Udfordringer og forandringer, men det går frem

Så blev det, men fotos er taget for to dage siden. Da jeg for første gang i meget, meget lang tid var i stalden. Det øverste foto, er stalden set fra Ordrup Krat. Jeg har vist denne udsigt før, men bare om efteråret. Alt er bare SÅ grønt lige nu. Elsker det.

At sige, det var dejligt at se både 4-benede og 2-benede venner, er en underdrivelse. De ville gerne have, jeg kom både i går og i dag, men jeg er trods alt lige stået op, og har gang i en større oprydning herhjemme. Og det vil jeg også gerne være færdig med. Så jeg har været flittig her i dag. Eller så flittig, som jeg nu kan være p.t., men alt i alt, er jeg godt tilfreds. Selv under normale omstændigheder, har jeg jo færre “skeer” end andre, og det glemmer folk ofte, og det gør jeg såmænd også selv engang imellem. Men bare rolig, det skal min krop nok minde mig om.

Det har været hårdt de seneste måneder og det bliver åbenbart ved. Ihvertfald på helbredsfronten. Intet livstruende, men altsammen ting, der rendes om, og som er irriterernde. Derudover har der været andre ting, der også har gjort, at jeg har været ked af det, og så bliver summen af de samlede besværligheder lige lovlig meget. Men jeg håber, det lysner nu, så jeg kan komme videre ud i det liv, der nu er mit. Og en stor del af det, er hestene og ikke mindst senest ridningen, omend det sidste er i begrænset omfang, så er det dejligt og betyder meget. Desværre er jeg stadig svimmel, omend det er bedre, så før det helt okay tør jeg ikke binde and med ridningen. Jeg var endda usikker på benene et par gange i stalden onsdag, for igen, så hurtigt, jeg laver noget, bliver det værre. Jeg er nødt til at tage det med tålmodighed, men det er meget svært, for jeg vil jo så gerne en hel masse. Især vil jeg gerne ud og ride….men det går den rigtige vej.

Det er svært, når det er årstiden for alt det grønne og skønne og nye begyndelser, og man så føler sig låst fast både fysisk og psykisk. Men jeg prøver at være så positiv, jeg kan og igen må jeg takke fantastiske venner og veninder for at være søde og opmuntrende. Foreløbig skal jeg prøve, om jeg kan stå distancen i morgen, hvor galopsæsonen starter. Også der er planen stille og roligt og fokus er mere på at nyde det, end fotos omend, jeg nok tager en smule. Der er vendt op og ned på meget her i det nye år, og det tager tid, at vænne sig til, og jeg er i forvejen ikke god til nye tiltag. Så når det er så tæt på, som alt det har været her, så skal det nok også “trække tænder ud”.

Jeg håber, I får en dejlig weekend….

Som et P.S. vil jeg gerne lige nævne, at fotos er mobilfotos med min Huwavei Mobil – helt utroligt, så gode fotos den tager og så er det ikke engang den nye model. Jeg skal helt sikkert have sådan en igen.

To skridt frem og 3 baglæns, men…..

Jeg kan ikke sige mig fri for, at være noget negativ efterhånden. Jeg vil ud i det gode vejr, og nusse heste, gå ture, ride ture og alt det jeg brænder for. Fotografere forår ikke mindst, men mest af alt savner jeg stalden og alle venner der, både to-og firbenede.

Men som jeg talte med en hesteveninde om i går, så er svimmelhed og dyr på 450 kilo, altså en dårlig kombination. Selvom de er søde og rare, så det altså ønskeligt, at kunne stå på sine ben i det mindste. Man kan blive sårbar nok i den sammenhæng. Det ved jeg jo ligesom alt om. Og så taler vi ikke engang om, hvor dårlig man kan blive af sådan noget svimmelhed. Man har bare ikke lyst til noget som helst.

Når jeg skriver to skridt frem og tre baglæns, er det fordi, det kan gå nogenlunde den ene dag, og så være fuldstændig tosset den næste. Også derfor er jeg forsigtig, inden jeg drager konklusioner, om hvordan det går. Men hvis det bare ville fortsætte som i dag, så skal jeg ikke klage.

Ovenikøbet, har jeg fået lavet lidt her idag. Jeg havde en bunke pelargonier stående, der skulle gøres klar til foråret, og flyttes ind fra trappeopgang. Det blev de, ligesom mit oliventræ, som jeg håber, har overlevet. Desværre er flere af mine pelargoiner døde, hvilket ikke er sket før. Ikke helt forstået, for jeg har gjort det samme som altid, men “Hvor der handles, der spildes”, som det vides. Og med pågående udskiftning af altaner, er det udemærket, at jeg ikke har så meget, lige nu. Jeg har ingen ide om, hvordan den nye altan kommer til at føles at være på. Jeg er skeptisk, men lad os nu se. Jeg skal af samme årsag rydde altanen, og jeg har det meste flyttet nu, for i dag fik jeg taget næsten alle altankasser ned og flyttet ud på den lille altan, ligesom bunker af potter, og en reol. Reolen står i stuen nu, men skal ind i soveværelset og ligge. Alle planter, der stod i trappeopgang er vandet og har fået lidt frisk jord og kan godt begynde at gro. Så skal jeg bare hente noget gødning, når jeg bliver friskere. Og have ordnet alle stueplanterne også. Med ordnet menes plantes om, for dem der skal det, og ellers give frisk jord oveni og vande og gøre klar til foråret og voksesæsson.

På også den gode side, får jeg lyttet nogle bøger, når jeg ligger her og foreløbig, er jeg 2 bøger foran i min selvsatte udfordring på Goodreads. Hvis du kan lide bøger, som kom derind. Du kan følge forfattere, lave udfordringer, have venner og meget mere, alt centreret om bøgerne.

En af de bøger, jeg har fået læst er den ovensiddende, og den første, jeg har læst af Lucy Dillon. Grunden til, at jeg faldt over hende, var at jeg så en bog på bogudsalget af hende. Hvilken er jeg ikke sikker på, men coveret fangede mig og jeg slog hende op, da jeg kom hjem. Jeg har adgang til Nota, og således, ligger det først for, at lytte det, der ligger der, selvom jeg egentlig helst ville lytte på originalsproget. Der er kun to mere på Nota af hende, men masser på Audible, hvis jeg skulle blive helt bidt af hende.

Ovensiddende, er rigtig god. Jeg tænkte først, hm det handler bare om, at vi skal smide ud og smide ud (som du måske har opdaget, ikke noget, jeg er særlig god til, men jeg prøver dog nu og er bedre). Og ja det handler også om at smide ud men det handler lige så meget om, at få ryddet op i livet som sådan, møde nye mennesker, venner, kærlighed, forhold og bruge fortiden som en læremester til at komme videre i livet også. Jeg vil ikke røbe så meget mere, men sige, at I bestemt skal læse den. Her er som den bliver beskrevet:

Byggeprojektlederen Gina er blevet skilt fra sin mand. Hun har altid været en samler, men nu flytter hun ind i en ren, hvid lejlighed med alle sine flyttekasser. Hun beslutter sig for kun at beholde 100 nøje udvalgte ting

Fortæl mig gerne, hvis du læser den, og endnu bedre, hop ind på Goodreads, og kig mine bøger, og meget mere. Hvis du er typen, der låner bøger, fås den både som almindelig bog og på lyd på det almindelige bibliotek også. Der er iøvrigt også flere af hendes bøger, også på engelsk i et par stykkers tilfælde.

En lidt underlig dag i dag. Det er min fars fødselsdag. Han ville være blevet 87 år gammel. Men som det var, så blev det som det skulle være. Det betyder ikke, at jeg ikke savner ham, men selvfølgelig gør jeg det. Men far havde levet et langt godt liv (ifølge ham selv).

Så vågner man også op til nyheden om, at Master Fatman er gået bort, kun 53 år gammel. Det er jo helt surrealistisk tidligt. Man undrer sig virkelig. Han efterlader sig 5 børn og en hustru. Det er godt nok ikke altid, man forstår, hvordan tingene hænger sammen. Jeg havde ikke noget forhold til ham, som sådan andet end han var et finurligt indslag, uanset hvad han kastede sig ud i. Men man kan da ikke andet end blive berørt af, at han skulle herfra så tidligt. Mange tanker til hans familie og venner.

Det blev om lidt af hvert, men tak hvis du læste med så langt….

Søndagsfrokost, dagens eneste lyspunkt

Der er desværre ikke meget nyt. Jeg kan have det nogenlunde den ene dag (i går) og så i dag, har været……nedslående forslår snart ikke længere. Jeg skrev lidt med en god hesteveninde (jeg savner dem forfærdeligt), og fortalte hende, at jeg ville prøve, at gå ud og lave Suppe og det var også hensigten.

Jeg nåede lige at komme ud i køkkenet, og få begyndt, og så blev jeg så dårlig, at jeg måtte opgive, og gå ind og lægge mig. Der lå jeg så og blomstrede en times tid for at få ro på svimmelheden. Så ændrede jeg planen, fordi det faktisk var lettere at lave ovensiddende, fordi jeg havde forberedt i går, så jeg skulle bare snitte lidt salat, smide fritter i ovnen og lave saucen. Og det kunne jeg som det ses, lige klare – og det smagte dejligt. Suppen fik jeg så til aften og den smagte som altid også rigtig dejligt.

Vejret har ellers været sådan, at havde jeg været frisk, havde jeg nok givet pokker i projekter her og var suset ud og havde fotograferet lidt forår. Som det er, må jeg blive her, og jeg skal godt indrømme, jeg er noget nær ved at få pip af det nu, selvom jeg elsker mit hjem, så er det altså ved at blive noget anstrengende.
Jeg håber, I har fået nydt det dejlige vejr i det mindste og har haft en god weekend.

En ugestatus

Jeg er lidt ked af det, for der sker jo ikke alverden for tiden. Og dog gør der. Sålænge jeg sidder stille og ikke bevæger mig ret meget, så kan det gå. I den stilling, kan jeg lige akkurat klare, at sidde med computeren og derfor er det på den, der sker mest. Blandt andet får jeg ordnet en del på min madblog, hvor alle mine opskrifter flytter over. Og så sker der også noget på fotosiden. Det er som I ved også nødvendigt.

Som jeg fortalte, var jeg til undersøgelser igen i tirsdags, og har siden ligget underdrejet p.g.a. smerter på den konto, oveni, at jeg har været svimmel. Så jeg har rigtig hygget mig. I går og i dag har det dog gået væsentlig bedre på den konto (det kunne dårligt andet), og det er da altid noget. Men som altid, så varer jeg mig for at være for optimistisk for hurtigt. Også svimmelheden er mindre, omend den stadig lever. Så alt i alt krydses der fingre for, at det bevæger sig i den rigtige retning i det mindste.

Som en lille optimistisk ting her i dag, fik jeg nyt komfur. Det var dejligt og det er rigtig fint. Jeg har indviet det som det sig hør og bør, og så har jeg ellers nusset her onlline. Nu er jeg megatræt, for de kom allered klokken 7 i morges. Det gav anledning til fotos. Som jeg før har været inde på, har jeg ikke meget udsyn i form af solopgang her. Men jeg har fantastisk lys engang imellem, og det havde jeg i mmorges. Jeg var heldig at fange det, for få øjeblikke efter, var det hele gråt i gråt. At fotografere handler meget om, at gribe øjeblikket også. Det gjorde jeg så i morges. Jeg håber, I får en rigtig god uge. Min er startet bedre end ventet (selvom det langt fra er optimalt). Nu er det bare at håbe, de positive takter fortsættter….

Endnu en tur på hospitalet

I går var endnu en tur på hospitalet til undersøgelser. At sige, jeg er træt af det, forslår næsten ikke, og jeg har endnu mere forståelse for min far, når han sine sidste år også klagede den vej rundt. I hans alder kan man måske forvente det i nogen grad mere, end hvad jeg synes er rimeligt for en på min alder. Men det spørges der så ikke om.

Nu er vi ude i et nyt problem. Et mere feminint et af slagsen, og går det som frygtet, så ender det med en operation. Aftalen er, at vi ser det an, for det er ikke “bare lige” og med forhøjet risci, så derfor ser vi om jeg kan leve med det, eller jeg ikke kan. Og det tror jeg faktisk ikke. Det gjorde jeg heller ikke, da jeg var der i går, men synes, det er fair nok, at de beder mig opveje mulighederne og risci. Hvis det går helt galt, må jeg jo råbe op, før den aftalte frist. Men hold nu kæft, jeg er træt af det. Og jeg kan så fortælle, at jeg er blevet opereret 4 gange før, på den konto. Og det er faktisk det, der gør, at det nu er med forhøjet risiko at begynde igen.

Det var en rigtig sød kvindelig læge, som jeg har fået lovning på, følger mig nu. Så det er jeg rigtig glad for, og så ville hun tage mig op på konference også. Så det bliver gjort grundigt. To scanninger i går og samtale/undersøgelse og blodprøve. Det til trods for de 12 glas, de tog sidst (som iøvrigt intet viste).

Egentlig synes jeg nok, at jeg er et af de mindst pivede mennesker, jeg kender. Men jeg må sige, at være sløj og svimmel i nu næsten 2 mdr. og så have det her oveni, begynder at slide noget på mig. Og dertil skal så lægges alle mine sædvanlige smerter og ubehag, som jeg ikke taler så meget om, men som dog er der. Normalt synes jeg, at jeg tager det pænt, men jeg skal hilse og sige, at jeg er ved at nå grænsen! Egentlig må jeg jo ikke klage, og jeg er taknemmelig for, at det ikke er noget alvorligt (det var det, blodprøven gik på, for den havde de ikke taget sidst). De mistænker det heller ikke, men så er det også gjort.

Så nu har jeg to ting, jeg render om. Det andet er mine fødder som driller, og det kan jeg da så trøste mig med, at det skal jeg ikke rende om før om ca. 4 mdr., for så lang ventetid var der (5 ialt, da jeg fik brev). Suk!

Musikken, er et yndlingsnummer og et af de smukkeste stykker musik, der er skrevet. Det findes i et utal af varianter, netop fordi det er så populært. Og jeg lytter gerne, for det er godt nok svært at ødelægge. Her bliver det absolut ikke ødelagt og ved samme lejlighed opdagede jeg Hauser Cello (Stjepan Hauser – søg selv på Google, der er flere links, både til ham og hans medmusikant i 2cellos). Jeg skal helt sikkert lytte mere til både det ene og det andet. Jeg synes, det var fint med noget lidt opløftende, nu når jeg ikke får taget nogle nye fotos lige sådan.

Det er et stykke musik, jeg elsker og som altid rør mig dybt ind i sjælen. Jeg lytter det både når jeg er glad og ikke så glad – gæt selv hvilket p.t. og især, når der reflekteres over livet i de mere alvorlige baner. For en gangs skyld, vil jeg gerne være pivet og sige RØV, jeg synes ikke, det er spor sjovt. Dertil kommer dårlige nyheder på flere fronter, men det er ikke noget, jeg som sådan kan skrive om her. Så der er bare intet, der kører den rigtige vej lige nu. Og hvornår det så lige vender, må Guderne vide.

En snert af Thycho Brahe og Troldepost

Jeg var vågen i god tid, jeg havde nøje planlagt min tur til Herlev Hospital for den 2. årlige mamografi, som alle kvinder over en vis alder får tilbudt. Således også undertegnede. Der er megen snak om, hvorvidt det her overhovedet gør nogen gavn og at der også er en fejlmargen ved det. Men i denne omgang valgte jeg så, at takke ja, altså bare at møde op.

For at undgå at gå fra Herlev St., ville jeg tage en bus, og var således i rigtig god tid og fandt også bussen og landede en halv time før tid ved Hospitalet! Tager min telefon frem for at se, hvor jeg skal hen, og opdager til min store skræk, at undersøgelsen slet ikke er på Herlev, men Gentofte Hospital! Tro I jeg blev bleg?? Nå, men ihvertfald greb jeg den første og den bedste Taxa, jeg kunne finde, kun for at blive gennet videre i køen og skulle tage dem der holdt foran hospitalet. Hvorfor hulen må man ikke selv bestemme, hvilken Taxa man vil tage? Nå, men ihvertfald, jeg fik en Taxa, for dem er der da Gudskelov masser af, og så gik turen retur mod Gentofte Hospital.

Chaufføren havde spurgt, hvilken opgang, og det stod ikke i brevet, men da det var røntgen, gik jeg ud fra, at det var den opgang, altså 4. Det var det så ikke, det var i den gamle skadestue, og således kunne jeg gå tilbage igen og fandt også klinikken, som er helt ny og var der 5 min. før min tid. Meget godt klaret, med alle de forhindringer. Jeg havde inden jeg forlod Røntgenreceoptionen spurgt, om det var mig, der var idiot, eller om jeg huskede forkert, at jeg havde været på Herlev sidst. Og nej, det her systemt var kun ½ år gammelt, så ikke underligt, jeg var løbet sur i det. Men så har jeg lært det the hard way, at læse ordentligt på tingene.

Da jeg kom hjem, ville jeg lige smutte på Apoteket, efter medicin, jeg skulle have haft i går. Men deres robot var i udu, så jeg gik igen, da det ikke hastede. Idag fik jeg så gået der ned i gen, kun for at glemme en ting. Til trods for at jeg, allerede inden jeg overhovedet gik i formiddag, vidste jeg, der skulle være en ting mere, og i forsøg på at huske, prøvede at skrev en seddel, men komme på det kunne jeg ikke, og det kom jeg så først i tanke om, da jeg var hjemme igen!! Typisk! Altså må jeg afsted igen.

En ganske formidlende omstændighed ved dagen, som også i går, er at jeg har fået leveret Trolde i dag. Du kan se dem ovenfor. Nu sidder jeg her, stadig svimmel (det er sådan set det, der plager mig p.t.), med dejlig pasta i maven og te med rom.

Nu vil jeg så bare slappe af og i morgen med, og håbe, jeg er frisk til lørdag.

Stemmeseddel og sommerminder

Jeg har været mere end usædvanlig stille de sidste mange dage. Ikke uden grund. Hvis ikke jeg er online, er jeg meget dårlig. Det har jeg også været. Som jeg vist før har været inde på, så får jeg ofte en omgang svimmelhed, hvis jeg har haft en influenza/virusting. Således også dennegang, og jeg har selvom jeg har ligget ned, svimlet og sejlet rundt så det har været en ren ynk. Unødigt at sige, at når man ikke kan bevæge hovedet stort set, uden det hele sejler, og er kvalm og utilpas, så vil man helst bare ligge stille.

Det har jeg så gjort, og når jeg ikke har set fjernsyn, så har jeg sovet. Udover svimmelheden, har jeg haft en udmattelsestur af de grimme, og det hjælper jo slet ikke på noget heller. Så jeg har været til at lukke op og sk.. i, som man så passende siger.

Når det er så skidt, så er det om at finde de gode minder frem, og det er godt, jeg har dem i massevis og de bedste omfatter Kickermusen, som jeg selvsagt savner, når jeg ligger her. Her er han sammen med Dina Danekilde, da hun undtagelsesvis red ham til sejr istedet for Carlos Lopez den 7. juni. Det er ikke et klassisk flot foto, men det er typisk både for Dina og Kicker og sådan et situationsfoto, jeg faktisk holder mest af.

Heldigvis er et af mine projekter udskudt lidt, så jeg behøver ikke at stresse, og uagtet, så hjælper det jo slet ikke heller. I dag kæmpede jeg mig oven dyne og ned og handle lidt (selvfølgelig kun for at glemme en af de ting, jeg gik efter), og så skulle jeg jo ned og stemme. Hvad jeg stemte? – nej!

Jeg håber, at jeg snart har det bedre. I dag er det tåleligt, men absolut ikke godt. Jeg har før været inde på, at jeg elsker at løbe på folk jeg kender. Det gjorde jeg også i dag, men det var ikke folk, det var min far nede på Ordrupvej. Helt hyggeligt. Han ville ned og have sig et stykke smørrebrød på valgdag, og det var ham velundt. Så vi fulgtes i IRMA. Nu vil jeg ud og have et bad og finde ud af, hvad jeg orker at lave til aften.

Mandagsmumlen


Valmir de Azeredo på Lady In The Sand (IRE) (hvid/grøn) vinder Ikeyvet’s 3 års Maidenserien 9. maj 2013 foran Sara Slot/Razello og Jacob Johansen/Grey Goose

Det er ikke det vilde, jeg siger om, hvad jeg går og laver. Jeg ved det og det er vel ikke så spændende. Men det har den simple forklaring, at der ikke sker så meget. Helbredet er valklende i bedste fald lige p.t., hvilket oversat til dansk betyder, at den svimmelhed, jeg i perioder kan lide af ovenpå noget virus, hærger igen. Det er mere end belastende, men jeg kan intet gøre ved det, og man er altså ikke meget bevendt, når man er svimmel. Derudover forværret tinitus og hovedpiner. Fredag og lørdag lysnede det i øst, og jeg tog i stalden lørdag, og det nød jeg meget, kun for at måtte konstaterer, at i går var jeg lige vidt igen, og således også i dag. Ikke helt tilbage til “år nul”, men dog.

Som det ses af forrige indlæg fik jeg da lavet noget kage imens jeg alligevel gik her, og den faldt heldgvis godt ud. Den kom med til testsmagning i stalden og alle var glade. Jeg gemte også et par stykker til min gæst og jeg. Min veninde var på besøg til aften. Ikke noget vanvittig vildt udi det kreative, det var ravioli med svampe og en dejlig tomatsauce. Men jeg har lært, at det behøver ikke være så hulens fancy, det kan bare være noget almindelig god mad, og så det at være sammen. Nogengange, skal jeg vist skrue ned for mine ambitioner. Men jeg vil jo så gerne gøre det så godt. Men selvom jeg ikke synes, det er “noget særligt” er mine gæster altid mere end godt tilfreds, og det skal jeg så også være.

Jeg har mere mad på programmet, men lige nu skal jeg have noget at spise og have en hovedpine elemineret, så meget som vel muligt. Suk! God uge til jer!

Fra plan A til plan B


Dyrehaven torsdag morgen

Når man har et så udforudsigeligt helbred som mit, så må man af og til ty til plan B og C, når plan A ikke holder. I dag skulle jeg hygge med en veninde, og meningen var, at jeg ville lave en dejlig middag til hende, vi skulle have gået tur med hundene. Jeg havde det skidt, da jeg vågnede. Småsvimmel og hovedpine og en massiv hylen for ørerne (det er nogengange værre end andre og så følger hovedpinen som regel også).

Altså var jeg ikke i hopla til det helt vilde, og slet ikke de kulinariske udfoldelser, jeg ellers havde påtænkt. Faktisk var jeg i tvivl om jeg overhovedet orkede at vi sås. Efter lidt snak frem og tilbage, blev vi enige om en plan B. der hed en kop te istedet for, ganske stille og roligt. Der kan jeg nemlig sidde i den store stol og det kunne jeg lige klare. Og se hende ville jeg jo rigtig gerne. Så det gjorde vi. Tak for forstående veninder og venner og for chokoladekage i fryseren.

Nu har jeg fået lidt mad, men hovedpine og sløjhed lever endnu, så jeg vil gå i seng lige straks, og så håbe, at jeg vågner i morgen meget friskere. For morgendagens planer lader sig ikke konvertere fra A til B. God Weekend til jer!

Gode venner, sejre og svimmelhed


Bank of Burden vinder Jockey Club Cup (L) med jockey Per-Anders Gråberg på Klampenborg i dag

Jeg tog til løb. Fordelen ved den form for aktivitet, er at der ingen forpligtelser ligger i det og var jeg dårlig nok, kunne jeg smide mig i en stol og se dum ud, uden dårlig samvittighed. Problemet er, at jeg har svært ved at holde mig i ro, når jeg er der. For mange dejlige mennesker at hilse på og fotos der skal tages. Men jeg vil nu sige, det lykkedes mig meget godt at tage det så meget med ro, det nu lader sig gøre, hvis ikke, jeg bare skal sidde passivt i en stol.

Jeg blev da dårlig og var det også i svingende grad i løbet af dagen, men jeg holdt ud. Positivt var det at hilse på alle dernede og den varme og omsorg, der blev mig tildelt. Uagtet, jeg nu nok skal lide igen, så var dagen det værd. Det er interessant, at folk kan se på mig, at jeg er svimmel. Jeg vil tro, det er mine øjne der reflekterer det.

Vejret kunne der overhovedet ikke klages over, bortset fra at det lige nu er håbløst svært at finde ballancen i, hvor meget tøj, man skal tage på. Handsker anbefales, hvis man skal være ude i længere tid. Jeg havde taget mere tøj på end sidst, men kunne sagtens have haft mere på, uden problemer. Men det skifter også med, om man er i solen eller ej.

Dagens hovedløb Jockey Club Cup, blev vundet af Bank of Burden, som blev redet af Per-Anders Gråberg og bliver trænet af Niels Petersen. Ikke nok med, at han vandt – han vandt let og for andet år i træk. Der var mange andre fine sejre og løb, men nu vil jeg ind og slappe af.

Nu har jeg fået lidt mad og vil gå ind og nyde den store (faldefærdige) stol. Når jeg får kræfterne til det, har jeg flere forårsglade fotos.