Endnu en tur på hospitalet

I går var endnu en tur på hospitalet til undersøgelser. At sige, jeg er træt af det, forslår næsten ikke, og jeg har endnu mere forståelse for min far, når han sine sidste år også klagede den vej rundt. I hans alder kan man måske forvente det i nogen grad mere, end hvad jeg synes er rimeligt for en på min alder. Men det spørges der så ikke om.

Nu er vi ude i et nyt problem. Et mere feminint et af slagsen, og går det som frygtet, så ender det med en operation. Aftalen er, at vi ser det an, for det er ikke “bare lige” og med forhøjet risci, så derfor ser vi om jeg kan leve med det, eller jeg ikke kan. Og det tror jeg faktisk ikke. Det gjorde jeg heller ikke, da jeg var der i går, men synes, det er fair nok, at de beder mig opveje mulighederne og risci. Hvis det går helt galt, må jeg jo råbe op, før den aftalte frist. Men hold nu kæft, jeg er træt af det. Og jeg kan så fortælle, at jeg er blevet opereret 4 gange før, på den konto. Og det er faktisk det, der gør, at det nu er med forhøjet risiko at begynde igen.

Det var en rigtig sød kvindelig læge, som jeg har fået lovning på, følger mig nu. Så det er jeg rigtig glad for, og så ville hun tage mig op på konference også. Så det bliver gjort grundigt. To scanninger i går og samtale/undersøgelse og blodprøve. Det til trods for de 12 glas, de tog sidst (som iøvrigt intet viste).

Egentlig synes jeg nok, at jeg er et af de mindst pivede mennesker, jeg kender. Men jeg må sige, at være sløj og svimmel i nu næsten 2 mdr. og så have det her oveni, begynder at slide noget på mig. Og dertil skal så lægges alle mine sædvanlige smerter og ubehag, som jeg ikke taler så meget om, men som dog er der. Normalt synes jeg, at jeg tager det pænt, men jeg skal hilse og sige, at jeg er ved at nå grænsen! Egentlig må jeg jo ikke klage, og jeg er taknemmelig for, at det ikke er noget alvorligt (det var det, blodprøven gik på, for den havde de ikke taget sidst). De mistænker det heller ikke, men så er det også gjort.

Så nu har jeg to ting, jeg render om. Det andet er mine fødder som driller, og det kan jeg da så trøste mig med, at det skal jeg ikke rende om før om ca. 4 mdr., for så lang ventetid var der (5 ialt, da jeg fik brev). Suk!

Musikken, er et yndlingsnummer og et af de smukkeste stykker musik, der er skrevet. Det findes i et utal af varianter, netop fordi det er så populært. Og jeg lytter gerne, for det er godt nok svært at ødelægge. Her bliver det absolut ikke ødelagt og ved samme lejlighed opdagede jeg Hauser Cello (Stjepan Hauser – søg selv på Google, der er flere links, både til ham og hans medmusikant i 2cellos). Jeg skal helt sikkert lytte mere til både det ene og det andet. Jeg synes, det var fint med noget lidt opløftende, nu når jeg ikke får taget nogle nye fotos lige sådan.

Det er et stykke musik, jeg elsker og som altid rør mig dybt ind i sjælen. Jeg lytter det både når jeg er glad og ikke så glad – gæt selv hvilket p.t. og især, når der reflekteres over livet i de mere alvorlige baner. For en gangs skyld, vil jeg gerne være pivet og sige RØV, jeg synes ikke, det er spor sjovt. Dertil kommer dårlige nyheder på flere fronter, men det er ikke noget, jeg som sådan kan skrive om her. Så der er bare intet, der kører den rigtige vej lige nu. Og hvornår det så lige vender, må Guderne vide.

Adagio – passende

Jeg har været til koncert her til aften. Det plejer gerne at være på Charlie, jeg er det, men her til aften var det på DK4 med David Garett. Det er ikke så længe siden, jeg opdagede ham, så selvsagt skulle jeg se denne koncert med ham, og så var den endda fra Berlin. For de uindviede, er jeg født der). Og David er iøvrigt også halvt tysk/amerikansk som undertegnede.

Det var en rigtig dejlig oplevelse, og denne optagelse, er fra den koncert også. Da jeg hørte ham spille Adagio af Tomasio Albinoni, var jeg klar på, at den skulle på her, både fordi jeg elsker den, og så fordi den passer godt til stemningen lige nu. Bortset fra det, så synes jeg da bare, ham David er dejlig, helt bortset fra hans åbenlyse musikalske talenter.

Adagio

En af de første klassiske kompositioner, jeg lærte at elske var denne Tomasio Albinoni’s Adagio. Den fås så også har jeg lige opdaget i en fortolkning af nogen af favoritdrengene – Il Divo:

Jeg fandt også en version med en sangerinde, der hedder Zara. Det er en så smuk sang, at det stort set er ligemeget, hvad de gør ved den, så er den stadig smuk.

Det var en nu gammel ven, der selv elskede den, der introducerede mig for den og lige siden har jeg elsket den. Hvis han læser med, glæder det ham sikkert, at jeg husker ham for netop den her sang. Til gengæld ved jeg at en anden meget klassisktro ven på den anden side sikkert river hårene ud af hovedet på sig selv ved bare tanken om andet end originalopsætningen. Døm selv, her er for enhver smag.

Mere gåsehud

Lige her til sidst faldt jeg over en ung gut, der åbenbart har stillet op i den italienske version af X-factor. Han hedder Nicola Gargaglia og hvis Alexandra Burke giver mig gåsehud (det gør hun bigtime), så gør ham her altså også – Som dommeren sagde om Alexandra – “En klasse for sig” – hør selv: