En alternativ dag på den ufede måde

Dagen i dag har været lang. Det er en af de store dage på væddeløbsbanen, og som mange ved, min yndlingsløbsdag på hele året. Det er dagen hvor de bedste heste fra Skandinavien mødes, og dyster og det er som regel både spændende og festligt. Selvsagt bliver det en lang dag, når der er 10 løb og hovedløbet som er Scandinavian Open Championship ligger som nummer 8. Det er så også dagen, hvor jeg har lov at gå amok i fotos, og det kan man så roligt sige, jeg har gjort i dag 1078 var der før førstesortering.

Jeg havde jo mine spekulationer, om, hvad jeg skulle gøre, for jeg har jo ligesom en hund i pasning, der bestemt ikke er glad for, at være alene hjemme. Heldigvis har jeg en rigtig sød underbo, der allerede tidligere havde tilbudt sin hjælp. Normalt ville jeg ikke sådan udnytte det, men nu var jeg virkelig i en pine. Og heldigvis havde han mulighed for at gå en tur med Emil midt på eftermiddagen, så jeg kunne tage til løb i ro og mag. Det var guld værd.

Og jeg nød min dag på banen, lige til det famøse styrt. Det vil jeg ikke gå i detaljer med her, men bare henvise til, at der kommer mere herovre som vanligt, når jeg lige får det skrevet og fotos ordnet. Iøvrigt havde min stald også to heste til start. Bay Breeze, som fik en meget flot 2. plads og The Kicker, som blev 3. Vi er meget godt tilfreds.

Dagen var også alternativ derhen, at jeg virkelig ondt i mine hofter i øjeblikket, og det er altså ikke sjovt. Så jeg har kæmpet mig igennem dagen på smertestillende, men jo mere jeg går jo mere ondt gør det. Så da jeg kom hjem og skulle fodre hund og så ud med ham, var det næsten mere, end jeg kunne. Jeg endte med at tage en meget kort tur til en start og så samlede jeg kræfter og har lige været ude med ham igen. Spørg endelig ikke, om jeg er træt, det er ikke ordet. Så nu vil jeg slappe af.

Over stok og sten – helt bogstaveligt!

Jeg er målløs. Den her bil har stået, hvor den står nu i ca. en uges tid. Først troede jeg, at det var en dårlig joke, at nogen havde løftet den derind. Grunden til,at jeg kunne tro det, er at hele vejen rundt er der store kampesten, så man netop ikke kan køre derind. Sidst jeg fotograferede uheld der, var vedkommende dog så relativt heldig at bruge autoværnet – ikke denne gang!

Det var først i dag, da Susie og jeg var ude og gå med Indy og Kicker, det gik op for mig, at den dælme er kørt derind. Hvad så med kampestenene? Tjah, det var så ingen hindring åbenbart, ihvertfald ikke når man kører ind i dem, og flytter den sådan ca. 3 meter og selvsagt totalskader sin bil i processen!!

Vedkommende, der har kørt, har taget turen ind over cykelstien og er så fortsat direkte ind i den her kampesten og er landet, hvor bilen så står nu. Og tro mig, den kommer aldrig ud og køre mere. Hvordan hulen, han har båret sig ad, kan man kun gisne om. Enten har han troet, at han kunne overhale indenom via cykelstien og køre ud igen på kørebanen, eller han har været påvirket og har mistet kontrollen eller er faldet i søvn ved rattet. En mulighed er også, at bilen er stjålet, men det er ren spekulation. Jeg tør slet ikke tænke på den lyd, det har sagt, da han kørte ind i den sten. Der bor jo nogen lige på hjørnet, og vedkommende havde set en mandsperson gå derfra, gå over til bussen, ryge en cigaret, og så iøvrigt tage bussen. Siden har bilen stået der.

Det føles som fredag

Kender I det, at det føles som weekend? Sådan har jeg haft det hele dagen, og det er ikke gået over. Jeg ved altså godt, det kun er tirsdag, men følelsen er den samme. Pyt, det er vel ikke det værste, at være i weekendmode. Måske det er fordi, det er Sankt Hans? Ikke at det har gjort den store forskel for mig. Jeg har bare hygget mig her, med lidt mad og nu sidder jeg så her. Derudover har jeg fået brugt den dyre scrub og creme, jeg købte i England, efter et dejligt bad. Som jeg var inde på på Facebook, der er stort set intet så godt som et bad.

Fotos er også taget i England, i Islington i kvarteret rundt om min veninde, og er en Jasmin, men lige hvilken art ved jeg så ikke, men den duftede himmelsk hver gang jeg gik forbi den på vej til hovedgaden.

Udover gåture som snart har slidt mine ben op, så sker der ikke så meget. Som regel er jeg heldig, hvis jeg orker at få et bad også, og så sover jeg. Hvis ikke det, så prøver jeg at holde skidtet fra dørerne her.

Med hensyn til min far, så er han d.d. blevet flyttet til genoptræning/evaluering på et ældrecenter
her i nærheden. Så som han siger, ukrudt forgår ikke så let. Men det bliver en far med konstant behov for ilt i fremtiden, uanset hvordan vi vender det. Men jeg skal besøge ham dernede tordsdag, så må vi se, hvordan. Håber I har en god aften.

London – 29. maj – Sloane Square etc. og verdens dyreste creme!

Så blev det fredag og dagen, hvor jeg skulle mødes med en gammel, gammel veninde. Vi har kendt hinanden siden 1. klasse og jeg har besøgt hende flere gange i London op gennem årene. I 2. klasse flyttede hun og hele familien til England og har boet der siden. Sidst jeg så hende, var da hun var på et lyn-visit her og hun tilfældigvis var på Galopbanen. Af bar befippelse over at se hende, tog jeg ikke noget foto – det ligner mig ikke ligefrem, men det fortæller, hvor overrasket, jeg blev. I London var jeg heldigvis godt forberedt.

Det var først til aften efter arbejde, at vi skulle mødes, og dermed havde jeg tid til lidt andet inden jeg skulle afsted og mødes med Jeannette. Så jeg tog til Chapel Market, som er et lokalt marked i Islington, og hvor jeg let kunne gå over. Det var den dag, jeg lavede en opdatering, der var mindre positiv på Facebook for det p…… ned for nu at sige det lige ud, hvilket også fremgår af fotoet derfra. Af samme grund var lysten til at se på noget der meget lille. Det nærmede sig frokost så jeg tænkte, at nu kunne jeg da lige så godt prøve den her Veggie Burger, de skulle have på McDonalds. Det skulle jeg aldrig have gjort, og jeg gør det aldrig mere! Jeg vil ikke engang værdige den mere plads, andet end at sige, hold jer fra den.

Godt irriteret over at have spildt penge på den, tog jeg hjem og hvilede mig til jeg skulle afsted for at mødes med Jeannette. Vi skulle mødes ved Sloane Square Station. Jeg var i god tid, så jeg kunne gå rundt og kigge lidt, inden hun kom. Det skulle vise sig at blive farligt og mega-dyrt. Jeg kiggede mig som sagt lidt om, og på vej retur bliver jeg tiltalt af den her unge mand, der står i en butiksdør. Man er fra Danmark jo langt fra vant til den slags aggresive forretningsmetoder, så til at starte med, var jeg usikker på, hvad han ville. Det viste sig så, at han var sælger med stort S. For nu at gøre en lang historie kortere, fik han prakket mig det dyreste creme, jeg nogensinde har køb på ærmet og en scrub tillige med. Det skal siges, at han havde prøvet produkterne på mig, og jeg kunne vitterligen se forskellen og mærke den. Men prisen – prisen min kære Watson, var astronomisk.

Han påstod, at han gav mig rabat, hvilket jeg lige skal tjekke, men han og mit telefoneventyr, skal nok have skylden for det overtræk, jeg havde, da jeg kom hjem. Heldigvis kan finanserne bære det, men det var bestemt ikke hensigten. Nå, men om alt går som han prædikede, så har jeg til et helt år, og så er det trods alt ikke dyrt. Men som for pokker, hvor kunne han sælge sand i Sahara. Da jeg endelig fik vristet mig fri af hans venlige men oversælgende kløer, var jeg adskillige 500 kr. sedler fattigere og noget rundt på gulvet. Nå, men skidt pyt, jeg tog det som en oplevelse, og belært af erfaringen, så skal man altså afvise den slags!! Det råd er hermed givet videre. Jeg kan nu se, at jeg ikke er den eneste, der er faldet i fælden.

Ovenpå den omgang, trængte jeg ærlig talt for en drink. Der var kun meget fine steder, hvor jeg følte mig i den grad underdressed, men de lukkede mig da ind og jeg fik en Gin & Tonic på Colbert. Mens jeg sad der ringede Jeannette, og hun kom der (det var klods op og ned af stationen). Jeg drak ud og vi gik over på Cote, som Jeannette foreslog (jeg lod det være op til hende, for hun er madkender også, og arbejder i faget). Vi fik de lækre gratinerede madpandekager, der ses ovenfor med et dejligt glas Chablis til. Det var lige til at holde ud, og så i det bedste selskab. Så dejligt. Restauranten er selvsagt stor, men virker utroligt hyggelig alligevel og betejningen var tip-top, så det er ihvertfald et sted, jeg gerne kommer igen.

Det var skønt, at se Jeannette, og jeg ville gerne have haft mere tid for det var simpelthen så hyggeligt, men sådan er det jo. Hun er også travl med et krævende job og familie. Men jeg er utroligt glad for, den hyggelig aften vi havde. Heldivis kommer hun jævnligt til Danmark, så jeg håber, vi ses næste gang, hun lægger vejen forbi. Og ellers skal jeg nok tage over til hende, men jeg holder mig fra ham med cremerne – for hulan da!!

(P.S.: Husk musen over fotos for tekst)

80 år i dag – Tillykke mor!

I dag er det min søde mors fødselsdag. Hun ville være blevet 80 år.

Egentlig skulle hun have haft en blomst, men efter min morgenrunde og tur på hospitalet, orkede jeg simpelthen ikke mere. Jeg har sovet lige siden og har lige gået med Emil.

Alle gode x3

Som det ses kom jeg afsted på Galopbanen i dag. Vejret kan man jo dårligt regne med i øjeblikket, men det har som andre også har oplevet, været det mest fantastiske vejr. Jeg og mange andre havde da fået alt, alt for meget tøj på. Heldigvis havde jeg det sådan, at jeg kunne smide lidt. Men det var perfekt timet, for senere blev det overskyet og trist og blæsende igen.

Dagens hovedløb var Breeders Cup, og det blev vundet af, hvad nu med rette kan kaldes Klampenborgs nye dronning – ihvertfald på hestesiden – Inaya (GB) som sidste år vandt både St. Leger og Dansk Oaks. Fantastisk dejlig hest. Inaya (GB), er ejet af Chess Racing og trænet af Jessica Long.

Stalden havde også hest til start i Breeders – The Seducer, men det var desværre ikke hans dag i dag og han endte 3. sidst.

Jeg nød det gode vejr og at være i mit rette element blandt dejlige mennesker og heste, og heldigvis lader det til at optimismen med hensyn til far fortsætter. Ihvertfald var der gode toner, da jeg ringede til hospitalet her til aften, så det glæder mig jo meget. Så alt i alt en dejlig dag. God weekend til jer!

Addicted??

Ikke lige for tiden, men kom den rette, kunne jeg nok blive det igen. Bortset fra det, så elsker jeg dette nummer og har set Tina live i sin tid, noget jeg er svært glad for. Fantastisk var hun! Jeg synes, jeg trængte til lidt musik her på en fredag.

Jeg har delt den på Facebook, men dem som ikke er der, skal også have fornøjelsen. Rigtig god weekend!

Intet nyt…..

Man plejer at sige, intet nyt er godt nyt. Det er så ikke helt sandt i den givne situation med min far på hospitalet. I bedste fald, er det mere eller mindre status que. Ikke helt, men det er svært at sige nøjatigt, hvordan det egentlig går, for det svinger meget. Det er belastende for far, og selvfølgelig også for os. For bedst som vi lige håber på lidt bedring, så går det skidt igen. Lægerne gør alt, hvad de kan for at finde løsninger, men med mange diagnoser i spil, er det ikke let at finde den rette. Der er ikke udsigt til udskrivelse foreløbig.

Det værste er næsten folks uforståenhed, og bedre viden omkring tingene. Min søster og jeg gør alt, hvad vi overhovedet kan, for at alt skal være så godt som vel muligt for vores far. Indimellem ville det være dejligt, hvis folk ville passe deres og så bare ønske god bedring. At skulle i 3. grads forhør om, hvad og hvordan i tide og utide, er bestemt ingen hjælp. Vi taler med vores far og finder sammen med ham løsninger, og så behøver andre ikke blande sig i det. Hvis vi vil have råd, skal vi nok spørge om det. Det kan vi godt.

Folk har åbenbart også svært ved at forstå, at det er hårdt for mig, at have en syg, syg far på hospitalet og en hund at passe også. Motion er godt. Ja, motion er godt, men det handler altså også om, at jeg generelt ikke har et helbred som alle andre, og der er en grund til, at jeg får pension. Så hvis du ikke kan forstå det, så skulle du måske lige tænke på, at det er ikke er for sjov jeg siger og tro mig på mit ord, når jeg siger, det er alt, alt for meget for mig. Vi kan desværre ikke bytte helbred, så du kan prøve, hvordan det er at være mig. Meget ofte ville jeg ønske man kunne det, for det ville måske spare mig for nogle bemærkninger.

Når det er sagt, så skal der også lyde stor tak til dem, som virkelig viser omsorg og spørger til far, og støtter og bakker op. Ikke mindst alle venner og familie, som heldigvis er en stor støtte. Tak for jer.

Årets Kongelige foto

Dagen i dag startede tidligt. Op og give Emil mad og så læssede jeg ham i bilen og kørte mod stalden. Vi defilerede lidt rundt og så gik vi en pæn tur i Dyrehaven. Så var vi i stalden til henad 9.30-tiden og så drog vi hjemover. Jeg skulle have pakket en gave ind til dagens fødselar, og ned og aflevere den – var meningen, og så ville jeg lige kigge til far også. Første mission var umulig, for der var ingen i stalden, da jeg kom derover klokken 10.15, men jeg så jo Gert senere, og kunne give ham der så. Altså gik turen til far. Han var noget træt og sov faktisk da jeg kom, så det blev et kort visit.

Så drønede jeg hjem og fik lidt mad og så var det alligevel ved at være tid til, at jeg skulle på banen, selvom jeg egentlig synes, jeg havde god tid.

I dag var det så Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Benedikte’s Ærespræmie, der skulle rides af kvindelige amatørryttere, og som vanligt var Prinsessen til stede for at overrække prisen.

Hesten der vandt hedder Finn Ind Again, og han har været en meget stabil hest gennem årerne, og det var ham velundt at vinde. Som det ses, er han også en meget smuk hest desforuden.

Da jeg endelig landede her (jeg sprang sidste løb over, af hensyn til Emil), var jeg dælme noget træt, men jeg gav ham mad, og så drog vi ud på en times gåtur. Om ikke andet, har jeg godt af det.

Det var skønt at komme ned og hilse på alle dernede og jeg nød at tage fotos som altid. Nu forestår det store sorteringsarbejde, men jeg har dog ikke taget mere end 500 fotos i dag, og der ryger en del i 1. sortering.

Der kom et par dryp på banen, og alle holdt vejret, men det blev ikke til mere. Da Emil og jeg var ude, begyndte det igen at dryppe og vi nåede lige hjem så begyndte det at regne rigtigt og det gør det så stadig. Jeg ser frem til at hygge mig her i morgen med Emil, fotos og hvad der nu falder for. Lige nu skal jeg have mad – en spændende opskrift fra en ny kogebog, men mere om det senere. Rigtig god weekend til jer.

London – torsdag den 28. maj – Tina og 2 broer

Om torsdagen sov jeg relativt længe, jeg var træt ovenpå gårsdagens rejseri, men jeg måtte op, for jeg havde en aftale med Tina, eller det fik jeg, efter vi skrev sammen. Vi havde forinden skrevet om at mødes, og hvilken dag, så var det kun tidspunktet.

Nu glemte jeg helt at fortælle om mine telefonproblemer, som sådan set startede dagen før. På vejen hjem købte vi nemlig et Tesco sim-kort med 4G data på. Men det var ikke bare lige, at få det til at svinge. Man skulle jo først registreres og alt muligt, så igen var jeg med en telefon, der ikke virkede. Mens jeg havde mit eget nummer kunne jeg i det mindste ringe. Men nu var jeg ligesom undervejs, og fordi jeg havde prøvet at gå ned til Tesco’s for at ordne det her telefonhalløj, var jeg voldsomt forsinket i forhold til, hvornår jeg skulle mødes med Tina. Og lige lidt hjalp det! Så til sidst var der ikke andet at gøre, end at komme afsted, og så håbe og bede til, at Tina stadig kunne mødes. Jeg bandede godt, det skal ingen hemmelighed være. Telefonproblemer var også skyld i, at jeg aldrig fik mødt ihvertfald en ven, da jeg var i Newmarket. Nå, men der var ikke andet for, end at prøve og så håbe det bedste. Hvis det ikke gik, var jeg i centrum, og kunne sagtens få tiden til at gå.

Jeg nåede ind til Charing Cross Tubestation, og gik mod National Gallery. Der greb jeg den første og bedste mand, der så nogenlunde normal ud, og spurgte, om han havde travlt? Det havde han ikke og indvilgede sødt nok i at hjælpe en kvinde i stor nød. Han ringede til en noget forbløffet Tina, som ikke sådan var vant til at blive inviteret ud af fremmede mænd, men han fik dog forklaret, at jeg stod ved siden af og kort efter blev jeg forenet med Tina foran National Gallery. Pyh!! Dejligt, dejligt at se hende, og vi spiste en skøn frokost på Caféen netop der, som er rigtig hyggelig.

Vi kunne sagtens have sludret længere og hygget os med det, men Tina skulle tilbage på job. Jeg håber, at mødes med hende igen enten her eller der, for det var bare superhyggeligt. Inden hun susede afsted fik jeg lov at tage et par fotos af hende foran “Cabman’s Shelter”” og hun mig anvisninger på, hvordan jeg kom ned til Golden Jubilee Bridges (og Hungerford Bridge). De to førstenævnte er for fodgængere og man går over den ene og tilbage af den anden, eller det kan man, og det er jo oplagt. Imellem dem ligger så Hungerford Bridge, som er den oprindelige Jernbanebro. Derfra kan man så se blandt andet London Eye og i det hele taget var jeg bare heldig, for der var ikke mange dage på turen, der havde den slags vejr, men lige her, var det perfekt, og det var om at udnytte det. Det gjorde jeg og nød det i fulde drag. Både vejret, udsigten og få taget nogle fotos. Iøvrigt var det allerede her på denne relativt lille tur tydeligt, hvor meget, der har ændret sig, siden sidst jeg var der for 10-12 år siden. Der er heldigvis også meget, der ligner sig selv. Den største forandring, er at der er lukket af for bilerne i meget store dele af de mest turistede områder. Og så er der jo alle de fantastiske bygninger, der er kommet til.

Efter at have gået rundt der et godt stykke tid, vendte jeg næsen hjemefter og mener, det var den aften, jeg købte en pizza med hjem. Man bliver træt af alt den vandren, så om aftenen slappede jeg som regel af på mit værelse. Både fordi mine ben og fødder simpelthen ikke kunne mere, og generel træthed, men også fordi, jeg ikke er meget for at “rasle rundt” alene om aftenen. Det er jeg såmænd heller ikke herhjemme, eller i det hele taget, så intet underligt i det.