Update – det er lige før nu


For snart noget siden, fortalte jeg, at jeg har fået hjælp til at prøve, at finde min biologiske far i USA. Indtil nu er det ikke lykkedes. Min Detektiv meldte tilbage, at hun havde fundet to mænd født på den dato. Den ene er hvid som sne, så det er af gode grunde ikke ham. Så er der en tilbage, og ham ved vi ikike, hvad er endnu.

Jeg regnede ikke med, at hun ville komme tilbage til mig SÅ hurtigt som hun gjorde, men det var fint nok. Problemet var, at pengene jo som bekendt ikke hænger på træer, når man er på pension, så derfor havde jeg ikke lige pengene der, og så var det Jul. Så jeg udsatte indtil idag at sende pengene. Det der så sker, er at jeg får nogen informationer af hende, som jeg så lige skal følge op på. Der er risiko for, at det IKKE er min biologiske far. Hun mistænker fødselsdata er forkert, men lad os nu se. Er det ikke ham, så ved jeg ikke, for jeg har ikke flere ledetråde at gå efter. Hvis det er ham, så er han afgået ved døden, men der er forhåbentlig noget familie, jeg så kan “hive fat i”. Uanset så håber jeg, at det er ham. Fingers crossed please!

Så du iøvrigt “Sporløs” den 29. december (klik in på sitet og se udsendelsen ellers)? Det handlede om Michael, der netop fandt sin far i USA. Det var meget bevægende for mig at se.

I søgen efter ….

Som jeg fortalte for snart noget siden, har jeg kontaktet en professionel til at prøve at finde min biologiske far. I sidste uge skrev jeg til hende, for at høre, om der var nogen fremgang. Desværre viste det sig, at der var gået koks i mail kommunikationen, og hun var ikke gået igang!

Så fulgte sending af mails igen og sidst skrev hun, om jeg ville kontakte hende pr. telefon. Det gjorde jeg selvfølgelig. Desværre mistænker hun, at den fødselsdato, jeg har på min biologiske far ikke er korrekt.

Der er to mænd født på den dato, og de er begge hvide som sne. Så det hænger ikke sammen. Den ene var hun helt 300% på, og den anden ville hun så tjekke igen og løber vi panden imod en mur der, er der vist ikke meget at gøre. Han hedder Robert Jones. Prøv at forestille jer, hvor mange der er af dem – også selvom vi indskrænker søgningen til militæret. Men hun vender tilbage, og kan det ikke lykkes skal det så være sådan.

En mail er sendt

Jeg fortalte for noget siden, om det med at søge sine rødder. I den søgen, jeg har igang efter min biologiske far, har jeg idag sendt en mail til Ariel Bruce, for at hører nærmere – ikke mindst pris, for en sådan finder jeg ikke på hendes hjemmeside. Så jeg venter spændt på svar!

Looking for dad – Ariel Bruce

Jeg er ved at få en fornemmelse af, at der er muligheder derude, som langt fra var der, da jeg sidst søgte efter min biologiske far. Idag fik jeg nyt håb, i form af et program på Zone Reality – Looking for dad, hvor vi i dette afsnit følger to søstre, hvis mor har afskåret dem fra faderen, og hvor de først tilfældigt omkring førskolealderen opdager, at moderens nye mand ikke er deres biologiske far (alle fotos med den biologiske far er fjernet og skåret væk). Hvorfor moderen har afskåret ungerne på den måde får vi selvfølgelig ikke at vide i detaljer, men hun har også beholdt viden om, at faderen 5 år før denne søgen faktisk har prøvet at kontakte pigerne gennem en onkel. Og der var pigerne voksne. Hovedsageligt fremgår det, at hun ikke mente pigerne var modne nok. Det var bare ikke hendes beslutnning at tage. Det skulle pigerne selv have vurderet. At hendes motiver er, at hun ikke vil se sine piger såret er klart nok, men lige så klart, at hun forståeligt, har et “horn i siden” på faderen, som hun siger, hun ikke har forhindret i at se pigerne. Det kommer dog også frem, at skylden er hans, hvis den skal placeres. Men hun skulle have fortalt pigerne om deres far før, og havde ladet dem dømme selv, langt før. Det viser sig nemlig at de får et supergodt møde og en dejlig kontakt, og at det føles som den far, de mistede og at han har fortrudt sine handlinger. I den slas situationer, skal man lade tvivlen kommer “sigtede” tilgode. Det var dejligt at se, hvor glade Gemma og Kim og deres far var.

Vi fulgte også Tara, hvis far var fra Gambia, og han havde forladt hendes mor, men kendte også til hende, og det gør hele hans familie tilsyneladende. Der er masser af fotos af et lykkeligt par, men på trods af det, og at Tara’s mor aldrig har talt dårligt om faderen Henry, forsvandt han altså. Han bliver lokaliseret, men ved første udsendelses slut, har de endnu ikke mødt hinanden. Jeg glæder mig til næste udsendelse, hvor vi også skal følge to brødres søgen efter deres far. Til hjælp med søgen, er en dame, der hedder Ariel Bruce, der har haft stor success med søgen efter familiemedlemmer over hele kloden. Både børn, der “bare” mangler den ene forældre p.g.a. skilsmisse og adoptionssager på forældre og børns side, tager hun. Så nu kan I jo selv gætte, hvem jeg skal skrive til…. Hvis du søger, var hun måske også værd at prøve. Jeg har ingen information om priser og den slags, men det er jo det, jeg først vil skrive og høre hende om.

Som sagt før, søger du også, så lad mig endelig høre fra dig. Især hvis du er adopteret fra Tyskland.

Ved du, hvem du er?


Øverste min biologiske mor, jeg selv og min halvsøster, der er 18 år ældre end jeg

Som jeg fortalte forleden dag, så ser jeg nogen udsendelser på Zone Reality, der hedder “Who do you think you are?“, og det er uhørt spændende at følge. Nogen mere end andre vil jeg så sige, men sådan er det. Engelske kendte følger deres slægt baglæns og finder familiens historie.

Grunden til, at jeg måske føler dette ekstra interessant, er min baggrund som adopteret. Mange adopterede vil kunne fortælle samme facination af familiehistorie og aner, som denne. Dette skyldes, at det jo for rigtig mange af os – måske endda hovedparten ikke er nogen selvfølge, at kende sin familiehistorie. Du vil måske sige, at det gør jeg da, i og med, at jeg kender min adopterede families historie (den er er nemlig velbeskrevet på begge sider), men nej tværtimod, gør den mig bare ked af det, for det ÉR jo ikke min historie! Jeg kunne få kuldegys og brækfornemmelser, når min far bragte slægtsbogen på bane. Jeg synes et sted, det var facinerende, men ønskede jo min sandhed og baggrund.

I mange år forstod mine forældre ikke min søgen efter min baggrund og blev meget kede af det. Senere i livet forstod de det heldigvis godt, og støttede mig i det og spurgte ind til det, og vidste at det overhovedet ikke har eller havde noget at gøre med, hvordan jeg føler og følte overfor dem.

Jeg har fundet noget baggrund, men ikke meget og mest om min biologiske mor, som er død for mange, mange år siden (2 år efter min fødsel), så jeg kan ikke spørge hende. Det var en lang sej kamp, at hiiiive de oplysninger ud af myndighederne dengang, men jeg var heldig, for jeg fik nogen dokumenter i sidste øjeblik (bl.a. min mors obduktionsrapport), som ellers ville være blevet smidt ud/destrueret. Så godt nok, at jeg blev ved og ved. Jeg mangler dog meget i, at kunne sige, at jeg kender mine rødder og jeg vil gerne vide mere. Det er hårdt og det er krævende og efter jeg tog en stor tur i sin tid, har jeg holdt en meget, meget lang pause i det. Både fordi jeg ikke har orket p.g.a personlige kriser, sygdom, flytning og meget mere, men også fordi man bliver mæt og fyldt op af det, og får nok og MÃ… have pauser. Denne er så blevet længere end planlagt.

De her udsendelser forleden gav mig blod på tanden igen. Nu må jeg se, hvor meget mere jeg kan finde ud af. Jeg har kun et link til min mor, som er tysk. Det er min halvsøster, der er 18 år ældre end jeg. Hun har ikke ønsket kontakt, og det er der jo ikke at gøre ved. Det store spørgsmål er, om jeg nu 15 år efter første brev ca. kan tillade mig at prøve at skrive hende igen og spørge til vores fælles mormor/morfar og bagud? Ellers ved jeg godt nok ikke, hvordan jeg lige skal gribe det an, men det finder jeg nok ud af. Jeg sad og ledte efter brugbare links forleden og fandt nogen rigtig gode. Jeg skal nok dele dem med jer, når jeg får lidt mere overblik over dem. Jeg laver en side omkring adoption og søgning senere, og skal selvfølgelig nok sige til, når jeg har noget brugbart på banen.

Jeg står med en endnu større opgave i det med at finde oplysninger om min biologiske far. Han har desværre et uhyggeligt almindeligt navn, og det er som at grave efter en nål i 100 høstakke. Jeg søgte på et site forleden og der kom een frem, der kunne være ham, og som er født samme dag. Er det ham, er han død i 1999, men bare det at finde frem til ham og evt. familie den vej ville være stort. Jeg skal lade jer vide, hvordan det går. Og inden jeg får forslag om at skrive til Sporløs, vil jeg lige sige, at det har jeg gjort, men er blevet valgt fra hver gang :(

Kender du dine rødder? Hvis ikke, er det så noget du har gjort noget ved? Har du en spændende familiehistorie? Fortæl endelig :) Du er måske også adopteret fra Tyskland og har lyst til at dele din historie? Vi er ikke så mange (men måske flere end man skulle tro), så du kan enten få gæstelogin her og skrive dit eget indlæg eller skrive som en kommentar her. Jeg vil meget gerne hører fra jer.

Jeg laver en side kun til dette projekt, så følg med der. Siden ligger i min sidebar allerede, men der er ikke så meget på den endnu, men har du lyst at dele din historie, så gør det som en kommentar derovre, hvis du er adopteret som jeg. Alle I andre hører jeg selvfølgelig også gerne fra her og alle må da meget gerne smide en hilsen her.

Den manglende brik

Jeg har lige set “Sporløs“! Som altid blev jeg utrolig berørt over at se den. For folk der ikke selv har prøvet det, kan det virke som en meget stærk reaktion, når de finder deres mor el. far (er det som regel), og være utrolig svært at forstå behovet.

Det er lige præcis en af de ting, som man nok skal have prøvet sådan rigtig selv, for at forstå til fulde. Selvom nogen godt kan forstå det. Idag var det en utrolig dejlig pige, der fandt sin far i Australien. Hun kommer i “Aftenshowet” imorgen. Som hun sagde, hun fandt den manglende brik i sit livs puslespil, og det var utroligt nu at møde en, hvor hun kunne se en masse fællestræk. Det med fællestræk, er utroligt. Også jeg har manglende brikker i mit liv. Eller d.v.s. det havde jeg, nu er der en mindre.

Som de det måske vides, er jeg adopteret. For snart mange år siden nu, begyndte jeg en søgen efter mit biologiske ophav. Og jeg fandt min biologiske mor, og en biologisk søster. Min biologiske mor var død forængst, så hende var der ingen chance for at møde. Den biologiske søster havde ikke lyst til kontakt, men var sød at sende billeder af vores mor og sig selv. Og ligheden var slående! Og det i sig selv, var fantatisk. Det er jo noget, adoptivbørn ikke oplever ellers – at ligne nogen. Så bare at få de billeder var dejlig, omend der jo var mange, mange ubesvarede spørgsmål. Jeg havde stillet en del af dem til min biologiske søster, men hun kunne af flere årsager ikke svare på dem. Og så lå den ligesom der.

Min biologiske far, har et utroligt almindeligt navn. Han er amerikaner, og var i millitæret i Tyskland. Med kun et navn og en fødselsdato og år, er det nærmest umuligt at finde ham med så almindeligt et navn. Og tro nu endelig ikke, at de amerikanske myndigheder gør spor for at hjælpe. For det første gør de ikke det, og for det andet, er deres systemer ikke gearet til det. De få, hvor der har været kontakt, har det været “dead end”. Jeg har haft et bureau til at prøve at finde ham – de gav op. Det kostede mig tæt på 3.000,- kr. og det var da jeg arbejdede. Så det var ligesom det. Jeg har skam også skrevet til “Sporløs”, men blev ikke udvalgt, og de er jo heller ikke dumme. De kan også godt se det håbløse i opgaven. Nu har jeg een ide tilbage, men om jeg gør det ved jeg ikke. Det er ikke så vigtigt for mig mere, men det kunne da være sjovt, helt sikkert. Man når jo til et punkt, hvor man bare accepterer at sådan er det.

Til andre der vil søge deres ophav. Gør det for alt i verden, men gør op med dig selv, at du vil have sandheden fremfor uvished. Det er ikke nødvendigvis gode ting, du finder, når du sådan begynder at “grave i fortiden”, og det er langt fra at være sikkert, at den anden ende ønsker kontakt. Er du afklaret med det, så gør det endelig.

Men jeg kan da ikke sige mig fri – jeg ville da gerne det var mig, der havde fundet min biologiske far, når jeg ser en udsendelse som iaften….