Gør det af ren og skær kærlighed

Vi har for øjeblikket en heftig debat på Adoption og Samfunds gruppe på Facebook. Årsagen er denne artikel, der fortæller om danske forældre, der i stigende grad ikke vil have børn, der er for gamle, og iøvrigt har “mangler”! Dette være sig formentlig sygdomme, handicaps med mere. De ser adoptivbarnet som en erstatning for det biologiske barn, de ikke selv kan få. Det må så i givet fald være dem, der adoptere fordi, de ikke kan få børn. Det glemmes bare HELT i artiklen, at det langt fra altid er motivationen, og at nogen simpelthen vælger den løsning uagtet, udfra en betragtning om, at det er så mange børn, der trænger for kærlighed og omsorg. Og det skal være udfra den betragtning man gør det hovedsageligt. Man skal ikke være en erstatning for noget som helst uopfyldt behov. Er man det, tror jeg risikoen for skuffelser og frustrationer ligger lige for – og det er nok også det, der sker meget ofte tror jeg. Også selvom ønsket om at give kærliged faktisk var motivet til at starte med.

Men som jeg skrev i gruppen. Adoptivforældre gør ting forkert, de misforstår og sætter forkerte krav og ønsker til deres børn, og har for mange, for få etc. forventninger og alt det her – surprise! Og endnu større surprise – det sker faktisk også for biologiske forældre. Er det så godt eller skidt at være adopteret? Det kan være begge dele. Nogengange er det rigtig godt, og alt er fint, og andre gange går det ad helvede til. Sjovt nok helt som i alle andre familier, er der ikke kun godt, eller kun skidt – der er det hele.

Når det er sagt, så har man ekstra ting i baggagen som adopteret, og det kan give problemer på mange planer. Hvis man oveni har fysiske skavanker også, gør det selvfølgelig tingene endnu mere komplicerede. Så selvfølgelig skal man være rustet til opgaven og VILLE det af hele sit hjerte. Det tror jeg så hele processen inden man overhovedet får barnet sørger for, at det vil man. Kan man sætte spørgsmålstegn ved motiverne – ork ja sagtens! Men vi må gå ud fra, at viljen til en start er der. Om det så er nok på den lange bane, er som med biologiske forældre ikke en given ting.

Hvad tænker du om artiklen?

The answer my friend…..

is blowing in the wind, the answer is blowing in the wind! Den sangtekst og melodi, har kværnet rundt i mit hovede hele morgenen. Jeg har set “Ved du hvem du er?” og igen fulgt en eller anden kendt persons søgen efter røddernes historie. Som altid spændende, omend lige denne her omgang ikke var den mest interessante, jeg har set. Uagtet får udsendelserne mig altid til at tænke over min egen situation udi det her “cirkus”. Underlig betegnelse, men det er, hvad det efterhånden har udviklet sig til føler jeg. Det er næsten ligemeget, hvor jeg vender mig hen, så løber jeg efter meget kort tid panden imod en stor mur. Det er ved at blive trættende nu – meget! Hvis så bare en side af familien ville lykkes, men det lader til de begge skal være mere end besværlige.

Når det så er sagt, tror jeg jo også på, at der er en mening med alting. Så et sted, så får jeg det, jeg skal have og ikke hverken mere eller mindre. Men der er ingen der kan skylde mig for at tage det “liggende “. De fik kamp til stregen de her forfædre og myndigheder ikke mindst. Undervejs prøver jeg dog også at forlige med med, at jeg måske aldrig får de svar/resultater, jeg gerne vil have.

Der hvor jeg nu løber hovedet imod muren i forhold til min biologiske mors familie er, at der før et vist årstal (som mine bedsteforældre selvfølgelig tilhører), simpelthen ikke var nogen registre eller optegnelser i mange tilfælde. Polen var for ikke så mange år siden nærmst et uland. Det kan man godt glemme, men ikke desto mindre. Det gør den side af sagen kompliceret. Hvad jeg kan gøre ved jeg ikke. Skrevet til myndighederne der har jeg gjort, men intet hørt. Så jeg tænker jeg i denne forbindelse, skal prøve at skrive til dels nogen /DanskPolsk foreninger og høre dem, hvad man gør, og dels om nogen kan hjælpe. Ligeledes har jeg haft god erfaring med at skrive til den danske ambassade i Berlin, så jeg har tænkt at prøve samme fremgangsmåde i forhold til Polen.

En ting er at Polen i sig selv er kompliceret, men at Tyskland næsten er lige så bøvlet indimellem, er en anden historie. Jeg har søgt nu i 20 år cirka, og det er endnu ikke lykkedes mig at finde en klart mønster for, hvor man henvender sig. Der er ingen kommunikation instanserne imellem og man bliver skubbet fra den ene til den anden i en vild forvirring. Meget trættende og ikke mindst frustrerende. Det kræver vitterligt udholdenhed og tålmodighed. Rigtig meget! Når det er sagt, hvis man holder ved, så kan man jo være heldig, og det har jeg så også været i nogen tilfælde. Det skal heller ikke lyde helt sort, men let – nej det er det ikke.

Nu er jeg så løbet ind i, at de i Berlin er ved at omlægger arkiverne, hvorfor de ikke kan fortælle mig om de har dødsattesterne på min mormor og morfar, hvad de selvfølgelig må have. Nu skal jeg så lige have skrevet til Ambasaden og forhørt mig, om det vitterligt kan have sin rigtighed, at folk skal vente på oplysninger til 2013, hvor de er færdige med at omlægge. Det kan jeg ikke forstå, det kan.

Med hensyn til min biologiske far, er det samme problematik som altid, og jeg har efterhånden mistet troen på, det nogensinde skal lykkes. Dels er han, hvis han overhovedet lever, meget gammel og dels er det den samme “sang” jeg løber i hver gang. De skal have flere oplysninger. Fint, jeg har bare ikke flere. Nu er en privat velgørenhedsorganisation involveret, og så må vi se. Det er “let nok” at komme op med en Robert Jones på søgemaskinerne, og også en der er født den rigtige dato og år, men der skal noget at holde det op imod – er han sort, var han i militæret i Berlin etc. Ellers er det jo ubrugelig information. Og det er det, der gør det så svært.

Jeg har et fjernsynsprogram, jeg kan skrive til, hvis de stadig modtager. det ville jeg helst undgå, for jeg har intet ønske om den slags publicity, men hvis det kan bringe mig mit svar må det være sådan. Og selvom jeg får skrevet til dem, er det langt fra sikkert, de vil tage min historie eller kan finde ud af noget heller. Men lad os nu se. Men det er status på det lige nu. Så som du kan se, har jeg “et par” mails, der skal skrives udover alt det andet. Fotoet, er fra i går.

Hjælp til søgning ved adoption og andet

Jeg har et nyt link, til hjælp ved søgning af slægtninge/biolgiske forældre/fædre. Det er Familie Internation Frankfurt e.V. Grunden til at jeg har fundet dem, er at min efterforsker som prøvede at hjælpe med at finde min biologiske far, henviste mig til en i Tyskland, som netop er ansat her. Helle ikke hun havde det store held med at finde min far. Efterhånden tror jeg, at enten hans navn eller fødselsdato eller begge er forkert opgivet.

Med hensyn til ham, har jeg dog fået hjælp fra USA, af en gammel barndomsven, der har forbindelserne i orden. For uanset, hvor han er havnet, så skal hans fødsel og eventuelle død jo være registret der. Så der ligger den sag.

Så er der hele delen, der hedder min biolgiske mors familie. Den kender jeg jo heller ikke meget til. Jeg ved, hvad hun hedder, hendes første mænds navn (hun var gift to gange), hendes datter, der er 18 år ældre, og hendes mors navn, og hvornår hun døde. Så der er mange huller at fylde ud. Andre mennesker tager det nok for ret givet, at kunne lave et stamtræ, men som adopteret, bliver det noget af et marerridt. Mine forældres familie, har fine stamtræer, der går meget langt tilbage. Dem har de betalt for at få lavet for snart mange, mange år siden. Men ligemeget, hvordan vi vender og vrider det, er det jo ikke min slægt sådan rigtigt. Det føler jeg slet ikke. Det er nok svært at forstå, men sådan er det. Adopterede kan sikkert bedre forstå mig.

Så nu har jeg kontaktet samme efterforsker, for at høre, hvad det koster, at finde ud af noget om min biologiske familie på mors side. Det er lidt spændende. Men jeg må vente på at høre fra hende, for hun er på ferie. Men er du adopteret fra Tyskland, så synes jeg bestemt, du skal prøve at skrive til dem. Det er jo oftest sådan, at der ikke er noget at tabe ved at skrive. Selvom det koster penge, er det iikke urimelige beløb, der er tale om, men det kan selvfølgelig løbe op efterhånden. Men ved hver forespørgsel, får man en pris.

Linket til sitet, ligger på min side med Adoptionslinks og tips. Den er en af mine hængepartier og sorte samvittighed., for jeg har meget mere information, der skal derop. Det må komme. Jeg kan desværre ikke mere, end jeg gør.

Netværk, søgen og den positive Jantelov

Det med netværk, er faktisk vigtigt. Det ved de fleste af os, men jeg tror faktisk (det er bare en mistanke), at danskerne er meget mindre gode til at bruge det, i forhold til andre folkeslag. Måske du har eksempler på, at dit netværk har hjulpet dig i en given situation?

Her kommer danskernes misundelse og hang til, at man ikke må være bedre end andre nok også ind. Og dermed skal nogen heller ikke have fordele, andre ikke har. Og det er en være gang sludder, for så snart det er dem selv, der har fordelene, så er det pludselig iorden. Jeg kan blive så træt af Janteloven, og kan meget bedre lide den positive af slagsen. Den får du lige med her:

Du skal vide, vi andre regner med dig

Du må indse, at mindst 4-5 mennesker – dine nærmeste, er helt afhængige af dig

Du skal vide, at vi ved, at der er noget godt og værdifuldt i dig som vi har brug for

Du skal vide, at du har nogenle menneskelige egenskaber, som vi holder af
Du skal vide, at vi andre også kender til at føle sig betydningsløs, værdiløs og mistlykket

Du skal vide, at vi vil gøre noget for dig

Du skal vide, at du hører sammen med os

Du skal tro, at dit eget liv og vort samfunds beståen, er meget afhængig af din indsats

Vi – du og jeg – kan løse problemerne i fællesskab

Men helt bortset fra det, så fik jeg netop i forgårs glæde af mit netværk, da det viser sig en meget god ven, formentlig kan hjælpe i min søgen efter min biologiske far. Jeg har mere eller mindre opgivet det, så alt i alt kan jeg kun have stor fordel af det.

Jeg sætter ingen forventninger, for så bliver jeg ikke skuffet. Men spændende, jo det er det altså! Så nu her skal jeg have smidt “en stak” dokumenter afsted, og må vi se. Jeg skal selvflgelig nok holde jer opdateret.

Mail vedr. biologisk far

Jeg har fået mail fra min efterforsker idag. I husker måske, at jeg skulle svare skemaer og sende en masse papirer og sådan.

Det fik jeg endelig gjort, og fik en mail fra hende idag. Ganske som jeg frygtede, så ser hun ikke mange muligheder heller. Hun nævner 2 muligheder, og den ene er bestemt en mulighed, mens den anden ikke er. Det skal hun selvfølgelig ikke have det vilde for, så det gør jeg nok. Jeg skal lade jer vide, om der kommer noget som helst ud af det.

Dilemma

Jeg har før fortalt om min eftersøgning af min biologiske far. Sidste jeg hørte, var at jeg skulle svare på en del spørgsmål og så sende nogle flere papirer afsted. Det har jeg ikke gjort før nu, selvom det er ved at være noget siden. Hvorfor spørger du så? Godt spørgsmål. Jeg blev ved at “hive den i halen” og udskyde det. “Så kan det vel ikke være så vigtigt” – og sådan kan du godt konkludere, men sådan er det ikke.

Jeg tror selv, det handler om, at man ikke orker en skuffelse mere. Jeg har fået så mange døre smækket i hovedet og rendt panden mod den berømte mur så mange gange, at sålænge man intet svar har, har man heller ikke en afvisning. Dertil kommer en følelse af om man skal give op, og om det ikke er dumt at bruge flere ressourcer på det her. Her taler jeg selvfølgelig menneskelige af slagsen. At det også begynder at knibe for mig rent økonomisk, skal ingen hemmelighed være, selvom der langt fra bliver forlangt uhørte beløb, så er det for mig mange penge.

Men nu har jeg så endelig fået sendt mailen, og hun skal så give mig (hendes udspil til at starte med), en vurdering af chancer for oplysninger, så det venter jeg på nu. Jeg har forelagt hende mine dilemmaer, både på den ene og den anden måde. Så må vi se. Jeg har ingen chance for at gå videre selv på den måde.

Jeg håber at kunne finde måder, hvorpå jeg kan finde ud af mere om min biologiske mors familie, som jeg næsten intet kender til heller udover det allermest nødvendige. Jeg skal selvfølgelig holde jer opdaterede.

Update – det er lige før nu

For snart noget siden, fortalte jeg, at jeg har fået hjælp til at prøve, at finde min biologiske far i USA. Indtil nu er det ikke lykkedes. Min Detektiv meldte tilbage, at hun havde fundet to mænd født på den dato. Den ene er hvid som sne, så det er af gode grunde ikke ham. Så er der en tilbage, og ham ved vi ikike, hvad er endnu.

Jeg regnede ikke med, at hun ville komme tilbage til mig SÅ hurtigt som hun gjorde, men det var fint nok. Problemet var, at pengene jo som bekendt ikke hænger på træer, når man er på pension, så derfor havde jeg ikke lige pengene der, og så var det Jul. Så jeg udsatte indtil idag at sende pengene. Det der så sker, er at jeg får nogen informationer af hende, som jeg så lige skal følge op på. Der er risiko for, at det IKKE er min biologiske far. Hun mistænker fødselsdata er forkert, men lad os nu se. Er det ikke ham, så ved jeg ikke, for jeg har ikke flere ledetråde at gå efter. Hvis det er ham, så er han afgået ved døden, men der er forhåbentlig noget familie, jeg så kan “hive fat i”. Uanset så håber jeg, at det er ham. Fingers crossed please!

Så du iøvrigt “Sporløs” den 29. december (klik in på sitet og se udsendelsen ellers)? Det handlede om Michael, der netop fandt sin far i USA. Det var meget bevægende for mig at se.

I søgen efter ….

Som jeg fortalte for snart noget siden, har jeg kontaktet en professionel til at prøve at finde min biologiske far. I sidste uge skrev jeg til hende, for at høre, om der var nogen fremgang. Desværre viste det sig, at der var gået koks i mail kommunikationen, og hun var ikke gået igang!

Så fulgte sending af mails igen og sidst skrev hun, om jeg ville kontakte hende pr. telefon. Det gjorde jeg selvfølgelig. Desværre mistænker hun, at den fødselsdato, jeg har på min biologiske far ikke er korrekt.

Der er to mænd født på den dato, og de er begge hvide som sne. Så det hænger ikke sammen. Den ene var hun helt 300% på, og den anden ville hun så tjekke igen og løber vi panden imod en mur der, er der vist ikke meget at gøre. Han hedder Robert Jones. Prøv at forestille jer, hvor mange der er af dem – også selvom vi indskrænker søgningen til militæret. Men hun vender tilbage, og kan det ikke lykkes skal det så være sådan.

En mail er sendt

Jeg fortalte for noget siden, om det med at søge sine rødder. I den søgen, jeg har igang efter min biologiske far, har jeg idag sendt en mail til Ariel Bruce, for at hører nærmere – ikke mindst pris, for en sådan finder jeg ikke på hendes hjemmeside. Så jeg venter spændt på svar!

Looking for dad – Ariel Bruce

Jeg er ved at få en fornemmelse af, at der er muligheder derude, som langt fra var der, da jeg sidst søgte efter min biologiske far. Idag fik jeg nyt håb, i form af et program på Zone Reality – Looking for dad, hvor vi i dette afsnit følger to søstre, hvis mor har afskåret dem fra faderen, og hvor de først tilfældigt omkring førskolealderen opdager, at moderens nye mand ikke er deres biologiske far (alle fotos med den biologiske far er fjernet og skåret væk). Hvorfor moderen har afskåret ungerne på den måde får vi selvfølgelig ikke at vide i detaljer, men hun har også beholdt viden om, at faderen 5 år før denne søgen faktisk har prøvet at kontakte pigerne gennem en onkel. Og der var pigerne voksne. Hovedsageligt fremgår det, at hun ikke mente pigerne var modne nok. Det var bare ikke hendes beslutnning at tage. Det skulle pigerne selv have vurderet. At hendes motiver er, at hun ikke vil se sine piger såret er klart nok, men lige så klart, at hun forståeligt, har et “horn i siden” på faderen, som hun siger, hun ikke har forhindret i at se pigerne. Det kommer dog også frem, at skylden er hans, hvis den skal placeres. Men hun skulle have fortalt pigerne om deres far før, og havde ladet dem dømme selv, langt før. Det viser sig nemlig at de får et supergodt møde og en dejlig kontakt, og at det føles som den far, de mistede og at han har fortrudt sine handlinger. I den slas situationer, skal man lade tvivlen kommer “sigtede” tilgode. Det var dejligt at se, hvor glade Gemma og Kim og deres far var.

Vi fulgte også Tara, hvis far var fra Gambia, og han havde forladt hendes mor, men kendte også til hende, og det gør hele hans familie tilsyneladende. Der er masser af fotos af et lykkeligt par, men på trods af det, og at Tara’s mor aldrig har talt dårligt om faderen Henry, forsvandt han altså. Han bliver lokaliseret, men ved første udsendelses slut, har de endnu ikke mødt hinanden. Jeg glæder mig til næste udsendelse, hvor vi også skal følge to brødres søgen efter deres far. Til hjælp med søgen, er en dame, der hedder Ariel Bruce, der har haft stor success med søgen efter familiemedlemmer over hele kloden. Både børn, der “bare” mangler den ene forældre p.g.a. skilsmisse og adoptionssager på forældre og børns side, tager hun. Så nu kan I jo selv gætte, hvem jeg skal skrive til…. Hvis du søger, var hun måske også værd at prøve. Jeg har ingen information om priser og den slags, men det er jo det, jeg først vil skrive og høre hende om.

Som sagt før, søger du også, så lad mig endelig høre fra dig. Især hvis du er adopteret fra Tyskland.