Jeg synes egentlig som regel, at jeg klarer det meget godt. Alt taget i betragtning. At være positiv, at få gjort så meget jeg kan, og alt det her tjavs.
Normalt plejer jeg heller ikke at henfalde til den store selvmedlidenhed ret længe, og som regel går der højst et par dage, så “børster” jeg det af mig og kommer videre. Det skal dog indrømmes, at 4½ måneds svimmelhed, tinitus med gentagne tilbagefald oveni mine “helt almindelige” ting, jeg slås med, er ved at være rigeligt. Svimmelheden ër blevet bedre, men bare ikke nok. Jeg fik det rigeligt illustreret i lørdags, hvor jeg jo ville være hjælpsom som altid, på trods af, at jeg var svimmel i forvejen. Ingen god ide.
Det piner mig, for jeg vil så gerne, men jeg må bare erkende, at det går ikke. Endnu værre er det, at jeg har en periode, hvor jeg har den her udmattelse, som bare ikke lader sig forklare, og som netop gør, at jeg selv hælder til en grad af den diagnose min tidligere læge og jeg, har haft talt om. Bare for illustrere det, så ligger min grønthandler altså for enden af vejen her, og ikke engang der orkede jeg, at gå op i dag. Det var heller ikke nødvendigt som sådan, men det blev altså heller ikke til noget.
Det kniber helt gevaldigt med at overskue ting for tiden. Selv de mindste ting, kan jeg stresse over, og jeg har flere ting, som “hænger over hovedet” på mig, uden jeg ved, hvordan jeg skal løse det. Det er svært, når man bare ikke kan og har energien. Flere ting, er jeg simpelthen bare nødt til at skære væk og helt ind til benet, og bare gøre, hvad der er nødvendigt og det jeg ved, jeg akkurat kan klare. Arrangementer lige ved (som f.eks. banen) kan jeg klare, for jeg kan altid gå hjem igen og jeg kan hvile ud dagen efter.
På lørdag var meningen, at jeg skulle have været med til noget loppemarked, hvor jeg så skulle have solgt nogle af mine egne ting. I princippet en strålende ide, lige bortset fra, at tingene skal findes, pakkes og transporteres derover, jeg skal være der på dagen, pakke ned igen og tilbage igen. Det bliver droppet, for jeg kan slet ikke overskue det.
Jeg kan kun en dag ad gangen lige nu, og sådan må det bare være. Som andre så ofte også sige, man skulle tro, man havde lært det nu. Men sådan er det altså ikke, men håber altid på bedre tror jeg. Det gør jeg også, selvom det vist langt fra er realistisk. Meningen var også stald i morgen, men jeg er nødt til at tage mit helbred i ed, og ikke mindst også det mentale helbred. Jeg trænger til at stresse ned sådan mentalt også.
Når jeg nu har brokket mig og været “negativ”, så skal det også med, at jeg er utroligt taknemmelig for de dejlige venner jeg har, der bakker op og altid er glade for at se mig, når jeg orker og kan – ikke mindst dem i stalden – det betyder alverden for mig! Og de søde veninder der ringer og hører om jeg er okay og som bekymre sig og er der – så sent som i dag! Tak!
Ingen relaterede poster/No similar posts
