Fædres, mødres m.fl.’s synder hævner sig – Stop!

Jul og Nytår bruges ofte til at gøre status i forhold til diverse, og således også her. Også omkring adoption og den slags emner. For mig personligt, er det selvfølgelig adoption, men det med at “blive forladt”, behøver ikke at have ettiketten adoption påhæftet. Dette bliver en noget lang omgang, men jeg håber, du hænger på til enden.

De fleste, der læser med her, ved, at jeg er adopteret. Det har aldrig været nogen hemmelighed, tværtimod. Man kan sige med forældre, der var og er hvide og mig som mulat, så var en slags forklaring jo ligesom også nødvendig. Men jeg håber og tror da bestemt, jeg havde fået den uanset. Jeg har fået historien om, hvordan jeg blev deres datter så længe, jeg kan huske tilbage. Sådan skal det efter min mening også være, uanset! Ikke når barnet er teenager (en alt for følsom alder), eller når barnet bliver 18 (alt, alt for sent). Man har ret til at vide, hvor man kommer fra, og det skal man vide, så tidligt som muligt.

Når det er sagt, så siger jeg ikke, at der ikke kan være detaljer, som børn ikke behøver at høre, før de bliver ældre. Men så vidt de spørger, så skal de også have et svar, som ikke er løgn. Hvis de kan “opfinde” spørgsmålet, så kan de formentlig også sagtens tåle svaret. Men det må være en vurdering, men svaret skal uanset, være så tæt på sandheden, som man vurderer, det er “forsvarligt”.

Grundene til, at jeg skriver dette indlæg er, dels at jeg fik nogle svar i min adoptionshistorie i året der gik og generelt overvejelser omkring emnet. Ingen af dem gode, må jeg desværre sige. Men det ene svar, kan måske forklare det andet. Det får jeg aldrig at vide desværre. Ikke på jorden ihvertfald. Det ene var, at jeg som et sidste forsøg skrev til min biologiske søster for at være sikker på, at hun står fast på sin beslutning om ikke at have kontakt. Det gør hun desværre, og hun har åbenbart heller ikke til sinds at besvare mine spørgsmål, men mener stadig, at “fortiden skal hvile”.

Det mener jeg så ikke. Den er en del af os, men jeg kan intet gøre. Jeg har dog senere, efter denne besked, erfaret noget, som også er en del af hendes fortid, som måske kan forklare, at hun mener, at det skal “hvile”. Der er meget tyskere synes, skal hvile, og som de bestemt ikke er stolte af, især i forbindelse med 2. verdenskrig – så har jeg ikke sagt for meget, og I kan selv fylde hullerne ud. Men således bliver denne oplysning også en del af min fortid, da det også berører mine forfædre. Desværre har jeg kun fundet den ene oplysning vedrørende dette et sted, og mangler at fylde mange huller ud endnu. Om de bliver det, ved jeg ikke, men jeg er stadig nysgerrig. Dog kan jeg snart ikke se, hvordan jeg skal få mange oplysninger, eftersom der så vidt vides, ikke er noget andet familie eller nogen, jeg kan spørge. Det eneste, jeg kan forlade mig på er arkiver diverse steder. De er så i mange tilfælde enten mangelfulde, næsten ikke til at drive fra myndigheder, eller simpelthen forsvundet i det kaos, der fulgte i Tyskland på den tid, ovenpå en lang krig.

Hvad jeg skal konkludere af det ved jeg ikke. Uanset, hvad der er årsagen, så kan jeg ikke få det til at stemme. De gange, jeg har skrevet til hende, har hun pænt svaret og været sød og venlig, men også meget bestemt i sin udmelding om netop ingen kontakt. Jeg forstår ikke, hvad der får hende til at reagere sådan. Som jeg ser det, har hun intet at tabe på det. Men sådan er det altså. Det skal ingen hemmelighed være, at jeg har det skidt med det. Det er ligemeget hvordan en afvisning, og det er aldrig sjovt. Det bliver kun værre af, at jeg jo ingen anden familie har på den side, da min biologiske mor gik bort for mange, mange år siden, og så vidt jeg ved, er der ikke anden familie. Om der er efterkommere efter søskende til min biologiske mors forældre, ved jeg ikke. Det var jo en af de spørgsmål, der var til min biologiske søster.

Det var så lidt om den personlige baggrund for det. Det næste, jeg egentlig ville sige med dette indlæg. Som de fleste ved, så ser jeg “Sporløs” hver gang og er lige berørt hver gang næsten (og indend du spørger, ja jeg har haft kontakt til dem). En anden udsendelsesrække, jeg er begyndt at følge, hedder på dansk “Meldt Savnet” og på engelsk “The Locater”, og sendes på ID kanalen, dog meget tidlig morgen, så den optages som regel. Jeg har tidligere hørt om Troy Dunn (The Locater), og han er også en mulighed i det her med at finde min biologiske far potentielt, hvis det der p.t. er igangværende ikke lykkes. Faktisk var jeg tæt på at skrive til ham, da jeg fik kontakt til vedkommende, der nu prøver at hjælpe. Om der kommer noget som helst ud af det, tvivler jeg på, men nu må vi se.

Men for nu at blive “på sporet” så har jeg set de her udsendelser. Troy Dunn finder forsvundne familiemedlemmer i de her udsendelser. Når jeg siger familiemedlemmer, kan det være søstre, brødre, døtre, mødre fædre etc.

Efter at have set et pænt stort antal af de her udsendelser, er jeg fuldstændig rystet over, hvad “velmenende” mødre, fædre, bedsteforældre etc. ofte gør, for at skille børn fra enten mor eller far. Meget, meget ofte, er de her forældre blevet urigtigt fremstillet som dårlige forældre, der ikke er værd at kende, hvis ikke de ligefrem er blevet løjet døde eller man har opdigtet, at de selv valgte at forsvinde, når det faktisk var en selv, der nægtede dem adgang til deres eget barn.

Tilbage sidder børn med knuste hjerter, der intet forstår, og som oftest føler, at det er deres skyld, at de blev ladt tilbage. Hvorfor svigter man sit eget barn og vil ikke se det?? Det kan børn ikke rumme eller forstå, og de higer efter en forklaring. Det ser vi hos adoptivbørn, men her taler vi også børn, der som nævnt ovenfor, er bleve skilt fra deres forældre (det kan være mor eller far eller begge). Hvordan man selv i relativt moderene tider, kan få sig selv til at handle så egoistisk, er mig en total gåde. Meget ofte er det også bedsteforældre, der sidder og trækker i trådene her, og som åbenbart kan dominere deres børn til helt forfærdelige beslutninger. Nu skal det siges, at de her udsendelser, omhandler USA, hvor systemet, er ganske anderledes. Dels hvad angår adoption (burde laves drastisk om), og i forhold til, at man langt lettere bare kan forsvinde. Men der er lektier i det her til alle.

Uanset, hvad du mener om din svigersøn/datter, eks-mand etc., så har barnet i det “spil” behov for kontakt til sin far, mor etc. Måske kom I ikke ud af det, uvist af hvilken grund. Medmindre, der er meget grove grunde (misbrug etc.) til, at barnet ikke har behov for at være involveret i det. Dog skal barnet (i de tilfælde), når myndigt, have muligheden for at danne sig sin egen mening. Og man kan på en så neutral måde fortælle sandheden før og så sige, at kontakten kan genoprettes senere, hvis barnet stadig ønsker det. Bortset fra at skade barnet og den udskilte forældre med løgnene, er risikoen jo også, at man “skyder sig selv i foden”. Hvis jeg fandt ud af min ene forældre, havde løjet om den anden hele mit liv, og bevidst havde holdt mig fra vedkommende, så ved jeg godt, hvem det ville gå ud over! Så for Guds skyld lad dog være! Det er ikke jeres beslutning, men en man selv skal tage på informeret grundlag.

Desværre er der også de forældre, der helt uvist af hvilken grund ikke vil se deres børn. Jeg skal være ærlig at sige, at mit hjerte bløder for børnene, men et eller andet sted, er de nok bedre tjent uden. De må som jeg, bare prøve at forholde sig til, at der er rigtig meget, man ikke forstår, og leve med det.

I forhold til adoption, må jeg sige, at det skal være den sidst mulighed. I civilicerede lande er der, grunde som stoffer, psykisk sygdom og sygdom i det hele taget, men det skal være den sidste og eneste mulighed. Her er vi så slet, slet ikke kommet ind på de problematikker, der går i spil, når vi taler om U-lande. Tak hvis du læste med så langt, og du er selvfølgelig velkommen til at sige din mening nedenfor.

Ved du, hvem du er?


Øverste min biologiske mor, jeg selv og min halvsøster, der er 18 år ældre end jeg

Som jeg fortalte forleden dag, så ser jeg nogen udsendelser på Zone Reality, der hedder “Who do you think you are?“, og det er uhørt spændende at følge. Nogen mere end andre vil jeg så sige, men sådan er det. Engelske kendte følger deres slægt baglæns og finder familiens historie.

Grunden til, at jeg måske føler dette ekstra interessant, er min baggrund som adopteret. Mange adopterede vil kunne fortælle samme facination af familiehistorie og aner, som denne. Dette skyldes, at det jo for rigtig mange af os – måske endda hovedparten ikke er nogen selvfølge, at kende sin familiehistorie. Du vil måske sige, at det gør jeg da, i og med, at jeg kender min adopterede families historie (den er er nemlig velbeskrevet på begge sider), men nej tværtimod, gør den mig bare ked af det, for det ÉR jo ikke min historie! Jeg kunne få kuldegys og brækfornemmelser, når min far bragte slægtsbogen på bane. Jeg synes et sted, det var facinerende, men ønskede jo min sandhed og baggrund.

I mange år forstod mine forældre ikke min søgen efter min baggrund og blev meget kede af det. Senere i livet forstod de det heldigvis godt, og støttede mig i det og spurgte ind til det, og vidste at det overhovedet ikke har eller havde noget at gøre med, hvordan jeg føler og følte overfor dem.

Jeg har fundet noget baggrund, men ikke meget og mest om min biologiske mor, som er død for mange, mange år siden (2 år efter min fødsel), så jeg kan ikke spørge hende. Det var en lang sej kamp, at hiiiive de oplysninger ud af myndighederne dengang, men jeg var heldig, for jeg fik nogen dokumenter i sidste øjeblik (bl.a. min mors obduktionsrapport), som ellers ville være blevet smidt ud/destrueret. Så godt nok, at jeg blev ved og ved. Jeg mangler dog meget i, at kunne sige, at jeg kender mine rødder og jeg vil gerne vide mere. Det er hårdt og det er krævende og efter jeg tog en stor tur i sin tid, har jeg holdt en meget, meget lang pause i det. Både fordi jeg ikke har orket p.g.a personlige kriser, sygdom, flytning og meget mere, men også fordi man bliver mæt og fyldt op af det, og får nok og MÃ… have pauser. Denne er så blevet længere end planlagt.

De her udsendelser forleden gav mig blod på tanden igen. Nu må jeg se, hvor meget mere jeg kan finde ud af. Jeg har kun et link til min mor, som er tysk. Det er min halvsøster, der er 18 år ældre end jeg. Hun har ikke ønsket kontakt, og det er der jo ikke at gøre ved. Det store spørgsmål er, om jeg nu 15 år efter første brev ca. kan tillade mig at prøve at skrive hende igen og spørge til vores fælles mormor/morfar og bagud? Ellers ved jeg godt nok ikke, hvordan jeg lige skal gribe det an, men det finder jeg nok ud af. Jeg sad og ledte efter brugbare links forleden og fandt nogen rigtig gode. Jeg skal nok dele dem med jer, når jeg får lidt mere overblik over dem. Jeg laver en side omkring adoption og søgning senere, og skal selvfølgelig nok sige til, når jeg har noget brugbart på banen.

Jeg står med en endnu større opgave i det med at finde oplysninger om min biologiske far. Han har desværre et uhyggeligt almindeligt navn, og det er som at grave efter en nål i 100 høstakke. Jeg søgte på et site forleden og der kom een frem, der kunne være ham, og som er født samme dag. Er det ham, er han død i 1999, men bare det at finde frem til ham og evt. familie den vej ville være stort. Jeg skal lade jer vide, hvordan det går. Og inden jeg får forslag om at skrive til Sporløs, vil jeg lige sige, at det har jeg gjort, men er blevet valgt fra hver gang 🙁

Kender du dine rødder? Hvis ikke, er det så noget du har gjort noget ved? Har du en spændende familiehistorie? Fortæl endelig 🙂 Du er måske også adopteret fra Tyskland og har lyst til at dele din historie? Vi er ikke så mange (men måske flere end man skulle tro), så du kan enten få gæstelogin her og skrive dit eget indlæg eller skrive som en kommentar her. Jeg vil meget gerne hører fra jer.

Jeg laver en side kun til dette projekt, så følg med der. Siden ligger i min sidebar allerede, men der er ikke så meget på den endnu, men har du lyst at dele din historie, så gør det som en kommentar derovre, hvis du er adopteret som jeg. Alle I andre hører jeg selvfølgelig også gerne fra her og alle må da meget gerne smide en hilsen her.

Den manglende brik

Jeg har lige set “Sporløs“! Som altid blev jeg utrolig berørt over at se den. For folk der ikke selv har prøvet det, kan det virke som en meget stærk reaktion, når de finder deres mor el. far (er det som regel), og være utrolig svært at forstå behovet.

Det er lige præcis en af de ting, som man nok skal have prøvet sådan rigtig selv, for at forstå til fulde. Selvom nogen godt kan forstå det. Idag var det en utrolig dejlig pige, der fandt sin far i Australien. Hun kommer i “Aftenshowet” imorgen. Som hun sagde, hun fandt den manglende brik i sit livs puslespil, og det var utroligt nu at møde en, hvor hun kunne se en masse fællestræk. Det med fællestræk, er utroligt. Også jeg har manglende brikker i mit liv. Eller d.v.s. det havde jeg, nu er der en mindre.

Som de det måske vides, er jeg adopteret. For snart mange år siden nu, begyndte jeg en søgen efter mit biologiske ophav. Og jeg fandt min biologiske mor, og en biologisk søster. Min biologiske mor var død forængst, så hende var der ingen chance for at møde. Den biologiske søster havde ikke lyst til kontakt, men var sød at sende billeder af vores mor og sig selv. Og ligheden var slående! Og det i sig selv, var fantatisk. Det er jo noget, adoptivbørn ikke oplever ellers – at ligne nogen. Så bare at få de billeder var dejlig, omend der jo var mange, mange ubesvarede spørgsmål. Jeg havde stillet en del af dem til min biologiske søster, men hun kunne af flere årsager ikke svare på dem. Og så lå den ligesom der.

Min biologiske far, har et utroligt almindeligt navn. Han er amerikaner, og var i millitæret i Tyskland. Med kun et navn og en fødselsdato og år, er det nærmest umuligt at finde ham med så almindeligt et navn. Og tro nu endelig ikke, at de amerikanske myndigheder gør spor for at hjælpe. For det første gør de ikke det, og for det andet, er deres systemer ikke gearet til det. De få, hvor der har været kontakt, har det været “dead end”. Jeg har haft et bureau til at prøve at finde ham – de gav op. Det kostede mig tæt på 3.000,- kr. og det var da jeg arbejdede. Så det var ligesom det. Jeg har skam også skrevet til “Sporløs”, men blev ikke udvalgt, og de er jo heller ikke dumme. De kan også godt se det håbløse i opgaven. Nu har jeg een ide tilbage, men om jeg gør det ved jeg ikke. Det er ikke så vigtigt for mig mere, men det kunne da være sjovt, helt sikkert. Man når jo til et punkt, hvor man bare accepterer at sådan er det.

Til andre der vil søge deres ophav. Gør det for alt i verden, men gør op med dig selv, at du vil have sandheden fremfor uvished. Det er ikke nødvendigvis gode ting, du finder, når du sådan begynder at “grave i fortiden”, og det er langt fra at være sikkert, at den anden ende ønsker kontakt. Er du afklaret med det, så gør det endelig.

Men jeg kan da ikke sige mig fri – jeg ville da gerne det var mig, der havde fundet min biologiske far, når jeg ser en udsendelse som iaften….