Så har vi allerede juli

Tænk engang, det er allerede juli. Mig der ellers havde så mange planer for sommeren, er blevet bremset i dem, på alle tænkelige måder. Så det ender nok med, at jeg ingen steder kommer. Til gengæld får jeg lavet alt det, jeg har hængt så utroligt langt bagud med herhjemme og det har skam også en stor værdi. Men jeg kan ikke andet end føle mig lidt snydt, for selvølgelig vil jeg også gerne ud i sommerlandet. Men jeg vil ikke på bekostning af mit helbred, og sådan må det så være foreløbig. Jeg håber dog stadig på småture. Vi får se.

Projekterne skrider fremad, og jeg skal gøre status, når vi når lidt længere. Der er dele af dem, jeg skal have hjælp til, så det er jeg noget afhængig af. Det er flytning af en reol, som skal op fra kælderen, og det kan jeg jo under ingen omstændigheder klare selv. Men jeg glæder mig meget til at få den del overstået, for det har jeg ønsket mig længe. Nu har jeg dog den store hurdle, som har hængt længe også, den famøse vaskemaskine på plads. Jeg stornyder at kunne vaske, lige når det passer mig. Vel en af de ting, de fleste tager som en selvfølge. Men når man ikke har kunnet i 10 mdr., så sætter man pris på det.

Jeg ser stadig hestene og er i stalden engang imellem. Og når jeg er, synes jeg det er hyggeligt, men det er langt fra det samme længere. En epoke er slut, og den er kun blevet mere og mere deprimerende som tiden er gået. Der har hele det her coronagedemarked heller ikke hjulpet. Men der har dog åbnet sig nogle nye døre også, og det er med til, at det ikke er helt så håbløst. Men sådan generelt set, meget trist. Jeg prøver at se det positive i, at jeg kan fokusere på mine projekter her.

I dag, hvor jeg endelig får smidt det her afsted, er et 4. juli uafhængihedsdagen i USA. Som amerikaner, er det jo også min dag. Og jeg lavede for lidt siden det her armbånd, der dels hylder det amerikanske, men mere bare mit ophav som sådan. Her kan du se, hvad de forskellige sølvkugler står for. Det er med uret fra låsen.

  • D-kugle for Deborah
  • 3 søskende – min amerikanske bror, søster og jeg
  • Det Hvide Hus – Mit amerikanske ophav
  • Belis – Danmark
  • VW – Folkevognen – Tyskland og fordi det første foto, jeg fik af min biologiske mor, der sidder hun foran en (jeg har kun 2)
  • L-kugle – første bogstav i mit amerikanske efternan, som jeg overvejer at tage
  • Wild west kugle – symbol på Arizona, hvor min familie bor
  • En engel med 3 – det var den 3. august jeg fandt min familie
  • Frejalåsen som symbol på det danske
  • Derudover skal I have Whitney Houstons udgave a Nationalsangen, som giver mig totalt gåsehud hver eneste gang. Meget kan man sige, men synge det kunne hun! Helt fantastisk! Rigtig god søndag aften til jer.

    Søndagsupdate

    Jeg har ikke rigtig skrevet på senest. Og det er med god grund. Der sker ikke så meget lige nu. Jeg har faktisk ikke engang været i stalden. Det er usædvanligt, og jeg var heller ikke til løb i går. Faktum er, at jeg ikke er på toppen og så vil jeg hellere nusse rundt her. En slags sommerferie for mig, at gå her og hygge og få ordnet en masse projekter. Og dem er der nok af. Nogen af dem, er fra før min far gik bort. Men det skrider fremad nu, og det giver også en slags overskud. Jeg tænker, vi alle har perioder, hvor vi har brug for at “trække stikket lidt ud”? Under alle omstændigheder har jeg lært at lytte, når systemet fortæller mig, at jeg skal og har behov.

    I dag har jeg fået en reol/hylde til mit køkkenn forærende. Nu forestår arbejdet med at få det overskab ned, der hænger der, og få malet køkkenet i samme omgang og…..ja hylden skal også have en tur, men jeg skal først beslutte, hvilken farve. Så endnu et projekt, som også har været tiltrængt længe. Jeg skal nok vise den på et tidspunkt, men lige nu står den i kælderen.

    Forleden købte jeg en buket pæoner billigt. Det var så med god grund, for de holdt ikke længe på nær en knop, som jeg så følte mig inspireret til at sætte i den kinesiske vase på foto. Den gav jeg mine forældre da de havde sølvbryllup. Den stod på et meget flot chatol min mor og far havde på en endevæg i stuen. Nu har jeg den så. Hos mor stod den bare til pynt, og det kan også være den skal det, når blomsten ikke kan mere.

    Helt symptomatisk, så gik det hverken værre eller bedre, at vores ene hest gik hen og vandt, nu jeg selvfølgelig ikke var der. Dens første sejr i karrieren. Og en rigtig god veninde havde ikke en, men hele to sejre.

    Med andre ord, jeg lader op med de små ting. Jeg har behov for at prøve alt hvad jeg kan for det kniber, at finde de positive takter lige i øjeblikket. Men jeg tænker de kommer igen, det plejer de da. Jeg håber, I har haft en god weekend og nydt det gode vejr.

    Fotos er så opstillingen i mit vindue med den kinesiske vase og mors portræt, som også har fået et par knækkede petunier som selskab. Nederst er foto fra min tur til byen. De smukke blomster op ad den grafittiplagede mur med kig mod Israels Plads og legeplads. Det er iøvrigt nok den grimmeste og mest mislykkede plads i hele københavn. Jeg ved simpelthen ikke, hvad de har tænkt på. Der ligger nogen af Københavns ældste og flotteste ejendomme ud til den plads som er et betonhelvede af rang, uden træer og med en boldbaner, larmende og gold. Hold nu op, hvor må de være kede af det, dem som har smukke, smukke lejligheder her. Jeg fatter ikke, man kan lave noget, så forfærdeligt i det hele taget, men da slet, slet ikke der!