Smuk & Sexet

I dag var jeg ude og gå en tur. Det var jeg som bekendt også forleden dag. Vejret her i dag hedder som varmest 18 grader, blå himmel og sol. Jeg ville ikke gå så langt som forleden, men jeg gik da i 1½ time, så slet ikke så ringe endda, som de siger derovre. Men i stille og roligt tempo med tid til at suge indtryk til sig. Og hvad har jeg så fotograferet. Tjah, jeg har andre fotos end viste, men nu har jeg så valgt, at fokus skulle være på denne bil i dag. Det er en Dodge Challenger, og der er en del af dem herovre.

Kan en bil være sexet? Ja, det synes jeg godt den kan, og kan den, er denne det altså. Den og så Chevrolet Corvette og Mustangen minder om hinanden, og toppen er denne og Mustangen. Selvom jeg altid har været vild med Mustangen, så må jeg indrømme, at denne er noget helt for sig. Den er bare så rå!

Min bror har lovet mig en, vinder han i Lotto eller hvis han på anden måde kommer til en bunke penge. Det er langt fra et sikkert kort, men jeg værdsætter i stor til, at han tænker på sin søster. Har jeg sagt, jeg er vild med min bror *S*? Vi har også samme smag i biler og mange andre ting. Selvfølgelig er vi ikke enige i alting. Blandt andet er mit trang til ingen kød og og Earth, Wind & Fire to punkter, hvor vi ikke er. Men vi er lige glade for hinanden af den grund.

Med andre ord, jeg har det stadig supergodt her, og det er tæt på, at jeg er megafristet til at blive her. Jeg elsker at være her på alle måder. I weekenden skal vi til Grand Canyon og det bliver da helt vildt også. Og til dem som ikke har set det på facebook, så var jeg ude og køre på Harley Davidson i går. En af min brors venner, har sådan en lækker sag og havde lovet mig en tur, og det fik jeg så. Det var fedt!

En lille update fra Arizona

Så er der mindre tid tilbage, end der er gået. Jeg er bange for, at den tid, der er tilbage vil gå alt, alt for stærkt. Da jeg bookede denne her tur, var jeg bange for, at det ville blive en alt for lang tur. En bekymring, jeg slet ikke havde behøvet at have – tværtimod. Som jeg har nævnt for nogen – var det ikke for mine dejlige venner derhjemme, og selvfølgelig her ikke mindst de firbenede, kunne jeg sagtens blive her.

Det er ingen overdrivelse, at dette fremover bliver mit andet hjem. Min svigerinde var så sød i dag, da hun spurgte om jeg troede, jeg kom igen. Hun lød helt bekymret for, at jeg ikke ville. Jeg måtte jo så skuffe hende med, at hun skulle slås for at blive fri, hvis de gerne vil se mig, og det vil de allesammen heldigvis. Normalt er jeg ikke mundlam eller har svært ved at finde ordene, men i dette tilfælde slår selv mit ordforråd ikke til. Vi har det SÅ fantastisk sammen, og min taknemmelighed og glæde over min nye familie her, kender ingen grænser og ord er vitterligen fattige her.

Derudover er folk her utroligt søde og jeg har endnu ikke kunnet holde ikke at tale med fremmede, for folk er så søde og imødekommende, så jeg har fået flere hyggelige sludre med folk henad vejen. Således også i dag, da jeg var ude og gå en lang tur – over 9.000 skridt og næsten 7 km. Det var så heller ikke meningen, at det skulle have været helt så langt. Men nu havde jeg sat mig et mål, et dejligt område med en menneskeskabt sø, og fine boliger rundtom. Mere om det senere, men begge fotos er fra i dag.

Indgangen til dagens samtale med en meget venlig herre var denne Corvette, der ses herunder. Det var faktisk hans kones, og udover denne havde de en ældre Jaguar (Corvetten er også ældre) og en Harley Davidson motorcykel. Som jeg sagde til ham, han var da en mand efter mit hoved.

I morgen står den på et have/bolig marked og afhængig af vejret må vi se, hvad vi gør, men holder det tørt har vi også galop på programmet. Men alt i alt, så har denne “snowbird” (folk der overvintre i Arizona) det mere end udemærket, nu hvor hun næsten er kommmet sig over sin virusinfektion. Der er lidt hoste tilbage, men med min svigerinde, der er sygeplejerske, der der da råd for det også.

Arizona 18. december

h

Søndag var dagen, hvor jeg skulle mødes med min søter. Dagen før hvor det skulle have været, havde hun det ikke så godt, så vi udsatte. Trods alt er jeg her jo længe endnu, så ingen hastværk. De kom og hentede mig sidst på dagen, og vi kørte ud til O.H.S.O Brewery Arcadia. Der var sådan en lidt huleagtig indretning, som nok skal reflektere, at det er et sted, der baserer sig på øl, og den mad, der er god til den. Jeg fik en veggieburger, som var rigtig god, men som desværre, godt kunne have været varmere. Min søsters mand og datter fik også sådan en og min søster fiske-tacos, som hun dog ikke spiste. Hun har desværre ikke megen appetit for tiden. Det betød, at min svoger fik rigeligt at spise.

Det var første gang overhovedet, at jeg var sammen med min søster og hendes familie, og jeg synes, det gik rigtig godt. Det var meget naturligt og hyggeligt. Sjovt var det, at min søter og jeg er så ens, som tilfældet er. På et tidspunkt, var min svoger lige ved at flippe helt ud, fordi, vi vendte vores Menuer helt synkront. Og iøvrigt er vores mimik, bevægelser etc. helt vildt ens, ligesom vi rent fysisk ligner hinanden. Den største forskel ligenu, er i vægt. Jeg har for mange kilo, og min søster har for lidt. Det ideelle ville være, om jeg kunne give hende, dem jeg har for meget, men sådan virker det jo desværre ikke.

Vi spiste og hyggede os og så kørte vi ned og så på Julelys i byen. De er meget kreative i deres Juleudsmykning. Det er lidt underligt, at skulle fejre Jul i sådan et varmt klima. Men det kunne jeg nu sagtens vænne mig til.

Til sidst var jeg og min søster godt trætte og vi vendte næseen retur. De satte mig af, og jeg gik i seng efter en vellykket aften.

Arizona 16., og 17. december

Det er dag 2. i Arizona, og jeg ligger her på min seng og skriver en hilsen om, hvad der sker her. Som nogen allerede har hørt, så landeede jeg jo i går. Men lad mig starte med begyndelsen. Jeg havde sovet dårligt i en lang periode inden, jeg skulle afsted. Det af mange årsage, men resultatet var ihvertfald, at jeg ugen op til, at jeg skulle afsted var mere død end levende. Jeg kunne dårligt slæbe mig afsted, eller tænke en klar tanke. Tågehjerne, når det er værst. Således gruede jeg for, hvordan det mon skulle gå, når jeg skulle afsted på sådan en lang tur,når jeg dårligt kunne holde mig vågen, og at pakke var en monsteropgave.

Det med at pakke lykkedes over forventning, da jeg først kom igang, og kom mig over skrækken for, at jeg skulle have overvægt. Det havde jeg ikke, og jeg fik målt alle tasker, der skulle med i fyet, og de var også under tilladte mål. Således var alt på plads. Jeg fik overdraget nøgler til min lejlighedspasser og således var jeg så klar til at tage afsted. Om jeg var spændt? Ja det var jeg ihvertfald, samtidig var det også stadig så uvirkeeligt, at jeg næsten troede, det var en drøm endnu. Men nu var det altså så tæt på, at jeg måtte forholde mig til det. Så afsted til Lunfthanven, og det er jo altså nemt.Toget til Nørreport og så Metroen. Og det hele til tiden. Det var jo rart

Da jeg kom til lufthaven, var der ingen tjekind skranke oppe endnu, men det varede ikke længe. Der var monsterkø, og det skyltes at deres bagagebånd var gået i stykker. Noget af et mareridt. I køen fik jeg en sludder med et sødt par fra Sydsjælland. Det var kun ham, der skulle afsted, dog ikke til Arizona, men Memphis og besøge familie også. Så fik de gang i baggagebåndet, og det kunne mærkes. Alt gik helt som det skulle og så kom vi i sikkerhedskontrollen. Og der var en, der i den grad tog røven på mig. Men han var nu sød. Han spurgte om mit navn ikke var Deborah, og det måtte jeg jo sige ja til , og så mente han, at det var mig, han havde mødt mig i byen forleden. Det kunne jeg jo så roligt fortælle ham, at det var ihvertfald ikke mig. Nu ved jeg jo, at der ikke er ret mange meit navn, oghvor kendte hanså mit fra? Joh ser I, for ikke ret længe siden købte jeg en halskæde med mit navn på – need I say more? Han morede sig, og helt ærligt, det gjorde jeg også. Jeg foreslog så, vi måske skulle prøve det, og det var han frisk på, jeg kunne bare levere mit nummer nede for enden. Det gjorde jeg så ikke, meen sød – det var han! Så læser hann med og mente det alvorligt, så kan han jo skrive til mig. Dejligt når folk har humor og jeg ikke blev tjekket i hoved o.s.v. som jeg plejer. Det havde jeg så tilgode til Heathrow, hvor jeg skulle smideskoene. Men der var jo intet. Men også det tog evigheder.

Oveni var flyet forsinket i ca. en halv time,mendet mente de vi ville indhente. Når man skal flyve i 10 timer betyder en halv time nu heller ikke alverden. Men som det gik, så indhentede vi næsten det hele og var kun forsinket ca. et kvarter. Det var en flot flytur, Vi fløj højt over skyerne og solnedgangen over skyerne, var fantastisk.Der var flere lag af skyer, der var senere is og sne og Heathrow, havde fået enten for meget fart på, eller også havde de trukket en lidt for kort landingsbane, for jeg skal love for, der blev bremset. Det var lige før, man var glad for sit sikkerhedsbælte,så man ikke fløj ned i den anden ende. Men vi landede sikekrt og fint begge steder. Der var 2 timer imellem flyene, så det skal jo så lægges til rejsetiden. De to timer i Heathrow gik nu hurtigt, og nu var vi jo så også forsinkede og igen gik der jo evigheder med sikkerhedskontro. Jeg var allerede der spændt på, hvad der mon ventede i USA. Men først skulle der flyes i 10 timer. Mellemlandingen i Heathrow, var noget, jeg havde været nervøs for, men det gik som en leg. jeg var fra København tjekket ind helt til Key Harbour, Phoenix, Arizona, så jeg skulle intet gøre, og kufferten levede sit eget liv, til jeg nåede dertil. Som den søde pige i skranken sagde, så behøvede jeg slet ikke tænke, og det må man godt lade være med, når man skal holde ferie. Og da jeg nåede frem, var der lilla skilte hele vejen for os, der var i transit og der stod mænd og damer i lilla jakker, som kunne fortælle, hvilken terminal, vi skulle til før vi kunne nå at kigge på tavlen. Se dët er service! Så man skulle være ekstremt klodset og ubehjælpelig, hvis det skulle gå galt, og det gjorde det så heller ikke. Som alle nok ved, er Heathrow megastor, så det var bus i 12 minutter til Terminal 3.

Jeg ved ikke lige, hvad jeg tænkte på, men jeg havde ikke regnet med andet end et måltid mad om bord.Ikke helt realistisk, at vi vkulle klare os på så lidt så længe. Mentilmit forsvar skal siges, at jeg jo kun få gange før, har fløjet så langt. Men det viste sig, at der var hele 3 serveringer undervejs, to regulære måltider og så en snackboks.Og alt smagte rigtig godt. det eneste, jeg ikke smagte var kellogs musli bar af en slags. Den fik min sidemand. En sød ung mand, der skulle til Californien, ad snørkelde omveje, så han fik en meget længere tur end jeg. Skalvi ikke bare sige, at jeg ikke var misundelig!! Han var iøvrigt iklædt en festlig Juleskjorte, han havde købt online. Gad vide, om danske mænd også kan finde på det. Min oplevelse er, at folk r bange for at skille sig ud og ikke mindst for farver. Men her var så begge dele.

Nu jeg skulle sidde der og alligvel ikke kunne sove,kunne jeg lige så godt få det bedste ud af det, så jeg så film. Og der var lige to på min To-see-liste. Den ene “Me before you” havde jeg store forventninger til, fordi jeg har læst bogen, der fik mig opløst tårer. Det gjorde filmen så ikke, måske også, fordi jeg nu vidste, hvad der skete. Den kan vi tage mere om en anden gang, for det fortjener den og bogen. Den anden var Meryl Streep- film,som jeg også gerne ville se Florence Foster Jenkins (2016), som jeg intet vidste om, men havde set klip fra hist og pist. Den fortjener også senere omtale, så det får den så.

Endelig nåede vi USA og Phoenix, efter en fantastisk flot indflyvning. Og så var der sikkerhedestjek. Hold nu magle,det tog tid. Det var ikke så underligt, for man får taget fingeraftryk af begge hænder de fire fingre (undtaget tommelfinger altså) på og så tommeltotten på begge oså, ligesom man bliver fotograferet. Så ejg skal love for, at det bliver gjort grundigt.
Min nervøsitet gik nu på, om jeg ville få vrøvl med min emdicin, jeg havde med.Jeg havde gjort, alt, som foreskrevet fra Ambasaden, og det var også helt fint, og ingen problemer i det.

Så stod min bror, hans kone og deres ældste datter og ventede på mig. Og hold nu op, det var skønt, at se dem. Det havde jeg nu også regnet med, men det var faktisk bedre den ventet. Det føltes så naturligt og har gjort lige siden. Vi har altid været i familie, sådan føles det og vi klinger bare SÅ godt. Min brors kone, kunne snildt være min veinde, og det er hun ved at blive allerede. Hun er lige så sød og dejlig som han er, og det var også det indtryk, jeg havde. Jeg har indtil nu kun mødt den ældste datter og efternøleren på 10, og de er bare dejlige også. Jeg mangler datteren i midten.

Vi kørte ud for at få noget at drikke og spise i går. D.V.S. det var mest de andre, der spiste, for jeg var stopmæt. Jeg fik en dejlig drink og et stort glas limonade og lidt pommes frites. Jeg kan altid spise pommes frites,men jeg kunne dårligt i går.Og hold op, hvor var jeg træt. Alligevel kunne jeg jo selvfølgeli gikkesov og vågnede klokken 5 og var vågen til kl. 8!! Og så Havde jeg mega hovedpine. Jeg forsøgte at sove lidt mere, men det blev ikke rigtig, men hovedpinen blev bedre ved hjælp af piller og et bad hjalp også. Min bror mente, jeg ville få det bedre, når jeg fik noget at spise, og det fik han ret i. Og det gode selskab var jo ren lise for alting. En ting er, at man får familie serveret på et sølvfad, men at føle, at man får det, er noget ganske andet, men det kan jeg altså roligt sige, at jeg i den grad føler, at jeg har fået. Helt oprigtigt er jeg vild med min bror og hans dejlige familie, og de virker rigtig glade for mig, så det kan ikke være bedre. Og jeg føler mig superheldig. Og så har jeg endnu ikke mødt min søster.

Da vi havde spiste morgenmad/brunch, kørte vi i shoppingcentret, hvor jeg skulle have en ny omformerdims, fordi den jeg havde ikke duede. Den er rund og stikket til computeren og forlængerledningen, jeg på opfordring fra Rene FrederiksenR Roadtrip USA”> havde medbragt, var for store til at komme i, og så var jeg lige vidt i forhold til computeren og nu var den altså slæbt med, og skulle selvfølgelig bruges. Så vi var i en kæmpe elektronikforretning (a la Elgiganten), og der fandt vi en omformerdims, der duede. Super. One down, one to go, for det var et simkort, som vi også via Renës side også fandt i AT&T og fik god og kompetent hjælp og charme oveni af italienske Vinny! Så var jeg all set. Så skulle vi videre og købe gaver for yngstemand, der skulle til hele 2 fødselsdage i går. Han var allerede til en, mens vi gik der og så skulle han hentes og videre til en mere. På vej retur blev jeg sat af her, og fik endelig kontakt til min søster, der endte med gerne at ville udsætte til i morgen, og det gør vi så.

Min bror og svingerinde, som jo bare supeersøde og omsorgsfulde, kunne godt se, at jeg var træt, så de foreslog at komme med mad til mig, som jeg kunne lune i mikroovnen og så kunne jeg få hvilet ud. God ide, så min bror kom med mad til mig. Jeg spist lidt, men var ærligt talt for træt til at spise meget, så nu vil jeg prøve at sove.

Dog vil jeg lige skrive et par ting, der er meget anderledes her, end derhjemme:

  • Vejret – som er meget mildt og i går ca. 10-12 grader, så ikke så varmt som da jeg ankom
  • Bilerne – Den ene dejlige bil efter den anden. Ikke engang, hvad man ville kalde luksus – de er bare meget meget større og der er modeller her, jeg aldrig har hør om
  • Beplantningen – Er som, hvad jeg ville have i min dagligstue, meget af det ihvertfald. Kaktus og palmer. Og så selvfølgelig gevækster, jeg aldrig har set. Helt klart et andet klima
  • H

  • Trafik – det kører nok noget nær lige så råddent som derhjemme. Det tror jeg på, men derudover er der ihvertfald mindst en regel der er andderledes: Man må køre over for rødt, hvis man holder i en højresvingsbane, og der er klar bane. Og så er der intet krav om foreste nummerplade her i Arizona, selvsagt, er der ingen, der har en – jeg har ihvertfald ikke set endnu.
  • Fotos fra oven: Heathrow ved gaten
    Solnedgangen fanget fra flyet, mens vi holdt i kø for at lette
    Solnedgangen over skyerne
    Vi forlader London
    Udsigt fra hotelværelset
    Hotellet udefra
    .do-
    Palmer og fine buske udenfor shoppingcentret

    En møgdag med migræne

    Dagen i dag har været en møgdag uden lige. Jeg har næsten ikke sovet. Det er generelt et problem, men udefra kommende ting, oveni en massiv migræne, gør ikke sit til at hjælpe på sagen. I mange timer, lå jeg bare for nedrullede gardiner og prøvede at sove, og endte da også med, at kunne sove lidt, og migrænen lettede lidt ved hjælp af piller.

    Det er godt nok sjældent, at jeg har hovedpine på den måde, men jeg tror, systemet begynder at brænde lidt sammen med alt der sker omkring mig, og vi nærmer os også, at jeg skal rejse. Misforstå mig ret, jeg glæder mig helt vildt, men jeg er samtidig også nervøs og spændt på en gang, hvis det giver mening. Helt bortset fra, at jeg da aldrig har været væk hjemmefra, så længe. Så det er flere ting, der er i spil. Og som I sikkert ved, så har der ligesom været sket “lidt” her de seneste måneder.

    Så af alle ovennævnte grunde, har jeg ikke været til pænt brug. Egentlig ville jeg have været på visit hos en hesteveninde, der ligger på hospitalet (ja hun faldt desværre af hesten), men det blev altså ikke i dag. Hun ved, jeg tænker på hende. Hvis jeg får lavet nok her, må det så blive i næste uge.

    Humøret har bestemt heller ikke været noget at skrive om idag, for nu at sige det mildt, så alt i alt, er det en af de dage, jeg gerne springer let og elegant over. Jeg skal ikke kunne sige, hvornår jeg lige får det bedre. Hovedet er bedre og på trods, har jeg faktisk fået ryddet op i mit køkken og lidt andet, så helt og aldeles skidt, er det ikke endt.

    Og så fik jeg lavet noget sund aftensmad også. Til frokost stod den på en lasagne, jeg mangler at skrive om (det får komme, som det kan), og til aften, var det den dejlige indiske aubergineret med dal (fra fryseren) og så ris til. Det smagte himmelsk, og så besluttede jeg, at dagen var den, hvor jeg fortjente et glas hvidvin, så det får jeg så. Rigtig god weekend til jer.

    Foto er fra min tur til Mølleådalen med det nye kamera.

    Jägersro – første og sidste tur i år

    Det var egentlig slet ikke planen, at jeg skulle til Jägersro, og det var en af de her i-sidste-øjeblik beslutninger. Det hele afhang af, om der var plads i bilen til mig, der hvor jeg havde tænkt. Med Nicolaj Stott, som også er vores jockey, der skulle derover, og en anden pige fra stalden skulle også med, ligesom hans kæreste. Heldigvis kunne jeg så få lov at optage det sidste sæde i bilen og således var den godt proppet den lille bil.

    Der var ingen særlig trafik på vej over, og det gik dælme hurtigt at komme til Jägersro. Nicolaj kørte bestemt heller ikke for langsomt, så meget skal være sagt. Og så har jeg ikke sagt for meget. Men vi kom frem og det var fint. Jeg startede med at se mig lidt omkring, og så gik dagen ellers med at fotografere lidt og sludre med alle dem, jeg mødte på min vej. Jeg kender jo en del, så kede mig gør jeg aldrig.

    Det var en dejlig tur, og jeg var glad for at se alle. Ikke mindst var det også super at hilse på Frederik Johansson (tidligere topjockey), som jeg ikke har set længe. Når det er sagt, så var det pissekoldt (parden my french), gråt og blæsende og møghamrende trist. Det var godt nok storløb og alting, men jeg må give en anden hesteven, jeg mødte ret – det giver altså ingen mening, at holde løb på den tid af året. Det var kun os de allermest dedikerede, der var der og ellers var der gabende tomt. Ikke underligt, for jeg tror også, at havde det været Klampenborg og havde jeg ikke haft brug for et lift, så var jeg taget hjem før. Men nu har jeg været der, for første og sidste gang i år.

    Fotos tog jeg heller ikke voldsomt mange af, for til sidst var mine fingre ved at fryse af og det var simpelthen så mørkt, hvilket nogle fotos også bar præg af.

    Dagens pletskud er Red Robin og Josefin Landgren, der vinder Advent Silver (nedenfor) for træner Jessica Long. Ovenfor, er det samme, der springer ud af startboksen.

    Ligesom nok nu og ellers en dejlig dag

    Jeg ved ikke lige, hvad der sker! Det er som om, at glæden ved fundet af mine søskende og familie i USA skal opvejes af dårligdomme. Indtil nu er 5 personer, jeg kendte døde på mindre end 6 måneder. To var dog gamle og syge, men den ene var så min far og den anden en tidligere nabo. En var en god ven, der døde 55 år gammel, en var en ægtefælle til en meget sød dame jeg kender (iøvrigt min fantastiske værtinde på B&B i Newmarket) og den sidste, jeg lige opdagede i går, er Sue, som malede de fantastiske kort med galopmotiver, som jeg ofte har reklameret for her på siden. Det var også hende, jeg mødtes med, da jeg var ovre og se Frankel, og vi havde det superhyggeligt. Jeg havde håbet, at møde hende igen. Nu synes jeg godt, det må stoppe. Det er næsten ved at være sådan, at jeg ikke tør undersøge, hvis jeg ikke har hørt fra nogen et stykke tid. Sue plejede altid at skrive her op til Jul og minde om køb af kort og iøvrigt bare smide en hilsen. Det lader til, at hun har været syg gennem et stykke tid, men jeg kender ikke de nærmere omstændigheder. Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg har fået dødsfald nok sådan lige.

    Alt dette påvirkede mig (udover andre spekulationer), så jeg sov ad helvede til for at sige det mildt. Jeg havde ellers fint selskab, for min venindes to små hunde var her. Dem skulle jeg passe til og med i dag, hvor hun ville hente dem til aften. Fotos ovenfor, er fra vores tur til morgen. Vejret var flot, men bidende koldt og ikke mindst stormede det 10 pelikaner. Jeg var næsten bange for, at hundene ville lette. I dag var iøvrigt første gang, jeg gik med dem uden snor. Jeg har passet dem masser af gange, og ved de er superlette at styre, men når det ikke er ens egne, er man altså forsigtig. Men idag skulle det altså prøves, og selvfølgelig gik det superfint. Meget dejligere for dem og også for mig.

    Som det ses, er det nye kamera, og ikke mindst mit nye objektiv det helt store hit. Nu kan jeg fotografere yndlingshusene meget bedre og knivskarpt (der er klart nogen, der ikke går ned på huse eller biler!). Der stor, stor forskel. Men det andet objektiv, er jo også så gammelt, at det burde have været kasseret og bliver det nok også nu, for det ér færdigt. Det er en fornyet glæde at fotografere med det nye på alle måder.

    Som en fodnote har jeg fået ryddet en del op her, og nu begynder det at tage sig fornuftigt ud. Jeg har ikke pyntet til Jul som sådan, for jeg er her alligevel ikke, så det kan være det samme. Også på madsiden, har jeg været god. Jeg har fået lavet Dal til fryseren og spist til frokost og så har jeg lavet en af Kirstens opskrifter til aften – den var også god.

    Nu har jeg afleveret hunde, spist og siddet her. Så nu er jeg klar til at hoppe under dynen. Forhåbentlig kan jeg sove, men efterhånden forventer jeg mig ikke det vilde. Det kan være, jeg tager en pille for, at få sovet ud. Sådan må jeg ty til engang imellem, hvis jeg skal kunne fungere. Ihvertfald håber jeg også, I må sove godt.

    Endnu en dag med afskeder

    Dagen i dag var endnu engang fyldt med afskeder. Nogle mere vigtige end andre. Den ene var, at jeg skulle sige farvel til Susie i stalden. Kun for de mørke måneder, ganske som vanligt. Men jeg bliver aldrig god til det. Især ikke dennegang, for vi har intet nået i år. Men som dem, der har fulgt lidt med ved, har det også været en begivenhedsrig sommer, for nu at udtrykke det mildt. Og så er det jo heller ikke alt, jeg skriver her. Så det har været rigeligt og med store følelsesmæssige udsving.

    Så jeg tog først i stalden og vi spiste morgenmad og sludrede lidt og så kørte jeg ned og handlede. Forleden købte jeg en pakke med Earl Grey Te i løs vægt. Først havde jeg købt den på nettet på tilbud, men så viste det sig, at min lokale helsekost havde den. Det blev jeg glad for, for den var rigtig god. Så jeg købte den forleden. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke finde den og i dag havde jeg stadig ikke fundet den. Jeg skulle alligevel derned og købe nogen andre ting, så jeg susede derind og købte en ny pakke te, for jeg kunne ikke regne ud, hvor den var. Og selvfølgelig lå den ude foran vores cykelkælder, hvor jeg havde tabt den. Så nu har jeg en ekstra pakke. Det er okay, jeg skal nok få den brugt!

    Så kom jeg hjem. Inden jeg tog afsted havde jeg hilst på Viktor – “min” stilladsgut, som jeg har sludret hyggeligt med. Han kunne godt spise mere chokoladekage, og jeg lovede ham et stykke, hvis han ikke var gået, når jeg kom retur. Det var han langt fra, og det er på det tidspunkt, at fotos er taget. Den her kran er altså mega-enorm, og så har jeg ikke overdrevet. Prøv at kigge i forhold til bilen på parkeringspladsen ovre til højre og i forhold til husene. Stilladset skal fra den ene side af huset over på den anden. Man er altså lidt nervøs ved, når der hænger sådan en bunke jern og svæver over huset, selvom man ved der er styr på det. Det er hårdt arbejde også med hjælp af kranen. Det skal stables i bunker og surres sammen og fast på lastbilen, der holder og venter. Viktor’s kollega på den ene side af huset og ham på den anden. Der var styr på det og de endte med, at køre med to meget fyldte biler.

    Inden de kørte kom han op og hentede et stykke kage til dem og sagde pænt farvel. Stilladserne vil jeg godt undvære, men gutterne – både tømren og Viktor, kommer jeg nu til at savne, for de er et par rigtig søde fyre. Tømren havde jeg fornøjelse af i går, fordi mit nedløbsrør var utæt. Nu burde der ikke være mere, der kan gå “kuk” i. Så kan vi tage “en tur” mere, når de vil renovere de andre altaner. Jeg beder bare til, at de forbliver som de er, med et rækværk, der evt. matcher de altaner på forsiden (ses også på foto). Her kan du se, hvordan de så ud før. Men jeg har intet at skulle have sagt.

    Da jeg kom hjem, kunne jeg gå hjem og lave mad. I morgen skal jeg nemlig til en lille komsammen og bliver hentet. Og inden skal jeg lige forbi nogle venner og hente en lille erkendtlighed, de synes, jeg skal have med til USA. Så det bliver en travl dag. Nu må jeg hellere gå i seng og se, om dagen i dag, er en, hvor jeg kan falde i søvn sådan i rimelig tid.

    Med og uden

    Så blev det tirsdag. Som jeg var inde på for noget siden, så har der været sket mange ting de seneste måneder, og gør stadig. Som ofte før, så reagere min krop på stress med fysiske symptomer. Jeg var til lægen i dag, for i går fik jeg ondt i halsen som jeg ofte gør. Selvfølgelig var det virusbetinget, men jeg var tydeligt ildrød i halsen. Men intet at gøre ved det. Så jeg holder mig i ro.

    Inden jeg tog afsted, fik jeg hilst på min flinke stilladsgut, som til gengæld for at kalde mig “en ung dame” inkasserede et stykke kage til sig selv og makkeren. Charmerende, det er han, det må man give ham. Og hvem kan stå for det – jeg kan ikke ihvertfald. Det er helt underligt uden stilladset, men selvfølgelig også rart, at man nu kan bevæge sig i sin lejlighed uden tanke på, om der kommer nogen gående udenfor vinduerne.

    Nu vil jeg hen og hvile dmig, for godt har jeg det ikke, og feber har jeg også i svingende grad.

    For første gang i lang tid og en rutchetur uden lige

    img_4208opt2_171116_forstbotaniskhave

    Det er turbulente tider i øjeblikket for mig. Og selvom jeg udenpå virker meget fattet, kan jeg godt mærke, at alt, der er sket, begynder at slide på mig nu. Jamen nu er det jo overstået? Tjah, det er det så ikke. Jeg står for at skulle møde min biologiske familie i USA meget snart. Alt det praktiske omkring turen, har jeg fået på plads nu, og det er super og jeg glæder mig til at se dem. Samtidig med dette skal jeg stadig forholde mig til, at jeg lige har mistet min far. Selvom jeg er helt afklaret og som sådan ikke sørger, sørger, så er det immervæk underligt, at han er borte. Udover alt det, har jeg haft håndværkere her og så har der også været og der er generelt ting, som jeg spekulere over. Så at sige, at jeg engang imellem bliver lidt træt og et sted synes, at nu kan jeg ikke lige tage mere, er vist naturligt nok.

    Gode venner er bare sagen og jeg har heldigvis masser. I dag var jeg ude drikke kaffe med en af dem, og i morgen står den på den årlige staldkomsammen, som altid er superhyggeligt. Det glæder jeg mig til.

    På vej hjem i dag, efter at have været hos lægen og hente en medicinattest, tænkte jeg at luften havde godt af mig. På den ene side, ville jeg gerne gå en tur, og på den anden side, kunne jeg ikke finde ud af, hvor jeg ville hen. Så jeg kørte hjemover. På vejen kom jeg så i tanke om, at jeg kunne tage forbi Forstbotanisk Have, hvor jeg ikke har været længe. Førhen kom jeg der meget, men efter at det blev et social projekt, og blev alt for trimmet, har jeg ikke brudt mig om at komme er. Dertil kom, at jeg førhen kunne have det for mig selv og lade op i skovens dybe stille ro. De tider er mere eller mindre forbi. Jeg nåede kun lige ind i haven, før der var en børnehave, der under skrigen og råben gjorde deres entre. Nu er der jo sat bænke op, så de kan sidde ned og spise eller hvad de nu vil. Jeg gik modsat dem, og undgik den værste larm, og jeg fik da også taget lidt fotos, som det ses. Der er fældet utallige træer. Om det er fordi, de er dårlige ved jeg ikke (de så ikke sådan ud) og det er skæmmende. Især omkring, hvor den famøse bænk absolut skulle sættes op. Nej, det er ikke min have mere. Desværre, for jeg holdt meget af at komme der førhen, men var i sin tid godt klar over, at det ville blive sådan. Nu gav jeg det en chance i dag i mangel af bedre, men ikke igen.

    Ellers har jeg haft svært ved at finde motivationen til noget i dag. Jeg var ligesom brugt op, da jeg kom hjem, ihvertfald sådan mentalt. Nu cykler jeg jo også rundt, istedet for at køre i bil. Det giver jo også en vis træthed. Men selvom jeg er træt, så sover jeg ad helvede til om natten. Men nu er klokken så mange, at jeg skal til at prøve det igen. Som ventet havde jeg fået ny altan, da jeg kom hjem i dag.

    Det meste af tiden, synes jeg, at jeg er ret positiv, men selv de mest positive dykker indimellem og det gjorde jeg så lige i dag. Det er lidt sværere, når man egentlig føler, at man burde være glad, men det er en “blandet landhandel” i øjeblikket. Om ikke andet, ved jeg, at det gode selskab i morgen nok skal løfte humøret.