu hvor jeg har været “hundeejer” og gået meget omkring her i det værste vejr, har jeg jo set det meget tydeligt. Ikke at jeg ikke ellers ville se, men jeg ville ikke bevæge mig rundt så mange forskellige steder ellers.

Hvem der er værst, er svært at sige, men jeg kan sige så meget, at der er RIGTIG mange, der føler sig for fine til både at samle deres hundes efterladenskaber op, og at skovle sne! At det første ikke er særlig sjovt, og lugter mindre godt kan vi blive enige om. Men ubehaget er til at få øje på, når man på tænker alternativet. Har du nogensinde prøvet at have trådt i en hundel… og komme ind i en varm bil? Eller træde det ind på dine tæpper eller…..Jeg kunne blive ved! Hvis man har et kæledyr, følger der forpligtelser med. En af dem, er at samle op efter sig. Den fotograferede lå midt på fortovet! Den er så så stor, så man ikke overser den sådan lige. Men stadig er det noget forbistret svineri. Og nu kan jeg så høre koret, der spørger om jeg samler op efter lille hund. Ja selvfølgelig gør jeg det. Ligemeget hvor jeg er henne. Der er ingen steder, det er sjovt at træde i sådan en, og derfor samler jeg op hver gang! Det burde du også!

Husejerne er måske de værste, for de kan måles i procenter, og jeg vil vove den påstand at ihvertfald 95% IKKE skovler sne og strør salt på deres fortov. Det har været og er stadig med livet som indsats, at gå tur herude. Det står så til gengæld i loven, at det skal man. Sørge for, at der er ryddet. Det er der tydeligtvis mange, der helt bogstaveligt blæser en hatfuld. Jeg har flere gange tænkt, at det ligefrem kunne være fryd og falde og brække benet og sagssøge en husejer for kassen for svie og smerte. Selvfølgelig vil jeg ikke brække benet, men disse husejere (mødte faktisk en forleden, men sagde ikke noget), går tydeligtvis bare fra bilen og ind og føler ikke, det er noget problem, mens vi andre skøjter rundt og kæmper for at holde os på benene. Det er ikke særlig sjovt, at gå rundt og være hunderæd for at falde! Så ryd da det fortov, og gider du ikke selv, så få nogen til det, så vi andre slipper for at gå med hjertet oppe i halsen!

Snerydningsstatus


Cykler, der klogeligt havde fået lov at blive hjemme

Jeg undre mig såre. Nu har jeg på det seneste bevæget mig en del ud i verden. Både til Bilka og ned i mit lokale område. Det der stikker i øjenene, er i høj grad MANGLEN på snerydning. Villaejerene er særligt slemme. I morges mødte jeg endda en mand, er lige akkurat kunne rydde, så han kunne få sin bil ud, men fortovet – det rørte han ikke.

Nu er vi jo (desværrre) ikke alle automobilkørende, og af samme årsag, er der sjovt nok folk, der er på gåben. Især fordi modellen med at bevæge sig ud på cykel (nogen gør det utroligt nok), er en hasaderet affære, jeg vil tro resultere i mange brækkede lemmer. Dem der vil risikere det, må selvfølgelig selv bestemme. Men jeg gider ikke, udover jeg ikke vil have min fine cykel ud i alt det salt.

Når man så er tvunget til at bevæge sig rundt på gåben og med det offentlige, ville det jo være rart, om der også var ryddet for sne. Snerydning – lad mig lige se….. er det et ord i den danske ordbog? Udfra tilstanden på gader og stræder og ikke mindst på Ordrup Station, skulle man bestemt ikke tro det. På stationen har de lige akkurat ryddet trappen, så man kan komme op på perronen. Men det hjælper altså ikke meget, hvis man falder og brækker arme og ben der. For ryddet er der OVERHOVEDET ikke! Det er ganske simpelt for dårligt.

Udover at perronen ikke er ryddet, så har der som vanligt været hærværk deroppe med skrald, flasker og ting spredt udover det hele. Hvem sagde, vi sparer penge på ubemandede stationer? Jeg tror ikke på det i fem minutter. I det tilfælde var de gode gamle dage godt nok bedre da!! Man skal heller ikke ønske sig at komme med en barnevogn eller indkøbsvogn (som gjorde jeg og en ældre dame forleden) og skulle ønske at komme med elevatoren. For den virkede ikke. Den kunne sjovt nok køre op, men ikke tale om, at den ville køre ned, om vi så bad pænt nok så mange gange. Det står skidt til.

På fortovene, er der bare ikke ryddet. Forleden da jeg gik en ganske pæn tur ned for at hente mad til Garbo, mødte jeg 3 fortov, der var ryddet. Resten var ikke. Det er simpelthen for dårligt. Noget af problemet består også i, at når man så endelig tager sig sammen og rydder kørebanen. Så skubber man det op på fortovet, så der i kanten ligger kæmpe dynger, som er fuldstændig uoverskuelige at skovle væk ved håndkraft. Det nytter jo ikke bare at skubbe det rundt, det skal jo ligesom fjernes også. Men det bliver det ikke. Men et eller andet sted, burde en smal sti ryddet på fortovet være muligt, så man ikke skal gå med livet i hænderne af skræk for at falde, helt bortset fra, at det er rigtig hårdt at gå i.