Endnu en tur på hospitalet

I går var endnu en tur på hospitalet til undersøgelser. At sige, jeg er træt af det, forslår næsten ikke, og jeg har endnu mere forståelse for min far, når han sine sidste år også klagede den vej rundt. I hans alder kan man måske forvente det i nogen grad mere, end hvad jeg synes er rimeligt for en på min alder. Men det spørges der så ikke om.

Nu er vi ude i et nyt problem. Et mere feminint et af slagsen, og går det som frygtet, så ender det med en operation. Aftalen er, at vi ser det an, for det er ikke “bare lige” og med forhøjet risci, så derfor ser vi om jeg kan leve med det, eller jeg ikke kan. Og det tror jeg faktisk ikke. Det gjorde jeg heller ikke, da jeg var der i går, men synes, det er fair nok, at de beder mig opveje mulighederne og risci. Hvis det går helt galt, må jeg jo råbe op, før den aftalte frist. Men hold nu kæft, jeg er træt af det. Og jeg kan så fortælle, at jeg er blevet opereret 4 gange før, på den konto. Og det er faktisk det, der gør, at det nu er med forhøjet risiko at begynde igen.

Det var en rigtig sød kvindelig læge, som jeg har fået lovning på, følger mig nu. Så det er jeg rigtig glad for, og så ville hun tage mig op på konference også. Så det bliver gjort grundigt. To scanninger i går og samtale/undersøgelse og blodprøve. Det til trods for de 12 glas, de tog sidst (som iøvrigt intet viste).

Egentlig synes jeg nok, at jeg er et af de mindst pivede mennesker, jeg kender. Men jeg må sige, at være sløj og svimmel i nu næsten 2 mdr. og så have det her oveni, begynder at slide noget på mig. Og dertil skal så lægges alle mine sædvanlige smerter og ubehag, som jeg ikke taler så meget om, men som dog er der. Normalt synes jeg, at jeg tager det pænt, men jeg skal hilse og sige, at jeg er ved at nå grænsen! Egentlig må jeg jo ikke klage, og jeg er taknemmelig for, at det ikke er noget alvorligt (det var det, blodprøven gik på, for den havde de ikke taget sidst). De mistænker det heller ikke, men så er det også gjort.

Så nu har jeg to ting, jeg render om. Det andet er mine fødder som driller, og det kan jeg da så trøste mig med, at det skal jeg ikke rende om før om ca. 4 mdr., for så lang ventetid var der (5 ialt, da jeg fik brev). Suk!

Musikken, er et yndlingsnummer og et af de smukkeste stykker musik, der er skrevet. Det findes i et utal af varianter, netop fordi det er så populært. Og jeg lytter gerne, for det er godt nok svært at ødelægge. Her bliver det absolut ikke ødelagt og ved samme lejlighed opdagede jeg Hauser Cello (Stjepan Hauser – søg selv på Google, der er flere links, både til ham og hans medmusikant i 2cellos). Jeg skal helt sikkert lytte mere til både det ene og det andet. Jeg synes, det var fint med noget lidt opløftende, nu når jeg ikke får taget nogle nye fotos lige sådan.

Det er et stykke musik, jeg elsker og som altid rør mig dybt ind i sjælen. Jeg lytter det både når jeg er glad og ikke så glad – gæt selv hvilket p.t. og især, når der reflekteres over livet i de mere alvorlige baner. For en gangs skyld, vil jeg gerne være pivet og sige RØV, jeg synes ikke, det er spor sjovt. Dertil kommer dårlige nyheder på flere fronter, men det er ikke noget, jeg som sådan kan skrive om her. Så der er bare intet, der kører den rigtige vej lige nu. Og hvornår det så lige vender, må Guderne vide.

Status update

Bare lige et pip, så I ved, hvorfor I ikke hører så meget fra mig. Som I ved, var jeg i Stockholm i søndags. Det var en fantstisk tur, som jeg nød rigtig, rigtig meget. Dog skulle jeg nok ikke have taget lørdagen med på banen, men med heste fra stalden til start, var det jo ikke sådan lige at undvære.

Alt dette overni en syg far gør, at jeg er rimeligvis slået “hjem” og kørt i sænk. Der er intet overskud, når jeg har forholdt mig til et komplet udueligt, inkompetent, kaotisk Herlev Hospital, der igår meddelte at far skulle skannes her til morgen. En time efter skulle han ikke alligevel – de kunne ikke få plads til ham!!?? Øh! “Han måtte gerne tage hjem og komme igen klokken 7.30 imorgen tidlig”! Han havde så pænt som muligt meddelt dem, at han ville tage hjem nogen timer, og få styr på lidt regninger m.m. og så havde han altså tænkt sig at komme igen til aften.

Altså tog han en vogn hjem og fik ordnet en masse praktisk og så hentede jeg ham igen klokken 14.30. Han ville gerne vi tog ned og drak en kop kaffe og den trængte jeg ærlig talt også til. Så vi var på Café Vagn på Strandvejen. Et sted vi begge holder meget af. Super kaffe, dejlige kager, og masser af uklinisk gammeldags atmosfære (jeg fatter ikke, hvorfor det er så umoderne, nå men….)! Det var som altid dejligt og så satte vi kursen mod Herlev. Jeg smed far af, og så skal han så skannes imorgen, hvor de er nødt til at “løslade” ham, for han skal på Riget på fredag!

Jeg havde egentlig en frokostaftale i dag, men det blev flyttet til imorgen. Jeg klovn havde glemt, at jeg havde båden en lægeaftale og en optiker ditto der. Men begge kunne da flyttes og er blevet. Så jeg ser frem til lidt hygge med min veninde imorgen.

Bloggeriet har trange kår lige lidt og fotos ligeså, men det kan ikke være andet lige nu. Som vanligt er det ikke indlæg, jeg mangler. De står nærmest i kø og fotos behøver jeg vist ikke nævne – gør jeg?

Fra den eller bare udenfor nummer?

Ifølge denne artikel, skulle jeg godt nok være det mest depressive menneske, på Guds grønne jord. Nu sidder jeg så og spekulerer lidt over, om jeg er fuldstændig “fra den” eller bare udenfor nummer?

Faktum er, at jeg aldrig har haft det så godt som, jeg har nu på trods af, at jeg kan sætte hak i samtlige af deres risikofaktorer for at være “i kulkælderen”. Hvordan hænger det så lige iøvrigt sammen med, at vi er verdens lykkeligste folk? Har de andre bare flere i kulkælderen? Det må vel være sådan noget.