Sensommerminder og en minusdag

Ovensiddende foto er fra starten af semptember, hvor jeg var til bryllup og er taget på vejen hjem, hvor jeg stoppede og fangede denne søde hest på modsat side af vejen. Lyset var fantastisk, for vejret havde været mere end smukt hele dagen. Festen fortsatte uden mig, og jeg husker, jeg var rigtig ked af, at skulle forlade festen. Ikke så meget fordi, det var en fest, men fordi jeg gerne ville have fejret de to mere, end tilfældet blev.

Hvorfor jeg kom til at tænke på det? Jamen det gjorde jeg, fordi, jeg talte med bruden her til morgen. Ikke nogen hemmelighed, at hun var meget gravid, allerede til brylluppet og nu skal hun så nedkomme, hvad sekund, det skal være.

Man reflekterer nogengange over, hvordan andre ser venskabet, i forhold til en selv, og det er ikke altid det samme. Det har jeg oplevet ofte. Det bedste, er jo hvis tingene er overens. At man ikke har helt den samme opfattelse af det, er jo ikke det samme som man ikke har det hyggeligt, langt fra, men graderne kan så vise sig på forskellig vis. Det er ikke altid helt forståeligt for mig (og sikkert andre), når den slags sker, men faktum er, at sådan noget sker også uden de store forklaringer. Man får som regel ingen og ve den der formaster sig til at spørge – det skal man (tilsyneladende) heller ikke. Så jeg nøjes med at konstatere og så sidde med følelsen af forvirring og undren helt alene, og håbe at jeg med tiden bliver ligeglad. Ikke altid lige let, men sådan er det.

Dagen i dag, er en af dem, jeg gerne var lidt foruden. Dødtræt og ondt allevegne. Det kan man godt blive lidt ked af. Især når man gerne lige vil være færdig med det sidste. Jeg prøver at få lavet lidt, og alt i dag er bonus. Forhåbentlig er det (og humøret) bedre i morgen. God weekend.

Once in a lifetime?

Engang imellem møder man mennesker, man aldrig, aldrig glemmer. Nogen for noget godt, og andre for det modsatte. På den gode side, er dem man får helt specielle følelser for, og det er noget ganske særligt. Desværre er livet også nogengange træls, og man får ikke altid sin hjertes udkårne – heller ikke selvom kærligheden er gensidig.

Sådan en oplevelse havde jeg for snart nogle år siden nu (da jeg boede på Lolland), men det gør den ikke mindre tydelig i min errindring, og heller ikke i hans er jeg sikker på. Det tog mig rigtig lang tid at komme mig over, at tingene gik som de gjorde, for han var og er stadig noget helt særligt – en soulmate. Dem finder man ikke ofte.

En sådan savner man, når man står overfor livets store ting. Og uagtet, jeg har verdens bedste veninder, så er sådan en kæreste/soulmate jo noget andet. Jeg kan blive bange for, at han var en “Once in a liftetime” oplevelse – jeg håber det ikke, men uagtet, er jeg stadig dybt taknemmelig for, at have kendt ham, og tænker ofte på ham. Omvendt kan jeg kun håbe, men er alt “som det plejer”, så ved jeg, at han tænker på mig også. Og det er vel nok mest af alt bittersødt!

Det der med grænser og at undre sig

Der er har før været snakke om grænser her hos mig. Både i forhold til fædre og venner. Og hvordan man tackler den slags.

Igår røg jeg lidt ud i en igen. En gammel veninde ringede for at høre, hvordan jeg har det. Det er der i sig selv ikke noget opsigtsvækkende i. Det opsigtsvækkende består i, at jeg ikke har set den her veninde meget, meget længe. Så længe, at jeg ikke kan huske hvor længe. De gange, jeg så har forsøgt at få en aftale i stand, har stadardsvaret været, at hun ville ringe så vi kunne aftale nærmere, istedet for vi aftalte noget med det samme. Det kræver trods alt ikke andet end en kalender.

Okay ret skal være ret, jeg kan også finde på, at sige sådan, hvis jeg ikke lige kan overskue det. Forskellen er, at jeg ringer tilbage og laver aftalen. Det gør hun så ikke. At det sker en gang, kan jeg sagtens forstå, den kan selvfølgelig smutte, men når det sker flere gange i rap, så begynder jeg at synes, det er højst besynderligt.

Af samme grund kontaktede jeg så ikke hende, for jeg tænkte, at så kunne hun da ringe, når hun kunne. Der gik noget tid faktisk før hun ringede, og jeg indrømmer, jeg havde ikke lyst til at tale med hende, så hun har så haft ringet et par gange. Igår ringede hun så igen, og jeg tænkte, at nu ville jeg så se, hvad hun havde at sige.

Hvis jeg havde forventet, at hun ringede for at aftale at ses, blev jeg da skuffet. Det må jeg nok indrømme, at det gjorde jeg vel eftersom, jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har set hende. Nej hun ville bare lige høre, hvordan jeg havde det og så iøvrigt fortælle om, at hun lige havde været på ferie.

Jeg var ærlig talt så forbløffet og lidt pas på det hele, at jeg ikke sagde noget, men jeg har skrevet hende en mail, og sagt at jeg synes, hun skal tænke over, om hun vil vores venskab. For i forhold til, hvor meget vi har delt, er det her slet ikke iorden. Og har hun et problem – uvist af hvilken karakter, så må hun jo spytte ud. Det her det er ikke okay – ikke for mig ihvertfald – og det vidste hun også godt tror jeg. Nu er hun ikke i tvivl og så må vi se.

I det hele taget skal der da gerne være lidt give and take i venskaber. Det skal ikke altid være en der ringer, og spørger til den anden eller skal foreslå noget. Venner der aldrig har tid til mig, kan jeg faktisk ikke rigtig bruge til noget. Så vil jeg hellere bruge tid og kræfter på dem som kan finde ud af at give noget også – det må være ret og rimeligt!

Forståelse og frustrationer

Det var egentlig Suzy’s indlæg forleden, der gav mig inspirationen til dette indlæg. For hendes indlæg kunne meget vel, være skrevet af mig selv. Jeg har også oplevet frustrationen ved nære, nære venskaber, der på uforklarig vis, er styrtet i grus. Ikke at man ikke kan forstå, at når man netop er meget tæt med mennesker, så bliver der selvfølgelig også grobund for misfoståelser el. hvad nu. Men hvis det netop var SÃ… nært det venskab, hvorfor kunne man så ikke overkomme det? Det virker “helt hen i hampen” på mig, når jeg tænker på, hvad man ellers har delt af gode og dårlige oplevelser med de her veninder, og nogen har man også haft rigtig meget fortid sammen med, og så bliver det faktisk endnu værre. Det værste for mig, er når nogen beskylder mig for noget, og så ikke giver en en chance for at forsvare sig. Men så igen, hvis det virkelig er nødvendigt, er det så venner, der er værd at have? Næh, sikkert ikke, men det betyder dælme ikke, at smerten er mindre, når f.eks. barndomsveninder dumper en fra den ene dag til den anden. Ikke at jeg ikke ved grunden, men den havde hele tiden været der, og kunne snildt have været omgået.

En ting er barndomsveninder og bedste veninder! Dem har jeg så lært, at dem er der ikke ret mange af. Jeg har bestemt nogen, og jeg skatter dem højt, og det ved de også. Jeg får også hele tiden nye veninder, og nogen har så muligheden for at blive bedste venner. Jeg har også lært, at det bestemt ikke er graden af hvor ofte man taler sammen, eller hvor ofte man ses, der definerer “bedste veninder”. For så er man jo en slags soul-mates, og så er det ligemeget. Man tager bare tråden op, når man ses, og så føles det som, det var igår, man så hinanden. Engang troede jeg naivt, at når man først var venner, så var man det for livet. Men sådan er det ikke altid. Man udvikler sig, og får forskellige intereser/værdier, og så skilles man nogengange. Ikke at man behøver at være uvenner af den grund, slet ikke. Det er bare en ny fase.

Læs resten

Den sidste dag

Så blev det den sidste dag, på de grønne og frodige Sydhavsøer. Man må sige, at det er det smukkeste vejr og tage afsked i. Solen skinner fra en skyfri himmel – det gør det ikke lettere at sige farvel. Men de løber jo ingen steder, og jeg kan altid komme på besøg hos de få, men gode venner jeg har her.

Det er en underlig følelse, at skulle tage afsked samtidig med, at jeg er helt afklaret om, at det ér det rigtige for mig, og jeg glæder mig. Men det betyder jo ikke, at jeg ikke er glad for den tid, jeg har været her, og at der ikke er ting/mennesker her, jeg kommer til at savne. Sådan er det, der er altid noget, man må sige farvel til for at få noget andet.< I den her flytteproces, har jeg bogstaveligt renset ud på mange planer, dels har jeg fysisk smidt en masse ting ud, og givet væk i mængder til genbrug. Det er utroligt, hvad man får samlet at skidt og ragelse, som man ikke bruger. Alligevel gemmer man det, og tænker " det kunne jo være"!!! Gu kunne det ej *griner*, det ligger der bare, og der bliver det liggende. Den gamle lampe, der skulle sættes i stand, og mange andre ting, der bare lige skulle .... man får det bare ikke gjort. Eller jeg gør ihvertfald ikke. Nu får andre forhåbentlig glæde af det. Jeg har også reflekteret meget over det begreb, der hedder venner og venskab. Jeg kan sgu ikke helt greje det. Det troede jeg, jeg gjorde, og at jeg gjorde alt for at være en god ven. Det må være mig, der har misforstået noget. I mit hoved, er venner nogen der hjælper en, når man har brug for det. Stiller op, og lytter, bliver lyttet til, som man kan ringe til og som vil gøre alt hvad de kan for at hjælpe en. Som prioritere en i deres liv og omvendt, og som interesserer sig for, hvad der sker i ens liv. Nogen er man selvfølgeligt tættere på end andre, men dem man har kendt i mange år og dem man er rigtig tæt på, da forventer man da bare lidt...eller? Det kan man så åbenbart ikke. Jeg meddelte jo med stor glæde at jeg skulle flytte. Alle har også været meget glade på mine vegne over den her flytning. Mange skyndte sig at komme med tilbud om hjælp til flytning, pakning m.m. En veninde sagde, at hun ville komme med sin kæreste en weekend og hjælpe med at pakke. Og det samme sagde min søster. Da det kom til stykket, har jeg pakket hver en lille ting selv, og INGEN overhovedet har tilbudt deres hjælp. JO, i den anden ende ville min søster pludselig godt hjælpe. Og det gør de. Problemet er bare, at det er ikke der, jeg har brug for hjælp - der har jeg flyttemanden! Veninden der ville komme med sin kæreste og hjælpe - tjah det blev heller ikke til noget, til gengæld hjælper hun dog som den ENESTE. Hun kommer imorgen og kører mig og min bil ind. Det er en stor hjælp, da jeg ikke selv kan køre så langt. Til hendes forsvar har hun også sit at se til, og i det mindste hjælper hun. Jeg kan ikke lade være, at sidde med en vis skuffelse over, at ingen har tilbudt deres hjælp. Alle ved, at jeg har et ikke særligt stærkt helbred/fysik, og at jeg er helt alene. Men sådan er det, og det gik - om ikke andet, kan jeg ikke takke andre end mig selv for, at det blev pakket og gjort. Men jeg kan ikke lade være, at tænke, hvis ikke folk (venner, familie) skulle hjælpe i sådan en situation, hvornår skulle de så? Et er sikkert, min egen lyst til at hjælpe, er blevet mindre. Jeg har ellers altid tilbudt mig, til stort set hvad som helst mine venner kunne have brug for. Jeg har så galt lånt en veninde flere tusinde kroner, fordi jeg troede, hun virkelig var på den, kun for at blive kasseret da hun kom på fode igen, og hun så pludselig ikke synes, hun kunne bruge mig til mere??? Jeg fatter ikke den der "brug og smid væk politik", heller ikke, når det drejer sig om venskaber. En anden veninde, jeg ringede til, brød ind i samtalen med at der lige var noget, hun ville sige, i forbindelse med, at jeg nu flyttede ind. Jeg sad og tænkte "øh". Og hun startede så godt nok med at sige, at det jo var superhyggeligt, at jeg kom ind, MEN.... OG SÃ… KOM DET. Nu håbede hun jo ikke, jeg havde for store forventninger til, hvor meget vi skulle ses og sådan. Hun havde jo meget at se til og travlt og sådan!!! Jeg var bare målløs! Denne veninde har jeg kendt siden jeg var 6 år gammel. Jeg har på INTET tidspunkt, givet udtryk for, at ville se hende hverken mere el. mindre, end både hun og jeg har lyst til, eller at jeg havde specielle "krav" og forventninger til hende. Jeg blev simpelthen så paf, skuffet og ked af det, at jeg sagde til hende, at så synes jeg, hun skulle ringe, hvis hun fik tid, men at hun iøvrigt måske kunne have ventet og set, om der opstod et problem, NÃ…R jeg var flyttet. Hun er en veninde, der ligger langt tilbage, og jeg vil da gerne se hende, men hun er ikke det menneske i denne verden, jeg har mest tilfælles med, så hun behøver ikke, bekymre sig. Jeg får da også nok at se til, men jeg blev godt nok noget ked af det. Jeg har af gode grunde ikke henvendt mig til hende siden, og jeg gør heller ikke! Så efterhånden har jeg lært, ingen forventninger at have til selv gode gamle venner. Jeg ved snart ikke, om begrebet er helt udvandet. Er det mig, der har urealistiske forventninger til venskaber - det må det jo så være. Men jeg synes, ikke jeg har forventet mere, end jeg selv har været mere end villig til at give. Men det ser ud til at være MEGET langt fra, hvad andre er. Om ikke andet, så har jeg da lært at værdsætte mit eget selskab i årene her på Sydhavsøerne, så om ikke andet, så skal jeg sagtens klare mig, med min daglige gang i stalden, og blandt de mennesker jeg kender der, så får jeg under alle omstændigheder mit behov dækket, og så blandt de venner, som jeg ved, også gerne vil se mig, og som trods alt glæder sig til jeg kommer. Nu lyder det måske som om, jeg slet ikke glæder mig, det gør jeg, men det her er altså nogen af de tanker/følelser, der er dukket op i processen. Vi skrives igen, efter flytning. Opdateret 10. januar 2021