Et år siden i dagI

I dag er det et år siden, jeg sagde farvel til min far på Gentofte Hospital. Det var underligt,men samtidig, var det også afslutning på flere års bekymring og evig ængstelse for, hvad der skete næste gang. For var der noget, der var sikkert, så var det, at der blev en næste gang. Det var kun et spørgsmål om, hvornår.

Til sidst nåede vi enden,hvor der ikke kom nogen næste gang. I starten var det svært at forholde sig til, for jeg ihvertfald troede langt henad vejen, at det “bare” var endnu en krise og så kom far sig igen, igen. Det gjorde han ikke. Og så var det om ikke et chock, så ihvertfald trist. For samtidig med, at vi var helt realtistiske, så bliver man jo aldrig parat til sådan at sige farvel. Men der var ikke noget at gøre, det skulle vi.

Det har været en stor trøst, at jeg var der og sad hos far, da han gik bort. Det nåede jeg ikke med min mor, fordi jeg på det tidspunkt boede langt væk. Men da var min søster og far hos hende. Da far døde, var der kun mig. Og det var så fredeligt som det kan være. Og det er jeg glad for. Han sov stille ind.

På denne dag, vil jeg sige, at jeg selvfølgelig tænker meget på min far, men jeg er ikke som sådan ked af det. Det kunne ikke være anderledes, og vi havde allerede haft ham “til låns” længe. Han skal have tak for alt, han gjorde, og jeg håber, han er glad for, hvordan hans døtre er kommet i vej, når han sidder deroppe og kigger ned.

En sorgens dag

Ingen direkte relation til artiklen, men bare et stemningsfuldt foto fra Vestre Kirkegård for illustration

Dagen i dag, har ikke ligefrem været en favoritdag på nogen måde. Jeg kunne starte dagen med at blive mindet om et dødsfald, der gjorde ufatteligt stort indtryk på mig i sin tid. Nemlig Prinsesse Diana’s! Mange, hvis ikke de fleste, over en vis alder, kan nok huske, hvad de lavede, da de fandt ud af det. Jeg var hjemme, og jeg tror det var en søndag faktisk. Men jeg ved ihvertfald, at jeg tilbragte hele dagen foran fjernsynet. Dybt rystet. Netop i dag er det 20 år siden.

Så kunne jeg tage turen til Herlev Hospital for nogle undersøgelser og blodprøver. Heller ikke det sjoveste, og så er det ikke slut endnu. Derefter gik turen hjemover, bare for at skifte tøj.

Så kunne jeg mødes med søde hestevenner, og vi kunne tage turen til bisættelse. Det er aldrig sjovt, men der er nu forskel på det alligevel. I det her tilfælde, var det et meget pludseligt og tragisk dødsfald. Det var svært, men heldigvis var vi mange til at støtte hinanden i en svær stund og det var dejligt, at der var så mange der var mødt op. Og der var så mange smukke blomster, der fulgte vores ven på vej. Bagefter var vi samlet til lidt til ganen, og en snak. Det er altid rart.

I morgen ser jeg heldigvis flere af de samme dejlige mennesker igen, når jeg skal i stalden. Kickerkys bliver ekstra værdsat i morgen og jeg vil sætte ekstra pris på alle de dejlige venner, jeg har dernede. For var der noget, der viste os, at det skal man huske, var det dette helt uventede dødsfald. Jeg varmer mig ved, at vores ven er taget i forvejen og passer godt på alle vores firbenede venner deroppe, og at jeg forhåbentlig ser ham igen engang. R.I.P.

10 år siden i dag

IMG_5287opt2_HellerupKirkegaard
Mors gravsted Julen 2011

Idag er det 10 år siden, jeg mistede min elskede mor! Det er egentlig en dag, jeg helst vil glemme, men det kan man aldrig, så….Dagen som sådan, var helt forfærdelig og tiden i lang, lang tid efter lå i sådant et skær af fuldstændig uvirkelighed. Jeg husker intet overhovedet fra bisættelsen, andet end at jeg græd, og græd. Ved at præstens tale var god, men jeg husker ikke et ord af den. Kirken var fuld og jeg ved, jeg ønskede at vi havde samledes efterfølgende, for at dele minder om mor. Det gjorde vi ikke, for det ønskede min far ikke. Og så kunne jeg jo dårligt gøre mere på den konto.

Savnet forsvinder aldrig – ikke for mig ihvertfald, og jeg ved også, at mor havde det ligesådan med sin mor, da hun gik bort. Mødre er noget særligt (ikke for at forklejne fædre), det hører vi ofte. Det kan selvfølgelig være anderledes for hver og en, men for min del, ophører savnet efter en sludder og samvær med min mor aldrig. Jeg lever med det, og det er jo ikke sådan, at jeg ikke kan fungere, men det er ofte, jeg tænker, at jeg gerne lige ville dele noget med hende, eller jeg kunne tænke mig at gøre noget sammen med hende.

Det er min helt faste overbevisning, at hun ved, hvor meget hun er savnet, og tænkt på. Egentlig skulle jeg jo i princippet have været på Kirkegården med en blomst og et lys i dag. Jeg har et lys tændt for hende ved hendes foto i stuen, og det må være det. Er stadig ikke helt på toppen. Så må jeg tage derned, så snart jeg er frisk igen.

Kære mor
I dag er det 10 år siden, vi mistede din latter, din omsorg, kærlighed og helt uselviske anstrengelser for os, og vores velbefindende. Det er til stadighed svært at undvære dig, og du er meget savnet. Den eneste trøst for mig, er at vi engang ses igen.

Mange kærlige tanker

Deborah

Jeg har brugt dagen på at ordne fotos i dette indlæg fra netop Hellerup Kirkegård. Det virkede som en passende aktivitet, samtidig med jeg lytter en lydbog (mere om den senere). Nu vil jeg gå ind og hvile mig, og slappe helt af. God tirsdag til jer.

Stadig savnet

img_7345opt2.jpg

Idag er det 5 år siden min mor gik bort. Jeg har intet særligt gjort i den anledning. Grunden til dette er ikke mangel på respekt for mor el. at jeg ikke savner hende. Alle der kender mig og dem som læser med her, ved at dette i meget høj grad ikke er sådan. Tværtimod.

Når jeg intet har gjort ved det, er det fordi jeg langt hellere vil huske de gode minder om mor, end den forfærdelige dag, hvor vi mistede hende. Den absolut værste i mit liv. Derfor har jeg brugt dagen positivt ved at tage i stalden og nyde min venner der. Det er jeg helt sikker på mor billigere og helt bortset fra det, så savner jeg hende jo hele tiden og tænker på hende dagligt…