Fra ren gru til ekstrem lettelse og glæde

En lille hilsen herfra. Ikke fordi, der er sket så meget igen. Heldigvis holdt min fornemmelse af, at det her jetlagcirkus var ovre stik, og jeg er helt tilbage på dansk tid. Det i sig selv er dejligt, og oveni er ryggen også tilbage til normalen nu. Jeg har godt nok smerter i hofterne sådan lejlighedsvis, men det er ikke noget nyt. Sådan er det helt standard.

Eftersom jeg rent sovemæssigt, nu ikke er helt zoombie, så har jeg straks begyndt mit nytårsfortsæt, som går på en gåtur på ca. 1 time dagligt. Gerne mere efterhånden, men til en start, og så har jeg også andre øvelser, der skal på bordet.

Lige nu er alt den motion jeg tror jeg vil kaste mig over, en krigs-glædes-dans! Og hvorfor så det? Tjah, fordi i går, skulle jeg finde et foto til en ven. Jeg går hen og tænder min computer (her taler vi min stationære), hvor der ligger rigtig mange ting. Mange har jeg flyttet over på ekstern harddisk og til online album, men meget har jeg godt nok ikke. Jeg tænder “dyret” og ingenting sker!!! Gæt hvem der bliver helt bleg? Ja, det gjorde jeg. Til gengæld var jeg også noget uforstående. Normalt har man lidt på fornemmelsen, hvis den er helt galt, omend jeg godt er klar over, at et totalt stop selvfølgelig kan ske pludseligt. Jeg kunne dog ikke helt få det til at passe. Men faktum var, at computeren var død. Gæt hvem der gik i depressionsmode? Ja også mig! Er der noget, der betyder rigtig meget for mig, så er det mine fotos, så jeg var sgu ked af det og håbede bare, at det kunne reddes.

Her i dag, sætter jeg så et stik i en stikdåse, som er løs og “bing” så tænder computeren. Total optur! Og hvordan hulen går det så for sig? Jamen det gør det fordi, jeg bor i en gammel lejlighed, og al strøm er i stor stil forlængerledninger og stikdåser. Den stikdåse, jeg rettede et stik i, er i den anden ende af rummet end computeren, og jeg forbandt ikke de to ting. Men for helvede, jeg er lettet. Jeg tager det som vink med en vognstang om, at nu må jeg se og få styr på de fotos – tro mig, jeg lytter og danser videre!!

Før denne skønne hændelse, var jeg i stalden. Jeg stod op klokken 7, tog tøj på og drog afsted. Sne og is er afløst af mudder og vand. Ingen af delene er særlig sjovt. Man kan sige, mudderet forhindrer ikke, at vi rider, så den vej selvfølgelig bedre, men til gengæld er alt klamt, vådt og møgbeskidt og smurt ind i mudder. Jeg var faktisk flittig i dag og fik ordnet hele 3 heste meget grundigt og pudset en grime som jeg også fik lavet et ekstra hul i.

Efter alt den aktivitet fulgtes jeg med med sød hesteveninde (vi bor stort set ved siden af hinanden). Jeg var godt nok på cykel og hun på gåben, men jeg har jo godt af at gå. Således fik jeg da også gået 5090 skridt (3,8 km) i dag. Husk at gemme dine fotos på drev – enten i cloud, eksterne drev etc. Dagens lektie!!

Foto er Ordrup Krat i lørdags!

Glæde på efterbevilling og dagens gåtur

Normalt er åbenbaringer jo en god ting, men når man føler sig som den berømte “skovl”, når man får en, så er det knap så sjovt. Denne var lige nyttig og jeg kan takke min kvikke og dejlige veninde for, at jeg efter 2 år efter jeg købte min el-pejs, endelig får en funktion, jeg hele tiden har savnet hos den.

I dag kom vi til at tale om de der el-pejse igen, fordi min veninde, har fået en til sit soveværelse også. Og i den forbindelse, kom vi til at tale om, at det altså var underligt, at min ikke bare kunne lyse (brænde) uden varme, for det kan de næsten alle sammen. På fjernbetjeningen, kan man kun tænde og slukke. Men så spørger min veninde, om jeg er sikker på der ingen knapper er og det mente jeg da bestemt. Der er ingen synlige. Så siger hun, at på hendes er der skjulte knapper lige bag et panel over der hvor varmen kommer ud. Også til hvis fjernbetjeningen svigter. Jeg prøver så at tage i mit panel og ganske rigtigt, der er knapper og 2 indstillinger, en med varme og en uden. Således gik det til, at jeg nu er helt vild af begejstring over min ovn, sådan lidt forsinket. Jeg har hele tiden været glad for den med varme i, men om aftenen har det ofte ærgret mig, at jeg ikke kunne tænde den som min veninde kunne bare med flammer, for det er da hyggeligt. Det kan jeg så også nu, og glad er jeg. Men jeg følte mig da lidt dum!

Et af mine Nytårsfortsætter er, at jeg skal ud og gå en god tur hver dag. Gerne mere end det, og helst længere og længere efterhånden, men man skal jo som bekendt starte et sted. Så jeg gik ned i stalden i dag. Det var ellers ikke min mening, at jeg ville derned i dag. Jeg gik over banen, og fik taget lidt fotos også, men ikke af heste. Hvorfor? Der var ingen p.g.a. vejret. Det var pivglat for nu at sige det mildt. Jeg var ved at stå på numsen 4 gange, og til sidst turde jeg dårlig bevæge mig. Det blev ikke bedre af at komme op på vejen efter banen og pull-op-gården. Tværtimod! Den var ren is. Men det lykkedes at komme hen i stalden og på vejen mødte jeg en hesteveninde, der var i bil. Vi blev heldigvis enige om, at jeg godt kunne få et lift hjem. Jeg var ærlig talt noget “lunken” ved at skulle gå hjem igen, efter turen ned.

Dernede var der ikke meget gang i den. Alt stod som ventet næsten stille, ihvertfald på ridefronten, for det var jo håbløst med alt det is og sne. Jeg fik børstet min anden “baby” som er kommet fra ferie, og hygget lidt om ham. Dejligt nok. Han har heller ikke glemt at give kys, mens han var væk. Så det var godt nok. Efter kaffe og en hyggesnak, blev vi ikke meget længe og jeg fik et lift hjem. Der hentede jeg så den bærbare, som havde en fejl. Den ladede ikke. Det så ud til at være opladeren, men nu driller den sgu lidt igen, så det kan være, jeg må afsted igen. Møgirriterende faktisk!

Da jeg kom hjem efter alt det, var jeg faktisk træt, men jeg fik vasket to maskiner tøj, fik selvfølgelig et bad og så har jeg nørklet med fotos her på computeren og set TV og selvfølgelig nydt min ovn.

Ellers går det fremad. Jeg er ikke på Arizonatid mere, og det i sig selv er en stor lettelse. Det var lige ved at give mig kuller. Min ryg har været helt smadret og forleden havde jeg min fantastiske massør her, og det hjalp. Men ondt gør det altså, når han tager fat. Men er det ikke noget med, at det skal være skidt før, det bliver godt? Så passer det ihvertfald her. Stadig ikke helt godt, men dog i den rigtige retning. Jeg har stadig gøremål nok her og behøver heller ikke kede mig i morgen. Det gør jeg som bekendt aldrig. Jeg vil ønske jer en rigtig god weekend fortsat.

Fotos: Er på vej i stalden og viser mine yndlingsrækkehuse, Odrup Torv (det hedder det ikke helt rigtigt, men i folkemunde gør det) Banevej og Hyldegårdsvej, Odrupvej og så et par yndlingshuse). Senere på dagen blev det overskyet og begyndte at regne, så jeg var heldig at få disse med den blå himmel

Weekend update

Jeg ville gerne kunne sige, at det går strålende, og jeg får en masse fra hånden, motioneret som planlagt og i det hele taget kommer frem over stepperne. Not so! Min ryg har åbenbart besluttet sig for, at jeg ingenting skal – eller næsten da. Ihvertfald ikke noget, der kræver at jeg bevæger mig i nævneværdig grad. Normalt synes jeg ikke, jeg er pivet, men en ryg der går i smadder kan ødelægge humøret helt for mig, for jeg kan ingenting. Og jeg kan da slet ikke komme i stalden. I forvejen har jeg ikke været der længe, eftersom jeg jo har været på ferie. Nu er der fuldt hus inklusiv min elskede Kickertut, og her sidder og ligger jeg så!

Det var bestemt ikke planen, men mit helbred har jo før vist mig, at det er det, der bestemmer planerne, ikke jeg. Så jeg må bare tilpasse mig. Ikke engang her på computeren bliver det til så meget som ønsket (indlæg fra Arizona!!!) for jeg kan heller ikke sidde her for længe.

Min søde massør kommer i næste uge og kigger på krøblingen, så forhåbentlig hjælper det ganske som sidst. Jeg gør øvelser og ting, så meget, jeg overhovedet kan her selv, men jeg synes sgu bare ikke, det rykker. Med andre ord, har I en ryg, der ikke er skæv og helt håbløs så pris jer lykkelige.

Fotos er fra i mandags, hvor jeg forsøgte at gå på trods (det gik ikke ret godt). Øverste min gade og nederst et skud af den blå himmel set fra Pull-Up-gården på Klampenborg Galopbane. Pull-Up-gården er der, hvor hestene løber op efter løbet, og hvor jockeyerne stopper hestene – deraf Pull-Up, for det hedder det på engelsk.

Endelig og bedre sent end aldrig

Så kom den endelig. Man kan kalde det en Valentinesgave til mig selv så. Egentlig købte jeg den allerede, da jeg var i USA (i en køb, salg, bytte gruppe på facebook). Jeg regnede så med, at den var der, når jeg kom hjem, men ak og ve, der var ingen “Old West” Troldekugle til mig i postkassen. Jeg vidste, at kuglen kom langvejs fra, så jeg væbnede mig med lidt tålmodighed, men til sidst var jeg godt nok bange for, at den var blevet borte i Post Nords kaos.

Det viste sig, at min sælger havde fået skrevet forkert husnummer på kuverten, og for få dage siden, landede kuglen retur hos hende. Jeg var lykkelig! Ikke fordi jeg ikke kunne få en anden, men denne kugle betød jo noget helt særligt og var et minde om min tur til Arizona i stor stil. Så hun sendte igen og den er så kommet nu. Så dejligt, at den endelig kom frem, men det var levering med forhindringer. Jeg har en Trold mere på vej, og jeg har flere, jeg skal vise jer, men det må lige komme henad vejen. Men nu skal jeg altså holde mig fra de grupper, for jeg bliver så fristet og har er blevet totalt bidt af en gal Troldekugle.

Uanset hvad I skal lave, håber jeg I får en dejlig tirsdag og er I heldige at have en eneste ene og skal fejre, så håber jeg, at I husker at fejre hinanden også ellers.

Endelig sol, tandpine og vinterferie

Oh idag kom solen. Jeg fik så senere at vide, at den også var der igår, men det husker jeg dårligt, fordi jeg sov og var helt ved siden af mig selv. Det var jeg ikke idag, da jeg vågnede. Og med solen og blå himmel og sol, så skulle jeg bare ud.

Jeg havde sagt, at jeg ville komme i stalden og hilse på. Og selvfølgelig gik det hverken værre eller bedre, end at min ryg i går gik helt i selvsving. Jeg ved vitterligen ikke hvorfor. Jeg kan kun tilskrive det en masse gåture og eventuelt en forkert bevægelse. Jeg ved aldrig helt hvorfor, men det var nogenlunde sådan det var også sidst, dette skete. Som sagt før, min ryg er bare fucked, og jeg har bare slet ikke tid til det. Så lige nu er jeg rimeligt dopet at smertestillende og muskelafslappende igen.

For det så ikke skal være løgn, så spiste jeg en karamel i stalden og så snart jeg tyggede den gjorde en tand helt vildt ondt. Ret underligt, for jeg har lige fået dem tjekket, så der burde de da have fanget problemer medmindre, det ikke sådan lige kan ses. Selvfølgelig skal den slags så ske nu, hvor de er på vinterferie. Så nu skal jeg holde rygsmerter og tandpine fra døren, og det kan vist godt knibe i hvert fald med sidste. Selvfølgelig kan jeg tage til tandlægevagten, men hvis jeg på nogen måde kan holde det ud, vil jeg helst vente på min egen tandlæge. Suk, jeg synes bestemt ikke, der står flere tandproblemer på min økonomi lige nu!

Til trods for, at jeg dårligt kunne gå forsøgte jeg mig udi en tur til stalden. Det gik, men det gik dælme langsomt og jeg var klar over, at den helt sikkert stod på bussen, når jeg skulle hjem. Jeg fik da taget lidt fotos i det gode vejr og givet et par gulerødder. Blandt andet til min gode ven Stradevarius, som også er kommet ind igen. Han kunne tydeligt kende mig igen, og var glad for at se mig og jeg for t se ham. Ganske som Stinger, er heller ikke han vokset nedad, mens han har været på landet. Jeg blev ikke længe, for dels havde jeg ondt og dels var jeg bare ikke til nogen gavn af samme grund, og de andre havde travlt.

Nu vil jeg bare slappe af og snart sove. Og så håber jeg, at ryggen i det mindste har det væsentlig bedre i morgen, for der er grænser for, hvor sjovt det er at “kravle” rundt. Fotos er øverst taget på vej til stalden fra Enghavevej, og nederst er det Carolus (Pistachio- All For Love).

At komme sovende til det

Det udtryk, har fået en helt ny betydning siden jeg kom hjem fra USA. Jeg har været mere død end levende. Jeg har ganske enkelt ikke kunne finde rytmen i døgnet igen. I nat var første gang, jeg fik noget, der kunne minde om en ordentlig nats søvn, så jeg håber, at jeg nu er ved at komme på ret køl. Det er noget belastende for nu at sige det mildt. Det er som at gå rundt i en tåge, når man endelig er vågen, og så skal der i øvrigt kæmpes for at være vågen hele tiden – og i det store hele er det mislykkedes. Når jeg så endelig skulle sove, så har jeg været vågen.

I går fik jeg gået en lang tur -ned til stalden og var på vejen forbi banen, hvor jeg også var heldig at møde et par venner. Og bagefter var jeg i Lyngby med min TV-box der brød sammen lige før jeg tog på ferie. Det var så tæt på, at jeg nåede at få den nye box, men fik ikke den kasse, jeg skulle returnere den gamle i. Så måtte de vente, så det gjorde de så til i går.

Nu har jeg så endelig sovet “normalt” i nat, men at sige, jeg er frisk, ville være en overdrivelse. Men jeg er stadig vågen, men det holder nok ikke hele eftermiddagen. Nu har jeg så også været på farten og det hjælper heller ikke. Mødtes med min veninde og så gik vi en lang tur over og fik noget kaffe. Rigtig hyggeligt, men vi blev som vanligt ikke færdige. Fotos er fra i går, da jeg gik ned til stalden. Hvad så med hestene spørger du nok? Og det er både relevant og et godt spørgsmål. Det er sådan, at så længe, jeg ikke er vågen og så træt som p.t., skal jeg ikke tumle dyr på 400-500 kg. Det holder bare ikke. Det kræver man er vågen. Så det må lige vente, til jeg er lidt mere på dubberne. Men jeg kunne smutte forbi og give en gulerod i går og det kan også være bedre end ingenting.

Nu håber jeg, at søvnmønstret er på vej i den rigtige retning, og så skal jeg have gjort rent, for det har jeg ikke gået gjort endnu. Og skal jeg være ganske ærlig så trænger her gevaldigt. For nu vil jeg ønske jer en dejlige weekend.

Gråt i gråt

Jeg skal ikke kunne sige, om det er jetlag stadig eller det er en af mine “sædvanlige” udmattelsesture eller det er begge i en “skøn” pærevælling. Uagtet, så kan jeg slet ikke vågne. Det er rædselsfuldt, men sådan er det. Jeg sover, sover og sover og så vågner jeg på de helt forkerte tidspunkter. F.eks. har jeg været vågen hele natten og faldt så i søvn hen på morgenen og vågnede klokken 15.

Jeg skal have det vendt, men det har vist sig sværere end sådan bare lige. Jeg gør hvad jeg kan, og mere kan jeg ikke. Om ikke andet, er jeg nødt til at stå op på onsdag, for der skal jeg til tandlægen og fredag skal jeg mødes med en veninde. Men fortsætter det som det er lige nu, er jeg potentliet nødt til at aflyse begge. Det er slemt og fotos illustrere at vejret bestemt ikke gør noget som helst for at hjælpe. Jeg håber I har en god søndag.

Missing Arizona!

Så blev det en uge siden, jeg kom hjem. Ikke helt, til aften, men næsten. Og jeg savner Arizona. I dag er det f.eks. gråt i gråt og totalt tåget. Ikke en hånd kan man se for sig. jeg er stadig jetlagged, men jeg har sovet almindelig tid i dag, men frisk er jeg ikke.

I dag har jeg indehyggedag som jeg bedst kan lide den, med fotos, fjernsyn, TV og malebøger. Rigtig hyggeligt,men jeg er træt af at være træt. Fotoet er fra mit andet besøg på Turf Paradise galopbanen derovre, og vejret var sådan her hele dagen. Helt fantastisk.

Jeg har masser at tage mig til,men uden energi går det jo ikke, så jeg prøver at lave så meget jeg kan med den energi, jeg nu har. Selvsagt vil jeg gerne i gang med indlæg fra turen og jeg har et næsten klar. Mere om det senere. Jeg har fået gået en tur hver dag i ugen til trods trætheden og fik slæbt mig i stalden også forleden. Skønt at se alle venner dernede også. For nu vil jeg ønske jer god weekend.

De store valg og at komme hjem

Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er hårdt at komme hjem. Ikke mindst vejret er en udfordring af de større. Jeg har altid tænkt, at der var charme i de vekslende årstider, og det mener jeg også stadig. Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg selvfølgelig ikke er anderledes end mange andre, og synes at vinteren her kan være ganske træls. Og jeg må sige, nu hvor jeg har prøvet vinter i Arizona, så vil jeg klart foretrække den, eller et andet varmt sted, de måneder fremover, hvis det på nogen måde, kan lade sig gøre. Som jeg har været inde på, så er folk der overvintre i Arizona “Snowbirds” og min bror og jeg blev enige om, at jeg fremover kan blive hans personlige danske af slagsen og han taler endda om et gæstehus til mig.

Om det bliver sådan, må vi se, men at jeg tager derover igen, er der ingen tvivl om. Men selvom jeg synes, der kan være charme i gråvejrsfotos og vejr, så er der altså ingen tvivl, hvad jeg foretrækker, når I kigger her.

Udover vejret, er der selvfølgelig det faktum, at jeg savner min familie nu og omvendt. Vi havde alle vænnet os til, at nu var jeg der, og vi trivedes rigtig godt med det. Jeg elskede at komme med min bror ud og køre og som oftest hvis han skulle noget, spurgte han, om jeg ville med. Og det ville jeg næsten altid gerne. Bare for at være sammen med ham.

De spurgte endda om jeg ville flytte derover. Det tror jeg så ikke, jeg gør. Det er der mange årsager til, men først og fremmest min venner og mit liv her. Ikke at jeg ikke kunne skabe mig et liv derover, for det kunne jeg da ganske givet. Men jeg synes, det er lidt sent, at rykke mig selv op med rode. Det er jo nu sådan, at fordi jeg kan bevise, at jeg er amerikansk, så kan jeg få amerikansk pas og statsborgerskab – altså dobbelt statsborgerskab. Vil jeg det? Det overvejer jeg da, men det skal først og fremmest være hvis det giver mig mulighed for at opholde mig lidt længere derover. For jeg kunne sagtens tænke mig, at være derovre om vinteren, medmindre, jeg har andre planer, hvilket jeg så har næste vinter. Det var de planer, jeg rykkede, da jeg fandt min familie. Og de planer, glæder jeg mig også utroligt til. Der står Sydafrika på turen.

Samtidg med, at jeg har nydt det rigtig meget, har jeg selvfølgelig også tænkt på min far. Han ville være og er så glad på mine vegne er jeg sikker på, ligesom min mor. De ville synes, det er fantastisk tror jeg. Og jeg er sikker på, de sidder og glæder sig et sted, og ligeledes vores fælles far.

Min mor havde været borte i 13 år i lørdags, da jeg kom hjem og i går var det 52 år siden min biologiske mor gik bort. De spurgte mig i dag, om ikke det er svært at rumme det hele i stalden, og jo det er faktisk meget på en gang. Og selv da jeg var derovre, skulle jeg knibe mig i armen flere gange.

Lige nu vil jeg bare gerne være fri for jetlag, så jeg kan begynde på nogle af de projekter, der er herhjemme. Ikke mindst at få skrevet om turen.jeg tror, det bliver indlæg delt op i perioder med lidt om de væsentlige begivenheder og så links til resten af fotos, for ellers er vi jo ude i en roman.

Nu vil jeg prøve at sove snart, og håbe, at jeg kan sove natten igennem, og være bare nogenlunde menneske, når jeg vågner. Dagen i dag var dejlig, men jeg har følt mig mere død end levende. Men jeg har ladet mig fortælle, at det tager tid. To be continued.

Fots er fra min tur til Ordrup i går. I dag lykkedes det mig iøvrigt endelig at hente min pakke med nogle sko, jeg købte på bud på neettet, mens jeg var derovre. Min data på mobilen er gået i koks, fordi jeg siftede til et amerikansk sim-kort derovre, så det skal jeg også have styr på. Men her med wifi kan jeg sagtens bruge, så ingen katastrofe.

En amerikaner vender hjem

Som mange af jer ved, er jeg nu vendt hjem fra USA. Det gjorde jeg i lørdags klokken 20.30, hvor jeg landede her på adressen. At sige, det er en udmattende tur, forstår næsten ikke. Jeg tog af sted fra Arizona klokken 20.40 lokal tid var min flyvetid. Så skal der lægges tiden til fra før vi nåede lufthavnen, som var et godt stykke tid før, fordi vi også skulle forbi en aftale min bror havde. Så det lagde ekstra tid til min rejsetid.

. Alt gik efter planen lige bortset fra, at jeg ikke havde nærlæst nok på British Airways side, til trods for, at jeg synes, jeg gennemgik den med lup for ikke at gøre noget forkert. Og så gjorde jeg alligevel. Man må på langdistanceflyvninger gerne have 3 tasker med i flyet. Det havde jeg så, og havde ingen problemer på vej over. Da jeg sad i loungen inden afgang fra Heathrow, hørte jeg godt, hun talte om, at man skulle komme op, hvis man havde for mange tasker. Men jeg havde jo tjekket, målt og vejet så jeg følte mig slet ikke truffet. Mistake! Jeg måtte kun have 2 tasker med om bord. Så vi måtte tjekke en ind. Det irriterer mig bare, at pigen i skranken hos British Airways i Arizona ikke fortalte mig det. Så kunne jeg jo bare have tjekket den ind. Anyway, intet problem, den blev tjekket ind og jeg kom om bord. Så nu ved du det, fra Heathrow til København kun 2 tasker.

Jeg er ret død i sværen og slås med jetlag. Jeg har ikke kunnet falde i søvn, og når jeg så endelig er faldet i søvn, har jeg været vågen tidligt. I dag var jeg så vågen fra 4-7 ca. og så faldt jeg i søvn igen og sov til 16.30!! Så var den dag da brugt. Jeg har kun fået vasket den sidste vask og fået et bad og noget at spise, både til morgen og aften.

Noget jeg også har fået gjort er at fotografere en ny Troldekugle, så I kunne se den. Stars & Stripes som er købt i en af mange Troldekuglegrupper, jeg er med i. Men har du lyst til at få den, kan du stadig få den. Jeg havde bestilt en mere i grupperne, der skulle reflektere min tur og det var “Old West“, men den er ikke nået frem endnu, så indtil den gør, så ser armbåndet så nu sådan her ud.

Jeg skal nok tilkøbe lidt, for at få min amerikanerarmbånd, men nu står den på “spareprogram” for jeg har brugt lige nøjatigt alle min penge. Så de slog til og gik til, men det er også fint, for det var meningen, at jeg skulle have verdens bedste tur, og det har jeg haft. Helt, helt utrolig dejlig tur, som jeg aldrig, aldrig glemmer og som jeg er dybt taknemmelig for. Der er masser at fortælle, men jeg kan ikke helt lige greje, hvordan jeg skal gribe det an, men det kommer nok. Lige nu er jeg for træt. Så jeg håber, I har lidt tålmodighed (som ofte).

Sidst men ikke mindst, vil jeg gerne takke for alle de søde hilsener og kærlige tanker, jeg har modtaget i forbindelse med turen. Ganske, ganske fantastisk så søde folk har været med hilsener og støtte. Tusind, tusind tak. Det betyder helt utroligt meget, at alle har været så søde. Når det er sagt, bemærker man selvfølgelig også hvem der aldrig skriver noget eller støtter op, men sådan er det. Det kan man ikke bruge krudt på. Jeg vælger at fokusere på dem, der er der og der er heldigvis SÅ mange, at det er ganske overvældende. Tusind, tusind tak.

Jeg vender retur, så hurtigt som overhovedet muligt! Nedenfor min bror og jeg ved Grand Canyon, som var en fantastisk oplevelse og at opleve det med min bror, var bare fantastisk. Har jeg sagt, jeg elsker ham?