Hals, håndværkere og trøsteindkøb

Det er ingen hemmelighed, at vi er ved at få nyt tag og vinduer her, hvor jeg bor. At sige det sviner, forslår ikke. Dertil kommer larmen, som jeg selvsagt hører mere end alle andre, fordi jeg jo er hjemme om dagen. Oveni alt dette skal så lægges, at de ikke altid har været lige gode til en lille ting, som hedder kommunikation. Det betød, at jeg i forgårs kom hjem til en dør, hvor der var en seddel, hvor der stod, de forgæves havde forsøgt at komme ind. Det var så maleren. Det er en entreprenør, der kører det her og koordinere alle håndværkere – eller det skulle han. Sagen er nemlig, at de har fået en nøgle. Så jeg var mildt sagt noget utilfreds med, at det her nu skulle trækkes yderligere ud, for jeg er faktisk godt træt af støv allevegne, og ikke mindst en stue, der ligner et bombenedslag, fordi jeg intet kan få på plads.

Jeg ringede til administrator, og havde igen igår så jeg intet til dem. Men så i dag kom de da endelig. Og selvfølgelig et par supersøde gutter, da de endelig kom. De beklagede meget, og indrømmede at egentlig skulle de have været færdige nu, og der havde været problemer med nøgleboksen. Til gengæld gør de mig så en tjeneste i forhold til deres malen. De kommer igen i morgen tidlig 7.30! Det har jeg selv valgt, så er det overstået, og de kan også komme videre. Taget er vist færdigt nu, for der var en kran i dag på størrelse med et mindre hus og fjerne det øverste af stilladset. Så forhåbentlig nærmer vi os enden. Men der mangler stadig furer udenfor på vinduerne. Men det støver da for hulen heldigvis ikke. Jeg ved godt, hvad jeg skal lave i lang tid efter de er færdige. Alle skabe skal tømmes og gøres hovedrent og alt skal vaskes, for det er overalt det støv. Som om jeg ikke har rigeligt uden, men sådan er det. Suk!

Som jeg lige fik nævnt, så har jeg ondt i halsen og feber. Jeg har været langt dårligere, men på toppen er jeg ikke, så det bliver indehygge de næste mange dage. Heldigvis springer Galopbanen denne weekend over, så jeg får tid til at blive frisk inden sidste løbsdag. Lige nu lyder jeg mest som en søløve. Meget charmerende! Humøret er okay, men kunne være bedre af mange årsager.

Midt i al den elendighed, har jeg fået købt lidt trøsteting. Jeg har længe ønsket mig et kamera til supplement til det, jeg allerede har. Faktisk havde jeg tænkt et IXUS som jeg havde engang, men det gik jeg så lidt væk fra igen, og kiggede i de grupper, jeg er med i på Facebook for brugt udstyr og nu har jeg så købt et Canon 600D, som også kan video. Det har flere af de funktioner mit nuværende kamera har, og burde være et fint supplement. Det er kommet med posten i dag.

Jeg har som det også er nogen bekendt et Troldekuglearmbånd. I erkendelse af, at hvis jeg nogensinde skal have et fyldt armbånd, så skal jeg dælme til at samle kugler, købte jeg i dag to kugler. Og nu er planen så, at jeg ihvertfald køber en om måneden. Lige nu køber jeg så brugte – også på Facebook, for jeg er jo ikke millionær. Men jeg håber, jeg på et tidspunkt, når op på en pæn samling, så jeg kan lave flere forskellige armbånd, som nogen kan. Så vil du give mig en gave…… Jeg skal nok vise både kamera og kugler, når jeg bliver lidt mere frisk. Nu står den på aftensmad i vegansk version i dag. Du skulle tage at prøve opskriften – smager rigtig dejligt.

Knap 6000 skridt

Dagen i går blev brugt godt og til sidste “ske” stort set. Først var det stalden, hvor jeg havde rigtigt travlt og fik børstet flere firbenede og ovenikøbet nåede en lille tur i skoven med Kickertutten. Ikke så længe igen. Det havde dels sit udspring i, at jeg frøs, og så var Kicker ikke så voldsomt interesseret i at spise, og det var jo ligesom hovedsageligt derfor, vi var der. Så gik vi bare hjem igen og han fik æbler der.

Efter en travl morgen i stalden, kørte jeg hjem og greb kameraet. Det var solskinsvejr og jeg har lovet mig selv, at udnytte de gode dage, til at få taget fotos eller komme på udflugt, hvis jeg på nogen måde kan og har energien. Jeg kan ikke, komme ud hver dag, men jeg vil prøve så godt jeg kan, at få gået nogle gode ture, hver uge i det mindste. Sidste uge bød på en og i går så endnu en. Måske jeg skulle have kørt et nyt sted hen – ja egentlig! Men jeg vidste ikke lige hvor. Det fandt jeg så ud af senere, men det må jeg gøre næste gang. Til gengæld havde jeg en dejlig tur i Dyrehaven og gik en rute, jeg ikke har været i et par år. Og ruten var ikke mindre god dennegang, men jeg havde lige undervurderet, hvor lang turen var, så det blev til halvanden time ialt, og egentlig havde jeg tænkt en time. Og så blev det til lidt under 6000 skridt (Walk Logger App.). Så jeg kunne godt være tilfreds.

Bagefter fik jeg ordnet nogle ærinder. Hentet et tæppe, jeg har haft til vask og reparation, og det var blevet rigtig flot. Og så har jeg øvrigt fået købt mig et supplementskamera, som er på vej. Det er selvfølgelig et Canon, men så kan det også video, og er på mange måder det perfekte supplement til det jeg har. Det er købt brugt selvklart, da jeg ikke har råd til et nyt, men det er også ligemeget. Sålænge det virker, er jeg glad.

Der er sket meget på rigtig kort tid, så jeg hænger lidt i nødbremsen i øjeblikket og selvfølgelig fik jeg ondt i halsen, da jeg kom hjem i går. Så den står på at tage det roligt lige lidt nu her. I dag gik turen så til lægen for at få tjekket hvad og hvordan. Umiddelbart ser det ud til at være noget virushalløj, og så er der jo desværre ikke meget at stille op, udover at vente. Håber, det går over hurtigt. Du kan se flere fotos fra turen her, hvis ikke disse var nok.

Dyrehaven og endnu en venindesludder

Jeg har været inde på, at jeg har været skrækkeligt udmattet på det seneste. Det er ikke blevet bedre – desværre! Og jeg ved af gode grunde ikke, hvornår det bliver. Da jeg vågnede i morges var vejret vendt til solskin og blå klar himmel. Noget vi ikke har set længe. Det har været en mudret grå ærtesuppe i en uges penge ca., hvis ikke længere. Jeg var i skidt humør af mange grunde, men tænkte at hvis jeg bare blev her og havde ondt af mig selv, blev det ihvertfald ikke bedre. Ud og få noget luft og fotografere lidt, nu når vejret var til det. Det måtte være kuren eller ihvertfald forsøget på en.

Jeg skrev til min veninde, om hun ville med. Det ville hun gerne, og mere end det. Hun syntes endda, det var en rigtig god ide. Så jeg hentede hende, og vi kørte mod Fortunen. Heldigt at vi var så relativt tidligt på færde – inden alle de mange “vi-skal-hygge-os-i-efterårsferien” mennesker ankom. Som det ses fik vi også set Hr. Ugle, som der har været megen snak om, men som jeg indtil i dag ikke havde set. Nu har jeg, og han er så sød.

Humøret. Det er ikke blevet bedre, men det var en dejlig gåtur og man får det bestemt ikke dårligere af en tur i Dyrehaven. På vejen hjem var vi ovre og handle, og så kørte jeg min veninde hjem bagefter. Så susede jeg i stalden og sagde hej lidt og så hjem, hvor jeg bare har hygget med fotos fra i dag, og ordnet et par få praktiske ting.

I morgen – tjah, jeg ved det ikke endnu. Måske et par galops, måske ikke, og måske noget praktisk. Potentielt vil jeg igen pleje det dårlige humør og blive her – vi må se.

Du kan se resten af fotos her.

Stormfuld og efterårspræget fredag

Så blev det fredag – igen! Jeg synes sgu det er fredag hele tiden. Men den har vi været inde på før. Denne er en der startede noget grå og trist, så kom solen og jeg ærgede mig over, at jeg ingenlunde, havde engergi til en fotoudflugt. Senere gik solen igen og det begyndte at blæse. Det stormer næsten udenfor nu og jeg er glad for, at jeg ingen steder kom, men har holdt mig indendørs i varmen.

Hvad har jeg så lavet? Ikke noget særligt egentlig. Jeg har sat en vask over, og så har jeg haft den flinke tømrer på besøg (de nye vinduer/døre og eftertilretning af småting). Så har jeg været kreativ med den ene af mine malebøger, i dag har det været Den Hemmelige Have.

Dagen var også den, hvor en stor personlighed i galopsporten blev bisat, og egentlig havde jeg tænkt på, at vise ham den sidste ære, men helt seriøst, så har jeg altså fået bisættelse nok sådan lige. Og jeg kendte heller ikke tidligere galoptræner Frantz Nuts personligt, omend jeg selvfølgelig kan huske ham, og ikke mindst hans flaghest Clarion King, og selvsagt også hilste på ham på banen. Frantz blev 86 år gammel og det ret beset en pæn alder også, og i virkeligheden er han jo så samme generation som min far. Men fra hvad jeg hører, så fik han en fin afsked, og det er jeg glad for.

Egentlig skulle jeg have været sammen med en sød veninde i morgen, men hun er småsyg og alle der kender mig ved, at smittes vil jeg altså ikke. Og heller ikke risikere det, hvis jeg kan undgå det. Det var meningen, vi skulle have gjort det istedet for at tage på banen i morgen. Men jeg bliver nu hjemme uanset og får lavet så meget, jeg kan overkomme her, for Guderne må vide, der er nok at tage fat på. Og så er jeg heller ikke 100% på toppen selv, så det passer sådan set godt nok.

Nu vil jeg prøve at foretage mig lidt nyttigt og få noget aftensmad i gang. Til frokost fik jeg en vegansk burger, og den var supergod. Det er de bedste burgere fra Hälsens Kök (fås i Irma), som jeg har brugt og de smager bare super. Til alle veggieforskrækkede, vil jeg anbefale disse, da de er meget tæt på kødsmagen. Til aften står den på en let pastaret. Jeg skal nå at se løb fra Århus, så jeg må hellere…..rigtig god weekend til jer!

Måske ikke forståelse, men så i det mindste respekt

Så tro mig, jeg gør mit bedste og alt hvad jeg kan for at opleve så meget som muligt, når jeg kan, i den grad, jeg formår. Hvis du holder af mig og er min ven, er det mindste, du kan gøre, at vide og respektere, at det er sådan

Det var egentlig Anne’s indlæg, der fik mig til at gribe “pennen”, for hun rammer igen hovedet på sømmet i det hun skriver. Og grunden til, at jeg farer i blækhuset nu er, at jeg i går oplevede en af den slags bemærkninger, der kan gøre, at jeg bliver endnu mere træt (Læs: Udmattet) end jeg allerede er i forvejen. De fleste, der følger med her, ved, at jeg har en del udfordringer med mit helbred. Det har jeg hver dag og har altid haft. Det er ikke for sjov, at jeg har fået en pension, eller at jeg i lange perioder, bare ligger i min seng.

Som Anne skriver, forsøger man som kronisk syg, at leve det bedste liv, man kan hver dag. Det er langt fra det aktive og spændende liv, man måske drømte om, men man putter så meget indhold i dagene, som man overhovedet kan, med de betingelser, der nu er. Nu her har de seneste tiders begivenheder ikke ligefrem hjulpet på min træthed (jeg havde flere uger, hvor jeg ikke sov ordentligt oveni), og jeg er totalt udmattet. Det bliver jeg engang imellem, og må bare ligge indtil det går over. Tro mig, jeg kan intet andet end bare blive her! Hvis man kender mig, så ved man også, at kunne jeg, så gjorde jeg.

Dertil kommer, at jeg til dagligt iøvrigt bare hurtigere bliver træt end alle andre gør, og har mindre energi på kontoen eller færre skeer, om du vil (Læs den endelig, for den forklarer det perfekt). Og så kan jeg selvfølgelig som alle andre få influenza etc. ganske som alle andre også kan det. Der er bare lige den hage ved det, at når jeg gør, så bliver det altid værre end for alle andre.

At jeg er kronisk syg og ikke kan, hvad jeg drømte om, er noget jeg ikke tænker så meget over mere. Nogengange gør jeg da, men som hovedregel – nej! Og jeg synes ikke, jeg lader det deffinere mig overhovedet! Men jeg tænker over, det når folk igen prøver at give mig gode råd, og ikke mindst, hvis de skal være nedladende overfor, at jeg er træt! De skulle prøve min træthed bare en uge, så tror jeg piben fik en hel anden lyd og de ville være klar over, at jeg gør meget, meget mere, end man med rette kan forvente af mig ofte. Jeg ønsker ikke for nogen, at de bliver syge, men engang imellem er der nogen, der kunne trænge til at mærke på egen krop, hvordan det er.

Til alle dem, med de gode råd! Tro mig, jeg har prøvet stort set alt, når jeg er syg og op gennem årene, og jeg har også lært, hvad der potentielt kan hjælpe mig en smule og hvad der ikke kan. Det er i bedste mening råd bliver givet (vælger jeg da at tro), men mit helbred er altså væsentlig anderledes skruet sammen end meningmands, og derfor er kuren ofte nødt til at være det også. F.eks. kan jeg også give min læge masser af grå hår i hovedet, fordi hans kur enten ikke hjælper eller jeg ikke kan tåle, det han skriver ud til mig.

Der er SÅ mange ting, jeg gerne vil. Listen er kilometerlang. Noget får jeg gjort og andre ting hober sig op (blandt andet middagsaftaler og sammenkomster med venner). Jeg er helt alene, og har ingen der kan hjælpe mig med ting, der skal gøres her f.eks. Som alle andre skal jeg have mad, rydde op og gøre rent (jeg vil ikke fortælle, hvordan her ser ud lige nu, og så med håndværkere oveni), og til det skal lægges, at jeg bruger rigtig mange kræfter på stalden og banen, når jeg er der. Som oftest falder jeg i søvn, når jeg kommer hjem og så sker der ikke mere den dag, udover aftensmad som oftest.

Dagen i dag, skulle egentlig bruges til at gøre rent og rydde op her, men jeg er igen bare dødhamrende kvæstet, så hvor meget, det ender med, ved jeg igen ikke. Jeg prøver, at se det sådan, at alt jeg får lavet, er en bonus. Så tro mig, jeg gør mit bedste og alt hvad jeg kan, for at opleve så meget som muligt, når jeg kan, i den grad, jeg formår. Hvis du holder af mig og er min ven, er det mindste, du kan gøre, at vide og respektere, at det er sådan.

Jeg skriver ikke dette for medlidenhed, for den ønsker jeg ikke, men jeg vil som minimum gerne have respekt for, at jeg gør mit bedste, og meget ofte endda mere! Vær sød og læse indlægget om skeerne, for så forstår du måske bare lidt mere (der er link til historien om skeerne på engelsk i indlægget). Og så iøvrigt tak for, at du læste med så langt, som hertil.

P.S.: Blandt meget, jeg elsker, er min blog her og også at lære nyt. Selvom jeg har blogget i mange år nu, så har jeg aldrig udforsket muligheden for farveskift i teksten før i dag. Så blev jeg også klogere, noget jeg ofte heller ikke har overskud til.

Fredag igen og ud af tågerne

Så sidder jeg her igen, og det er fredag. Bare det faktum at jeg sidder og ikke ligger i en morfindøs i min seng, er store fremskridt. For meget andet har der ikke været sket her i ugen. At sige, den der tand eller mangel på samme har gjort ondt, forslår ikke.

I går ringede jeg så til tandlægen for lige at høre, om det virkelig kunne have sin rigtighed, at jeg skulle have ondt. Han ville gerne se mig, og det gjorde jeg så. Han sagde, at det heler fint, og faktisk hurtigere end man kunne forvente (det har min krop altid været god til) og såret så fint ud (han mistænkte, at det ikke gjorde). Så langt så godt.

Han sagde, han ville stoppe noget ned i såret som skulle tage smerterne, men som også sinker heling, hvorfor man ikke putter i til en start. Men eftersom det var helet så fint, så var det en mulig løsning og det eneste, han lige kunne gøre. Jeg kunne næste med det samme mærke, at det hjalp, og jeg har ikke taget smertestillende for tanden siden og da slet ikke morfin. Der er det ved morfin, at det helt sikkert tager dine smerter, men du er altså også så dopet, at du hverken ved, hvad der er oppe eller nede til sidst. Så bare, at blive nogenlunde klar i hovedet igen, er en stor ting og ingen smerter.

Normalt er jeg jo ret positiv, men selvsagt har jeg også mine dårlige dage, og på trods af mindre smerter og alting, endte dagen ikke ret godt. Der var ting, der plagede mig meget, men heldigvis havde jeg min gode veninde fra Holland på Skype til at støtte mig, og min bror og søster sendte søde beskeder. Så det endte da med, at jeg var nogenlunde. En anden positiv ting i går var ankomst af mit nye pas incl. fingeraftryk og hele baduljen, så nu kan resten af planlægningen af USA-tur begynde! At sige det er spændende, forslår slet, slet ikke.

Til morgen så alt heldigvis også lysere ud. Stadig ingen smerter, masser af søde beskeder hist og pist og jeg har det i dag så godt, at jeg har fået lyst til lidt aktiviteter rundt omkring. At gøre rent i øjeblikket er næsten håbløs gerning. Vi har jo de her håndværkere p.t. (nyt tag og vinduer) og at sige det støver, er en underdrivelse. Men man må jo forsøge, og nu har det jo ligget brak et godt stykke tid, fordi jeg har været sløj, så her trænger. Så jeg vil forsøge at lave lidt og online.

Senere på dagen er der løb fra Stockholm, hvor stalden har to heste med – Stinger og Monte Carlo. Meget spændende. For nu vil jeg ønske god weekend og så må vi se, hvad jeg har formået, når den er ovre.

En tand fattigere og roden til alt ondet

Jeg havde det, som jeg fortalte, faktisk fint i går, mens jeg var på banen. Men allerede, da jeg kom hjem kunne jeg godt mærke, at nu begyndte turen baglæns igen. En aftale jeg havde her til morgen, blev aflyst, for jeg var usikker på, hvordan jeg ville have det i dag.

Lige først synes jeg det gik okay, men det ændrede sig hurtigt. Inden det gik så galt nåede jeg at vaske to køkkenskabe og sætte på plads efter mit håndvaskecirkus. I går aftes, kom jeg til at mærke efter på den tand, hvor jeg synes, der var ballade ved tandkødet. Og hele det set-up med det tandkød forstod jeg heller ikke. Det føltes som om, der var knækket noget af tanden af. Så jeg tænkte at nu måtte jeg altså ringe til tandlægen, så jeg kunne få det tjekket om ikke andet. Så havde jeg da gjort noget.

Jeg render altså ikke tandlægen på døren, og det har mest sin rod i økonomi, men jeg kan godt mærke, at jeg vist skal til at være mere “på” i den sammenhæng. Heldigvis har jeg da haft nogen okay tænder, men nu var den altså gal. I mellemtiden var min gamle tandlæge holdt op og havde overdraget patienter til en anden tandlæge. Jeg havde tænkt, jeg skulle have en ny tandlæge, men nu fik jeg en helt automatisk, og jeg tænkte, jeg lige så godt kunne tjekke ham ud, nu jeg skulle til tandlægen. Som sagt så gjort.

Første gode overraskelse var sekretæren/klinikassistenten. Supersød og venlig og det siger rigtig meget. Jeg har jo før oplevet sekretærer, der var langt fra netop det. Nå, men så kom jeg derned og det var helt i tråd med telefonen. Så søde var de.

Så kom den flotte tandlæge ud og hentede mig i venteværelset. Dem der læser med her, ved jeg har den dejligste læge i miles omkreds. Nu er jeg sørme så heldig, at jeg har en ditto tandlæge – og jeg lyver ikke “Tall, dark and handsome” og så har jeg ikke overdrevet. Udover det, utrolig sød og behagelig og dygtig til det han gør. Den søde klinikassistent var også bare helt fantastisk og udover det også utroligt smuk.

Nå, men jeg kom ind og forklarede, hvordan det her var forløbet. Den her tand har gjort ondt on/of længe. Men nu gik den ikke længere. Han kiggede på den og fotograferede den og dommen var helt klar, den var flækket midt over, så ikke noget at sige til, at jeg havde ondt og været dårlig. Derudover var der betændelse. Han forstod slet ikke, hvordan jeg havde kunnet tygge med den!!

Der er var ingen anden kur mulig end at hive skidtet ud. Og det gjorde han så. Det var ikke bare lige, for det var en rodbehandlet tand, og når de har været rodbehandlet, går de nemt i stykker, og denne var ikke anderledes. Derudover måtte vi lige igennem lidt ekstra bedøvelse, for også der er jeg vanskelig. Min gamle tandlæge har været ude i, at h*n nær aldrig troede, h*n fik mig bedøvet. Så jeg advarede ham. Og jeg måtte have en halv dosis oveni, før vi kunne komme igang. Så var der gang i “hammer og mejsel” og jeg var bange for, at hele kæben røg med. Men nej kun tanden. Så det var noget af en ilddåb at starte ud med, men på trods det, var det meget positivt. De roste mig for min måde at tackle det på, så jeg var åbenbart også en dygtig patient. Win-win! Vi talte også om, at jeg måske ville ønske den re-etableret med et implantat, for det er en vigtig tand, der er røget. Den næstsidste i rækken. Men det kommer an på, hvor meget, jeg føler, jeg mangler den og ikke mindst, hvad det kommer til at koste. Lige nu skal der uagtet gå et pænt stykke tid før det må gøres efter dagens strabadser.

Hvad der så ikke har været win-win, har været smerter etc. bagefter. Jeg har haft ONDT, som i meget, meget ondt, men heldigvis har jeg smertestillende i huset, så jeg kan smertedække mig selv ganske fint. Men så bliver man modsat noget tummelumsk. Så jeg har siddet op i min seng (jeg måtte ikke ligge fordi det stadig bløder) og halvslumre, da det smertestillende endelig virkede.

Da jeg kom hjem ville jeg rigtig gerne se TV for at distrahere mig fra smerterne, men det kunne jeg ikke, for både mit TV-signal og internettet var gået, ligesom det varme vand. Det viste sig efter noget tid, at de kære håndværkere, havde pillet ved ting, de ikke skulle pille ved, så her for tre kvarter siden kom det retur, efter min underbo havde ringet til chefen og brokket sig og han selv troppede op herude. Min underbo var sød og ordne det og ringede til mig, at nu var det i orden.

Så det har været noget af den dag. Spise kan jeg dårligt og må næsten heller ikke – jo i modsat side, men man har heller ikke meget lyst. Det lykkedes mig at få en sandwich ned og en skål suppe.

Nu må det meget gerne gå den rigtige vej. Jeg savner min tid i stalden og ikke mindst selvfølgelig Kickermusen. Det er surt at gå glip af det sidste af den gode tid af sæssonen. Men det spørger flækkede tænder ikke om. Fotoet er fra min dejlige udflugt til Nykøbing Falster nyeligen og er på Falstersiden af Storstrømsbroen.

Against the odds

Jeg kom til løb i dag. Guderne må vide, hvordan det egentlig gik til, for i går var jeg da så dårlig som nogen. Her til morgen var hovedpine væk, og jeg havde det sådan set rimeligt omend jeg var træt. Og dagen gik langt bedre, end jeg havde foreventet. Jeg skruede voldsomt ned på mængden af fotos eller rettere løb. For på trods fik jeg da taget lidt over 600 fotos.

Det der ikke gik godt i dag, var vejret. Hold nu op, det regnede. Men det var intet imod, hvad det begyndte på lige da løbene var overstået. Der stod det klart, at vi skulle være mere end glade for, at vi ikke havde fået de mængder på løbsdagen. Men synd var det, for det lægger uvilkårligt en dæmper på alting, når det bliver sølet ind i regn. Fine arrangementer var stillet på benene, for Oaks er trods alt hoppernes Derby, så alle sejl var sat til. Men når det sådan regner er det altså kun os garvede tosser, der bliver tilbage.

Efter løb var jeg en tur i stalden og hilse på, og ikke mindst lige tjekke med min bedste ven Kicker. Han virkede noget fornærmet over, at jeg har haft svigtet ham, eller også var han bare ikke i humør. Jeg håber sørme han er mere imødekommende, når jeg ser ham næste gang.

Egentlig havde jeg en aftale i morgen, men den droppede jeg, da jeg følte mig på tilbagetog her efter jeg kom hjem. Så blev vi enige om, at jeg nok havde bedst af at blive her, så det gør jeg så. Og jeg har nok at tage fat på. Nu hvor jeg har været syg, er der mange hængepartier, og som altid er der fotos, hvis intet andet. Men vi må se, hvordan status er i morgen. Fotoet er fra i dag fra dagens hovedløb Dansk Oaks, og viser feltet på ind i svinget.

En lille update

Som nogen måske har bemærket, har jeg været lidt stille. Eller ihvertfald mere end jeg plejer. Det er ikke fordi, jeg overhovedet behøver kede mig udi fotos og slige ting, men helbredet satte en grundig stopper for al aktivitet i nævneværdig grad for en uges penge siden. Og så har jeg ligget her og blomstret lige siden.

Ondt i halsen og feber og så en tur udi den udmattende træthed, der rammer mig med mellemrum, og den er næsten det værste. Ingenting kan jeg, andet en at ligge og så sove indimellem. Så derfor er her stille. Derudover har jeg været så “heldig” at redde mig en irritation af tandkødet ved en bestemt tand, og det gør ondt ad pommeren til. Så det skal jeg også forholde mig til. Ikke at jeg gider, men jeg får ikke meget valg. Nu har jeg købt klorhexidin til at skylle med, og så må vi se, hvordan.

Jeg smuttede forbi den gode læge – nu var det så sygeplejerske i dette tilfælde, for at få taget infektionstal, så jeg vidste, hvad jeg var oppe imod. Og det var normalt, så jeg må bare væbne mig med tålmodighed, hvilket som altid begynder at knibe nu.

Weekendens aktiviteter stod på storløb på søndag i form af Dansk Oaks, men nu må jeg se, hvordan jeg har det. Jeg har lyst til at sige grimme ting, for det irriterer mig, men sålænge intet værre overgår mig, må jeg faktisk ikke klage.

Men jeg håber stadig at blive frisk nok til fotos (det herover er sidste års vinder Mai Pen Rai og jockey Elione Chaves på vej i mål) og en masse dejlige venner på banen. Fingers crossed – please! Og så håber jeg, at I får en god weekend, både hvis I skal på banen og ellers selvfølgelig også. Indtil videre har jeg da et par dage endnu at løbe på, og lad os håbe, det gør udslaget.

Turbulente tider og total træthed

Jeg hænger i nødbremsen i øjeblikket. Mellem fundet af en biologisk familie og kommunikation med min biologiske bror, både på skriv og tale, en fantastisk flot, og en hård, men dejlig Derbyweekend, er jeg fuldstændig smadret. Som i fuldstændig brugt op.

Nyheden om, at jeg nu har familie i USA og endda har fantastisk kontakt til min bror derovre er overvældende i sig selv, omend på den gode måde, så tager det altså energi. Derbyweekenden som jeg selvsagt også elsker, var også hård ved mig og ville være uanset. Der er ca. 1 tons fotos, der skal ordnes, men det får altså være lige nu – jeg kan ikke! Dertil kommer, at der generelt er ting, der lige slider rigeligt på systemet, så dermed bliver det altså ikke til så meget med noget som helst.

I går fik jeg gjort lidt rent og ryddet op her. I dag har jeg været i stalden, og har nydt det, men til sidst var jeg så træt, at jeg ikke kunne hænge sammen, og jeg har også sovet i eftermiddag. Da jeg vågnede var det allerede aftensmadstid, men så var der lige kommunikation på chat med dels min veninde, som også har fået sit DNA-resultat samtidig med mig og lidt andet og så skulle der laves noget mad. Det blev der også. Nu har jeg sludret færdig, spist og vasket op og sidder her. Godt brugt op igen.

Nogen ville måske sige, at jeg kunne undlade, at tage i stalden! Og ja det kunne jeg, men det er noget af det, der giver mig størst glæde her i dagligdagen og jeg elsker at komme derned. Men i de her dage, burde jeg ret beset nok være blevet hjemme. Til gengæld har jeg nydt hestetutterne i dag og på trods af træthed været til god nytte. Og det er ikke at foragte.

Foto er fra min tur til Inderhavnsbroen, hvor jeg jo kom forbi nogle gader i centrum på vejen. Her er det Herluf Trollesgade. Der er noget helt særligt over sådanne nogle gamle ejendomme. Jeg og nye ejendomme bliver aldrig rigtig gode venner – sådan er det. Gammeldags er jeg!

Nu vil jeg gå i seng, og så må vi se, hvornår jeg får noget energi. Meningen var, at jeg skulle have haft lidt gæster her i weekenden, men det kommer nok til at vente også. Som en medblogger og god veninde, var inde på – det er ikke alt, der skinner, der er guld og ikke alt der bliver fortalt på bloggen her. Omend mine reaktioner ikke er helt så voldsomme som hendes, så kan I roligt regne med, at hver eneste aktivitet koster! Bare lige til orientering, uden iøvrigt at gå i detaljer. Jeg prøver ikke at lade mit helbred deffinere mig, men jeg har det, eller mangel på samme og det mærker jeg hver eneste time, hver dag.