Update om min søgen/on my search!



Min biologiske mor Hildegard Charlotte Weide

Det er ved at være længe siden, jeg har skrevet noget om min søge efter min rødder. Det er der en meget simpel forklaring på. Der er ikke sket noget! Jeg har gjort lidt. Har blandt andet haft en sød dames hjælp i forhold til at prøve at finde ud af mere om mine bedsteforældre i Tyskland, og har også været i forbindelse med lidt mennesker i forhold til min biologiske far – altssammen uden held.

De sagde for 1½ år siden, at de var ved at omlægge arkiverne (med hensyn til mine bedsteforældre) så der var ventetid. Den tid er jo så for længst gået, og det virker som om vi bliver holdt hen. Hende der hjælper mig, har samme erfaring i forhold til andres søgen, og jeg er så sur! Det er bare ikke i orden. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre! Vi har skrevet, ringet, skrevet og ringet og forfra igen og intet sker. Hvor klager man sin nød??

Så er der hele spørgsmålet om min biologiske far. Stadig intet nyt der, udover jeg nu prøver at poste en poster i nogle grupper på facebook, og så må vi se. Nu har jeg lige fået at vide, at der ikke er nogen let vej andet end at tage og indskrænke det og så prøve at ringe rundt. Vi taler mange, mange tusinder, hvis ikke mere. Nu må vi se, det virker helt uoverskueligt og jeg kan ikke se, hvor jeg skal få dels tiden og dels kræfterne til det fra. Men jeg må prøve så godt jeg kan, og så må vi se. Nu har jeg postet de indlæg ihvertfald.

Der er meget mere at sige om emnet og også hele adoptionsdebatten som bliver ved at flyde i mere eller mindre kønne strømme rundt omkring. Det er snart svært at vide, hvad man skal synes om det. Der er lige så mange meninger, som der er adopterede og adoptivfamilier og biologiske forældre. Det der gør det svært er jo, at hver eneste barn og de berørte har en særlig historie og derfor er det som med meget følsomme emner svært at lave generelle regler, hvilket man jo dog er nødt til i systemer.

Look below for the English version:
——————————————————————————————————
Læs resten

Lidt om at søge/A bit about seaching

Som jeg har sagt før, så er jeg noget opgivende omkring hele det her søgeprojekt. Jeg havde sat mit håb til en hjælper, som gør alt hvad hun kan, med den viden, hun har og de kontakter der er. Problemet er manglen på information. Jeg har næsten ingen, og den jeg har, er enten mangelfuld eller direkte forkert, for intet stemmer, eller også stemmer det for godt. Dermed ment, at der er en million (mindst) med samme navn, som min biologiske far.

Så det giver lige så mange muligheder. Fødselsdagen og året som jeg også har, ser ikke ud til at stemme heller, og hvad er chancen så. Selv de erfarne mennesker, og organisationer, der har været involveret er kommet op med ingenting, og jeg begynder at tro, at det ikke er meningen, at jeg skal finde min biologiske far.

Der er dog en mulighed, jeg ikke har prøvet, og som jeg faktisk overvejer og det er en DNA test. Den lyver i det mindste ikke, og så vidt jeg kan se, er det den eneste mulighed, jeg sådan reelt har tilbage. Kommer den så heller ikke op med noget, så tror jeg, at jeg bare dropper det.

Derudover er der hele sagen omkring min biologiske mor. Jeg ved, hvem hun er, og det store linier, men hvad med alle detaljerne – hvem var hun som person, hvad kunne hun lide, hvad med resten af familien – ikke mindst min biologiske mormor, som jo levede til starten af 70’erne. Hvem skal give mig oplysning om hende? Der er kun en, der kan gøre det, og det er min biologiske søster i Berlin.

Spørgsmålet er så, hvad kommer først, og hvad vægter mest (ikke at det er en konkurrence), men alligevel – hensynet til hendes følelser eller mine. Har jeg ret til de oplysninger på trods af hendes ønske om at være i fred, eller? Jo jeg synes jo, det er min ret, at kende min historie/familie, men… det er svært. Lige nu, er jeg mest tilbøjelig til at “kaste håndklædet i ringen” og bare droppe det hele. Selvfølgelig ikke den information, jeg kan få via diverse offentlige arkiver – der ventes på noget så simpelt som dødsattester på mine bedsteforældre stadig. Når de kommer, så er der udfyldt et hul mere, men det er godt nok en langhåret affære.

Jeg hører gerne dine tanker omkring det.

In English:

As I’ve said before, I’m sort of giving up on the whole searching project. I had put my hopes in a helper, who is doing everything she can, with the knowledge, and contacts she’s got. The problem is the lack of information. I hardly have any and the one I got is limited or incorrect, as nothing seems to fit or fitting too well. Meaning there is a million (at least) with the same name as my biological dad.

So that gives me at least as many possibilities. The birthday and year dosen’t seem to be right either
and what are the chances then. Even the proffessional people and organisations, I’ve been in touch with has come up empty and I’m starting to think, I’m not meant to find my biological dad.

There is one possibility I haven’t tried and which I’m contemplating at the moment, and that’s a DNA test. It’s not going to lie at least, and as far as I can see, it’s the only possibility I really have left. If it comes up with nothing, I think I’m just going to leave it.

Then there is the whole business about my biological mother. I know who she is and the overall picture but what about all the details – who was she as a person, what did she like, what about the rest of the family not least my biological grandmother, who lived til the beginning of the 70’s. Who is going to give me information about her? There is only one who can, and that’s my biological sister in Berlin.

The question is, what weighs in the most (not that it’s a competition), but still – the consideration for her feelings or mine? Am I intiteled to these informations inspite her wish to be left alone or? Yes I think it’s my right to know my history/family, but…. it’s difficult. Right now I’m more for just “throwing in the towel” and drop the whole thing. Of course not the information, I can get through the official archives – still waiting for something as simple as deathcertificates on my grandparents. When they arrive it’ll be another hole filled out, but it’s a “hairy” affaire.

I’d like to hear your thoughts on the matter.

I spændt venten og nu med ny blender

IMG_4357opt2_Berlin_240512
Synes det var passende med et foto fra Berlinturen her. Det er selvfølgelig den sorte skulptur, der er målet med foto, men spørg mig ikke lige nu, hvad den hedder. Hvis du ved, må du gerne fortælle, for jeg har lige prøvet at finde, uden held. Det er taget 24. maj 2012

Som jeg fortalte forleden, så har jeg fået kontakt til en dejlig dame i det Tyske, der har tilbudt at hjælpe mig, udi min søgen efter mit biologiske ophav. Især på fædrende side, men også i forhold til at få oplysninger om min mors familie, hvilket har vist sig noget svært. Hun har store fordele, for hun kender systemet og sproget ikke mindst. Hun skulle have en fuldmagt og alle de papirer, jeg kunne komme på, kunne være vigtige for hende sendt. To timer scannede jeg dokumenter på biblioteket. Gudskelov havde de en, og jeg kunne scanne til jeg var blå i hovedet. Da jeg var igang, og forlængst havde overskredet den tid, så jeg, at man max. må bruge en time og normalt skal bestille tid. Men siden der ikke var andre, der skulle bruge, fik jeg så frit slag. Dejligt at få gjort.

Nu er det sendt videre, så nu er det bare at vente. Jeg var ikke klar over før jeg så “Sporløs” forleden (tror iøvrigt, det er første gang, jeg ikke har tudet), at der er noget, der hedder “Search Angels” – nu har jeg min helt egen. Det er jeg taknemmelig for i en grad, så jeg dårligt kan udtrykke det. Mere om det senere, når jeg forhåbentlig får nyt om det hele.

Og så fik jeg efter Anjoe‘s gode forslag købt en ny blender i dag. Den ligner denne, men har plasticfod. Så det var et godt forslag, og der var kun få tilbage, så det var heldigt – tak for ideen!

Nu er mit hoved stået helt af, og jeg er mere end flad. Dog går det fremad med svimmelheden heldigvis, så lidt fremskridt er der. God aften.

Endnu en mail sendt afsted

Det snerper sammen med det slægtshalløj nu. Jeg er ved at nå et punkt, hvor jeg ikke rigtig orker mere nu, kan jeg mærke. Det har stået på siden starten af 90’erne, og selvfølgelig har jeg da fået noget at vide, intet om det. Men som i andre sammenhænge, har resultaterne vist været for små i forhold til indsatsen. Det har meget ofte været dårligt nyt, enten fordi, der ingen resultater svar er/var, eller fordi det jeg fik at vide, vitterligen bare ikke var særlig godt.

Idag har jeg sendt endnu en mail afsted i forhold til min søgen efter min biologiske far. Den eneste mulighed, jeg kan se, er at kontakte et TV-program, som har rescourcerne til at søge og måske nogle muligheder, jeg ikke ser, eller ikke har som privatperson. Jeg ved det ikke, men det bliver mit sidste forsøg med hensyn til min biologiske farr. Jeg orker ikke mere, det må jeg indrømme. Selvfølgeilg vil jeg lade hans navn og efterlysning stå her og på mit stamtræ, men jeg sender ikke flere søgninger ud i verden, for jeg tror ikke på det længere. Jeg mistænker simpelthen, at der er noget forkert ved de få oplysninger jeg har. Enten mangler der noget eller også må der være noget andet galt. Så nu må vi se, om jeg overhovedet får svar på den mail, jeg har sendt i dag. Det er jeg lidt spændt på, omend jeg dog ikke nærer de store håb for, at de kan finde ham.

I den biologiske mor afdeling, venter vi stadig på frigivelse af bedsteforældres dødattester. De bliver frigivet næste år. Eller frigivet er måske forkert, men de er ved at omlægge arkiverne og før kan man ikke få dem ihvertfald.

Omend håbet ikke er stort, må der gerne krydses fingre for et resultat af en slags :-)

Gør det af ren og skær kærlighed

Vi har for øjeblikket en heftig debat på Adoption og Samfunds gruppe på Facebook. Årsagen er denne artikel, der fortæller om danske forældre, der i stigende grad ikke vil have børn, der er for gamle, og iøvrigt har “mangler”! Dette være sig formentlig sygdomme, handicaps med mere. De ser adoptivbarnet som en erstatning for det biologiske barn, de ikke selv kan få. Det må så i givet fald være dem, der adoptere fordi, de ikke kan få børn. Det glemmes bare HELT i artiklen, at det langt fra altid er motivationen, og at nogen simpelthen vælger den løsning uagtet, udfra en betragtning om, at det er så mange børn, der trænger for kærlighed og omsorg. Og det skal være udfra den betragtning man gør det hovedsageligt. Man skal ikke være en erstatning for noget som helst uopfyldt behov. Er man det, tror jeg risikoen for skuffelser og frustrationer ligger lige for – og det er nok også det, der sker meget ofte tror jeg. Også selvom ønsket om at give kærliged faktisk var motivet til at starte med.

Men som jeg skrev i gruppen. Adoptivforældre gør ting forkert, de misforstår og sætter forkerte krav og ønsker til deres børn, og har for mange, for få etc. forventninger og alt det her – surprise! Og endnu større surprise – det sker faktisk også for biologiske forældre. Er det så godt eller skidt at være adopteret? Det kan være begge dele. Nogengange er det rigtig godt, og alt er fint, og andre gange går det ad helvede til. Sjovt nok helt som i alle andre familier, er der ikke kun godt, eller kun skidt – der er det hele.

Når det er sagt, så har man ekstra ting i baggagen som adopteret, og det kan give problemer på mange planer. Hvis man oveni har fysiske skavanker også, gør det selvfølgelig tingene endnu mere komplicerede. Så selvfølgelig skal man være rustet til opgaven og VILLE det af hele sit hjerte. Det tror jeg så hele processen inden man overhovedet får barnet sørger for, at det vil man. Kan man sætte spørgsmålstegn ved motiverne – ork ja sagtens! Men vi må gå ud fra, at viljen til en start er der. Om det så er nok på den lange bane, er som med biologiske forældre ikke en given ting.

Hvad tænker du om artiklen?

The answer my friend…..

is blowing in the wind, the answer is blowing in the wind! Den sangtekst og melodi, har kværnet rundt i mit hovede hele morgenen. Jeg har set “Ved du hvem du er?” og igen fulgt en eller anden kendt persons søgen efter røddernes historie. Som altid spændende, omend lige denne her omgang ikke var den mest interessante, jeg har set. Uagtet får udsendelserne mig altid til at tænke over min egen situation udi det her “cirkus”. Underlig betegnelse, men det er, hvad det efterhånden har udviklet sig til føler jeg. Det er næsten ligemeget, hvor jeg vender mig hen, så løber jeg efter meget kort tid panden imod en stor mur. Det er ved at blive trættende nu – meget! Hvis så bare en side af familien ville lykkes, men det lader til de begge skal være mere end besværlige.

Når det så er sagt, tror jeg jo også på, at der er en mening med alting. Så et sted, så får jeg det, jeg skal have og ikke hverken mere eller mindre. Men der er ingen der kan skylde mig for at tage det “liggende “. De fik kamp til stregen de her forfædre og myndigheder ikke mindst. Undervejs prøver jeg dog også at forlige med med, at jeg måske aldrig får de svar/resultater, jeg gerne vil have.

Der hvor jeg nu løber hovedet imod muren i forhold til min biologiske mors familie er, at der før et vist årstal (som mine bedsteforældre selvfølgelig tilhører), simpelthen ikke var nogen registre eller optegnelser i mange tilfælde. Polen var for ikke så mange år siden nærmst et uland. Det kan man godt glemme, men ikke desto mindre. Det gør den side af sagen kompliceret. Hvad jeg kan gøre ved jeg ikke. Skrevet til myndighederne der har jeg gjort, men intet hørt. Så jeg tænker jeg i denne forbindelse, skal prøve at skrive til dels nogen /DanskPolsk foreninger og høre dem, hvad man gør, og dels om nogen kan hjælpe. Ligeledes har jeg haft god erfaring med at skrive til den danske ambassade i Berlin, så jeg har tænkt at prøve samme fremgangsmåde i forhold til Polen.

En ting er at Polen i sig selv er kompliceret, men at Tyskland næsten er lige så bøvlet indimellem, er en anden historie. Jeg har søgt nu i 20 år cirka, og det er endnu ikke lykkedes mig at finde en klart mønster for, hvor man henvender sig. Der er ingen kommunikation instanserne imellem og man bliver skubbet fra den ene til den anden i en vild forvirring. Meget trættende og ikke mindst frustrerende. Det kræver vitterligt udholdenhed og tålmodighed. Rigtig meget! Når det er sagt, hvis man holder ved, så kan man jo være heldig, og det har jeg så også været i nogen tilfælde. Det skal heller ikke lyde helt sort, men let – nej det er det ikke.

Nu er jeg så løbet ind i, at de i Berlin er ved at omlægger arkiverne, hvorfor de ikke kan fortælle mig om de har dødsattesterne på min mormor og morfar, hvad de selvfølgelig må have. Nu skal jeg så lige have skrevet til Ambasaden og forhørt mig, om det vitterligt kan have sin rigtighed, at folk skal vente på oplysninger til 2013, hvor de er færdige med at omlægge. Det kan jeg ikke forstå, det kan.

Med hensyn til min biologiske far, er det samme problematik som altid, og jeg har efterhånden mistet troen på, det nogensinde skal lykkes. Dels er han, hvis han overhovedet lever, meget gammel og dels er det den samme “sang” jeg løber i hver gang. De skal have flere oplysninger. Fint, jeg har bare ikke flere. Nu er en privat velgørenhedsorganisation involveret, og så må vi se. Det er “let nok” at komme op med en Robert Jones på søgemaskinerne, og også en der er født den rigtige dato og år, men der skal noget at holde det op imod – er han sort, var han i militæret i Berlin etc. Ellers er det jo ubrugelig information. Og det er det, der gør det så svært.

Jeg har et fjernsynsprogram, jeg kan skrive til, hvis de stadig modtager. det ville jeg helst undgå, for jeg har intet ønske om den slags publicity, men hvis det kan bringe mig mit svar må det være sådan. Og selvom jeg får skrevet til dem, er det langt fra sikkert, de vil tage min historie eller kan finde ud af noget heller. Men lad os nu se. Men det er status på det lige nu. Så som du kan se, har jeg “et par” mails, der skal skrives udover alt det andet. Fotoet, er fra i går.

Hjælp til søgning ved adoption og andet

Jeg har et nyt link, til hjælp ved søgning af slægtninge/biolgiske forældre/fædre. Det er Familie Internation Frankfurt e.V. Grunden til at jeg har fundet dem, er at min efterforsker som prøvede at hjælpe med at finde min biologiske far, henviste mig til en i Tyskland, som netop er ansat her. Helle ikke hun havde det store held med at finde min far. Efterhånden tror jeg, at enten hans navn eller fødselsdato eller begge er forkert opgivet.

Med hensyn til ham, har jeg dog fået hjælp fra USA, af en gammel barndomsven, der har forbindelserne i orden. For uanset, hvor han er havnet, så skal hans fødsel og eventuelle død jo være registret der. Så der ligger den sag.

Så er der hele delen, der hedder min biolgiske mors familie. Den kender jeg jo heller ikke meget til. Jeg ved, hvad hun hedder, hendes første mænds navn (hun var gift to gange), hendes datter, der er 18 år ældre, og hendes mors navn, og hvornår hun døde. Så der er mange huller at fylde ud. Andre mennesker tager det nok for ret givet, at kunne lave et stamtræ, men som adopteret, bliver det noget af et marerridt. Mine forældres familie, har fine stamtræer, der går meget langt tilbage. Dem har de betalt for at få lavet for snart mange, mange år siden. Men ligemeget, hvordan vi vender og vrider det, er det jo ikke min slægt sådan rigtigt. Det føler jeg slet ikke. Det er nok svært at forstå, men sådan er det. Adopterede kan sikkert bedre forstå mig.

Så nu har jeg kontaktet samme efterforsker, for at høre, hvad det koster, at finde ud af noget om min biologiske familie på mors side. Det er lidt spændende. Men jeg må vente på at høre fra hende, for hun er på ferie. Men er du adopteret fra Tyskland, så synes jeg bestemt, du skal prøve at skrive til dem. Det er jo oftest sådan, at der ikke er noget at tabe ved at skrive. Selvom det koster penge, er det iikke urimelige beløb, der er tale om, men det kan selvfølgelig løbe op efterhånden. Men ved hver forespørgsel, får man en pris.

Linket til sitet, ligger på min side med Adoptionslinks og tips. Den er en af mine hængepartier og sorte samvittighed., for jeg har meget mere information, der skal derop. Det må komme. Jeg kan desværre ikke mere, end jeg gør.

Netværk, søgen og den positive Jantelov

Det med netværk, er faktisk vigtigt. Det ved de fleste af os, men jeg tror faktisk (det er bare en mistanke), at danskerne er meget mindre gode til at bruge det, i forhold til andre folkeslag. Måske du har eksempler på, at dit netværk har hjulpet dig i en given situation?

Her kommer danskernes misundelse og hang til, at man ikke må være bedre end andre nok også ind. Og dermed skal nogen heller ikke have fordele, andre ikke har. Og det er en være gang sludder, for så snart det er dem selv, der har fordelene, så er det pludselig iorden. Jeg kan blive så træt af Janteloven, og kan meget bedre lide den positive af slagsen. Den får du lige med her:

Du skal vide, vi andre regner med dig

Du må indse, at mindst 4-5 mennesker – dine nærmeste, er helt afhængige af dig

Du skal vide, at vi ved, at der er noget godt og værdifuldt i dig som vi har brug for

Du skal vide, at du har nogenle menneskelige egenskaber, som vi holder af
Du skal vide, at vi andre også kender til at føle sig betydningsløs, værdiløs og mistlykket

Du skal vide, at vi vil gøre noget for dig

Du skal vide, at du hører sammen med os

Du skal tro, at dit eget liv og vort samfunds beståen, er meget afhængig af din indsats

Vi – du og jeg – kan løse problemerne i fællesskab

Men helt bortset fra det, så fik jeg netop i forgårs glæde af mit netværk, da det viser sig en meget god ven, formentlig kan hjælpe i min søgen efter min biologiske far. Jeg har mere eller mindre opgivet det, så alt i alt kan jeg kun have stor fordel af det.

Jeg sætter ingen forventninger, for så bliver jeg ikke skuffet. Men spændende, jo det er det altså! Så nu her skal jeg have smidt “en stak” dokumenter afsted, og må vi se. Jeg skal selvflgelig nok holde jer opdateret.

Mail vedr. biologisk far

Jeg har fået mail fra min efterforsker idag. I husker måske, at jeg skulle svare skemaer og sende en masse papirer og sådan.

Det fik jeg endelig gjort, og fik en mail fra hende idag. Ganske som jeg frygtede, så ser hun ikke mange muligheder heller. Hun nævner 2 muligheder, og den ene er bestemt en mulighed, mens den anden ikke er. Det skal hun selvfølgelig ikke have det vilde for, så det gør jeg nok. Jeg skal lade jer vide, om der kommer noget som helst ud af det.

Dilemma

Jeg har før fortalt om min eftersøgning af min biologiske far. Sidste jeg hørte, var at jeg skulle svare på en del spørgsmål og så sende nogle flere papirer afsted. Det har jeg ikke gjort før nu, selvom det er ved at være noget siden. Hvorfor spørger du så? Godt spørgsmål. Jeg blev ved at “hive den i halen” og udskyde det. “Så kan det vel ikke være så vigtigt” – og sådan kan du godt konkludere, men sådan er det ikke.

Jeg tror selv, det handler om, at man ikke orker en skuffelse mere. Jeg har fået så mange døre smækket i hovedet og rendt panden mod den berømte mur så mange gange, at sålænge man intet svar har, har man heller ikke en afvisning. Dertil kommer en følelse af om man skal give op, og om det ikke er dumt at bruge flere ressourcer på det her. Her taler jeg selvfølgelig menneskelige af slagsen. At det også begynder at knibe for mig rent økonomisk, skal ingen hemmelighed være, selvom der langt fra bliver forlangt uhørte beløb, så er det for mig mange penge.

Men nu har jeg så endelig fået sendt mailen, og hun skal så give mig (hendes udspil til at starte med), en vurdering af chancer for oplysninger, så det venter jeg på nu. Jeg har forelagt hende mine dilemmaer, både på den ene og den anden måde. Så må vi se. Jeg har ingen chance for at gå videre selv på den måde.

Jeg håber at kunne finde måder, hvorpå jeg kan finde ud af mere om min biologiske mors familie, som jeg næsten intet kender til heller udover det allermest nødvendige. Jeg skal selvfølgelig holde jer opdaterede.